It hurts.. (Akumu=Privat..)

Tid; 21:45
Vejr; køligt, men klart så man kan se stjernerne.
Sted; En forladt legeplads.
Omgivelser; en ødelagt legeplads, Skov, Alecia?
_______________________________________________________________________________

Hun gik hen mod gyngerne. Hun sad altid på dem alene og kiggede på himlens stjerner om natten. Hun elskede bare at sidde og nyde stilheden. Det var en af de få glæder i hendes liv. Det var også der hun kom hen, hvis hun havde brug for at tænke.. Og det havde hun lige nu.. Hun tænkte på kærlighed. Ville der nogen sinde komme en til én som hende?
Det regnede hun ikke med.. Men hun kunne meget godt lide tanken.. Tanken om kærlighed, til én bestemt person. Hun ville så gerne opleve det. Hun havde kun oplevet det én gang som menneske. Og det var altså ved at være en del år siden...

En skygge bevægede sig ud fra træernes tætte mørke. Akumu var gået sig en tur i nattens mulm og mørke for at nyde stilheden og roen. Om natten var alt nærmest fredeligt. Han var iført sin sorte, lange frakke og hans mørke hår sad som altid tæt til hans hvide ansigt og hals. Et svagt, men dog indtrængende smil voksede på hans farvede læber da hans mørke blik opfangede omridset fra et andet liv i området. og enda et han kende. Han betragtede hende i en rum tid, inden han besluttede sig for at gå hende i møde. Hun så egentlig ret så blufærdig og... intetanende, som hun sad dér og så mod himmelvævet. Han trådte fri af træernes klistrende skygger og trådte frem, og fik former. "Godaften Mademoiselle" hilste hans kølige og dog tiltalende stemme, som snog sig om hende. En skygge var han i sig selv.

Alecia kiggede mod ham da han kom gående ud fra de sorte skygger, fra træerne..
Hun kiggede betaget på ham, og fandt ham meget interesant.
"Godaften Mr." Sagde hun, med et smil. Hun kiggede hen på ham og kunne ikke fjerne blikket fra ham.. Hun mærkede en underlig følelse i hendes mave, da hendes blik mødte hans.. Hun lukkede blidt øjnene da blæsten legede vildt med hendes mørke hår..
Hun var egentlig kommet for at være alene og tænke, men underligt nok havde hun ikke noget med at han var kommet.. Hun havde længe savnet selvskab, selvom hun ikke normalt havde noget imod at være alene.. Hun nød det faktisk tit, bare at være alene..

Akumu lagde let armene over kors og betragtede hende med sine mørke, dystre øjne. "Hvad laver en som dém, et sted som dette?" spurgte han med sit let uhyggelige smil. Han havde egentlig ikke regnet med at støde på nogen, og da specielt ikke hende. Han havde regnet med at være alene, og at alt ville lægge øde hen... men han havde taget fejl. eller også havde hun regnet med det samme...
Vinden legede med hans mørke hår og fik det til at ligne bølger i vindens usynlige hav. Det blev strøget til side, og hans elegante lyse ansigt kom til syne i et kort øjeblik. Hans blik veg ikke ét sekund fra hende. Vinden slap det til sidst og det faldt atter på plads og sad atter som malet på ham.

Hun kiggede fornøjet op på ham.. "Jeg er skam bare kommet for at tænke lidt.." Sagde hun med et lille smil, og betragtede ham med et vågent øje.. "Og du selv..?" Sagde hun, og løftede det ene øjenbryn, og lagde ligeledes armene overkors..
Hun kiggede op på himlen igen, der var stadig klart og månen lyste tydeligt, og fik himlen til at få en klarere farve rundt om den.. Hun smilede lidt og undrede sig kort over hvordan alt det kunne have blevet lavet.. Hun sukkede, og trak kort på skuldrerne..
Hun vågnede op af den nærmest tranceagtige tilstand hun var i, og kiggede over på drengen igen.. Hun sendte ham et kort forførende smil..

Akumu mørke blik hvilede fortsat på hende. "Jeg håber ikke jeg forstyrrer din tænkning?" spurgte han med et let og svagt smil. Han fulgte hendes blik op mod den mørklagte himmel. Stjernerne glimtede svagt og virkede så uendelig magtesløse i forhold til den blændende måne... skønt det i virkeligheden var omvendt.
"tjoeh... godt det samme som dem selv" svarede han kort og så atter ned på ende og gengældte hendes smil.

