Sorgens Fløjtespil

S: Forêt
T: 22:30
O: Velarians telt, Skoven omkring lysningen og bålet midt i lysningen.
V: Lun aften.

~

Velarian gik ind i lysningen. Han følte det som var han blevet tævet igennem af en hel flok uhyrer, selvom han ikke for alvor havde været i kamp.
Han tændte hurtigt bålet og lod sig dumpe ned i græsset.
Han fandt sin panfløjte frem og begyndte at spille en stille, sørgelig melodi.
Han lukkede øjnene og kunne ikke undgå de pinefulde minder fra de ting der lige var sket inde i byen.
Selv varmen fra bålet kunne ikke tø isen i hans hjerte.

kajika var som altid gået sig en lille tur men for anden gang igen ... faret vild fordi hun var gået for langt og ikke nok med det så boede hun ingen steder og frøs og havde kun shorts på og en lidt lang stram figur syet trøje der var tynd og hvid, Hun kiggede på de meget korte sorte shorts og tog rundt om sig efter som hun havde holdt til ved en fest og var gået i sin normale dagdrømmer verden og endt her i ingen mands skoven, Men lidt tid efter i det hun gik rundt og fik den ene gren efter den anden i sit sorte lange bølgende hår og grene pisket ind mod benet og mave kunne hun høre den mest vidunderlige tone hun havde hørt i lang tid en fløjte der spillede smukke toner, hun gik stille mod lyden og stod stille bagved et træ og kiggede med åben mund og blanke øjne på fyren der sad ved sit telt ved bålet og spillede vidunerligt, hun rødmede let og kiggede ikke mod ham men lod sin ryg stille sig på op af træet og tænkte*Måske burde jeg gå?? igen*

Han spillede og spillede og spillede, og til sidst kunne han ikke holde det ud længere. Han nærmest spyttede panfløjten ud samtidig med at han smed den fra sig.
Han lod sig vælte om på ryggen og begravede ansigtet i hænderne med et fortvivlet hulk.
Han græd stille. Han havde ikke grædt i mange år.

kajika hørte stille hvordan musikke forsvandt og at fyren hun lige havde set spille smukke toner nu begyndte at græde først der gik det op for ham at han var ked og ikke spillede af ensomhedens skyld. hun bed sig blidt i underlæben og tænkte*Nej .... Kajika det pinligt du kender ham ikke.... jeg burde nok gå... eller nej det synd for ham han ser så ensom ud.... jeg vil ikke have han lider....* hun kiggede stille mod ham fra træet igen og listede hen til ham stille i det hun pludselig stod over hans hoved altså med sit hoved bare fra den anden side så når han åbnede øjnene ville hun være på hovedet for ham, hun kiggede stille på ham og sagde med en blid varm og forsigtig stemme"Er du?? okay?" hun kiggede på ham med de helt klare blanke Sølv farvede øjne der var helt unikke og lignede de var i familie med stjernerne,

Han åbnede øjnene og mødte hendes blik. I et sekund eller to lå han bare og stirrede på hende. Så rullede han om på siden og kom op at stå.
"Hvad... hvad vil du?" spurgte han. hans stemme rystede.
Han stod med ryggen til hende.

kajika kiggede stille på velarian og sagde stille men dog hurtigt tilbage til ham"jeg.... det var ikke mening at forskrække... dig undskyld jeg hørte dit smukke fløjte spil og fulgte det og jeg undskyld" hun så på ham helt overrasket og nervøst i det hun sagde"jeg.... jeg skal nok gå jeg ville bare se om du var okay... jeg ved det dumt undskyld jeg kender dig ingen gange???... jeg skal nok gå nu" hun vendte sig elegant om og begyndte hurtigt at gå fra hans lejr hun gik lige 2-4 skridt

Han sukkede.
"jeg ved ikke... det var... sødt af dig."
Han håbede på en måde at hun ville blive.
Bare så han ikke skulle være alene. Hans hjerte gjorde så ondt...

Kajika stoppede stille op og vendte sig elegant om så hendes hår svang med hende og de sølv farvede øjne hvilede igen blidt på ham og et lille men dog venligt smil bredte sig på hendes smukke læber der stille formede sig i et smil på hendes næsten hvid blege hud men dog fejfri var det så det så ikke helt skørt ud, hun kiggede stille på velarian og sagde"det gør intet... jeg skulle ikke sådan ha overrasket dig men tro mig det var ikke min mening at gør dig forskrækket" hun holdte nervøst sin hånd ved hjertet og så stille på ham og ventede på svar

Han vendte sig om mod hende. Hans lange hår svejede i luften og hans kønne øjne mødte hendes.
"Det er okay." sagde han. Han havde fået nogenlunde styr på sig selv. Han lagde mærke til hendes meget lette påklædning og fik et undrende udtryk i ansigtet.
"Hvad laver du egentlig helt herude på denne tid.. og så i så.. lidt tøj?" spurgte han.

kajikafik en rød let nuance over de fejfri næsten blege kinder fordi hun var ikke vand til nogen så hende i hendes sølv grå øjne og kiggede stille ned mod jorden som en genert lille skole pige og sagde uskyldigt angående hendes beklædning"det fordi... jeg har ingen sted at bo så jeg tager til fester og ja overnatter der et eller andet sted.... men i dag var der for mange drenge så jeg flygtede.." hun var jo en Aspara men bare anderledes end alle de andre aspara, en aspara var anset og var det smukkeste væsen på jorden men det kunne man værken mærke på kajika eller sådan se ldit væk fra lyset, hun kiggede stille på am og rystede fjollet på hovedet og sagde"så gik jeg i min egen dagdrømmer verden igen og endte helt her ude ? og ja... her er jeg så" hun kiggede stille op mod ham igen lidt genert

