Fløjtespil ved søen

S: Søen
T: 12:00
O: Søen, den omkringliggende skov, og en stor kampesten ved søens bred.
V: Varmt.

~

Velarian kom op til overfladen igen efter at være dykket ned på søens bund.
Han nød at svømme og dykke.
Han svømmede ind til bredden og sprang op ad vandet.
Så hoppede han op på den store kampesten hvor hans tøj lå, svøbte sig i et håndklæde, og satte sig ned.
Han rodede lidt i tøjbunken, og hev så sin panfløjte frem.
Velarian smilede, og begyndte at spille en rolig melodi.

- køn melodi, sorthud..
luciel stod i skyggen af et stort træ. hun lænede sig afslappet op af det, mens hun smilede dovent. hun så i det hele taget meget doven ud... men hun kiggede længselsfuldt ud på søen.. hvor hun savnede at svømme i solens lys, uden at få det dårligt..

Han kastede et blik på hende. Selvom han genkendte hende, havde han ikke længere noget had til hende.
Han stoppede med at spille.
"Tak." sagde han og så på hende.

- jeg har aldrig mødt nogen af din slags der spillede fløjte.. hvor har du lært det?
man kunne høre på hendes stemme at hun smilede, mens hun så på ham.
- du er i det hele taget meget atypisk for en sortelver...

Han smilede ved hendes ord.
"Jeg er ikke som de andre Sortelvere." sagde han og så ud over søen.
"Jeg har selv lært mig at spille" sagde han og lod fingrene løbe over panfløjten.

- det er jeg glad for.. jeg ville ikke være glad for at komme i kamp med din slags.. igen..
detv er ikke kampen med velarian hun taler om.. hvis man altså kan kalde det en kamp. der er kommet en skygge over hendes stemme, og hun lyder dyster.
hun husker kun alt for godt kampen med sortelveren.. og aret hun fik som en påmindelse om sin ydmygelse.

"Jeg husker vores kamp. Jeg reagerede idiotisk og jeg undervurderede dig kraftigt." sagde han.
"Du lyder som om du har mødt nogle af mine... artsfæller" Han spyttede det sidste ord ud som var det en ulækker klat slim.

- det har jeg.. og det er ikke et møde jeg er stolt over.
hun trak sin bluse op så man ku se et ar på hendes ryg. det gik fra højre skulderblad til venstre hofte. det var meget tydeligt mod hendes hvide hud.
da hun trak blusen ned igen og vendte sig om, havde hun bøjet hoved, men vreden der slumrede i hende var tydelig.

Han så på arret og nikkede.
"Næsten alle Sortelvere er dødsensfarlige og modbydeligt onde." sagde han.
"Jeg forlod min klan da mine brødre... dræbte... en elverpige."
Mindet bragte noget mørkt frem i hans stemme.

- bare for deres fornøjelses skyld? eller var der en grund til det..
det var tydeligt at hun regnede det første som det mest sandsynlige. hun havde aldrig brudt sig om når folk dræbte uskyldige.. det havde hun kun gjordt en gang.. bag efter brækede hun sig.. det gjorde hun aldrig igen!

Han så på hende.
Hans øjne var mørke og mystiske.
"De gjorde det for fornøjelsens skyld. De voldtog hende på skift, og derefter..." han stoppede sig selv.
"Undskyld. Men jeg kan ikke klare tanken om det de gjorde ved den stakkels pige." sagde han så.

- du behøver ikke beskrive det.. jeg kan udemærket forstille mig det!
hendes stemme var kun en snerren.. hun vidste at de ville have gjordt det samme med hende hvis hun havde været svagere. kun takket være held slap hun væk.
på trods af tonefaldet havde hun alligevel medfølelse med sortelveren som var så meget anderledes end hans brødre.

"Det var forfærdeligt. Og de tvang mig til at se på... Jeg var hos hende og holdt hendes hånd.. forsøgte at dulme hendes smerter. Lige indtil hun døde. Derefter forlod jeg klanen" sagde han.
Han så over mod Luciel.
"Du kan vel ikke tåle sollys...?" spurgte han.

- til en hvis grad.. men ikke for længe..
der er medlidenhed at se i hendes isblå øjne da hun kigger på velarian, men hendes mund smiler da hun svarer ham.
hun står lige på kanten af skuggen og overvejer om hun skal gå ud.. hun må bare ikke glemme tiden! hun ville blivere svagere.. tilsidst ville hun brænde op hvis hun blev derude for længe..
alligevel trådte hun et forsigtigt skridt ud i solen, og gik med vagtsomme skridt over mod velarian.. som om hun var bange for at hun ville begynde at brænde hvis hun gik for hurtigt.

"Kan du ikke bare have noget over dig?" spurgte han venligt.
Han sad stadig på kampestenen med håndklædet om sig og nød solens varme

- hm.. det ved jeg ikke.. jeg plejer ikke at bevæge mig så meget rundt når det er lyst, medmindre det er for at jage..
hun gik hen og satte sig ved siden af ham.. hun så ud til at nyde at være så tæt på solen i dagslys, men hun var også blegere end før. man kunne godt se at hun ikke havde det helt godt.

Han kiggede på hende.
"Er du okay? Er det solen?" spurgte han.
*Tænk at jeg skulle komme til at bekymre mig for hende* tænkte han og kom til at smile.
Han havde ikke forventet at de ville kunne komme til at tale venligt sammen efter deres sidste møde.

- jeg har det... fint nok..
hun bed sig i læben. hun var slet ikke vant til solens varme, og dden gjorde hende lidt svimmel.. hun kiggede ikke på velarian, men derimod ned i søens vand hvor solen spejlede sig..

Han fulgte hendes blik.
"Tag bare en dukkert. Jeg skal nok kigge væk" sagde han med et smil.
"Jeg er ikke nogen pervers idiot." han grinede og smilede til hende.

- tak..
hun smilede drillende, da han kiggede væk.
hun trak hurtigt sit tøj af, og satte i et spring ned i søen. hun dykkede hurtigt ned under overfladen og nød at være under vandet. nød at mærke vandet omfavne hende og at føle sig vægtløs. da hun besluttede at det var tid til at få noget luft, og stak hovedet op over vandet grinede hun over hele hovedet.. det var første gang at nogen havde set hende smile så stort.

Han sad med ryggen til. Han kiggede ikke.
Et smil bredte sig på hans ansigt da han hørte hendes latter.
"Nå det var noget du kunne lide?" sagde han glad.

- ja.. jeg savnet at svømme mens solen er oppe. du kan godt vende dig rundt..
man kan høre latteren i hendes stemme, før hun igen forsvinder under vandet. det er tydeligt at se at hun stadig er en dygtig svømmer, selvom det er lang tid siden hun sidst svømmede.
hun dukker op længere ude i søen, men hun er ikke lang tid over vandet før hun igen dykker. kort efter er hun igen der henne hvor hun var før.

"Jeg respekterer piger, jeg bliver siddende her til du har fået tøj på igen. Det er helt okay" sagde han og smilede.
Han lukkede øjnene og nød solens bagende varme mod sin hud.

- gør du bare det..
man kunne høre at hun roligt steg op fra vandet og gik hen til sit tøj. da hun var påklædt igen, gik hun hen og satte sig på stenen igen. hun smilede over til velarian, og ser meget glad ud. men hun er meget bleg nu. sollyset er tydeligvis ikke godt for hende.

Han så på hende. "Jeg tror hellere du må komme ind i skyggen igen. Du ser lidt bleg ud." sagde han en smule bekymret.