Fløjtespil i skoven

S: Forêt (Skoven)
T: 11:30
O: Velarians telt, bål og skoven omkring lysningen.
V: Solrigt og varmt.

-

Velarian vågnede. Han var åbenbart faldet i søvn mens han grublede over den dårlige fornemmelse han havde i går aftes, så han lå ikke i sit telt, men foran det nu udbrændte bål.
Natten havde ikke været for kold, og han havde sovet godt.
Han kom op at sidde, hev noget græs ud af sit hår og kiggede halvforvirret rundt i lysningen.
Så trak han på skuldrene og fandt sin panfløjte frem.
Han begyndte at spille. En behagelig, rolig melodi.

Moon trippede lidt rundt ud i skoven, hun var ved skovens sø. Hun vra i sin ulv form, når hun tænkte over det, var hun meget i sin ulv form. Hun gik og kiggede gdt på vandet, skulle hun eller skulle hun ikke? Det var spørgsmålet, hun havde gået med i et stykke tid. HUn tænkte næstne hele tiden på det. Hun rystede kort hovedet, da hun ikke kunne tænke mere over det. Hun hørte noget, hun kiggede rundt. Hun lyttede, et fløjtespil? Hun gik nogle få skridt frem, skulle hun gå der over? Hun gik stille og rolig med lyden, det lyd smukt. Hun satte sig lidt uden for lysningen, hun lyttede.

Han spillede i et stykke tid, hvorefter han med et tilfreds og glad smil bandt panfløjten fast til sit bælte.
Han rejste sig op og samlede lidt brænde fra den efterhånden lille bunke han havde. Så lavede han et nyt bål, men undlod at tænde det.
Da han havde lagt det sidste stykke træ på, fornemmede han Moon's tilstedeværelse, og vendte hurtigt ansigtet i retning af det sted hvor hun sad.

Hun vippede lidt med hovedet til musiken. Hun havde et lille smil på læben. Melodien lyd lidt som en hun kendte, men hun var ikke sikkert. Hun lyttede godt efter meldoien. Hun gabte kort, og rystede hovedet. Hun havde ikke sovet meget i nat. Hun viste dog ikke hvorfor. Hun kiggde kort op, til meldien stoppede. Hun kiggede rundt, hun fik øje på drengen, hun slap ham ikke. Hun kiggede lidt på blået, her havde hun været før. Hun smilte lidt, til han kiggede mod hende. Hun hoppede lidt siden, så man ikke kunne se hende. Hun gjord det nsæten lydløs, men ikke helt.

"Du er stille, men ikke stille nok" sagde han "Træd frem og sig mig hvem du er".
Han rejste sig op og kiggede i den retning hun gemte sig.
*Jeg fornemmer magi...* tænkte han.

*Selvfølgelig er jeg stille, noget møg at jeg ikke er stille nok,* tænkte hun stille. Hun viste ikke om det ville blive kamp, hun håbede ikke på det. Hun ville ikke være med til kamp. Hun kiggede lidt ned. Hun lyttede til ham, hun vippede ørene lidt. Hun kunne mærke at han kiggede mod hende, hun stod helt stille.
*Selvfølgelig er det magi her," hun fik et ide. Hun lagde sig lydløs ned. Hun pev lidt.

Han fik et bekymret udtryk i ansigtet da han hørte hendes piven.
*Har jeg taget fejl? er det bare en såret ulv eller hund?* tænkte han og begyndte at gå over mod hendes gemmested.
"Hallo?" spurgte han prøvende på vej derover.

*Måske er jeg helddig, for en gangs skyld?* Tænkte hun stille, hun fik smilet fra fra hendes læber. Hendes piv døde lansgomt hen, efter et stykke tid. Hun bed sig hårdt i benet, bare for at det skulle se lidt rigtig ud, men det gjord det ikke helt.
Hun rystede hovedet engang til. Hun pev igen lidt mere end før, da hun hørte ham, hun lå stille.

Han nåede hen til hende.
Da han fik øje på såret så han endnu mere bekymret ud.
"Din lille stakkel" sagde han og satte sig på hug foran Moon.
Han rakte prøvende en hånd frem, parat til at trække den hurtigt til sig hvis ulven ville bide.
"Lad mig hjælpe dig." hviskede han.

Hun kiggede på ham med sine grønne øjne. Hun blev lidt usikker på at hendes plan virkede rigtig, da han blev bekmret. Hun lyttede blidt til ham. Hun ville har gjord store øjne, men tvang sig selv til ikke at gøre det. Hun ville ha kløet sig i nakkede, og lingede en der ikke viste hvad hun skulle, men hun gjord heller ikke det. Hun stoppede med pive. Hun kiggede lidt på ham. *Jeg er et menneske, eller næsten,*" tænkte hun, hun viste ikke hvad hun skulle gøre. Hun lagde poten på hans hånd, det kunne vel ikke bliv værre?

