Hells Gift to young women of light(Zane=privat)

Tidspunkt " 17:21

Sted " Langt oppe i bjergene, dog i bjergenes meget ødested, (Sangen til Teksten)
Ødelagte grene og tørke dog nær en frodig dal.

Omgivelser " Rovdyr små i Scorpion størrelse, fra edderkopper.
til Slanger i sandet.

Tøj
* Shorts (LysebruneSAND farvede) stramme løse om lårene.
* Tshirt lang(hvid), og med (sorte) seler over skuldrene fra shortsene.
* Forbinding om højre håndled.
* Sandaler(som herkules/Går op om anklen med remmer)(Sorte)
*Håret sat op i hestehale(Pjusket platin blonde hår)

Sandet lod sig feje hen af den næsten øde dal og hendes næsten blodrevet fødder, mens de træ´er der stod her og der knirkede fra den smule vind der var, solen var ikke at se mere dog var det solnedgang. Mens lydene blev forstærket som var vinden ikke høj nok i dette døds forladte område der så farligt spejlede sig i hendes erindring, fødderne var tunge, vejr trækning dyb og krævende efter ilten der blev nærmest svedt ud fra den flade pande, mens hun kunne mærke hjertet banke langsommere.


Vandflasken var næsten tom, mens der dryppede lidt fra de tørre læber over hendes smukke mundvig, mens hun stille prøvede at fugte dem med den jordbær røde tunge, der knap nok kunne kærtegne dem sensuelt over dem så varmt var der... 32 gr... solen var gået ned, himlen var ikke mere blå, vinden havde lagt sig.... skyerne tog til.. Torden, vrede, fortvivlelse.... forvirring... fortrydelse!... ja fortrydelse.. Disse evner..! hænder.. væsner byen nær Dalen.. hvordan var hun dog havnede her??.. Hun stak de lettere tørre hud flækkede hænder ned i bukselommerne på sig selv, dog tørrede hun panden for sved ingen, mens tshirten viste tydelig spor af sved mellem brystpatiet i det hun gik ned i knæ og så op mod himlen, i håb om regnen ville komme, eller lynet ville ende hendes ulidelige lidelser....... "hjælp......" Det var som om alt blodet under hendes kogende hud, boblede... hovedet som om hun havde slået hul igennem men der stadig var noget der trykkede... indtil Hendes lange! SMUKKE ENGLE VINGER I HVID, foldede sig ud og spredte sig i en meter hver.. Kajika skrig højt og rystede i det hun besvimet ikke særlig langt væk fra den frodige dal, med helveds templet

Zane stod på en klippe lidt derfra og betragtede hende stille.
Den varme vind fik blidt hans lange, hvide hår til at blafre en smule.
Han betragtede Kajika mens hun slog sine vinger ud og faldt om.
Så skred han til handling: Han sprang ned fra klippen og løb hurtigt og let hen over det varme sand. Han nåede hende hurtigt og opdagede at hun havde mistet bevistheden.
Han sukkede og løftede hende blidt op i sine arme.
"Hun er så let..." hviskede han og så på den skrøbelige, smukke unge pige i hans arme.
Hvad var der dog sket?
Han så op mod den hede sol og fnøs. Han måtte få hende væk fra varmen.
Zane holdt blidt men godt fast i hende, og løb over mod den frodige dal.
Han nåede den hurtigt, og satte Kajika op ad et træ, i skyggen fra dets blade.
Så tog han sin feltflaske frem og åbnede den.
Han åbnede let Kajikas mund og hældte lidt vand i hende.

kajika mærkede vandet blidt glide ned af hendes hals og læberne der var tøre funklede smukt i solens reflektion og hendes mund blev fuld med vand og hun sank det stille i det, der allerede var kommet meget ned og hostede let mens hun tog sig til halsen og lod armene/hænderne støtte mod jorden og hostede let mens hun kiggede ned i det muldent skov jord og sagde"hva?? hvor er jeg" hendes hår var stille blevet fra hvid til mere lysserødt i det næsten pink i det hun så op mod ham igen og var kommet mere til sig selv blev det hurtigere og dog smukt sin hvide farve igen, hendes blå dådyr øjne faldt over Zane i det hun tog sig for munden og mærkede det dejlige vand på læberne, mens hun blidt strøg den anden igennem hårlokkerne og sagde"Zane..." hun betragtede ham hengivent i det hun ikke kunne lade vær med at tage om ham og sagde med tåre i øjnene"ZANE!!!!" hun mærkede tårene komme men der faldt kun sølle små tåre i det hendes krop var næsten tør for væske, hun betragtede ham og strøg hånden op af kinden på ham og sagde"Zane! jeg har.... jeg har sådan savnet dig"

