Hvor skal jeg gå hen? - Barishan

______________________________________________________

Man kunne høre en sagte vind omkring en skiggelse. Denne skiggele sad med ansigtet gemt i de ligblege hænder. Det var en pige, en vampyr pige. Under hendes øjne var der noget blod. Hun græd. Hun græd blod. Hun flyttede hænderne og man kunne se blodet under hendes øjne. Ved siden af hende, lå en lille kat og sov. Det var hendes kat. Katten hed Kitt.
Kitja, som pigen hed, havde langt lyst hår. Det var meget, meget langt. Hendes kjole var revet op i ærmerne. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre.
Hun havde ingen venner omkring sig længere. Kitja var ny i byen og havde ingen steder at bo. Hun gik med sin kat rundt i gaderne. Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle gøre. Om hun skulle opsøge nogen? Om hun skulle lade sig rådne op i solen?
Hvis hun bare lod sig sidde i skyggen i skoven, ville der nok ikke ske noget, men hun ville jo blive sulten på et tidspunkt.
Kitja kiggede sig omkring for at se om der var nogen at snakke med. En vamyr måske?
Pludselig hørte hun nget rasle i buskene. "Hvad var det?" hviskede hun til katten og tog den op og lagde den i skødet. Var der nogen? Hvem var det? Hvad var det?

Barishan kom gående i skoven da han hørte en pige græde. Han sneg sig tæt på for at se hvem det var. Han satte sig i en busk for at se hvem pigen var. Da han sad der reagerede hans sværd Zalzura. Det gjorde det kun når Barishan var overfor en vampyr. Barishan blev så overrasket han kom til at træde på en gren. Han tænkte * pis. Nå men nu er jeg opdaget, jeg må vel hellere komme frem *. Barishan gik ud af busken. Han havde en beige jakke på, hans gule hår bevægede sig i takt med vinden og hans krystal blå øjne udstrålede varme og trykhed. Han kiggede på Kitja med et smil og sagde. '' hvad laver de her ude så sent og hvorfor græder de frøken? ''.

Barishan grinede og samlede katten op og strøg den let over ryggen med sin hånd. Han havde en sølv ring på, sådan en korsriddere fra svundne tider havde. Han kiggede mod Kitja. '' der er et sted ikke langt herfra hvor vi kan vaske blodet af deres tøj frøken. Hvis de ikke ønsker at forklarer hvad der er galt så er det helt i orden, der er ingen grund til løgne ''. Barishan stod lidt og afventede Kitja's svar. Det var klart at se og lugte at Barishan var en aspara og det virkede som om han viste hun var vampyr, han holdt sig i hvertfald på afstand selvom han smilede og virkede åben og venlig.

Barishan stod stille, der virkede som om han overvejede hvad han skulle gøre da hun kom tættere på, dog gjorde han intet og smilede da hun stod foran ham. Han strakte sin hånd og tog hendes og bukkede sig så ned og kyssede den. Så slap han hende hånd og kiggede på Katja igen. '' mit navn er Balian Iben Fahalad eller et nemmere navn er Barishan ''. Barishan bukkede derefter dybt og kiggede op igen. Han lagde sin garde ned. Det var ikke normalt for ham, dog virkede det til han ikke havde så svært ved at stole på vise personer som han havde ved andre. Nattens lys ramte hans ansigt, hans smukke Aspara træk blev fremhævede og hans krystal blå øjne lyste svagt i nattens skær.

Barishan nikkede og så på Katja. '' det ved jeg, med hvis de havde har jeg et forsvar mod det. Der er en grund til ingen vampyr har sat sine tænder i mig i nu. Dog virker de heller ikke som andre vampyrer jeg har mødt og katten her ser ud til at stole på mig. Hvis dit dyr stolen på mig han vores udstrålinger ikke være meget forskellige ''. Barishan smilede varmt og kiggede Katja i øjnene og sagde så. '' de kan roligt fortælle mig hvad der er galt frøken ''.

Alt fornuft i Barishan fortalte ham at han ikke skulle sige det han skulle til at gøre, men han kunne ikke lade en person lide sådan her, ligemeget om det var en vampyr eller ej. '' mig, min lillebror og og en dæmon pige jeg passer på har en næsten færdig bygget hytte her ude i skoven. Den er stor nok til flere personer. Vi kunne godt bruge en kvinde til at holde de andre i ørene. Dog er der 3 Aspare med mig. Hvis de kan holde til det er de velkommen til at bo hos os så lang tid de ønsker frøken ''. Barishan smilede, selv om han vidste det kunne være farligt var han stolt over det han lige havde sagt. Det var det rigtige valg at give til en person der ikke så ud til at have noget.