Han smilede da hun lagde poten på hans hånd.
"Du kan mærke at jeg ikke gør dig noget" sagde han roligt og fandt en rulle bandage frem fra en af hans lommer.
Han begyndte forsigtigt at tørre Moon's sår af med et stykke bandage for at rense det så godt han kunne. Så rullede han noget bandage ud og begyndte at lægge det om hendes ben.

Hun var lidt urolig og usikkert. Hun mente ikke mere det var klogt gjord, hun hadede det jo. At få bandage på sig, og blive nusset om bagefter, få det stadig gjord ondt også videre. Det havde noget med at gjord da hun var lille. HVorfor rejste hun sig ikke bare op, og løb væk. Han brugte tid på noget. Noget der ikke var vær at bruge tid på.

Han blev færdig med at lægge bandagen på.
"Sådan." sagde han og smilede.
"Nu er du så god som ny."
Han klappede hende blidt på siden.

HUn vippede lidt med ørene, hun var stadig urolig. Hun havde brugte hans tid for ingen ting, hun sukkede lydløs.
*God so ny? Det var jeg nu også før eller næsten,* tænkte hun og kiggede ned på sit ben, hvordan skulle hun få det at, efter han var gået? Hvis han gik.

Han satte sig ned og kiggede på Moon.
"Det er sjældent at man ser en ulv gå rundt alene" sagde han.
Han så hende i øjnene, og smilede venligt.
*sød ulv* tænkte han.

Hun kiggede stadig på ham, hun slap ikke ham. *Ja, det er jo fordi ulven er et flokdyr,* tænkte hun, og rullede lidt øjne. Det linge u bare hun var træt, da ulve ikke roller med øjnene. Da han så hende i øjnene, genkendte hun ham. Hun havde vel set ham ude i byen eller linge? Hun smilte lidt på en måde. *Takker,* tænkte hun efter har læste hans tanker.

"En ensom ulv kan ikke klare sig ret godt alene. Og slet ikke i den her skov." mumlede han for sig selv.
Han rejste sig, smilede til Moon og gik over til sit telt for at lede efter noget.

Hun lyttede til ham. Hun vippde lidt med ørene. Hun belv overhovedt ikke mere rolig af det, hun blev mere urolig. Hun kiggede efter ham. Hun lyttede til hans skridt. Da han var væk, begyndte hun at bide i bandagen. Hun kunne bed lidt hårde.

Han fandt en pakke tørret kød frem og gik tilbage til Moon.
"Hvad laver du?" spurgte han overrasket da han så at hun bed i bandagen.
Han satte sig, skubbede blidt hendes hoved væk fra bandagen og sagde:
"Hold op med det der. Jeg ved godt det er ubehageligt at have på, men tro mig. Du vil hellere gå med den der i et par dage end du vil have et tre gange så tykt ben fordi der er gået betændelse i såret."
Han åbnede pakken med tørret køg og rakte hende et stykke.

Hun hørte ikke, da han kom tilbage. Hun blev forrasket over at han skuddede hende hovedet blidt væk. Hun sukkede lydløs, ikke noget menneske idag. *eg bider det af, så jeg kan komme væk, før jeg gøre der her værre,* tænkte hun, men viste godt han ikke kunne høre hende. Hun lyttede til ham, eller det linge hun gjord. Hun lagde hovedet ned på sine forpoter. Hun kiggede ned i jorden.

"afsløret" sagde han og rejste sig op. Han lagde armene over kors.
"Du er lidt for intelligent til at være en ulv. Lad mig gætte... Aspara?"
Han smilede stadig venligt til hende.
*Hun er utryg, men uden grund* tænkte han.

*Woow, drengen gættede det.* tænkte hun og kløede sig lidt, men den anden forpote. *Ja, jeg er klog. En Aspara? Sikkert,* tænkte hun lidt smilende. Hun fnys af ham. *Jeg er meget mere end det. Selvfølgelig er man da utryg,* tænkte hun. Hun var kun blev mere urolig.

"Du er fri til at gå. Jeg er ikke hverken ond eller led." sagde han og gik over til bålet igen. Han fandt sin panfløjte frem, og lige inden han begyndte at spille på den, sagde han over skulderen: "Du er selvfølgelig også velkommen til at blive."

Hun nikkede blidt bare, hun viste ikke hvad hun skulle gøre. Hun kiggede efter ham, hun sukkede lidt. *Tak,* tænkte hun kort. Hun kiggede ned på sin forpote. Hun i forbindningen igen, hun kunne ikke få den af. Hun rejste sig op, og rystede sig.

Han spillede den samme melodi som før.
*Gad vide hvem hun egentlig er* tænkte han *og om hun er okay*