Han lagde armene om hende da hun krammede ham.
"Kajika, sæt dig tilbage igen. DU skal hvile dig og du skal have vand.. du er dehydreret." sagde han.
Han havde ved gud også savnet hende, men han sagde det ikke. Ikke efter alt det der var sket... Diskoteket, det med hjertet, kampen med Kalona... Han mente ikke at det var rigtigt af ham at sige at han savnede hende.
*Jeg savner dig...* tænkte han men uden at sige noget.

kajika lagde sig tilbage og betragtede ham med bedende øjne og sagde"undskyld jeg sådan.... var sådan mod dig jeg holder bare af så mange altså mine venner og veninder vil ikke ha der er nogen der kommer til skade, det ved du jo os godt efter som du kender mig rigtig godt Zane...." hun havde ikke husket noget om set eller Zane der havde voldtaget hende. hun lukkede blidt øjnene og sagde"Zane.... jeg sagde vi ville mødes igen, du skulle vel aldrig ha mit dejlige halsbånd vel???" hun kiggede på ham med det ene øje åbent og tog blidt og nuttede om hans flaske i det hun drak lidt af den og legede med sine vinger med at slå dem ud og ind

Han betragtede hende lidt, hvrefter han fandt det hvide halsbånd frem fra en af sine lommer.
Han rakte det til hende.
"Her." sagde han.
"Og der er intet at undskylde for."
Han så hnde i øjnene et øjeblik, og lænede sig så op ad et træ og lukkede øjnene.
Han nød skyggen.

kajika tog det blidt på i det hun betragtede Zane lidt og drak noget mere vand og for sjov skyld hældte hun 2 dråber på hans næse og slikkede dem af blot for de ikke gik til spilde og sagde"BØH!" hun tog sig for munden og grinte sødt i det hun sagde"er det dejligt at være i skyggen??" hun grinte kært og lagde sig blidt ved hans side, hun lagde lettere klodset op af træet på en måde i mens hun så på Zane og bed sig let i underlæben og tog så om hans arm og sagde"det syntes jeg der er, jeg blev lidt blind i nogen dage på grund af jeg hjalp.... dig med at få dit hjerte igen?, vis du altså ikke bemærkede det den gang"

"Jeg bemærkede det godt." sagde han og flyttede sig fra hende. Han rejste sig op og gik et par skridt vek før han vendte sig mod hende igen.
"Hold op med at være sådan der... der er jo ikke noget mellem os." sagde han koldt og så hende direkte i øjnene.
Hans øjne var helt umulige at læse.

Kajika så op mod ham i det hun stille blev lidt bange og slap ham hurtigt da han rejste sig op og gik få skridt fra hende. Hun rejste sig op og så ned i jorden og sagde"nej det er der vel ikke?" hun turde ikke se på ham eller græde så i stedet tog hun sig lidt til halsbåndet så trist ned i jorden og løb ind, længere ind i den frodige skov mens hun prøvede at holde tårene tilbage.. hun kiggede bagud og så han ikke var til at se mere men hun løb blot videre i det hun sødte på et gammelt tempel og gik indenfor i det med varsomme skridt og betragtede omgivelserne.

Han så efter hende, og forstod ikke hendes reaktion.
*Hun har jo selv valgt det! Hun afviste mig selv!* tænkte han og begyndte roligt at gå efter hende.
Han behøvede ikke at løbe, for han regnede ikke med at hun var i fare her.
Desuden kunne han følge hendes duft, og han kunne også stadig fornemme hende.
"Kajika, kom nu her!" sagde han højt mens han gik.

Kajika så rundt indenfor i det store tempel der var nedlagt nogen steder inden i med revnede vægge og ikke nok med det så var der størknede blod og helveds tegninger på væggene, kvindelige der blev voldtaget på væreste måder med knive stukket i sig og p** i munden eller alt muligt andet klamt!... hun tog sig til munden af billederne og så noget mere der var tortur billeder af alt fra dyr til væsner til mennesker.. hun opdagede os et billede med en engel der var hængt og voldtaget med vingerne ude brækket, og revet i stykker nogen steder(plukket)... hun gøs og så på billedet, personen lignede næsten kajika.... hun sukkede let og da hun rørte vingerne forsvandt jorden under hende og hun røg ned i et hul.. hun så rundt men der var for mørkt for hende til at se... hun så at det eneste lys forsvandt da hullet lukkede sig igen og gik rundt under jorden skræmt og bange...

