Bibliotekssjov //Kalona//

Dato: IRL

Tid: 17:39

Vejr: overskyet, få regndråber.

Omgivelser: 1000 og atter 1000 af bøger

Humør: Frustreret og irriteret

Julian sad begravet i en stor tyk lædderbog med forgyldte sider i den bløde lænestol, på anden sal af det store bibliotek. På bordet foran ham lå bunker af bøger magen til den han sad med i hånden, tre af dem havde han allerede været igennem. Spøgelset af bibliotekaren der var med til at grundlægge biblioteket havde været så venlig at informere ham om at alle der flyttede til byen var blevet katalogiseret i disse bøger.
Det var ikke ligefrem svært at stjæle nøglen dertil. Hans sensitive ører ville advare ham hvis nogen var i nærheden.
Indtil videre havde han været igennem bøgerne fra 1885-1991, og var nu igang med den i 2000.
Julian lod sin hånd køre igennem hans blodrøde hår og han sukkede i frustration. Intet stod der om familen Grenouille. Ikke et spor.

Kalona gik igennem gaderne og lagde mærke til en åben dør, ved biblioteket...?
han gik stille der op imod, og trådte ind ''Hallo...?'' sagde han, og greb fat i sværdet han stjal fra Zane imens han med lætte skridt gik ind i biblioteket ''er her nogen?'' sagde han højt og forventede lidt et flabet Ja fra en eller anden nar der gente sig bag en eller anden klam bog.

Julian kiggede op fra sin bog da han hørte en stemme nedefra. Bibliotekarspøgelset tyssede væsende mens Julian rullede øjnene af ham. Som om der var andre end ham der ville høre det?
Julian lagde den tunge bog fra sig og listede stille hen til trappen og kiggede ud over gelænderet. Han kunne høre personens tunge skridt, en dreng eller ung mand, hvis han skulle dømme fra dem, men lugten var ikke velkendt. Hvis han skulle gætte ville han sige engel. De havde den der specielle lette, svævende duft. Denne var dog mere skarp i det, men havde stadig en hvis lethed og elegance. Julian rynkede brynene. *Hvad er mon det jeg er støt på?* tænkte han og smilede stille for sig selv.

Kalona undersøgte underetagen hurtigt, og fandt intet, og bevægede sig oven på men stille skridt, og et toligt udtryk i ansigtet ''Kom nu frit frem.. jeg skader dig ikke..'' sagde han med en beroligende tone i *Med mindre du angriber mig først.. så dør du lille ven..* tænkte han og fortsatte op mod overetagen, og begyndte stille at gennemsøge her, han begyndte at smile, da dette mindede ham om hans tagfat med Kajika få dage inden.

Julian tog med glæde imod udfodringen men i stedet for at træde frem, klatrede han lydløst op på en af de bagerste bogreoler. En bog af Holly Black var faretruende tæt på at falde ned fra hylden idet han bested den, men med et let skub med storetåen var den på plads igen. Oppe på sin udkigspost goldt han skarpt øje med den unge engel imens han kalkulerede hvor stor en tækkevide hans våben havde. *Vil han virkelige bruge den der?* tænkte han en smule forbavset. *Hvorfor dog ikke et mere almindeligt våben?*

Kalona kiggede rundt og søgte med øjnene, sværdet var kategoriseret som et langsværd, og han havde blot fast i grebet af det, det var ikke engant sansynligt at han ville benytte det hvis det kom til kamp, han slog sine sorte vinger med et fang på tre meter ud og lættede for at få overblik i det store lokale ''Kom nu frem...'' sagde han roligt.

Af en eller anden grund kom det at han havde vinger meget bag på Julian. Faktisk så meget at da drengen pludselig lettede fra jorden, gispede Julian og forsøgte at rykke tilbage. Men eftersom der ikke var særlig meget plads at manøvre på (30 centimeter træ, for at være præcis) mistede han fodfæstet og faldt baglæns ned af reolen.
Julian landte på ryggen og en skarp smerte spredte sig som ild op af ryggsøjlen på ham og han jamrede højlydt. "For satan!" klagede han.

Kalona fløj hen imod lyden hurtigt, og manøvrerede virkelig godt imellem reolerne med sine store vinger, han veltede ikke en eneste bog, og da han foldede dem ind igen, kiggede han på Julian ''er du okay...?'' spurgte han roligt imens han studerede den jamrende person, han lagde armene over kors og overvejede om han skulle hjælpe den person der var foran ham.

Julian blinkede for at få sine øjne til at fokusere ordentligt. "Fint" slørrede han og han kunne selv høre på hans stemme hvor stor og fed den løgn var. "Okay, ikke så godt" indrømmede han med en fastere stemme og fik langsomt stablet sig på benene. Han måtte støtte sig op af bogreolen men ellers gik det meget fint. "Elegant syntes du ikke?" kommenterede han i et forsøg på at være humoristisk igennem den skingre smerte der bredte sig fra hans venstre skulder til højre hofte.

//det bliver alt fot idag;O nat//

Kalona kiggede på den ynkelige person, og tog sig endeligt sammen til at hjælpe ham op ''Burde du måske få tjekket om du har nogle seriøse skader efter det elegante fald...?'' spurgte han koldt imens han kiggede på knægten, og kastede et blik op på reolen han havde været på ''du er heldig at du ikke faldt med hovedet først'' sagde han og kastede et blik mod døren.

Julian fnøs næsten højt af Kalonas kolde tonefald. *Jesus, det var jo bare for sjov* tænkte han og lod sit blik køre ned over sig selv. Han haltede en smule på vensrte ben og hans rygg jamrede under hurtige bevægelser. Eller så alt ud til at være fint. "Det er jeg vel" mumlede han og betragtede englen foran sig. "Og hvem" sagde han med et drillende glimt i øjet, "Er dagens helt så?"
Julian kunne ikke gøre for det, han elskede bare at drille typer som Kalona, selvom de mindede meget om ham selv.

Han kiggede på Julian og smilte ''Jeg er Kalona'' sagde han i et nu venligt tonafald ''Og jeg er dødsengel.'' han kastede igen et blik rundt i lokalet ''Hva laver du her på den her tid af dagen...?'' spurgte han roligt imens han gik over til kanten, og kiggede ned på under etagen ''og hvorfor faldt du ned...?'' tilføjede han hurtigt.
Han kiggede hen over sin skulder på Julian, med et venligt smil.

Julian slappede en smule af i skulderne da han hørte Kalonas venlige tonefald. *Jeg må have taget fejl af ham* tænkte han. Da Kalona spurgte hvorfor han overhoved var faldet ned måtte han vende hovedet nedaf for at skjule sin rødmen. "Erhm... altså du lød ikke ligefrem... venligtsindet - specielt ikke med kniven højt løftet." indrømmede han modvilligt, men nævnte dog ikke at det nok mere havde været en leg end alvor.