Why here-Akumu= Privat!

Omgivelser: Ingen lige nu...

Sted: Cimetière kirkegård.

Tid: Tidelig aften omkrig kl. 17:15

Vejr: Solen er forsvundet bag skyrene, og vinden blæser let omkrig.

Dato:??

Årstid: Efterår.

Vinden blæste let omkrig gennem de mange gader, men der hvor vinden vendte var ved Cimetière kirkegård. Men der var der heller ikkke et øje at se, ikke et dyr, ingen ting. Men dog var lydene, der stadig. Alle lydene, så som knirkede sko, vinden der hyler, og dyrene som gnasker i noget. Men ødet var der. Meget endda. Det kunne virke skræmmede, hvis man var der alene. Eller hvis der var mørkt, som nu. Eller der var ikke mørkt men mørket var ved at falde på. Så snart ville der ikke være det midste lys tilbage. Ikke et enste lys, og slet ikke når solen var væk. Ikke så langt derfra gik en ung kvinde, eller nærmere end pige. Man kunne se hendes ynde lagt fra, skønheden over hende, var utrolig. Smukkere end en aspara var hun. Men det var sært, for hun var nemlig en Animagus. Hendes hår, lyst og en smule pjusket, mens hendes øjne, var baby blå og skinnede, hvis månelys ramte dem. Eller også hvis sol lyset ramte dem. Hendes slanke figur, kunne ses slevom hun havde meget tøj på. Men der imod var hun let på klædt i stramme jeans, med slide mærker, og en hvid strop trøje. Men dog havde hun en jakke på uden over det. Hun smilede let for sig selv, da hun gik ned langs gaden. Og derefter vendte hun kursen, mod krikegården. Hun puffede let porten op, og trådte ind på den ødede kirkegård. Hun gik forsigtigt frem ad derinde. Hvisne blomster lå der ved de fleste af gravene. Det var egenlig ret klamt, at igen gav nogle af gravene, friske blomster. Men det kunne Lilly jo ikke gøre noget ved. Hun ville bare finde ud af noget, men hvad vidste hun blot ikke. Hun gik med et krøllet gammelt papir i lommen. Og hendes øjne, var fyldt op med vand, men ikke en tåre faldt. ned af hendes kind. Ikke en og ikke flere.

Solen havde atter, og endelig forladt det langsomt faldmende himmelvæv. Livet svandt langsomt om, i takt med en anden form for... 'liv' tiltog i styrke. Én af dem var Akumu. Han tårnede sig utrolig højt, og var klædt i en lang sort frakke af gotisk udseende. Hans halvlange mørke hår skjulte delvist hans endnu mørkere og gådefulde øjne. Han vandrede roligt afsted langs de åbne gader og nød at kunne bevæge sig frit udenfor. For det kunne man nemlig nær Cimentiére; kirkegården - på dette tidspunkt. Han bevægede sig hen mod den gamle rustne låge og åbnede den galant og overraskende let. Underligt hylede og hvinede den øredøvende og uhyggeligt. Brød den tavse stilhed der lå over kirkegården. mærkeligt var det da den ikke havde hylet da personen før ham (Lilly) havde bevæget sig igennem den. Han fortsatte sin døsige vandren, og hans skridt i gruset, syntes utrolig høje på den tyste kirkegåd. Derfor gik han ind på græsset, hvor hans skridt atter blev lydløse. Sådan foretrak han det. Han bevægede sig langsomt afsted og betragtede de gamle gravsten. ligeledes blomsterne som var placeret iblandt dem. Nogle gavsten var fyldt med blomster, små sterinlys og meget mere, mens andre så uplejede og dødsforladte ud. Han stoppede op foran en sten, hvor skriften næsten var udvisket. Den syntes totalt forladt, og den havde nok ikke haft besøg i lang, lang tid. Endten på grund af, alle de besøgende var døde; eller personen var blevet glemt med tiden. Tragisk var det vel på én eller anden måde, men det rørte ikke Akumu. Langt fra. Hans blik fæstnede sig straks på en bevægelse længere væk og hans øjne rettede sig straks mod det eneste tegn på liv på kirkegården. En pige... eller yngre kvinde, kunne man vel kalde hende. Han kunne ikke se hendes ansigt herfra, og dét passede ham egentlig meget fint. For så var han fuldkommen uset. Han bevægede sig hen til kirkens mur og lænede sig op af den, halvt skjult af nogle buske som omkransede endnu en overdådig gravsten. Han gav sig til at betragte hende med et svagt og mystisk smil placeret på hans læber.

Et svagt, støn lød der fra hende, da poten blev åbnet. Hun kørte let hendes hånd over øjnene, hvofor hun havde tåre i øjnene anede hun ikke, men der va et eller andet, med det sted. Men det var jo dystret siden det var en kirkegård. Men den va bare så forladt, og mere trist end andre. Hun lukkede let hendes kønne, baby blå øjne i, og åbnede dem kort tid efter. Tårene var væk, og igen tegn efter dem. Hun hev let papiret midt over g probbede det så i lommen igen. Hun hørte noget, noget utydeligt som skridt i græsset. Hun vendte sig hurtigt om der stod der en mand, en mand med en lang dyster sort jakke på. Lilly kiggede med store øjne, på ham da hun havde troet at hun var alene. Hendes hår faldt let på plads og nu kunne man se hendes smukke, baby blå uskyldige øjne, som lyste let. Hun kiggede på ham, med ret store øjne. Han kunne virke skræmmede på nogle områder, men så alligevel ikke. Han var smuk, på hans helt egen måde... Ligesom Eithan... Denne mand måtte være en vampyr. Hun sukkede næsten lydløst og slog så hendes blik rundt. Ingen andre, ikke engang en fugl bevægede sig derinde. Lillys arme hang nede af siden på hende. Hun ville ikke sige noget lige nu, så hun valgte bare at være tavs. Hun bed sig let i underlæben, og mærkede den koldevind mod hendes kinder. Man kunne høre porten smække, i da et vindpust ramte den så hårdt, og fjøl videre hen mod dem. Hun stod fast frosset til stedet. Hun anede ikke hvad hun skulle sige eller gøre. Nej tværdigmod, hun havde ikke en enste idé om hvad for et ord hun kunne slippe fri.

