Den mørke skov

Mikala så hende og gemet sig hun ville ikke se en familie sammen hun var alene

hun gik bare videre rundt, hun kom til at støde ind i Inutaisho"uh"sagde hun, hun blev lidt forskrækket, hun kiggede op og opdagde Inutaisho"Inutaisho?"hun var lidt forvirret, hun havde ikke set ham i mange år.

Han så ned på hende.
Tog forsigtigt en hånd op og lagde den mod hendes kind, som bange for hun ville forsvinde i den blå luft.
"I...I....Izayoi..."

Mikala stod græde bag et træ hun så græde på dem alle hun hade elske var alle døde hendes mor,far og søster var eller 3 døde hun græde stille og svaget hen bag træet hvor hun stod

"ja"sagde hun, hun lagde en hånd på hans og den anden lagde hun på hans kind"hvor har du og børnene dog været henne?"spurgte hun, hun kiggede ham i øjene, hun smilte blidt til ham.

Han så længe på hende inden han svarede.
"Vi tr...du va...Var du ikke død?" røg det så ud af ham, han så i hendes øjne, hvor havde han savnet dem.
Og nu var hun her foran ham igen....

hun aede hans kind blidt"det er jeg ikke"sagde hun"jeg har ledt efter jer alle sammen i mange år, men jeg kunne ikke finde jer nogle steder"sagde hun
"jeg har sådan savnet jer"sagde hun

Inuka havde stået ved et træ og kiggede på dem, hun vil ikke forstyr *hvorfor er jeg ikke chok, hvad var det som var sket den gang* hun prøvede at huske tilbage, men ingenting kom frem i hendes hukommelse , hun sukkede , men blikkede forbliv på hendes far og mor

"Jeg har savnet dig...Og børnene har også" sagde han blidt, hans elers så hårde ansigtsudtryk blev nu mere afslappet.
"Jeg har været rundt omkring, prøvet at finde børnene....Men jeg har åbentbart fundet mere end dem..." han smilte

"hvor er de henne?"spurgte hun, hun kiggede på ham"og du burde slappe mere af"sagde hun med et lille grin, hun prikkede ham på næsen, med den hånd hun havde haft på hans kind.

Inuka gemt sig nu bag træet , hun vidste hendes far vil finde hende meget hurtigt, men hun vil ikke komme frem, hun var forvirret, to på en gang, det var mere end hun kunne klar , hun sætte sig ned med bennen op til sig, hun lagde hovedet ned på hendes knæ, hun sukkede blidt men et smil var på hendes læbe

Han grinte.
For første gang i mange år grinte han.
Han tog hendes hånd og fjernede sig så hun kunne se hvad der var bag ham.
Inuka, inuyasha.
Den fremmede kunne han ikke lige se, men det var lige meget nu.

Mikala bumpe ned i græsst og græde hun var alene som altid igen ville har noget med hende at gøre alle gik deres vej når de så hende

"Inuyasha? Inuka?"sagde hun, hun var meget glad hun, hun slap ikke hans hånd, hun smilte bare til begge sine børn.
hun var bare så meget glad, at nogle små tårere løb ned af hendes kinder

"Inuka?" han bemærkede hun ikke var der
"Kom nu frem" han vidste hun var der, hvorfor gemte hun sig?

Hun havde ansigt ned mod sin maven , *vil huske* tænkt hun og kom ikke frem selvom hendes far havde opdaget hende *hvorfor er jeg sur på dem* tænkt hun så og tog fat i noget jorder, hun forvandlede sig til sin menneske sikkelse og rejste sig op , hun kom frem , hendes sort hår hægn ned af hendes kind, hun lignede nu meget sin mor

http://www.uvouch.com/userphoto/anime_girl236.jpg

Han blev ikke helt så overrasket som han kunne være, men så længe på hende da hun kom frem.
"Hvad er der med dig?" spurgte han inuka

hun så Inuka"hej min skat"sagde hun med et smil, hun gav slip på Inutaisho's hånd og gik hen mod Inuka"hvor har du dog været i alle de år?"såurgte hun, hun havde savnet dem alle tre så forfærdeligt meget at det næsten havde gjort ondt på hende

"Ik noget" sagde hun med knyttede hænder, hun så mod dem med sit blid smil, hun var splittet kunne man se "Hvad er der far og mor" hun så mod sin mor men sit blide blik, hun lignede sin mor meget og menneske sikkelse gjorder bare hun lignede hende mere, hun så meget uskyldig ud og man lad slet ikke mærke til hun var splittet mellem sin vred og glæde, hun lagde ikke armende om sin mor, men stod bare der stiv som en pind , hun hade nærkontakt, og os fra sin mor kunne hun mærkede , hun gik lidt tilbage og så ned "sorry, lad vær med at rør mig"

Han så på dem.
Han vidste det var noget med inuka, han kunne bare ikke finde ud af hvad.
et sted ville han gerne vide det, men hun ville nok ikke sige det, så han prøvede at skubbe det lidt væk...

hun slap hende igen, hun så ned, hun vendte sig om, hun gik lige forbi Inutaisho, uden at sige noget, men hun havde det ikke godt indeni, hun forstod ikke Inuka, hun kunne slet ikke kende hende.

Han blev trist af at se izayoi trist
"Izayoi?" han vente sig om mod, men vente sig så mod inuka. Vrede, han følte sig vred.
Hvorfor kunne hun ikke tage ordentlig imod sin mor?
"Hvad er der med dig?" spurgte han hende igen, uden at forvente svar.

Mikala græde endnu mere en datte som ikke ville kramme af sin mor det ville mikala gøre at for at får lod til igen men det var hele umuliet

HUn vendt blikket væk fra dem, for første gang kunne man mærkede hvad alt det som sket som lille havde påvirkede hende, hun var blivet indelukket , afvisnende og hade at blivet rørt, hun så mod sin far "fordi jeg ikke kan li at blivet rørt ved" hun sagde det med en kold tone og som om det var deres skyld , at hun havde det sådan , at havde mistede dem den gang, havde ødelægget hende og hun vidste at de aldrig fik deres lille Inuka tilbage , hun tilhøret nu hendes bror kun

//altså den lille Inuka :D//

hun satte sig ved et træ, hun kiggede lige frem for sig*hvad er der med Inuka?'tænkte hun, hun ventede på at Inutaisho kom hen og lagde en arm om hende igen, men hun sys der gik evigheder, hun kiggede hen på dem igen, en lille tårere løb ned af hendes ene kind.