stilhed ved søen [privat)

Sted: søen (darhhh xP )
Omgivelser: træer græs søen buske osv… men ingen mennesker O__O
Tid: halv 2 om natten
Vejr: tyg tåge, lunt men fugtigt
Dato: 31/ oktober
Påklædning: sort hettetrøje med en hvid bluse under, sorte stramme jeans, sorte sko og en lang guldhalskæde xD

Kida traskede stille rundt om søen i fuldmånens skær. Hun havde kun været her i byen nogle få dage men var vist ved at ha lært byen at kende rat godt… et stille suk kunne høres fra hende, og hun så kort op med de markante lysende giftgrønne øjne, den lilla pupil kunne næsten ikke ses til gengæld kunne man se de lysende øjne på godt 4 meters afstand på trods af den tygge tåge. Hun snuste kort og prøvede at få kontakt til andres aura men kunne ikke… der var vist ikke nogle lige i nærheden af hende. Endnu et suk kunne høres fra hende men et stille smil sad på hendes læber som tegn på at hun ikke var trist.

En skikkelse viste sig i mørkets skær. Lyden af to lætte fodtrin kunne også høres i den stille nat. Der var ikke rigtig nogle ude ud over denne person der gik rundt i mørket. Det var en dreng der gik rundt. Han havde en sort hættetrøje på og hætten var slået godt over hovedet. Han havde ne t-shirt inden under trøjen også havde han til underdelen et par stramme lårkorte shorts på. DEt hele var sort i sort. Det eneste på ham der ikke avr sort var hans hud der var vid også hans øjne der lydte blodrød i mørket. Det var det underlige. Om natten lyste øjnene og man kunne se dem på lang afstand. Drengen havde mærket en aura for længe side. En pige. Og racen var blandet. Han kunne dog ikke sige, hvilke blandinger det var hun var. Niht vidste ikke, hvorfor, men af en eller anden grun havde han fulgt denne aura og vasr nu nede ved søen, som også var det sted han fandt mest beroligende.
Der var så stille. Det bedste bvar når mpne og stjernerne var på en klar himel og der var en mild vind der lavede bølger i den store sø. Han sukkede stoille da der var ret kedeligt, emn måske ville ham og denne pige komme i snak. Det kunne også være de ikke kunne fordrage hinanden eller blev uvenner, men det havde Night fog ikke prøvet før... en gang skulle være den første jo. Han håbede ikke at det var nu.

Kida kun nu i kontakt med en andens aura da han var kommet så tæt på *hmmm en vampyr… heldige mig* tænkte hun og gik hen mod auraen som langsomt blev mere og mere kraftig *og en han*. Hun stoppede godt 4 meter fra ham og spekulerede kort på hvad hun skulle sige til ham. Og om overhovedet kunne forstå hvad hun sagde eftersom hun havde den tydelige accent på hver eneste gang hun snakkede med nogle… en hel del tanker kom frem i hendes hoved og jo mere hun tænkte jo mere forvirret blev hun. Efter godt stykke tid rystede hun på hovedet og gemte tankerne væg… man kunne jo tænke over al dette en anden gang ikke?

Night kunne nu mærke at aura'en også gik imod ham og længe inden de var tæt på hinanden kunn han se hinde. Han var glad over at hans cancer havde fortalt det rigtige og et smil kom frem. Han vidste ikke om han skulle sige noget eller ej, men besluttede at vente til hun sagde noget. Han gikstille videre efter at havde stået stille i lidt tid.
Øjnen lyste i mørket. Hætten var slået over hans hovede så det avr kun ham der kunne se hende.

Hun så hen mod ham i lidt tid men gik så hen til ham så hun kun stod 1 meter fra ham ”godaften” sagde hun roligt og nejede for ham. Hendes accent var meget tydelig og det ville næsten være et under hvis han kunne forstå hvad hun sagde da hun havde sagt godaften på halvt russisk halvt fransk. Hendes grønne lyste meget op i denne tåge men ikke noget man ville blive ’blændet’ af . ”jeg er Kida” tilføjede hun og gjorde sig denne gang umage om at gøre sin accent mindre tydelig.