Øvelse Gør Vel Meste //Stéphan=Privat//

Påklædning: Briller, Hvid T-shirt, Orange Shorts

Stéph nærmede sig de udendørs tennisbaner på cykel. Det havde været et godt stykke tid siden, at han havde været her. Han havde simpelhen haft for mange afleveringer til skolen, som skulle klares først. Han var lige blevet færdig med den sidste, hvorefter han besluttede sig at tage herhen. Han satte cyklen fra sig ude ved parkeringspladserne og låste den. Han tog sin taske. Da han endelig havde fundet en af de tomme baner stoppede han op. På banen ved siden af trænede en pige med brunt hår. Stéph lagde mærke til, at hun var smuk.

Stéph havde været ved et finde sin ketsher frem fra tasken, så han havde ikke lagt mærke til noget. Da han havde rejst sig op, lagde han mærke til en bold, som trilte hen ved siden af hans fod. Han samlede bolden op med et suk og vendte sig om. Han opdagede pigen, som lå på jorden.
"Hey dig, som ligger på jorden." råbte han til den brunhårede pige, som åbenbart havde lagt sig på jorden. Han undrede sig lidt over den underlige opførelse. Han kastede bolden lidt op i luften og greb den igen. Han gentog bevægelsen et par gange.

Stéph sukkede dybt, da hun ikke reagerede. Da han opdagede, at maskinen stadig skød med tennisbolde, havde han muligvis gættet, hvad der var sket. Han lagde sin ketsher på tasken, hvor han let løb hen til maskinen for at slukke den, hvorefter han lagde den tennisbold, han havde, ind i maskinen igen.
Stéph løb nu let hen til pigen. Han slog hende let på kinden. Han havde prøvet sådanne situationer før, hvis hun ikke vågende, så kunne det blive alvorligt. "Hey." sagde han og prøvede at komme i kontakt med pigen igen.

Stéph var lettet over, at hun var kommet til bevidstheden igen. Han ville nødig skulle ringe efter en ambulance, fordi så var han nød til at afbryde sin træning, hvilket han ikke havde lyst til. "Har du noget vand?" spurgte han, som det første, fordi han skulle være sikker på, at hun havde det godt.
"Du må have glemt at slukke for maskinen, så du fik en af dens bolde i hovedet, da du var blevet uopmærksom." svarede Stéph på hendes spørgsmål, "Men den er slukket nu." Han kunne ikke helt forstå, hvorfor hun havde glemt at slukke den.

Stéph rejste sig også op nu. Han blev lidt fornærmet over ordene: "hvis du gjorde noget." Han havde næsten sagt til hende, at hun var godt nok var lidt utaknemlig, fordi han jo lige havde reddet hendes liv. Hvilket han havde gjort. Men han kunne jo bare lade hende ligge til en anden gang.
"Jeg har slukket for maskinen, så det skulle ikke være noget problem." sagde Stéph bare, fordi han orkede ikke at sige det andet til hende. Og han ville bare videre med hans træning. Han gik hen til sin taske og samlede sin ketsher op. Han kiggede på muren, som var på den anden side. Han gik hen til nettet og begyndte at fumle ved snorerne.

Stéph stoppede med at fumle ved snoren, nettet faldt ned på jorden. Han vente sig mod pigen og blev lidt overrasket over det, hun havde sagt. Ordene lød, som om hun svarede på det, som han havde tænkt, men ikke havde sagt. Han rystede bare på hovedet og ignorede det. Det måtte være noget, som han havde forestillet sig.
"Det er lige meget. Nu har du sagt tak, og så er sagen ikke større." sagde Stéph og gik hen til sin taske og fandt en tennisbold frem. Han skød den mod væggen. Man kunne se, at han havde spillet før og var god til det. Bolden ramte væggen og kom tilbage igen. Han skød den afsted igen.

