Den mørke skov

Mikala hulke halv højt en mor som ikke måtte rør sin datte det ville Mikala ikke tilgiv el datte er sin mors barn og vil altid være det hun græde over sin egen mor som var død for 13 år siden uden sin mor var Mikala altid alene

Han så koldt på inuka
"Vis du mener..." han stoppede op prøvede igen
"Hvad giver du os skylden for? vil du heller være kold over for en mor du troede var død? For du kan sagten vælge ikke være hos os, vis du ikke vil!" sagde han, han gik over og lagde armen om Izayoi, hans kærlighed til izayoi over gik alt andet.
"Inuka, fint vis du er sur, men hvad der er sket er sket og det kan vi ikke gøre om på...Jeg er klar til at lægge det bag mig og leve sammen med jer..alle sammen" sagde han

hun lagde sig ind til Inutaisho"jeg har sådan savnet jer og så finder jeg jer endelig og min datter skubber mig væk igen"sagde hun indtil Inutaisho, hun kiggede hen på Inuyasha, hun prøvede at smile blidt hun kunne lige nu, hun havde det ikke godt indeni, hun følte sig lige så knust som da hun forsvandt fra dem alle sammen og at de havde troet hun var død var det værste af det hele, men det havde hun bare lagt bag sig igen, da hun havde holdt Inutaisho's hånd igen.

Hun vendt mod dem , en tår trillende ned over hendes kind "i ved ikke hvor mange smerter i gav min bror, at se ham lide over jer , være dag og være nat, at han beskyttende mig mod alt fordi havde kun havde mig tilbage" hun råbte det "tænkt ikke på mig, men min bror i stedet, han er den som lid, jeg så bare på ham" hun bliv stående , hun havde knyttede hænder, det kunne ses hun var sur og hun forvandlede sig tilbage til sit rigtigt from, hendes hale stod stille og hendes øre kunne os se hun var vred på dem "i mistede mig den gang jeg forstå den smerte i havde givet min bror, jeg lid da jeg forstå hvorfor min bror beskyttende mig, Fordi i forsvandt og så viser det at i begge var i live, kan i forstå min vred" hun undgik det med hun ikke kun klar at rør og sin smerte og alt det de havde gjordet ved hende men så det indså hvad de havde gjordet mod hendes bror

Han så lidt på hende.
"Ja, jeg forstår" sagde han
"Vis du vil forstå jeg har ledt efter jer i mange år og at jeg heller ikke vidste hun endnu levede" sagde han, mere kunne han ikke sige, for hvad sagde man til det?

hun kunne ikke holde det tilbage mere, tårene begyndte at løbe ned af hendes kinder, hun gemte sit hovede ind til Inutaisho, hun havde ledt efter dem siden den dag de forsvandt fra hende og indtil nu, hun havde ventet på svar i meget lan tid, hendes håb om at skulle se dem igen var forsvundet for mange år siden, hun græd stille ind til Inutaisho.

Inuka sukkede og vendt ryggen til "held og lykke med en lykkelig familie, og pas godt på Ni-san han har behøv for det, han har beskyttet mig alle disse år, det hans tur til at blivet beskyttet " hun så mod træerne , hun sukkede "og en ting til, vis i forsvinder igen , tilgiver jeg jer aldrig" hun så på dem med sit blide blik igen , hendes hale bevægede sig fra side til side, hun var på vej inden mod skoven

Mikala græde så højt hun kunne overhovedt alt var forkret hun ønske sin egen forælder tilbage igen men de ville aldrig komme tilbage mere

Han holdt armene om izayoi.
"Inuka...." sagde han
"Tror du vi har bedt om det her? tror du vi gør det med vilje? Jeg vil gerne rett eop på det, vis jeg vidste hvordan" sagde han
"VIl du fortælle mig hvordan jeg kan gøre det godt igen, så du er ikke er sur på os?"
Han hørte godt den fremmede der åbentbart græd som man overhoved kunne græde.

hun stoppede igen, hun hørte godt at der var en der græd,
hun blev bare ind til Inutaisho
"jeg ville har gjort alt hvad jeg kunne for at blive hos jer"sagde hun med gråd i stemmen

