Lykke og Ulykke, Fløjtespil og Savn

S: Miami
T: tidlig aften
O: Den tomme strand, Miami i baggrunden.
V: Varmt og behageligt.

~

Velarian sad i sandet og så ud mod solen, der stadig hang over horisonten. Han sukkede.
*Hold nu op, Velarian. Op med humøret..* tækte han.
Han tog sin panfløjte som lå i hans tøjbunke. Han havde svømmet op og ned langs stranden og ndt det halvlune vand det meste af dagen, så han var stadig kun iført korte bukser.
Han satte fløjten for munden, og begyndte at spille.
Han forsøgte at lede tankerne væk fra Kajika og Zann.

Kajika kom stille gående ned mod stranden hun var taget en tur til miami for at få lavet en tattoo over håndledet det venstre med hendes navn og efter navn Kajika Thé Volkan. Hun kiggede rundt ved stranden stille i sine jeans shorts der var mørke blå og det lange sorrte hår bølgende ned af ryggen smukt svævende bagved hende og de grå øjne spejdende over hele stranden efter noget at lave midt på aftens frembryden, hun fik stille den liflige musik i øret og rettede på sin trøje der stille hang over hendes skuldre og viste hele hendes skuldre og stoppede over brystet og fortsatte ned til hendes mave man kunne se hendes navle fordi t-shirt toppen stoppede lige over navlen lidt over, hun så rundt og fik øje på Velarian og sagde stille"Velarian"

Han stoppede omgående og rettede sig op med et ryk. Med frygten malet i ansigtet så han i retning af hendes stemme.
"Nej..." hviskede han "Åh nej..."

hun så stille mod hans frygtende ansigt og sukkede i det hun stille tænkte*Nej jeg... må nok hellere gå jeg vil ikke ødelægge .... hans ferie?? eller nye bo sted..... men hvad laver han her... hvorfor er han alene* hun fik lyst til at gå hen og holde om ham men tog om halskæden om halsen og så stile på den med en tåre pressende om at komme ud af hendes øjnes tåre kanaler, hun sukkede og skyndte sig at vende ryggen til velarian og skyndte sig at gå

"Kajika..." hviskede han. Han vendte ansigtet væk, Hun skulle ikke se hans tårer, for nu kom de. Han kunne ikke kontrollere det. Han rystede over hele kroppen, og tårerne trillede ned ad hans kinder.
Han græd.

Hun så sig stille over skuldren og kunne se på ham han græd, hun bed sig i underlæben og sagde til sig selv"hvad skal jeg gør.... nu græder han??, skal jeg gå der hen eller blive væk... hvad skal jeg..." hun tog sig til hovedet stille og sukkede i det hun løb over til ham uden overhovedet at tænke over det og sad nu på knæ foran ham og tog om ham og sagde"Velarian" hun kunne mærke han rystede og sukkede blidt og der faldt tåre ned af hendes kind men inden lyd kom fra hendes mund. hun lukkede øjnene i mens hun holdte om ham og sagde"undskyld jeg vidste ikke du var her"

"Nej.." hviskede han. Hans stemme var fuld af smerte.
"Nej..."
Han nægtede at åbne øjnene. Nægtede at se på hende, men han kunne mærke det, og guderne skulle vide at han var delt i to:
Det var ufatteligt rart at føle hende igen, men det gjorde også ufatteligt ondt inden i.
Han løftede armene og lagde dem om hende.
*Åh gud hjælp mig...* tænkte han.

den amulet kajika havde givet Velarian lyste stærkt blå fordi hun græd nu, den havde hendes tåre inden i og hendes kraft vand, hun kiggede stlle på ham med et smil og sagde"Velarian... jeg ... jeg kunne ikke bare vende dig ryggen jeg har sådan savnet dig!" hun græd stille igen og hun havde hans halskæde om halsen og krammede ham indtil sig og sagde"velarina..... undskyld" hun slap ham blidt og turde ikke se på ham havd skulle hun sige han ville jo ikke rigtig se hende... og hun sårede ham os

Da hun slap ham, åbnede han langsomt øjnene. Han så på hende.
Hans øjne var helt matte.
"Kajika..." hviskede han.
*Hvorfor? Hvorfor bringer skæbnen os sammen igen!!?*
Han vidste ikke hvad han skulle gøre.
Han tørrede sine tårer væk. Det nyttede ikke at græde.

Kajika stoppede blidt hans armne og fjernede hans hænder fra hans tåre og kind, og sagde stille med blide ord"Du behøves ikke fjerne dine tåre .... jeg syntes du smuk når du græder og det skal du aldrig skjule dine følser Velarian" hun krammede ham blidt igen og sagde"Velarian jeg har sådan ..... sådan savnet dig" hun græd stille og stoppede efter noget tid med et lille smil på de blide læber og rødmede let i det hun sagde"er du okay?"

"Nej" sagde han. "Det er jeg ikke."
Han så på hende.
"Har Zann fortalt dig hvorfor jeg er her?"
Hans stemme rystede og hans øjne var stadig matte.

