fanget i en grotte i skoven // ÅBENT EMNE //

T: 22:00
O: en masse sten og soldater
V: mørket
S: en grotte i skoven




Mikala sad lænket i en grotte ude i skoven hun hade siddet det i 4 dage uden vand og brød de ville sulte hende så meget at de kunne maget hende noget beder Mikala hade være oppe at slogs for at komme fri men op nåde bare et brække sin næse og fik et blåtøje hun sad godt lænket til klippe væggen hun kunne ikke rive lænkeren over eller af de var forstærke med præstevand og dæmonhæmmen formular Mikala som kun var halv dæmon kunne ikke en gang komme fri

En skygge Flakker hurtigt forbi hende...
Og med et står der en Høj Ild dæmon i meneske form foran hende og spør " og hvem er så du?" Hvor efter han ligger hoved på skrå

" Mikala " svaret Mikala svaget
hun så op på ham men så hurtig ned igen
de øjne minde hende om hendes far

Nathrezim kiggede undersøgende på mikala og spurte så: " du ligner..." han stopper, "kender du Belsibab?" spør han igen

" ja der er min far hvorfor spøre du endlig " sagde Mikala hun hade sin fars hår og øjne men sine mor udsende

"hmm" sagde Nathrezim "fortalte din far hvad han arbejdede som" spurte han med et følses koldt udtryk

" nej det gjore han ikke " sagde Mikala stille

"Jeg arbejdede med ham... vi var partnere, vi tog ud for at dræbe.. engle for det meste. MEN efter 3000 års samarbejde ville han ikke mere... han ville ha' en famile" Nathrezim tog fat i mikala's ansigt og sagde med et næsten sindsygt smil: "Hvor sødt!". "Han havde forelsket sig en en HEKS! Hah! dem vi før hen dræbte som fluer!"... "Din Far tog HALVDELEN af mine kræfter! og stikker af med en heks!" Nathrezim stopper "jeg kunne se det i dine foræderiske øjne! du måtte være hans søn!"

//.... datter xD//

" du ved så hvor han er " sagde Mikala hun forsøget at komme fri hun hade de kræfter hendes far hade taget fra ham de lå inde i Mikalas krop og var nu hendes " min mor var en heks det er rigtig min far gifte sig med hende fordi de elsker hinanden og så fik de mig " sagde Mikala

"Ja, jeg ved hvor han er men du får det aldrig at vide" Nathrezim grinede lidt til sig selv "og nu hvor jeg har hans lille pige får jeg mine kræfter igen!" han grinede manisk af sin geniale plan!

" nej det gøre du ikke for de er et sted hvor du ikke kan rør dem " sagde Mikala hun hade tåre i øjnen hun ville se sign far igen

"hvis jeg nu slap dig fri af de keder... hvad ville du så gøre for mig?" spurte han overvejende og sendter mikala et lumsk smil.

" jeg vil ikke gøre noget for dig " sagde Mikala hun hade en lumsk mistanke om det han ville har af hende

Jaster kome gående gennem skoven og fik øje på en grotte og gik ind i den og gik vidre "er her nogen"spurgte han og kiggede rundt i grotten han syntes han hørte nogen men var ikke sikker han lavede en lille ild kugle og kiggede sig omkring "jeg spørger igen er der nogen her inde"sagde han og kiggede rundt og ventede på et svar for hvis der var nogen måtte de gerne svare ham.

" Jaster " sagde Mikala

"mikala er det dig"sagde han og kiggede rundt for at finde hende og ledte efter hende med et stille smil "hvor er du henne"sagde han og kiggede rundt med et det stille smil på sine læber

Mikala fik lavet en ildkugle " lige her " sgade Mikala // må logge //

Han fuldte efter lyset af ilden og fik øje på hende og en anden og gik der hen "og hvem er du så"sagde han til den fremmede han ikke havde set før "og hvad laver du her inde Mikala"sagde han og kiggede på hende og kunne ikke forstå hvad hun lavede her inde i en grotte.



//okay ses Mikala//

" huske indet " sagde Mikala

Han kiggede undrende med et lille skævt smil på læberne med og kiggede på hende "hvad for noget"sagde han med et stille smil

" jeg kan indet huske " sagde Mikala

"hvorfor kan du aldrig det når jeg kommer"sagde han og kiggede på hende med smilte stille

" ved det ikke Jaster " sagde mikala

"men mig kan du da huske"sagde han med et stille smil på sine læber