Turning up the volume

Stephanie fik et lille chok da hun blev hevet i hen mod hende. En lille lyd kom fra hende. En lyd der kunne lyde som om hun skulle kaste op.
Matin stivnede kort. "Vi ses Frederik!" sagde han hurtigt og var væk på et sekund. Frederik så også drabeligt på Martin pga han bare efterlod ham. Men hvad så? Det kunne hav vel selv klare tænkte han. "Jeg kan da ikke se der står dit navn på hende..." sagde han på en rolig måde med sin normale syttenårige mørke stemme.
"Og hvorfor vil du have jeg skal gå? jeg er jo lige kommet.." sagde han og ville vente lidt med at komme tættere på til hun havde givet slip på Stephanie.



//Skal i seng. Vi ses... Skriver videre i morgen.//

Conteaiz fnøs da ham Martin rendte sin vej. Sikke sej han dog var, tænkte hun og kiggede tilbage på Frederik. "Det er fordi jeg har tatoveret det på hendes røv" sagde hun flabet og lavede en grimasse til ham, hvorefter hun igen blev seriøs. "Vi bryder os ikke om ballademagere herinde, og du virker bestemt som en, så jeg vil foreslå at du går frivilligt, ellers vil du blive overrasket over, hvilke stærke væsener der faktisk er herinde" sagde hun med et lille smil. Flere af folkene kiggede derover, de alle så bistre ud i blikkene. De kunne ikke alle bare være almindelige mennesker, selvom de udgav sig for det. De fleste derinde var venner med Conteaiz, og ligesom hende, brød de sig ikke om ballademagere der ødelagde deres hyggelige aften

//fint nok, vi ses ^^//

Frederik smilede skævt. "Så lad mig da tjekke!" sagde han til hendes flabede sætning. "Så kan vi da bare gå udenfor" sagde han med et smil og gik et skridt længere frem. Hans brune øjne skimtede sig lidt i lysende hvorefter han stod bag pigen og nærmest krammede dem så de ikke lige kunne bevæge sig. Han kyssede blidt Stephanie på panden.

Conteaiz forsvandt pludseligt og dukkede op igen to sekunder efter bag vampyren, hurtigere end man kunne nå at se, hvad der faktisk skete. Hun rev ham væk fra Stephanie, hen imod bardisken, hvorfra bartenderen hoppede frem og tog et stramt tag om vampyrens hals, dog ikke et normalt greb, hele hans arm havde en sort flamme om sig. "Hvis du rører dig, så griller jeg dit fjæs" truede han. Han var delvist ilddæmon, og havde bare indhyldet sin arm i en ufarlig ild som trussel

Stephanie vælde på knæ da Frederik blev hevet i. En bræk lyd kom fra hende, hun kunne ikke klarer at blive kastet rundt med. Frederik som var fast låst i bartenderens arme havde bare taget blidt fat i hans arme. "Selv vis jeg går nu kan jeg stadig vente på hun kommer ud igen!" sagde han med et lusket blik. Han hev så ned i bartenderens arme så han endte foran ham. Og på et sekund var Stephanie i hans favn.

//Du bør nok skrive noget mere når du så kommer tilbage o_O //

//Har laver det

Bartenderen var hurtigt på benene igen, det samme var flere af folkene derinde. Et ukendt sted fra, dukkede en masse skygger op rundt om vampyren og Stephanie. De havde en magisk cirkel omkring dem, som intet ondsindet væsen kunne slippe igennem. Conteaiz stirrede bittert på vampyren. "Du kommer ikke til at gøre hende noget, om vi så alle sammen skal følge hende i sikkerhed" sagde hun roligt og lagde armene over kors. Sammen med skyggerne begyndte små sorte flammer også at danse frit i luften. Han kunne ikke være en helt stærk vampyr, så ville han nok have haft noget mere hjerne sammen med det, og kun en rigtig tumpe ville turde angribe nogen på sådan et sted, hvor flere folk var af forskellige racer

Da han så skyggerne kiggede han så op på pigen. Han grinte hånligt. Kort efter havde Stephanie vredet sig løs. Men kunne ikke gå indnu. Stephanie sad bare og dirrede. Frederik satte sig ned ved hende på hug med åben mund. Han lod armene kører om livet på hende og lænede hende til bage i en fast og kyssede hende hurtigt mens han hold det. Kun Stephanie kunne komme til skade hvis de rev ham væk. Stephanie var nærmest lammet ind til hun vendede øjnene rundt og hendes øjne lyste let op. Det var som om en ny enagi kom i hende.

