Gensyn (Mikala, Barishan =Privat)

S: Ved Barishans og Lindirs hytte
T: 12.25
O: Skoven
V: Solskin, en let brise.

+++++++++++++++++++++++

Lindir Hamrede endnu et søm i planken.*Jeg havde ikke regnet med at skulle bygge huset selv, men det er jo også til ære for min bror.*Lindir satte sig sørgmodigt på plankebunken, mens han tørede sved af panden.

Barishan kom gående, der var nu gået et par dage siden kampen med Zane og han havde bevæget sig ud fra Conteaiz lejlighed mens hun var på arbejde. Han havde bandager over sine sår og lignede næsten en mumie, Barishan havde fået fat i en ny beige lang jakke. Barishan ville ud og se til huset. Måske var han lillebror Lindir der. Ham havde han ikke set i lang tid. Barishan gik gennem skoven med hænderne i lommerne. Barishan så langt om længe hytten og der stod Lindir og arbejde på hytten. Barishan smilede og sagde. ’’Hej lillebror. Det er lang tid siden var knægt’’.

Mikala gik i gemme skoven hun hade sine taske under armen og rygsæk på ryggen den var fuld af en masse sager til hendes arbejet og til andet ting hun hade får to jobs en på en cafe og en som dusøgjæger

Lindir drejede rundt, stadig med hammer i hånden. "Barishan...Jam..jammen jeg troede Zane havde fået krammet på dig."*Lindir så ikke ud til at forstå hvad der var sket.*
Lindir vendte rundt igen.*Hvis det var slemt at græde foran Zane, hvad så ikke med Barishan*
Lindir tørrde øjnen diskret i ærmet, og vendte så rundt igen med et smil."Godt du ikke er død, det havde været noget drøjt at bygge det hele selv" Lindir smilte bredt.

Barishan ryste på hovedet og grinede. ’’Lindir, du er stadig en tude prins. Der skal mere til at dræbe mig end en sortelver som Zane’’. *dog var det tæt på han fik mig, det er et rent held jeg er i live *. Barishan kiggede mod Lindir og gik langsomt over for at give ham et kram. Barishan gav en lyd af smerte fra sig da han gav Lindir et kram, han havde stadigvæk ondt i kroppen. Dog var den healet nok til at Barishan var i stand til at kæmpe skulle det komme til det. Barishan lugtede af god mad og selv om han lignede en mumie på grund af bandagerne der dækkede næsten hele hans krop var hans sår næsten væk.

Mikala så Barishan og en anden en som hun ikke kendt de snakke sammen de var vist brøder Mikala kom til at nyse hun hade støv i næsten " aaatjuv " sagde mikala og så på dem om de hade opdaget hende men det hade de vist ikke så hun liste lidt væk der fra og satte sig op af et træ og slappe af hun hade den ene hånd i forbeníngn

Lindir kiggede på Barishans forbindinger."det ser ellers ud som om det var tæt på." Lindir smilte igen.*Dumme bror lad være med at dø*"Nå ja, Jeg mødte faktisk Zane da jeg var ude at lede efter dig, men jeg fik ham da til at flygte."Lindir grinte sagte.Lindir kiggede over mod skovens udkant*Hmmm jeg mente jeg hørte noget.*Lindir kiggede tilbage på Barishan igen. "Jeg er glad for du er tilbage."

" aaaatjuv " sgade Mikala igen hun hadet at nyse det kunne afsløger hende på stedet # Barishan så fik Zane alser fat på dig ååååååh # tænket Mikala hun satte sig ind til træt hun hade det ikke så godt lige nu hun hade får en virus som gjore hende let at fange

Barishan så alvorlig ud. * så Zane overlevede. Pis *. Barishan kiggede tilbage mod Mikala sagde højt ’’ Mikala, godt at se dig igen. Kom og mød min lillebror Lindir’’. Barishan kiggede på Lindir. ’’ Det her er en af mine gode veninder Mikala, bare rolig bangebuks. Hun gør ikke noget’’. Barishan tvang et smil på læberne igen.

Lindir vendte sig mod Mikala."mig en glæde at møde dig." Lindir gjorde et lille buk i retning af Mikala. "Og desuden Barishan er jeg ikke altid bange" Lindir kiggede ned, som om han ikke selv troede på det.

Mikala hilste pænt " jeg må lige gå komme om lidt " sagde mikala hun gik tilabge inde i skoven hun så ikke rigtig rask ud for tiden hun hade render under øjne og hendes ellers så smukke hud var ligbleg hun lindte et skelet

Barishan nikkede mod Mikala og kiggede tilbage mod Lindir. Barishans krystal blå øjne strålede af glæde for gensynet med sin lillebror. ’’Hvordan har du så haft det knægt?’’. Barishan fik øje på at Lindir havde hans sværd. Barishan smilede og grinede mens han sagde. ’’ kan du godt løfte det, du plejer jo at gå rundt med den brødkniv’’. Barishan havde altid for vane med at drille sin lillebror, dog var han også meget overbeskyttende overfor sin lillebror.

Mikala gik tilbage til træet og satte sig lidt ned hun hade det så dårliget at hun ikke kunne holde ud at være rigtig sammen med nogen hun mærke noget tag fat i hende bag fra og hev hende op og stå hun så på Goku " gisp Goku og Tai hvad lave i to her slip mig så jeg vil ikke nej ikke det nej stop ikke det NNNNNNNEEEEEJJJJ AAARRHHH !" skreg Mikala da Goku boder sin tænder ind i hendes hals Mikala sprælle voldesomt for at komme fri