Den er på vej.. //Stéphan//

Stéph smilede til Amelia, fordi hun stadig bekymrede sig om ham. "Det er ikke så slemt. Jeg behøvede ikke engang at bruge slyngen. Måske er min hånd healet, før nogen ved det." sagde han glad. Han havde allerede vænnet sig til gispen, så den generede ham ikke længere. Og det gav ham noget fritid, som han virkelig trængte til. En fritid, så han kunne komme lidt ud af de daglige rutiner, som kunne generer ham.
"Amelia, dette er en chance for den fritid, som jeg har ventet på." sagde Stéph så, mens han så på Amelia.

"Nåå, det. Ja, ehmm.. Det behøver du ikke tænke på. Jeg får en masse tid bagefter, som jeg kan bruge. Jeg har jo hele livet." sagde Stéph og grinte kort. Han var hvertfald kommet i meget humør. I et humør, som han næsten aldrig havde været i. Et humør, som sjælendt viste sig frem. Han undrede sig over, hvor denne ændring kom fra. Det var, som en magi, der havde ramt ham og ændret ham. Det var underligt.

"Du mener Victor?" spurgte Stéph og smilte, "Jo, vi skal hænge ud sammen, hvilket er meget lang tid siden. Men det bliver fedt, håber jeg. Jeg glæder mig, som et lille barn." Han grinte lidt over sine egne ordvalg, det virkede underlige. Men han var også i et underligt humør lige nu.
Stéph blev lidt overrasket, da Amelia tog fat i hans hånd og trak ham mod udgangen. Han fulgte bare med hende, men han lagde mærke til de mange underlige blikke, som der blev sendt til dem. Udenfor fik Stéph øje på Victor, som stod og ventede på ham. Da han Victor fik øje på dem, så gik han imod dem.

Victor betragtede Amelia, som havde Stéphan i hånden. Han sendte et spørgende blik til Stéph. Han ville et sted gerne vide, hvad der foregik. Men det eneste svar han fik var, at Stéph trak på skulderne og så ligeså spørgende ud.
Stéph undrede sig lidt over, hvad det var Amelia tænkte og ville gøre.

Victor og Stéph så begge forvirret efter hende. Ingen af dem forstod noget som helst af det, som der lige var sket. Men de trak begge på skulderne og begyndte at grine. De blev enige om, at sådan var piger nu bare. De skulle bare være uforståelige, men det kunne de nu godt leve med.
De hentede begge hurtigt deres cykel. Da de cyklede forbi (Stephan kun med en hånd) Amelia, så vinkede de begge to og smilte.

Hun vinkede stadig videre til dem og forsatte så hjem. Hun havde stadig et smil på læben. Hun ahvde dog ikk gjort det hun ville gøre. Hun ahvde ikk turdet. Hun sukkede lavmælt men glad. Hun fløjtede svagt for sig selv og efter noegt tid da hun var væk fra de andre elever forvandlede hun sig til en ørm og fløj hjem.

//Out ^^//

Stéph og Victor begyndte at køre mod deres første bestemmelses sted.

//Out? O.o' Kunne ikke lige finde på mere.//

//Det er okay ^^ Jeg var jo alligevel Out xD//

//Hehe ^^//

///endnu et emne?? xD ej lvar bar sjov :3 hehe//

//Var vi ikke Out? :D//

//Øhm jo fra dette emne :D//

//Hehe ^^ men vi er jo her stadigvæk..//

///Jaaaa x3 haha//

//Haha XD//