Tiden står aldrig stille.. (Kajika)

Vejret så ud til at være dejligt nok denne normale aften undtagen der var ikke så normalt som hun regnede med, byens smukke mure var udsmykket med deres egne smykker nu. Plakater!, masser ! masser!! af plakater og dusørjægere strømmede til byen i jagt efter Velarian og kajika, hvorfor hende det vidste ingen men mange havde hørt om den smukke blanding af engel og aspara der besad dette smukke udseende og utrolig unikke talent til at få folk til at forelske sig i hende. kajika stod nu foran en af disse bygninger og læste på plakaten og rev den vredt ned i det hun sukkede og sagde"møg elver!" hun strøg blidt det hængende hår væk og hendes smukke yder var blevet uhygiejnisk.... hendes shorts var beskidte, selerne hang ned af dem og ramte hendes lår let, dog var håret smukt men lidt beskidt, hendes tshirt i grå var plettet som havde rød maling ramt hende... hun så rundt i det hun gik indenfor ved et værtshus og betragtede de nye omgivelser i stedet for slum og gader...

Kajika sad for sig selv og lod blidt hovedet lægge mod bordet i det hun sukkede uforstående af hele situationen indtil hun kunne lugte halv dæmon og så mod pigen lettere forvirrende der var engel??? og dæmon....*hmmm mærkelig blanding godt og ondt næsten som mit stjernetegn tvilling....* hun smilede let og rejste sig i det hun satte sig ned ved hendes bord og sagde"Hejsa"kajika selv om hun så forfærdelig ud lidt var hendes hud smuk og ren æjnene som det mest uskyldige og varme, mens hendes tænder perle hvide og hendes duft fantastisk !!.. hun kunne ikke lade vær med at se på pigen og sagde"hvad ? laver en blanding her helt alenen??" hun så på hende med hovedet let på skrå og sagde"undskyld vis jeg trænger mig på men er bare utrolig nysgerrig"

Kajika smilede let og sagde"Duften, jeg har udviklet min duft nu så meget at jeg kan dufte det på mennesker og væsner, hvad de er altså.... vis du var mennesker kunne jeg dufte det men blandinger er svære end originaler men jeg havde dog ret, jeg skulle bare lige følge mine instinkter, og mit navn er Jika" hun ville ikke sige det rigtig navn vis nu pigen skulle finde ud af hvem hun var?. Kajika smilede sødt og ventede blot på hun måske afslørede hvem hun selv var eller om hun helst ville kendes ved som navne løs. Hendes blik var intet sigende dog varmt men intet sigende, hun var i tvivl om alt selv sin tilværelse på denne planet dog var hun alligevel fyldt med livsglæde men det var skam hårdt at være hende nogen gange

Kajika nikkede sødt og sagde"Hmmm ja det vil jeg godt, og ? ved du hva du ligner egenlig ikke en dæmon hvilket nok er godt for dig fordi så kan dæmoner bedre holde til at være nær dig de kan og det er jo et plus syntes du ikke??" hun grinte let og så stille rundt lettere flov over ikke at kunne finde et emne de kunne snakke om indtil hun sagde"hey? så hvor arbejder du egenlig??"