Hun smilede til ham, og lagde hænderne på knæene.. "Neej, De forstyrre skam ikke.. Tag da endelig en plads Mr." Sagde hun venligt, og slog ud med hånden med den anden gynge..
Hun satte blidt af med fødderne og gyngede langsomt fremog tilbage.. Hun lod sine bare fødder glide lydløst igennem det tørre sand..
Hun kiggede ned på sine fødder, der var beskidte af at gå i jorden i skoven.. Hun rystede let på hovedet, *Jeg skal virkelig i bad snart..* Tænkte hun og børstede sine fødder let af.. Hun plejede altid at lege et værelse og bruge det bad der var.. Hun havde virkelig røven fuld af penge, efter alle de penge hun havde arvet fra sine forældre..

Akumu gjorde som hun bad ham om og tog plads ved den anden gynge. Hans lange, hvide og elegante fingre greb om kæderne som holdt gyngerne hævet over jordens overflade. "Jeg takker" sagde han med et let og indtrængende smil. Han betragtede diskret hendes bevægelser og gættede sig til hvad hun tænkte på... han kom dog ikke frem til noget endegyldigt svar "Hvad kom de så herud for at tænke over?" spurgte han med sin bløde og dog kølige stemme.

Hun smilede venligt til ham.. "Tjoh, jeg kom bare herud for at tænke lidt på min fremtid.." Sagde hun, og kiggede tænkefuldt ud i natten. Hun overvejede kort om hun skulle fortælle lidt mere om hvad det egentlig var hun tænkte på, men besluttede at det nok ikke var en speciel god idé..
Hun kiggede igen hen på ham, og smilede kort..
"Hvad med Dem selv?" Spurgte hun, og smilede skævt til ham.. Hun undrede sig over at der var andre end hende der kendte stedet, da det lå helt inde i den dybeste del af skoven.. Hun kom her faktisk næsten hver dag, og hun havde ikke mødt nogen her, i lidt over et år..

Akumu så mod træernes toppe som let svagede i vinden. "din fremtid..." gentog han lavmælt for sig selv, som for at smage på ordene. Hans blik blev langsomt tåget, som han så åndsfraværende mod de bølgende trætoppe "Tjoh... jeg kom får at opdage nye tanker... ikke for at opsøge dem selv, men lade dem komme til mig" forklarede han med sin rolige og bløde stemme. Han slap grebet om gyngens kæder og foldede hænderne i sit skød. Han drejede hoved og så atter mod hende. "sig mig... hvordan ser deres fremtid så ud?... lys?.... eller mørk?" spurgte han og lod et skævt og let skummelt smil glide ind over hans velformede læber.

Hun fulgte hans blik op mod trætoppene, og faldt i staver over stilheden.. Hun nød at han var der.. Selvom hun normalt aldrig havde noget imod at være alene.. Faktisk tært imod!
"Ærlig talt... Så ved jeg det ikke.. Men jeg tror ikke ligefrem det blive liv og glade dage, med sommerfugler der flyver rundt og folk der griner på en strand, imens de tager deres latterlige dyr med, og lader deres åndsvage unger leger i vandkanten...." Hun tog en dyb indånding, og sukkede så.. Hun kiggede over på ham.. Hans kønne blege andsigt lyste nærmest i lyset fra månen..
"Undskyld.." Sagde hun og kiggede igen ned i jorden..
"Har de så fundet nogle tanker..?" Spurgte hun, og sendte ham et stille smil..

Akumu så på hende med en tænksom mine imens han lyttede til hendes ord. Han kunne ikke undlade at smile ganske svagt. "tjoh... tror du lykken er dét?" spurgte han og hævede let det ene øjenbryn, da hun fik det til at lyde sådan. Han selv mente der var mange formor for lykke... men det var ikke noget han selv kunne opnå, og det vidste han godt. Han havde vænnet sig til ikke at være skabt til at leve lykkeligt. Han levede i mørket og dets grumme hemmeligheder og det var dér han hørte til.
"Tjoh... jeg vil nu sige jeg aldrig er tømt for tanker... men rettere sagt håber på nogle.. mere interessante" svarede han og overvejede derefter kort hans egen forklaring. Han kunne ikke forklare sine tanker. De var som en kæmpe, nærmest uendelig labyrint. han kunne blive ledt på vildspor i dets kroge og ukendte hjørner... som tabt på det åbne hav. Men samtidig kunne han opdage nye hemmeligheder og forstå langt mere ved at løse dets mange mysterier. Han glippede let med øjnene og opdagede han endnu engang var blevet opslugt i sin egen verden. Tågen lettede og han så op på hende. sendte hende et svagt smil, skønt hans smil aldrig nåede helt op til hans mørke øjne, og derved var de altid matte og forladte... dog dybe og gennemtrængende.

