Teater i mørkes nat

Ailince stod bag ham over hans tanker, hun kiggede på ham med sin blå øjne , hun virkede uhyggelig over at komme lydløs bag ham, hun så mod ham "Hmm, du bryder dig ikke om vampyr , gør du " sagde hun og lagde hovedet på skrå, hun virkede bare ikke så meget vampyr artigt , mere menneskelig, hun så mod koppen "Vand vil være dejligt" sagde hun og smilede , hun gik inden mod stuen igen og så ikke mod ham, men var på vagt nu over hans tanker....
"Så du har haft en dårlig oplevelse med en vampyr " sagde hun spørgende og kiggede nu mod ham med nygerrige øjne , hun gik elegant hentil sofaen , hun sætte sig og ventede på han kom inden igen

Alex lod sig ikke mærke af hendes ord, men tog kun ligeså stille et glas ud af skabet og åbnede for vandet for ar fylde det.
,,Ja." Svarede han kort. En dårlig oplevelse? Nej... det var først bagefter at de blev til noget dårligt...
Han så kort ned mod sin hånd, hvor et ar var skjult under bandagerne.
,,Her." Han satte glasset med vandet i foran hende på det lille sofabord og lod sig glide ned på stolen overfor hende.

"først bagefter" sagde hun forvirret og så mod ham , da ham kom gående hen mod hende med glasset med vande "Hm" sagde hun og så mod hans ansigt, hendes meget blå øjne var mod ham.... "Det kommer jo heller ikke mig ved enligt" sagde hun og så mod væggen , hun lagde sig tilbage i sofaen og så lige ud, lige mod væggen, hendes blik var blidt og roligt hun virkede ikke som andre vampyr...
Hun virkede ikke blod trøstig eller farlige, hun virkede meget rolige selv i sindet, og hun virkede påvirkende på omgivelserne, på en god mod, det bliv blid, hun sukkede dybt "Hvorfor er man så misforstå som vampyr, vi kan være meget rolige" hun snakkede med sig selv, lidt sødt enligt.
Hun så ikke ham som en fare eller noget i den stil,

,,Hmm...Man gemmer normalt på sit hjerte, til man finder den ene person i hele verden der kan få dig til at grine, græde, slå, elske og hade på samme tid. "Den eneste ene" om man vil, det bliver de kaldt." Et kort suk undslap hans smalle læber, idet han lukkede øjnene og åbnede dem igen.
,,Jeg gav mit væk alt for tidligt, jeg var lykkelig..." Et smil prægede nu hans læber, et smil der hverken var ondt, eller godt, det viste ikke glæde, eller sorg. Et smil kun Alex havde! ,,...Men, noglen gange, gør personen man har valgt, én blind så man ikke kan se hvad man er ved at gøre, hvad der er ved at ske, og hvad der i fremtiden kommer til at ske. Han gav min krop den ultimative oplevelse, han smadrede den, hvorefter han smadrede mit hjerte."
Smilet hang stadig på hans læber, som en maske man ikke kunne se igennem. Det var hårdt, men samtidig let at snakke om, sådan en dum, lille ting der fandt sted for et par år siden. Lussuri rendte vel stadig rundt et sted i Frankrig. Steder Alex ikke ville finde på at lede efter ham...

"Åh sådan et sorg " sagde hun og så mod væggen "Ja vi vampyr, kan være hårdere på det punkt, men kender jo ikke person, så ved ikke hvordan det sket og om der var en grund" hun så mod ham kort, hendes blå øjne var meget smukke , hendes menneskelig øjne, folk var mere trygge ved hun havde de blå øjne end de røde.... Ailince smilede nu for sig selv, hendes hugtænder bliv synlig "sorry, jeg tog det på banen... ønsker ikke andre smerter " sagde hun og rystede på hovedet