Stéph begyndte at skyde flere forskellige steder. Han valgte alt tid målet, før han skød. Han ramte altid næsten perfekt. Der var de gange, hvor han ramte nogle centimeter ved siden af. Man kunne se, hvor sveden var begyndt at løbe ned ad ham. Stéph tog sveden, som et tegn på, at han arbejde hårdt nok. Han gik efter bolden, men han ramte den ikke, der havde kun været nogle få millimeter mellem ketsheren og bolden. Stéph mumlede irriteret. Han samlede bolden op og smed den i tasken sammen med ketsheren. Han fandt et håndklæde frem fra tasken. Han tog brillerne af og tørrede sit ansigt med håndklædet.

Stéph smed håndklædet på tasken, hvorefter han strækede ud i alle musklerne, så de ikke ville gøre ondt dagen efter. Lidt efter fandt han sine briller igen og tog dem på. Han puttede håndklædet ned i tasken og fandt sin dunk frem. Han samlede tasken op. Han begav sig mod klubhuset, imens han drak dunken. Da han smed tasken ved siden af en stol (ved det bord, hvor pigen også sidder), så var dunken tom. Han gik ind i klubhuset for at fylde dunken op igen, hvorefter han kom ud igen og satte sig på stolen.

Stéph satte flasken på bordet og kiggede ligefrem for sig. Derefter vendte han sin opmærksomhed mod pigen. Han så undrende på hende, da han lagde mærke til, at hendes bule var væk. Men hun var nok en af dem, hvor bulerne forsvandt hurtigt igen. Han smilte og nikkede til, som hun havde sagt til ham, om hans tennisspil.
"Jeg var en gang med i turnering i klubben. Jeg blev nummer 5." sagde Stéph, han havde ikke til manére at blære sig overfor alle han mødte. Han holdte det altid tilbage, fordi han brød sig ikke om popularitet. Ligesom i skolen.

"Mange mener, at jeg burde være blevet nummer 1. Men jeg lavede en fejl, som var skyld i, at jeg ikke blev mere end 5. Men jeg er da tilfreds med resultatet." sagde Stéph, og var selv imponeret over, at hun havde været deroppe. Men hun måtte have trænet hårdt og længe, så hun måtte have fortjent det.
Da hun nævnte skolen, måtte Stéph grine. Når folk genkendte ham, spurgte de altid om samme. "Stéphan Mark Chevalier." præsenterede Stéph, "Og jo, det er mig, som pigerne går efter hele tiden. Men det er for det meste, dem fra min klasse." Han måtte igen grine lidt.

"Jeg er under skolens Top 15. Jeg gider virkelig ikke rigtig gøre mere ud af det, fordi så bliver jeg bare mere populær, og det vil jeg slet ikke kunne klare. Jeg har det svært nok i forvejen med alle pigerne, som går efter mig. Og jeg har ikke rigtig lyst til at flere jagter mig. Det er en af grundene til, at jeg bruger briller i stedet for kontaktlinser." forklarede Stéph og smilte. Han havde altid brugte briller, det ville han hellere, end at blive jagtet af alle. Han lyttede til hendes latter og smilte igen.

Stéph kom til at hoste lidt, så hans briller flyttede på sig. Han skubbede igen sine briller på plads, hvor de skulle sidde. Amelia var den første pige, som havde kommenteret på dette. Han havde det ikke med at rødme, det gjorde han heller ikke nu, men i stedet for havde han hostet. En dårlig vane, som han havde.
"Når jeg finder tiden til det, så spiller jeg her så tit, som muligt. Til andre tider går jeg til en anden sport." sagde Stéph og smilte.

Hun så et kort øjeblik lidt bekyremt på ham da han begyndte at hoste. Enten var det noget med at hun ahvde sagt noget forkety måske eller også var det bare nogen vand han ahvde fået galt i halsen eller sådan noget. Selv rødmede hun af og til min det var ikk særlig meget og kun få gange. Altså ikk så tit. Der var ikk amnge der kunne få hende til det. Hun nikkede til hans svar på hendes spørgsmål og smilte stadig det varme og blide smil. "Jeg spiller her heller ikk rigtigt så tit jeg har også mit hjem jeg skal passe så det er ikk altid at jeg får tid.."

//Skal lige logget et øjeblik men kommer på igen om ca 20-30 min :3//