Conteaiz blev stående og hævede et øjenbryn af hvad vampyren gjorde. Bartenderen lænede sig hen mod hende. "Er du sikker på, at han ikke bare er vild med hende?" spurgte han i en lav, hviskende stemme, og Conteaiz trak på skuldrene. Hun havde fået samme idé, at han bare var en forelsket stalker, hun ikke kunne slippe af med. Hun sukkede lavt. Hvad mere kunne de gøre lige nu? Skyggerne forblev omkring dem, holdt dem fanget i en slags lille boble, og så måtte de jo se, om der skete andet

Stephanie slog hami det han prøvede at tage hendes bluse voldsomt af. Han hev hende derfor i håret. Han åbnede så munden og viste sine tænder. Han hev derefter i hendes bukser.


//En af mine veninder til måske lave frederik. Men så hedder han bare ikke frederik//

Conteaiz fnøs af ham. Var han virkelig SÅ dum, at han endda ville begynde at voldtage pigebarnet derinde? Så måtte han da have et eller andet galt i bøtten. Skyggerne samlede sig om dem, de tog fat omkring vampyren, holdt hans hænder fast, så han ikke kunne gøre noget, sådan så pigen kunne nå at slippe ud af hans greb, i den tid skyggerne havde lammet ham, hvilket kun var et stykke tid, da den evne ikke var helt let at styre.
Conteaiz selv satte sig ned på en stol og så bare til hvad der skete, hun kunne alligevel ikke gøre noget, og hvad der skete for vampyren, var dog noget af det latterligste hun nogensinde havde set

//Okay xD//

Da skyggerne tog fat ifrederik stivnede han. Stephanie trillede af ham og tvang sig selv til at rulle ud af boblen. Hun satte sig på sine knæ og satte sig hænderne foran sig og bukkede hovedet ned. Det var godt nok ingen ting men hun brækkede sig.

Conteaiz rystede en gang på hovedet af vampyren. Han var da godt nok den sløveste gaffel i skålen. Skyggerne holdt ham stramt fast, og lidt efter blev han kastet ud af den åbne dør og ud på vejen. "Jeg advarede dig jo" sagde Conteaiz ud til ham, før hun sparkede døren i. En kvinde var gået hen til Stephanie for at se, om hun var okay, og Conteaiz fulgte hendes eksempel

Frederik vidste han kunne tage hende igen hvis han så hende.
Stephanie vidste han ikke var der, men hun kunne stadig ikke holde sin bræk nede. Hun tænke lidt tilbage. Hun kunne huske den enagi der var i hende. Hvad var det? Hun havde en masse tænker i hovedet.

Conteaiz satte sig på en stol, tog det glas vand, hun før havde haft, og rakte det mod pigen igen, da det så ud som om, at hun kunne få brug for det, for at få smagen af opkast holdt lidt tilbage. Ærligt talt, så forstod hun ikke hvorfor pigen reagerede så kraftigt på det hele, men hun kendte hende jo heller ikke, hun kunne være meget skrøbelig, og have en krop der reagerede anderledes end menneskers. En anden person havde hentet en spand, som han satte på gulvet ved dem, hvis de skulle få brug for den

Stephanie sank en gang og tog glasset og drak det. Hun rettede sig op. Hun vidste det nok var underlidt at hun reagerede sådan, men ja, som gjordt, var hun blevet kaste rundt af dem begge.
"Jeg ved du syntes jeg er skrøbelig..." sagde hun og satte glasset på gulvet igen. Hun var faktisk endt det samme sted som før, eller næsten. Hun kiggede lidt rundt, og kunne se at det var blevet meget rodet. Hun kiggede ud af vinduet og så så Martin løbe efter en pige. På den anden side sad Frederik og røg i mens han så på.
Stephanie lavde en hurtig bevægelse for at se på sit knæ. Hun havde fået en hus af skrabning. Op til fler.

"Tja, det er ikke alle der er så hårdføre, der kan jo også være en grund til, at din krop reagerer sådan" sagde hun med et træk på skuldrene. Hun lagde ikke så meget i det, hvorfor skulle hun tænke negativt om det, sidde og disse pigen i sit indre, for at hendes krop måske ikke var ligeså stærk som nogle andre. Alle var jo forskellige, og det måtte man bare acceptere, for den eneste der kunne gøre noget ved det, var personen selv, og det var jo deres valg.
Nogle personer rundt i rummet begyndte at rejse stole op igen, og efter få minutter kunne man ikke engang se, at der var sket noget derinde. Lidt efter begyndte noget musik igen, og en mand gik på scenen. Folkene derinde ville ikke lade sådan en ting spolere deres hyggelige aften, faktisk var det som om, at det allerede var blevet glemt

Stephanie kiggede stille rundt efter folkene der ordnede stedet. Hun smilede let og tænkte selv til at det bare var noget hent i kassen. Hun rejste først det venstre mens hun støttede sig selv. Det højre aben strakte pi bare op af. Hun smilede skævt og kiggede over på pigen der havde hjulpet hende hele vejen. "tak..." sagde hun meget roligt og træt. "Hvad hedder du?" spurgte hun med du smil