,,Jo du gør..." Alex havde rejst sig og havde bukket sig ned så Ailince ville kunne mærke hans ellers rolige vejrtrækning mod sin hage.
Han så hende lige i øjnene, uden at blinke. ,,Vampyre er kun skabt til at udøve smerte og lidelser. De er det omvendte af normale mennesker, de er skyld i at folk som mig holder sig for sig selv, prøver at forgifte sig selv med kærlighed som ikke er ægte, laver en maske så smerten i deres ansigter ikke ville kunne ses, folk ser kun det de selv ønsker at se, mens vampyre intet ser." Han talte i et roligt tonefald, som om han forsigtigt betroede Ailince sin største hemmelighed, som var de bedste venner.
,,Han gjorde det, fordi det er hans job, hans liv i en nøddeskal: Find, forfør, tag... og bid."
Alex rettede sig langsomt om og så på vampyren, som før havde været så venlig imod ham, men som han nu så på, som var hun det værste han vidste.
Man kunne ikke se det i hans ansigt, men hans øjne viste alt, som var de dét vindue der holdte hans følelser inde, men som alligevel viste alt hvad der blev skjult.

"Yaya, fald ned" sagde hun og så på ham med rolige øjne "Så du tro jeg kun er vampyr" hun sukkede dybt og lagde hovedet mod kanten af sofaen , bag sig, så hun så mod loftet, hendes hals bliv blottede, hendes hud var helt hvid, blød og smuk at se på, hun lukkede øjne "Er jeg altså ikke, er et eksperiment , vampyr og dæmon i en person, men med menneskelig følelser" hun vendte blikkede mod ham "så nu prøver du at forfør mig eller hvad vil du, din øjne er så hadefuld og trøstig, hvas søger du ved mig" hun rettede kroppen med en elegant bevægelser...
Hun var meget elegant og smuk, men så forkert at en vampyr/dæmon var så menneskelig, hun rejste sig og så mod ham "trøster efter blod, Ja, men kan ståle sollys" hun så mod ham og smilede "så du vil være åbne overfor mig, eller vil du ha noget andet af mig" hun gik nu mod ham og da han ikke kunne gå længere tilbage stod hun og pressede ham op af væggen, hun var meget stærkere end hun så ud til ...

,,Jeg søger intet ved dig, og jeg prøver i den grad ikke at forføre dig!" Han lod sig presse op af den hvide væg, mens hans mørke øjne hvilede på hende, opslugte hver en bevægelse hun lavede. ,,Jeg leder efter den ene person i hele verden der kan få mig til at glemme ham, den person der knuste mit hjerte, den person der kan overgå ham, får mig, mit liv og det mit hjerte der er blevet healet igen. Gør hvad du vil." Sagde han, lavt og roligt som altid.
Han lod sig stå, roligt op af væggen. Som en invitation til hende. Hun kunne gøre hvad hun vil, uden at han sagde noget til det!

Som refleks slikkede hun sig om munden og smilede rolige, hun nærmede hans hals og slikkede , hun stoppede og hviskede i hans øre "Må takke nej, for invitation , vil ikke ha dit blod" hun flyttede sig baglæns væk fra ham og sukkede "Er ikke som andre vampyr, er nok mest vampyr, men stadig , kan jeg styre mig og min lyster" sagde hun og lagde en bevægelse med hånden som sagde, at han var dum at lad en vampyr drikke hans blod, hun sætte sig igen på sofaen og drak noget vand "Så du leder efter en som kan udfulde den person plads" sagde hun og tanket , hun var meget elegant i bevægelserne , selv vampyr var det ikke normalt, hun måtte havde kommet fra en rigmænds familie "Sjovt folk ha de synspunkt på vampyr, de lider dobbelt så meget som den de smerter" hun sukkede og stoppede ,da hun ikke skulle snakke om det , hun tanket lidt igen og så mod ham , hun havde sagt nej til hans blod, det kunne ses som en fornemmelse , men eller at hun ikke var som andre vampyr ... at hun ikke levede for sin trøst og lyst

,,Nej de gør ej." Vrissede han kort, før han satte sig på stolen foran hende igen. Det kunne ses at han var irriteret. Dumt at lade en vampyr suge sit blod, havde hun sagt, hvis han tabte det væddemål han var fanget i, skulle hun bare vide.
Smilet kom igen, det smil som ikke sagde noget som helst, men som bare var der, for at fylde! ,,Jeg leder efter den person, som jeg både hader, og elsker, som kan få mig til at grine, og græde... og jeg vil hade ham for det." Han lænte sig tilbage i stolen med smilet fæstnet på sine smalle læber.