Akumu's smil voksede svagt da hendes blik blev vendt hen på ham og opdagede hans eksistens. De så skræmte ud, hendes lyseblå og... uskyldige øjne. Vinden tog let fat i hans halvlange hår og legede blidt med det. Lod det bølge i dets usynlige hav. Det slap til sidst sit tag og hans hår faldt atter på plads, og sad endnu engang som malet på ham. Han trådte ud på grusstien og vandrede roligt men dog målrettet hen imod hende. Stoppede op få meter fra hende og smilede svagt og høfligt til hende. Dog nåede smilet aldrig op til hans sorte, dybe og... livløse øjne. "Godaften" Hilste han med sin bløde, døsende stemme som straks lagde sig tæt omkring hende og holdt om hende i et usynligt greb. Han betragtede hende sagte, og svagt analyserende. "Hvad laver én som dem, et sted som dette?" spurgte han med et dystert smil "og på et tidspunkt som nu?" tilføjede han. Det var ret udsædvaneligt at se en som hende, på en kirkegård om aftenen. Ganske vidst var solen kun lige gået ned, men det nærmende mørke var velmærket på disse kanter. Han selv var jo trådt frem, så det var tydeligt at det var upassende at befinde sig her, hvis man var hende. I hvert fald for hendes egen skyld. Akumu så afventende og en smule... nysgerrigt på hende. For hun havde set så... følelsesmæssig præget ud, da hun havde vendt blikket hen mod ham første gang. Måske kendte hun én af de begravede? måske noget helt andet?... Akumu smilte svagt og gådefuldt, alt imens hans dunkle blik hvilede tålmodigt på hende...

Lilly fik straks gåsehud, da han hviskede med hans døde stemme. "Godaften" sagde hun roligt, og kiggede på ham med varsomme øjne. Hun bed ig let i underlæben.. "Jeg kigger på kirkegården og prøver at huske tilbage, men hvad laver sådan en ung mand som dig her??" spurgte hun lettere roligt, men dog med en stemme, som lød lidt nervøs. Men det var ikke slemt. Hun var ikke bange mere, men mere vagtsom. "Hvis man må spørge hvad er dit navn??" spurgte hun let og kiggede ham let ind i de døde øjne. "Og lige en sidste ting, er du ikke vampyr??" spurgte hun næsten blot som en hvisken.
Hun kiggede på ham, "Mit navn Er Lilly.. Lilly Montago" hvisked ehun nsæten og holdte dog ehdnes blik mod ham. Han virkede kold, men ikke så farlig igen. Men han var smuk, som de fleste vampyre var. hun stirrede kort ud i luften. Efter de få secunder hun strirrede i stak hun hånden i lommen og flåede papiret op af lommen, og lod det flyve med vinden. Før det brændte op, og forsvandt.
Hun havde set det i en af hendes syn, ja syn ud i fremtiden.

Han lyttede til hendes ord, som flød sammen til sætninger. Smilede "på en glemt fortid og tabte minder?" spurgte han. De måtte åbentbart have noget med kirkegården at gøre... for hvad skulle hun ellers gøre herude?
Han så så naturligt som muligt væk og drog et afslappet suk "Ak.. jeg trasker som bare rundt og nyder stilheden og roen på disse kanter" svarede han stilfærdigt og lod vinden kærtegne hans ansigt. Lukkede kort øjnene og nød dens blide strøg mod hans kinder og hvor blidt dens usynlige fingre gled igennem hans hår. Da vinden stilnede af, åbnede han atter øjnene og vente derefter blikket hen på hende, da hun spurgte om hans navn. Da hun spurgte om hans eksistens. "Mit navn er Akumu og jo... jeg er ganske vidst en vampyr" præsenterede han sig ærligt, da det jo i forvejen var ret tydeligt. Han bukkede fornemt og let foran hende og smilte høfligt. Han rettede sig atter op og betragtede hende og lod hendes ord stømme ind i ham. Optog hendes navn, og lagrede det sammen med hendes udseende i sin hukommelse. "Lilly..." gentog han, som smagte han på ordet. På navnet. Han lagde hovedet let på skrå og så analyserende på hende. Hans hår faldt skråt ned i ansigtet på ham, som følge af tyndekraften. Hans dybe blik stirrede på hende, og hun blev reflekteret i det. Som var hans øjne et spejl. Reflektionen var ufatteligt tydelig da hans blik var sort som graven. Et bittersødt smil gled ind over hans læber og hans tågede blik blev atter klart "De er af racen animagus, ikke sandt?" spurgte han, efter at have gravet rundt i hendes sind. Genspejlet fra hans øjne. Men hendes lugt havde nu også hjulpet ham på vej. Den var markandt i den legesyge vind. "og..." Han så dybt og udtryksløst på hende i længere tid...."Dødsengel" Hans blik hvilede fortsat på hende, imens han afventede hende reaktion og svar.