Han nåede templet og stoppede op. Han kiggede lidt på arkitekturen og på de runer og tegn der var på bygningen.
"Du godeste..." hviskede han.
"KAJIKA!!" råbte han højt og løb ind i templet. Han trak sit sværd og var forberedt på det værste.
"Kajika, svar mig!!" råbte han så.

kajika tog sig let til røven og så rundt, der var så mørkt og støvet i det hun rejste sig dog med hænderne op over sit hoved forsigtigt for ikke at komme til skade vis der ikke var langt op, hun kunne ikke høre Zane og indtil videre lignede og hørtes det hellere ikke til at der ikke var andre end hende???.. hun slog sine katte øre og hale ud i det hun stille kunne se i mørket nu, i det hun så alle de døde skeletter og var ved at skrige, hun tog sig for munden og gik forbi dem mod en dør, rystende af skræk og rædsel, i det hun hørte svagt Zane med katte ørenes store følsomhed og råbte"ZANE!!!"... hun gemte sig i et hjørne fordi hun var bange for vis der kom nogen

Han stoppede op da hun råbte hans navn.
Lyden kom nedefra. Var hun allerede nået så langt?
Zane stampede en enkelt gang i gulvet for at finde ud af om der var mulighed for at han kunne smadre det og på den måde komme ned til hende... der skete imidlertid det at han kom til at udløse den samme faldlem som Kajika havde udløst!
"WUOUW!!" råbte han og faldt ned af lemmen.
Han landede hårdt på gulvet dernede.
"Gh.. Kajika? Er du her?" sagde han højt mens han rjste sig. Hans syn vænnede sig hurtigt til mørket.

kajika så på ham i det hun havde sine rav farvede smukke ild agtig øjne og sin smukke pels hvide hale og øre. hun kiggede stille mod ham i det hun så billedet bagved ham, det lignede Zane på en prik, smuk høj ranket person, der var som havde det lange smukke blonde hår eller nærmere helt hvide hår, i det hun ville nærme ham så hun noget bagved ham..... det rørte på sig... hun betragtede det, nærmest et ondt spøgelse af en slags der lignede Zane i det, det tog fat i ham og vist ville gå ind i hans krop. kajika sagde"Zane! ... bagved dig flygt!"

Han mærkede den ekstreme kulde der for igennem hans krop da væsenet rørte ham.
"Satans..!!" sagde han højt. Han sprang fremad og huggede ud efter det spøgelsesagtige væsen bag ham.
"Kajika, led efter en udgang!!" råbte han.
Han holdt sit sværd from foran sig og mumlede "Hellfire".
Klingen blev omspændt af lilla, dansende flammer, og Zane tog et solidt tohåndsgreb om skæftet.
"Hold dig væk, bæst!" hvæsede han og huggede ud efter uhyret.

Uhyret prøvede at overtage hans krop for så at bruge den lille engel til sit store spil om at gøre verden mere ond og skaffe nogen lettere modbydelig væsner i verden gennem hende som portal ved at torturer hende og misbruge hendes uskyld.. hun så mod Zane og sagde"okay!" hun skyndte sig at gå hen til den anden indgang og løb med den, men den gik blot længere og længere ned i det hun endte i et hav af døde knogler og støv, hun skrig! højt og sagde"ZANE!!" hun slog sine vinger ud som på billedet i det hun ikke syntes mere at kunne høre Zane???.... svinge med sværdet... hun så op mod udgangen i det hun kunne se lys fra foroven men ville først hente Zane!.. hun fløj stille op mod det sted hun var faldet fra mørket og syntes at se en og smilede i det, hun troede og ikke vidste om det var Zane???

Han huggede hurtigt og adret ud mod det spøgelsesagtige væsen, og da han endelig ramte det, blev det omspændt af de smukke, men farlige lilla flammer.
"Selv du, som er et væsen af mørke og ondskab, kan ikke holde til Hellfire..." sagde han.
Han betragtede væsnet brænde op og forsvinde.
*Hvis den havde fået fat i mig...* tænkte han, men havde ikke lyst til at tænke tanken til ende.
Så hørte han Kajikas råb, og løb mod lyden.

Kajika så det var Zane og fløj hen til ham og omfavnede ham i det hun tænkte på da han skubbede hende væk, så hun slap hurtigt og tog ham i hånden i det hun sagde"jeg får dig ud her fra" hun fløj op mod hullet og fik dem ud midt i skoven ved nogen træer og grene der var vokset over selveste hullet, og så på Zane da de endelig begge to var over hullet og trak vejret lettere hurtigt i det hun sagde"Pyyyha??? hvad tror du det var....."