Barishan grinede og nikkede. '' selvfølgelig må Kitt være der. Dog er der en tig de skal vide ''. Barishan tøvede lidt og sagde så. '' men vi er en del af oprørerne og det kan blive farligt hvis Zane finder os. Jeg tror jeg i toppen af Zane's dødsliste efter de gange jeg har prøvet at frelse Di Morga fra hans ondskab. Men jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at beskytte jer ''. Barishan smilede varmt og begyndte at gå hen mod hytten.

Barishan kiggede på hytten der kom frem i det fjerne og så på Katja. '' Lindir det er min Aspara lillebror. Riku min Aspara elev og Ai, dæmon pigen der også bor der. Hun er ikke så gammel. De er alle sammen nogle gode og venlige personer, jeg er sikker på du vil passe godt ind som en del af den store familie ''. Barishan smilede varmt og gik vidre.

// skal logge nu men svare igen når jeg kan ^^ //.

//...//

Barishan smilede og kiggede på Katja. '' du skal glæde dig til at møde mig lillebror. Han minder en del om din kat ''. Barishan grinede og kiggede mod himlen. Da de kom hen til hytten nikkede Barishan og sagde. '' så er vi her, jeg håber de kan lide stedet ''. Barishan åbnede døren til den store hytte og smilede stolt.

"Okay," Hun smilte.
Da de kom ind i hytten kunne hun ikke lade være med at kiggede sig helt for vildt omkring. "Wauw, her er flot!" Hun vendte sig om mod ham med et smil. "Her er virkelig flot!" sagde hun og nikkede stort.

Barishan smilede og nikkede. '' ja der bor også mange folk her efter hånden. Jeg håber du føler dig lige så hjemme her som alle de andre. Bare nyd det her. Naturen skulle huse nok dyr til at stille din tørst så burde vi ikke få noget problem med det ''. Barishan smilede varmt og klappede Kitja på skulderen og åbnede døren og fik op på første sal. Han åbnede en dør. I rummet var en dobbelt seng, et nat bord, et skrivebord, en stol og et tøjskab. '' jeg håber du kan lide dit nye værelse og hjem ''.

Kitja kiggede sig omkring derinde. Hun kiggede først på sengen, på natbordet og så på tøjskabet. Hun vendte sig om mod ham. "Det tror jeg at jeg kan!" Hun smilte sødt og kiggede ud af et vindue.
Kitja kom i tanker, om at hendes hule som hun havde i skoven, faktisk havde en kiste med tøj i. Hun vidste ikke om hun skulle hente den, eller lade være, så hun lod bare være.

Barishan smilede og kiggede på Kitja med hans krystal blå øjne. '' er der noget galt frøken Kitja? ''. Barishan lagde en hånd på hendes skulder. Han havde en venlig varm aura omkring sig og duftede stadigvæk af en frisk skovbrise. Barishans stemme var rolig og blid. Det var nemt at se han følte sig hjemme her i hytten.

"Nej, eller jo, både og," Hun kiggede ned på den kjole hun havde på. *Grim* tænkte hun. Hun hadede kjoler, men vidste ikke hvorfor hun havde den på.
Hun smilte til ham.
Kitja kiggede ud af vinduet, og fik øje på sin hule. Den lå egentlig ikke langt væk fra hytten. Hun havde lyst til at flytte kisten inde fra hulen og over i hytten. (Med hjælp af evnen), men lod være.

Barishan smilede og klappede Kitja på skulderen. '' glæd dig til at møde mine elever Dream og Riku, de er Asparaer ligesom mig. Du har en god vilje siden du kan modstå lugten af tre Asparaer. Det er der ikke mange Vampyrer der kan. Men jeg stoler på dig min ven ''. Barishan gik ned mod stuen af og grinede sagte imens.

Kitja bed sig i underlæben og smilte. Så kom hun til at tænke på, at hun faktisk ikke havde fået blod i snart en uge. Hun lukkede øjnene og satte sig på sengen. Hun klikkede, neglene lidt imod hinanden. Det var dejligt, at kunne gøre noget som ikke virkelig mange vampyre kunne. Hun åbnede øjnene og kiggede ned på hendes negle

Barishan smilede og kiggede på Kitja. '' skal jeg fange en fugl eller en mus til dig så du kan få noget at spise? ''. Det var første gang Barishan havde tilbudt at fange mad til en Vampyr. Dog glædede det ham for det var jo Kitja. Hun var god nok i hans øjne og hans Vampyr dræbene sværd Zalzura reagerede heller ikke på hende så det var jo godt nok.