Mikala følde sig alene uden sine egen forældere og søster da var alle døde ingen ville kendes ved hende mere

Inuka sukkede og vendt sig mod dem "pas på ni-san" sagde hun hendes blik stålede som det altid gjorder da hun var lille, hun havde en en uskyldig udstålening, det var deres lille Inuka, sød blid og kærlige mod alle og glemt sig selv "men mig, er forsent, har mistede tilliden til jer, sorry, jeg ventede på jer , men i kom aldrig, jeg lukkede mig selv inden og så kom ni-san med en hånd, pleas på ni-san og glem mig"

inuyasha sad oppe i træet. som altid ville han skjule sine tåre. han ville ikke græde. men han var så glad for at se sin familie helt samlet igen. han gned sin ømme hals. og tænkte det ville være bedst hvis han forsvandt.. så at inutaisho ikke blev så rassende igen. han hoppede hen i et andet træ og længere og længere væk fra dem

"Inuyasha?"spurgte hun, hun havde ikke set ham ednu, hun satte sig op og kiggede rundt efter ham, men hun kunne ikke se ham nogle steder.
"Inuyasha?"spurgte hun igen

inuyasha satte foden på en glat gren og faldt ned. han landede på rumpen og gned sin hale. "pokkers" sagde han og rystede sig. han hørte sin navn blive nævnt. han han troede stadig han drømte over at hans mor var sammen med dem igen

Han så koldt på inuka.
"Vendede på os men vi kom aldrig? vi er her nu" sagde han
"Jeg forstår ikke hvorfor du ikke gider lytte til fornuft! du tager dig ikke af hvad vi siger!" han var allerede begyndt at bruge vi igen.Ham og Izayoi.
Han så væk fra inuka, han kunne ikke holde hende ud nå hun var sådan!

inuka.. lad nu vær med at være så dum" sagd einuyasha. *jeg drømmer* tænkte han. han så ned, han rødmede igen. det var mega pinligt. han havde altid hørt, at det var så forkert når demoner rødmede

hun så på Inutaisho"jeg kan ikke se Inuyasha nogle steder, gider han heller ikke være her"sagde hun, hun kiggede ned i jorden.
det var tydeligt at hun skød skylden på sig selv som om det var hendes skyld det der skete

Inuka så på sin bror "men" hun kunne ikke sige ham i mod , hun så ned og begyndte at tænke "jeg kan ikke ni-san" hun så mod sin bror. en tår faldet ned over hendes kind, hun hadet at være mod ham og så mod dem alle tre "Ha det godt" hun vendte sig om og begyndte at gå væk fra dem, hendes langsom skridt bliv hurtigere og hurtigere til sidste begyndte hun at løb , hun snittet et blade som skær hendes hud på der dybbede blod ned fra et blad, ved et træ meget tæt på dem , det eneste som de kunne mindes hende nu var den lille dråb blod

Han krammede Izayoi og så hen på inuyasha.
"Se" sagde han til Izayoi, han trak Izayoi med hen til inuyasha.
"Hun er ikke en drøm" sagde han til inuyasha, men så så efter inuka.
Han var ked af hun havde det sådan, men mest fordi det gjorde Izayoi ked af det.

hun så på Inuyasha, hun lagde forsigtigt en hånd på hans kind"min lille dreng....undskyld du er jo slet ikke lille mere"sagde hun

inuyasha pustede på sin mor. "jeg er her" sagde han. "jeg springer lidt rundt, da jeg har meget energi" sagd ehan. *ik kigge på mikala, så rødmer jeg igen* tænkte han. han smilede til sin mor. han var glad for at hun ikke bare var en drøm, men rigtigt var der

hun tog forsigtigt Inuyasha ind til sig"du er blevet så stor og det er din søster osse"sagde hun, hun holdte bare om Inuyasha, hun var så glad at hun kom til at græde, hun prøvede at tørre dem væk, mne de ville ikke rigtigt væk

Inuka duft var væk med hende ..

//bye bye :D//

inuyasha tørrede dem væk. "mor jeg er jo også 19 nu" sagd ehan. *kay ikke sige jeg er blevet lun på mikala* tænkte han han med et smil. "du er lige så smuk som altid mor" sagd einuyasha.