"JEg tror på at der er mange deffinitioner for lykke.. Men nogle tror vel at det er sådan lykken er..." Sagde hun, og drømte sig lidt væk i sine egne tanker.. Hun tvivlede på at hun nogensinde ville finde lykken.. Måske var det bare ikke meningen at en som hende skulle finde lykken...?
Hun kunne ikke se for sig selv at hun skulle sidde på en veranda med en hun elskede og have en masse unger farende rundt om ørerne.. Selvom.. Altså selvfølgelig ønskede hun at få børn og blive lykkelig.. Men hun kunne bare ikke se det hele for sig..
Hun blev vækket fra alle hendes tanker da hun hørte ham snakke igen..
Hun fnisede lidt af det han sagde.. "Har du så fundet nogle mere interesante tanker?" Spurgte hun smilende, og satte igen af med fødderne og gyngede langsomt frem og tilbage, og lod sine fødder glide igenne sandet..

Akumu så fortsat på hende "...nogle tror lykken er?" gentog han da hun ikke blev helt færdig med sætningen, men istedet forsvandt ind i sin egen verden. Han betragtede en smule fascineret hendes ansigt. Hendes øjne, som langsomt blev tågede og sikkert lod billeder dannes på hendes nethinde. Han kunne ikk lade vær med at smile svagt for sig selv, skønt det ikke nåede op til øjnene.
"Tjoh... man ved jo aldrig" sagde han en smule kækt og lod et skummelt og let drilsk smil glide ind over hans læber, imens han betragtede hende med en hemmelighedsfuld mine.

Hun kiggede langsomt hen på ham, det kridhvide utroligt kønne ansigt, var ikke så langt væk som hun havde troet.. "Tjah," Sagde hun og trak på skuldrene. "Nogle tror vel lykken er at leve resten af sit liv med én person, og en masse børn i et lille villa hus med en hund der hedder Sylvester eller fido, eller sådan noget pis." Hun kiggede vredt ned i det tørre sand..
Alecia kiggede igen hen på ham, det var som om hun ikke kunne lade være i mere end et par minutter. Det var utroligt underligt.
"Hvor kommer du så fra?" Spurgte hun, og sendte ham et venligt smil.

Akumu gengældte ligeledes hendes blik "hmm.. de 3 V'er" mumlede han blot og kunne ikke undlade et af sine mystiske smil. Dog var hans mørke blik altid upåvirket af hans såkaldte smil. Det måtte være et underligt syn at se de to sidde der på en forladt legeplads midt om natten. Ikke mindst på grund af tidpunktet, men mere deres udseende. De havde begge en mørk aura omkring sig. Det var uundgåeligt som vampyr. dog var hans langt mere markant.
Han mødte hendes blik da hun stillede ham spørgsmålet. Fastholdt det for en kort stund, og slog derefter blikket væk "langvejsfra..." lød hans fjerne svar. Han vente atter blikket hen på hende og sendte hende et høfligt, men følelsesforladt smil. "hvad med dem selv?" spurgte han og lod sit blik hvile på hende.

Hun kiggede intereseret på ham, da han kiggede tankefuldt væk fra hende. Hans svar chokerede hende dog ikke, vampyrer havde det med at være utrolig hemmelighedsfulde, når det kom til deres baggrund, og ikke mindst deres fortid. Det samme gjaldt hende selv.
"Fra det nordlige London." Sagde hun med et kort smil, og gengældte det dybe blik.
Da hun tænkte tilbage på de få år, hun havde tilbragt med at leve et normalt liv, knep hun øjnene sammen. Hun hadede at tænke på fortiden.
"Der er så mange der bruger al sin tid på at leve i fortiden, at de glemme at de lever i nutidens verden." Mumlede hun kort, mest til sig selv, og rystede kort på hovedet. En gang i mellem måtte hun huske sig selv på det, for ikke selv at dvæle i fortiden. Den mørke tid hun havde levet i fra hun var ni til hun var sytten.. Det var forfærdeligt at tænke på.