"Åh sur over jeg ikke vil drikke dit blod" sagde hun drillende og så mod ham ikke spor påvirkede af ham, hun rystede på hovedet "de er dumdristig" sagde hun og ryddede sig i hårdt, hun snakkede rolige og havde ikke tone som vil angrib ham mere som var lige glad med ham, hun så mod ham igen og smilede så "Så du leder efter en bestem person" sagde hun og smilede tilfreds og et lille grin kom frem , hun havde en blidt grin, hun kløede sin kind, da hun tanket igen, hun lagde sig tilbage i sofaen og så mod loftet "Så du har et væddemål, gør dig bare dummere" hun kunne læse tanker

Alex fnøs kort. Det var jo bare et væddemål, ikke andet! Hvis Alex havde ret, med hensyn til vampyre fik han et valgfrit ønske. Hvis ikke, skulle vampyren han havde væddet med, suge hans blod... så slemt var det ikke.
Han havde prøvet at blive bidt før, og det eneste han ville tabe var hans værdighed og lidt blod...medmindre selvfølgelig...
Et svagt smil viste sig på hans læber idet han lod albuen støtte mod armlænet og lod sit hoved hvile mod sin håndflade. ,,Jeg synes ærlig talt at du skal gå nu, Ailince." Lød det lav fra ham. Han lød nu, ikke uhøflig overhoved, mere tænkende, men den venlige tone kunne dog spores.

Han havde opdaget hvorfor hun ikke vil bide ham og hun smilede tilfreds "Hm hvad vis jeg ikke lyster efter at gå" hun vendte blikkede mod ham, der var ikke forandring i det , det var roligt og blidt, men hendes øjne var nu flamme røde, hun små bid sig i læben "Så går jeg, men kun denne gang" sagde hun og rejste sig op, hun gik forbi ham ,med sine elegant bevægelser , inden hun gik gjorder hun noget udforventede, hun stod bag ham og lagde sin krop mod hans ryg og hviskede "Du vil ellers blive en god vampyr" hun havde en drillende tone, hun rettede kroppen op, og gled sin blød hånden igennem hans hår, hun vendte sig og gik hen mod døren

,,Jeg har ikke lyst til at være en vampyr. Tror du at jeg har lyst til at være det væsen jeg hader, at jeg har lyst til at leve så længe at jeg tilsidst ikke kan huske hvor gammel jeg faktisk er?" Han lukkede øjnene, smilet hang stadig på hans smalle læber, idet han tav.
,,Desuden...er der kun én vampyr der må forvandle mig, hvis der bliver brug for det." Han lænede sig kort tilbage da hun rørte ham, men viste ellers ingen tegn på interesse.
,,Farvel." Sagde han lavt.

Hun stoppede op og så på ham med et blidt smil "Jeg ved det godt, vil bare havde du skulle indse at den eneste som du nogle sinde kommer til at elskede er ham" sagde hun og stod mod ham , hendes øjne var blå og blide "men vil ikke forvandle dig, da jeg ikke vil drikke dit blod" sagde hun og smilede roligt "Nåh ja, hvem siger jeg ikke hvor den person som du leder efter er" hun smilede drillende "jeg ved mere end man tror" hun gik hentil vinduet og åbnede det , hun så mod ham "hyggeligt at snakke , men få nu sovet , så du ikke ha så mange smerter, for i drømmende er altid som man ønskerne " hun smilede sødt derefter og hoppede ud af vinduet