Strøgets livlige dage. (Kalona)

Endnu en brise skølede hen over strøget, og en masse larm og råben, samt børnenes hvinen som skrålede op mod himlens blå nuance. En kvinde på omkring de 175 cm, kom gående ud fra en gårdsport, da hun lige havde været nede med en skralde pose fra den nye lejlighed, hun var iført nogle sorte slimbukser, samt en hoftelang trøje i mørke rød, og hendes elskværdige strik hue som sad så fint på hendes hoved med det sorte hår og de pinke totter på venstre side. Hun kiggede let rundt, hvilken dag til at udforske byen på, selve byens midte. Den spinkle pige, tog en dyb indånding før hun kastede sig ud i den store myldrende verden med mennesker, hun gik forsigtigt blandt folk, ikke fordi hun var bange for noget, men nok mere det at gøre noget forkert skabe et dårligt indtryk blandt mennesker, når det jo ikke var det hun havde i sinde. Hun smilte glad, hvorfor vidste hun ikke, måske var det pågrund af solen, vejret, og den livlige befolkning i denne by? Måske var det bare hende, som havde flyttet ind i et nyt sted, hvor det havde givet hende energi til at kunne starte forfra, og glemme at der nu ikke var nogen forældre omkring hende, ikke nogen som skulle til at sige hvad hun måtte og ikke måtte, men at hun selv kunne bestemme over sit eget liv, handlinger, og andre ting som man nu kunne finde på at sige, hun nød også at hun kunne spille den musik hun ville uden at hendes forældre skulle til at bede hende om at skrue ned, uden at få skæld ud og blive irette sat, ja… livet var skønt. Hun tog nogle skridt hen mod en bod der solgte nogle brændte mandler, det var muligt det var en juleting, men efter Maila’s mening kunne man seriøst aldrig få nok af dem, sådan var det bare. Hun grinte lidt over sine tanker, omkring disse brændte mandler da hun havde det med at forstille sig nogle verdner, hvor der kun var en ting, kun en ting som var i denne verden, måske var det lidt svært at forstå, men i hendes hoved gav det mening, selvom det ikke burde, selvom det ikke ville ske, og selvom det aldrig ville komme til at ske. Hun trak opgivende på skuldrende, da det jo var fuldstændig ligemeget i grunden, alle have vel en underlig fantasi, et eller andet sted. Det blev hendes tur, hun bad om en pose og rakte manden en ti’er og fem kroner, som betaling, inden hun smuttede afsted igen imellem folkemængden. Hun undveg lige med nød og næppe en ældre kvinde der kørte med barnevogn som ikke havde set hende. Maila kiggede lidt efter kvinden men lod som ingenting og forsatte videre der ud af.

Kalona gik rundt i midtbyen, med hænderne i lommerne, han gik bestemt over imod en musik forretning, og begyndte at kigge på guitarerne, han fandt en Jackson Rhoads RR3 BLK. og tog den ned, for at afprøve den, han satte den til en forstærker og tog et plekter op af lommen, og spillede lidt på den, han smilte, og kiggede på ham der havde forretningen, og købte Guitaren, forstærkeren.. en rem og ekstra strenge, han betalte i alt femogtyve-tusinde for det hele, og fik det hele fragtet til hans hjem.
Så gik han ud af forretningen, og smilte til omverdenen, for at gå en tur i mengden af folk, han virkede virkelig glad idag.

Hun rynkede brynene lidt da en kvinde skældte på sin mand, og syntes det så ret så komisk ud, det plejede aldrig at være sådan derhjemme, der var de fleste ret gammeldagse, og mente at det var mændende der skulle bestemme det hele som skete i huset, heldigvis var hun flygtet inden folk fik snus for at hun var i en alder hvor gifterier var tilladte, hun sukkede lidt, og rystede på hovedet inden hun tog skridtene videre afsted, og spiste lidt af sine brændte mandler, med, de brune øjne blev vendt op mod himlen og betragtede den stille hun havde ikke nogen anelse om hvor hun var på vej hen men lyttede blot til de mange lyde der kom og gik sådan som hendes ben spadserede afsted. Hendes øjne var ikke til at tages væk fra himlens fine blå farve, som så smukt var dækket til med nogen lette skyer i en hvid og grålig farve, hvilket liv verden levede i, med så mange hjælpe midler, dog var der ingen der værdsatte dette eventyr som man gik i gennem hverdag... hvorfor dog ikke? Hun kunne ikke forstå det, men hvor mange gange om dagen forstod man i grunden noget? Et opgivende suk, endnu en gang, nok mest fordi hun ikke kunne forstå at lade sine tanker hvile i stedet for at blive ved med at tænke, men det stoppede dog også da hun brat stødte ind i mod en ældre mand, som var ved at falde over sin rolator, og et støn kom ud fra den rynkede mund, som havde et gepis i besiddelse, hun kiggede undskyldene på manden over sin uforsigtighed, og fik et par skælds ord i hovedet, og så var han væk. Hun bed sig i læben imens hun så efter ham, hvorfor skulle man os være så dum nu og da? Kunne man ikke gøre en dag fuldkommen uden at skulle lave nogen fejl? det kunne nu være dejligt, men var vel ikke muligt.