Akumu vendte atter blikket hen på hende, da hun svarede på hendes gengældte spørgsmål "London... javel ja..." mumlede han og lod en fraværende mine glide ind over hans ansigt "Dejligt sted..." mumlede han lavmælt - fordybet i sin egne tanker. London kunne være et godt men samtidig dårligt sted at være vokset op. Om det var en god eller dårlig ting angående hende kunne han ikke helt svare på. Han betragtede hendes ændrende ansigtstræk som pludselig blev fordybet i et svagt... had? Det så sådan ud. som om noget virkelig nagede hende. Hendes følgende ord overraskede ham som men ikke og han nikkede derfor blot svagt og distraheret. Han skævede let til hende "Lever de selv i denne mørke verden?" spurgte han og havde selv gættet sig til det. nu var det jo bare om han havde ret eller ej...

Hun kiggede kort over på ham, og sendte ham et lille falskt smil.. "Nogle ting ved sin fortyd er bare ikke til at glemme.." Sagde hun kort, og lettere sørgmodigt. Hun klemte hånden lidt strammere om den lille blå sten, den havde hun gemt i næsten 400 år. Hun havde beskyttet den med sit liv. Et lille svagt smil spillede over hendes læber da hun igen huskede Mia's ansigt da hun havde set stenen. Den lille pige ville være blevet så smuk.. Det var hun helt overbevist om.. Uden tvivl..
Hun kiggede svagt over på Akumu, "Lever De i den verden." Sagde hun, eller det var vel nærmest en mumlen. Hun kiggede ned på sine fødder igen, de sorte converse all star sko, var ved at være godt slidt igennem. Hun måtte snart finde en butik hvor hun kunne købe nogle nye..

Akumu betragtede hendes ansigts mange træk og udtryk imens hun talte. Utroligt... hun så ud til at have mange følelser gemt inden i sig. måske lige så mange som et menneske? Det var sjældent hos vampyrer og selvfølgelig var han svagt fascineret af det. Gad vide hvad der havde forudsaget det?... Han misundede hende på sin vis, hvis det forholdt sig sådan.
Han så atter væk og lyttede til hendes spørgsmål. "Til tider... men forsøger vel at holde denne verdens eksistens på afstand" mumlede han tilbage og så frem for sig. Hans blik blev tåget og billeder - minder gled ind foran hans blik og fyldte ham. Han sad kold og udtryksløs og betragtede det veludførte skuespil på 'scenen' foran sig og alle billederne som dansede afsted foran ham. Gled ind i hinanden, og dannede straks nye. Stemmer syntes at vokse i takt med hastigheden på de virvlende billeder sattes op. Han betragtede underligt roligt panikken og kaoset foran sig. der var ikke hoved og hale i det længere og han forsøgte ikke længere at fastholde de forbipasserende billeder længere. Han lod dem forsvinde. langsomt blev de utydlige... gennemsigtige og han kunne atter ane omgivelserne igen. hvis bare det ville forblive sådan. at disse minder han netop havde betragtet ville forblive borte og holde sig fra ham. Hvis han bare kunne glemme. Men samtidig havde de gjort ham stærkere.. bygget fundamentet for hvad han var idag. Han ville glemme, men alligevel ikke være foruden...

Alecia kiggede skævt over mod Akumu da han svarede, hun gav en lille lyd fra sig som svar. Da pludselig Akumu's tanker begyndte at køre rundt, fik hun en voldsom hovedpine, hun tog sig til hovedet, og gav et lille svagt støn fra sig. Der gik længere tid hvor alle tankerne og billederne i hovedet på ham, også kørte rundt i hendes hovede. Hun åndede lettet ud da hans tanker satte farten ned, og han igen bare tænkte på det gennemsnitlige plan.
Hun kiggede hen til ham, med et lettere forpint ansigtsudtryg. "Vil du ikke nok være venlig, aldrig nogen sinde at gøre det igen?" Spurgte hun bedende. Hun kastede blikket væk fra ham, *Godt tænkt!* Råbte hun sarkastisk af sig selv i sine tanker.. Det havde ikke været hendes plan at fortælle ham, eller vise ham, at hun kunne læse tanker.. Hun var bange for at han ville løbe skrigende væk, eller afvise hende dybt, med hensyn til alt..

