the forbidden place // julian - Privat//

S: forladt legeplads
T: 00:45
V: let blæst
O: Legeplads ting og en nær liggende skov
U: Lige som billedet

Selene gik rund inde på den forbudte legeplads, det siges børn var forsvundet fra stedet, men hun var ligeglad, hun elskede at være der om natten, medmindre der kom de børnelokkere og andre skumle mennesker. Hun var ikke som hun plegede, hendes sult havde sat ind, hun var sulten, som om hun ike havde fået noget at spise i flere måneder. Selene satte sig på en af de falde færdige gynger og lignede en uskyldig pige, hun fik øje på en mand der gik forbi, men stoppede op og vendte om " hvad laver du her ude barn" spurgte han stille, Selene rejste sig og krammede ham, hun kendte ham ikke, men det var ikke et venlig sindet kram, for Selene gjorde klar til at stikke sine skarpe hjørnetænder i hans hals. HUn tog alt det blod hun kunne og trak ham ind i en busk så ingen lagde mærke til ham.

Der var noget galt, hun følte sig overvåget, Selene kiggede sig omkring, men kunne intet se. hun gik hurtigt ind i de mørke skygger og holdt øje med sine omgivelser

Hvis der faktisk var noget positivt ved hans evne til at se de døde, måtte det være børnenes sjæle.
Selvom det var ganske trist, var deres sjæle ofte klare og uskyldige hvilket gav en hvis trøst til den unge Alfa-ulv. To tvillingebørn der var blevet dræbt i en togulykke sad på ryggen af ham og lo hjerteligt da han skuttede fra den ene sten til den anden. Han havde gjort en undtagelse ved at skifte form - mormalt ville han være blevet i sin menneskeskikkelse så tæt på almindelige og dødelige, men børnene holdt meget af den store ulv. De syntes specielt om hans lange hvide pjuskede hale, og det skete kun oftere at han forsigtigt måtte knurre af dem for at få dem til at lade vær med at hive i den.

Pludselig holdt de begge op med at le og stirrede i stedet ind mellem buskene. "Noget galt, børn?" spugte han dem og spidsede selv ørerne og indsnusede luften. Julian stivnede hvor han var og måtte fortrænge en knurren.

Blod.

Selene så den snehvide ulv " hah en ulv" sagde hun og så så lidt efter de to sjæle på dens ryg. Selene undrede sig over hvordan hun kunne gemme sig for en harmløs ulv. Hun gik. ud fra skyggerne og hendes askegrå hår flagrede lystigt om hendes kønne ansigt. Selene fik øje på endnu et bytte, denne gang var det en ung mand, hun smilte koldt og kynisk og forsvadt igen ind i skyggerne, lidt tid efter kunne man se hun var over den unge mand som en hvalp over ven, når du var sultne, hun tog igen alt blodet og kiggede derefter på ulven og de sjæle han havde på ryggen af sig. Hun smilte koldt og kynisk og slikkede det blod væk hun havde omkring hendes læber og forsvandt atter ind i skyggen

De to tvillinger på ryggen af Julian skreg og forsvandt i den tomme luft, skræmt af vampyrens demostration. Julian rullede koldt med øjnene og så bebrejdende på vampyren. "Var det nu nødvendigt?" spurgte han hende og lagde hovedet let på skrå med ørerne lagt tilbage i irritation. "Ingen grund til at bære dine tænder mod mig, vampyr. Jeg har dig intet gjort, og forventer heller ikke at gøre det - med mindre du selv ber om det selvfølgelig" Hans læber splittedes i et skarpt ulvegrin og hans lange hvide hjørnetænder glimtede i lyset fra gadelygten over ham. Hans 'indre alfa' ville ikke lade ham bakke ud af en kamp om dominans. Han var stolt - både som menneske og ulv. Men vampyren var atter forsvundet ind i skyggerne. Julian slog frustreret med halen og satte efter hende. *Man vender ikke bare ryggen til folk når de taler til én!* Eller gjorde man? I hvert fald ikke i ulvenes verden.

Selene var som forsvundet i skyggerne på grund af hendes mørke tøj og hendes hårfarve, det eneste der kunne afsløre hende var hendes rovdyr gule øjne. Hun var kold og fortsatte længere ind i skyggerne, ikke engang gadelygten kunne nå der over med lys. Hun kunne lugte denne hvide ulv fulgte efter hende, men fortsatte, hun var ligeglad