Hun kiggede stille på velarina og sagde"nej det har han ikke hvorfor skulle han da fortælle hvorfor du var her eller at du overhovedet var her?? velarian??" hun kiggede undrende på ham men lagde sig så ind til hans brystkasse og sagde med blide ord"jeg er så glad for at se dig igen Velarian der er helt vildt .. men kommer du nogen sinde tilbage til Di morga???" hun kiggede undrende på ham og gik stille væk fra ham og sukkede dybt over vis han nu skulle sige nej

"Jeg kom her for at komme væk. Væk fra sorgen og minderne. Alt hvad der kunne minde mig om dig. Jeg kom her for at blive hel igen, for at heles, og for at komme til at kunne acceptere dig og Zann. Jeg fangede Zann i færd med at forlade Di Morga og jeg overtalte ham til at tage tilbage til dig, og ved du hvorfor?" han så alvorligt på hende.
"Fordi jeg ønsker at du er lykkelig."

kajika så med blide øjne på Velarian og stammede lidt i det hun ikke forstod hvorfor Zann i første omgang ville forlade hende. der kom en skærende smerte gennem brystet og hun fik små ord på gled over sine læber og sagde"jeg..... jeg virkelig ked over jeg kom Velarian og hvorfor ville Zann forlade di morga.... jeg troede han...." hun kiggede stille væk men fik et lille smil frem og sagde"jeg ?? måske bare lidt forvirret nu" hun kiggede overrasket på velarian og sagde"velarian! ååårh velarian!!!..... hvor er du dog .... dejlig men... jeg kan ikke være lykkelig vis du ikke er lykkelig er der intet jeg kan gøre for dig" hun så ham i øjnene ledende efter et svar på hans lykke

Han så hende i øjnene.
"Der er intet du kan gøre, for du kan ikke forråde dit hjerte."
Han rejste sig op, og gik ud mod vandet mens han strakte sig.
Han var stadig ked af det, men der var ingen grund til at vise det.

Hun sukkede dybt og var ved at græde på Velarians vegne og sagde"jamen jeg vil så gerne gøre dig Lykkelig..!!" hun kiggede ned af sig selv og trillede med tomlerne mens hun begyndte stille at græde og tænkte*jeg vil så gerne ha du os er lykkelig Velarian..... du skal ikke være ulykkelig det må du ikke* hun rejste sig ked op og tog ham i hånden stille og sagde"Kom Velarian ... du gav mig et løfte en gang du vil vel ikke bryde det" hun så ham i øjnene nu og hentydet til shopping. de havde stadig åbnet rundt omkring

"Kajika, du er nødt til at gå. Hvis ikke du går så... så er jeg bange for at jeg kysser dig igen." han så ned.
Han skammede sig over ikke at kunne slippe hende.
*Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre...* tænkte han.

kajika stivnede lidt i det og så uskyldigt på Velarian og sagde"jamen.... velarian nej... hvorfor vil du ikke lade mig være nær dig hvorfor skulle du os være forelsket i mig.... jeg så dum jeg ..." hun græd lidt nu og skyldte alt skylden på sig selv sit hår sin krop sit udseende sine øjne alt på sig selv men ingen skyld mod Velarina i det hun stille slap hans hånd blidt og begyndte at gå fra stranden mens hun var ked og græd

"Åh gud..." hviskede han trist.
"Hvorfor skal det være sådan her?"
Han så efter hende og fik tårer i øjnene.
Han bekæmpede den voldsomme trang til at løbe efter hende, og gik ud mod vandet.

kajika så stille på halskæden og tog den stille af og kastede den ud på en vej og så stille på den og græd mens hun sagde stille"vis du ikke gider se mig eller noget så vil jeg slet ikke ha et minde fra dig" hun tog sig blidt til halsen og kunne ikke holde det ud , hun så en lastbil køre mod halskæden og skrig i det hun løb ud på den store vej foran biler og tog halskæden og landede stille i midten hvor der var en græsplet og sådan lidt så biler de ikke kørte over på den anden side og tog halskæden ind til sig og sagde"Jeg kan ikke efterlade den...." hun tog den stille på og kiggede trist mod bilerne

Han sprang i vandet, og hans salte tårer blev opløst i det kølige saltvand.
Han svømmede op og ned ad sranden hrtigere og mere kraftfuldt end nogensinde før. Han måtte tænke på noget andet end den søde Kajika.

kajika rejste sig op efter noget tid og kunne endelig komme over da en bil holdte for hende, hun gik stille mod byen med hænderne om halskæden og græd stille men uden en lyd men tårene faldt skam med tusind ord i sekundtet og hun sukkede bare dybt over at hun sårede Velarian ved at være der hun havde mest tænkt sig at hun kunne gemme sig i hans nærhed og bare vær nær ham og holde øje med ham, hun valgte at gå rundt og spørge efter Velarians hotel, hun fandt endelig det sted han boede og valgte at vente til han kom der og så holde øje med ham og se om han var okay

Han kom op ad vandet og strakte sig. Han så ned af sin krop.
"Velarian dog, du er ved at være muskuløs...*
Han var slank, men muskuløs.
Han gik op og tog sine bukser på. Resten tog han under armen. Så gik han hjem mod hotellet.
HAn havde stadig Kajika i tankerne.

kajika gik ud på badeværelset på hotellet lagde en taske på bordet tog håret op i en knold og tog briller på så hun så lidt nørdet ud og nederdel der var kort men dog ikke for meget og stram , og så en trøje der var lang der dækkede det meste af nederdelen og tog stiletter på og gjorde så hun ikke var til at kende igen, hun så på sig selv og tænkte*er det virkelig mig??* hun grinte lidt og gik udenfor toilettet igen og så rundt på hotellet og holdte øje efter Velarian hun ville passe på ham sørger for der intet skete med ham og at han ville ha det godt og ikke gør noget dumt

Han nåede hotellet og gik indenfor.
Han nikkede kort til piccoloen og gik op ad trappen.
Så låste han sig ind på sit værelse.
Han havde ikke set Kajika.