Akumu sad stadig forstenet og stirrede ud i luften. Helt upåvirket af kaoset som netop havde forladt hans ellers stille sind. Et svagt sadistisk smil gled ind over hans læber "Kan de ikke tåle presset?" spurgte hans dystre stemme. Han drejede let hoved og så på hende. Han var klar over at billederne havde været utydelig for hende, men for ham selv have de været klare og gennemtrængende. Det var et rent held for hende at hun ikke havde kunnet tyde dem... for hendes egen skyld. Hans smil fortog sig svagt og blev lettere mildt "Hvis de ikke kan klare mine tanker.. skal jeg nok holde dem skjult for dem" svarede han blot og så derefter bort fra hende. Hans sind blev indhyllet i mørke. tykt og uigennemtrængeligt for selv hende.
Han havde opdaget hendes kræfter på stranden da de første gang havde mødtes. Om det var et talent, eller en forbanelse var jo afhængig af hvem der besad den.

Alecia grinte lidt da han spurgte om hun ikke kunne tåle presset.. Da han endelig lukkede hele sit hovede for hende, åndede hun lettet ud, endelig en hvis stilhed, altså ud over hendes egne tanker. Hun kiggede kort på ham, da hun også selv kom i tanke om at hun jo ikke skulle være irriteret på sig selv over at han vidste det, da han jo allerede vidste det.. Hun huskede tilbage på den dag hun havde sat og iagtaget ham og Bella på stranden. Det havde været en meget underlig dag.. Hun kunne huske at hun også dengang fandt ham utrolig interesant. Hun kiggede igen over på ham, hans utroligt kønne ansigt skjulte sig bag det sorte hår. Hun fnisede lidt da hun tog sig selv i at have lyst til at røre det.
Hun vidste ikke rigtig hvorfor, men pludselig steg hun af gyngen, og satte sig ned i sandet foran Akumu's fødder, med ansigtet vendt mod ham. Hun kunne ikke finde ud af hvorfor hun så godt kunne lide at være tæt på ham, og hver gang hun kom tættere var det ikke tæt nok. Hun rystede lidt på hovedet af sig selv.. Hun var ikke helt normal..

Akumu sad og stirrede tomt ud i luften. eller rettere sagt ned i sandet, men blev pludselig afbrudt af bevægelse og hendes skikkelse som placerede sig foran hans synsfelt. Først kiggede han blot undrende på hende, hvorefter han lod et svagt smil gled ind over hans læber "Har de ligefrem behov for min konstante opmærksomhed... og at mit blik er rettet mod dem?" spurgte han tydeligvis for at pirre hende svagt. Hans smil blev let drilsk, dog nåede det som sædvanlig ikke op til hans mørke øjne. Han betragtede hende som hun sad dér foran ham og så op på ham. Han fandt det nu underligt at hun ligefrem havde lyst til at træde ham nærmere. specielt efter det... uhyggelige syn fra hans fortid og hans nuværende sind.
Han lagde hoved let på skrå og så fortsat på hende. Hans hår faldt automatisk på plads som han drejede hoved skråt. "Har de noget på hjerter, de ønsker at dele med mig?" spurgte han med sin bløde tiltalende stemme, som let omfavnede hende i sit usynlige favntag.

Hun kunne ikke lade være med at fnise lidt, da han drillede hende lidt. "Nej da.. Jeg kan bare bedst lide den er det.. det er skam ikke et behov.." Sagde hun smilende tilbage. Hun kiggede halv smilende op på ham, og kunne ikke rigtig fjerne øjnene fra ham.
Hun smilede sødt, og hendes kinder blev en andelse varme i det han igen talte til hende.. "Nej.. Det skulle jeg ikke mene.." Sagde hun venligt, og smilede stadig til ham.. "Jeg kan bare godt lide at sidde og kigge på dig." Sagde hun, og kiggede så forlegent ned i sandet, imens hendes kinder blev lettere rosa i farven..