"Kom væk fra hullet..." sagde han alvorligt. "Dette sted er ikke sikkert.. Jeg tror jeg ved hvad det er."
Han tænkte på de runer og tegn han havde set før han gik indenfor.
"Det er et Helvedestempel..." sagde han så og så med foragt ned i hullet.
Han var klar over hvor heldige de begge havde været at slippe levende ud derfra.

kajika så på ham og sagde"Hvad mener du med?? et helveds tempel og ...årh nej!!!" hun tog sig til halsen i det hendes halsbånd lå der nede, den eneste af slagsen og det eneste som Zane havde købt den gang hun mødte ham eller troede hun havde mødt ham før deres date og det hele den gang det gik godt, den der indholdte alle de gode minder... kajika så på ham og lænte sig mod hullet og sagde"jeg! må finde det, jeg tror det er i det rum jeg! faldt ned i ,jeg syntes os jeg tabte noget!"

Han tog rundt om hende og hev hende væk fra hullet.
"Hold dig væk fra det hul Kajika!" sagde han lidt hårdere end han egentlig ville.
Hans hjerte bankede hurtigt nu... var det frygt... for at miste hende?
"Jeg ved hvor meget det betyder for dig Kajika... Bliv her. Jeg henter det." sagde han så og holdt hende tæt ind til sig. Han duftede til hendes hår og strøg hende blidt over kinden.
Så slap han hende og sprang ned i hullet.

kajika sprallede lidt og begyndte så at græde og sagde"NEJ!! fordi..... fordi jeg vil ha mit halsbånd du gav! mig det med alle de gode minder før du begyndte at hade mig før du skubbede mig væk er og er ond!!.... blot fordi jeg ikke kan finde ud af mine dumme dumme! følser...." hun tørte sine tåre i det hun mærkede han holdte hende dejligt til sig helt ind, rødmede hun og især da han duftede til hendes lækre parfume shampoo duftende hår og sagde"Zane nej pas nu på du må ikke..... komme til skade okay"

Han landede på fødderne denne gang. Han holdt det flammende sværd foran sig mens han gik ind i det rum de først var faldet ned i.
I det øjeblik han trådte derind, begyndte samtlige knogler i rummet at bevæge sig.
Flere hundrede skelleter rejste sig i løbet af få sekunder.
"Åh for pokker da..." sagde Zane.
*Jeg HADER Necomanti...* tænkte han.
Han spejdede efter Kajikas halsbånd, og opdagede til sin store irritation at det lå i den anden ende af rummet.
"Fandens... hun har bare af i det mindste at kysse mig for det her!" sagde han og smilede let.
Så satte han af og løb hen imod halsbåndet. De skeletter der havde nået at stille sig i væjen, tacklede han så de faldt sammen. Han huggede sig vej med sværdet og nåede endelig halsbåndet.
Han tog fat i det og vendte sig med et smil.
"...pis" sagde han og hans smil falmede.
Hele hæren af skelleter havde samlet sig og stod nu mellem ham og døren.
Et af dem åbnede kæben og smækkede den i, som ville den æde ham.
"Ja ja... det er jeg ikke enig med dig i." sagde Zane.
Han slukkede sværdet og satte det i skeden.
Så smækkede han næverne sammen og mumlede: "Hellfire Cloak."
EN aura af lilla flammer dannedes omkring ham, og som han koncentrerede sig, dannede ilden også store, flammende vinger.
Så åbnede han øjnene med et smil.
"Tyg på den her!" sagde han, og satte afsted mod dem. Han baskede med vingerne for at få mere fart på, og så pløjede han direkte igennem de mange skelletter, og fløj lynhurtigt op ad hullet.
Han landede foran Kajika, og ilden omkring ham forsvandt.
Han rakte halsbåndet mod hende. Det var uskadt.

Kajika betragtede ham da han kom op igen og kunne ikke tro sine egne øjne, hun så hvordan han så ud han var fyldt med små skelet ben her og der og hun kunne høre knogler stadig falde der nede som om de ikke havde opdaget han var gået der fra, kajika sukkede let i det hun stille rødmede og så på zane og tog om ham mens hun hviskede i hans øre"Kan du ikke..... tag halsbåndet på mig denne gang Zane" hun så ham blidt i øjnene uskyldigt og tåbeligt fordi hun havde tabt det der nede fordi hun havde ikke sat det i hak så det store slag mod jorden havde slået det af hende i hendes frygt hvor hun havde løber med fuld kraft... hun kiggede på Zane og aede ham blidt kærtegnende hen af kinden mens de sad der og sagde"er du okay Zane jeg ville ikke være til endnu mere besvær end jeg allerede er jeg ved jo hvor belastende jeg kan være når jeg er sådan her og ikke aner hvad jeg har gjordt eller hvordan, jeg lover dig vi aldrig kommer til at betræde det tempel igen" hun tog blidt om ham igen og sagde"er der på nogen måde jeg kan gengælde det? du ved give dig en tjeneste"