Hendes gennemskinnende uskyldighed tryllede et smil frem på hans læber. Noget han absolut ikke havde forventet ville ske.
Samtidig mærkede han bekymringen for hende begynde at melde sig.
"Du har ikke noget hjem?" sagde han. Det var ikke så meget et spørgsmål for hun havde jo lige fortalt ham at hun ikke havde et hjem.
"Hmph.. ja vi fyre kan virkelig være nogle svin. Fryser du?"
Han undrede sig over at han stadig var i stand til at tage så meget hensyn til andre, og ligefrem være bekymret.

kajika rømmede sig let over at han faktisk nærmest bekymret ?? sig over hende hun fik et lille uskyldigt smil over læberne og tog hurtigt hånden op foran det i alt sin flovhed og rødmede let igen lige efter det faktisk var forsvundet og så lidt op mod himlen mens hun stod og svejede fra side til side med bene over hinanden elegant og så uskyldig ud som hun var og sagde stille genert og venligt" åååårh? mig... nej eller jo? faktisk lidt men... det okay jeg overlever" hun kørte sin hånd op af sin anden arm og kiggede stille på ham og gøs i det der kom en kølig brise og sagde"tænk ikke på mig..... det lyder til du selv har nok med problemer" hun kiggede lidt flovt væk og tog sig blidt til kinden for at skjule sin pinlige rødmen og så stille mod ham igen med de varme sølv grå stjerne agtige klare øjne og lagde hovedet lidt på skævt i det hun lukkede øjnene nuttede og smilede kært

*Nuttet* tænkte han med et smil. Han gik hen til teltet og hev et stort, varmt tæppe ud af det. Så gik han over til Kajika og lagde tæppet om hendes skuldre.
"Tænk ikke på mine problemer. De er... ja jeg ved ikke. Ligegyldige." sagde han og gav hendes skuldre et venligt klem.
"Kom med over til bålet og få varmen." sagde han og slap hendes skuldre.
Han gik over til bålet og satte sig, men uden at tage den bortkastede panfløjte med.

Kajika over rødmede i det han nærmede sig hende men fik et lille smil frem og da han lagde tæppet om hende fik hun rigtig røde kinder og kiggede lettere genert på ham og sagde stille med en blid smuk tone"tak det er meget venligt af dig" hun tog sig stille til kinden og mærkede det lille skulder klem og blev rigtig genert nu fordi hun var ikke vand til berøring sådan da... hun kiggede stille på fyren med et smil på læberne og gik stille med ham og satte sig ved hans side men da hun gik der hen tog hun stille hans fløjte og satte sig ved hans side og gav ham den stille i hånden og rødmede let i det hun sagde med en elegant smuk stemme"jeg tror dette er din" hun sendte ham et kært smil og stak stille hænderne frem for at få varme og kiggede roligt mod ham i det hun fik sit navn over gled på læberne"mit navn er forresten kajika"

Han tog imod panfløjten med et smil.
"Smukt navn. Mit er Velarian." sagde han.
Han satte fløjten for munden og begyndte at spille en roluig, men knap så dyster som før, melodi.
Han forsøgte at holde minderne fra det der var sket tidligere på dagen væk, og det lykkedes ham på en måde fordi Kajika beroligede ham. Bare det at hun var der var nok til at han var nogenlunde okay igen.

Kajika smilede sødt og støttede stille hovedet på sine hænder, mens hendes albuer var på hendes knæ og hun nynnede stille en smuk melodi der passede til hans fløjte spil og lukkede blidt øjnene i det hun sagde med et smil på læberne"Velarian du har os et smukt navn og meget unikt navn" hun kiggede stille på ham med det ene øje åbnet og sagde"jeg fatter ikke du smed din fløjte væk det lyder jo så smukt og beroligende" hun kiggede på ham med begge øjne åbne nu og tog tæppet lidt mere ind til sig og puttede sig nærmest ind til tæppet og sagde"ååårh det så dejlig varmt" hun kiggede lidt ned og smilte sødt og begyndte stille at grine og sagde"ved du hva?? sidste gang jeg dagdrømte sådan her gik jeg helt fra terra til en kirkegård uden for terra??" hun smilede kært og sagde"Dagdrømmer du nogen gange ?? Velarian"

Han stoppede med at spille.
"Ja.. det gør jeg..." sagde han trist.
Han tænkte på sin sidste dagdrøm... og kom til at tænke på det han havde oplevet for få timer siden. Han så ind i bålet.
Hans had begyndte at vende tilbage.

kajika kiggede stile på ham og sagde"så ved du vist os hvad jeg taler om" hun grinte kært og kiggede stille på ham og kunne fornemme at der var et eller andet inden i ham der gjorde ham vred og trist hun var så genert og flov men han havde været så sød ved hende, hun frem for sin flovhed lagde stille sin hånd blidt på hans og kiggede på ham direkte i øjnene med sine for at berolige ham og sagde"velarian er du okay?.... bare tag det helt roligt og lad følserne løbe vis du trænger til det... jeg lover at uanset hvad så er jeg lige her ved din side" hun havde hovedet let på skrå og sendte ham et sødt smil og fjernede stille sin hånd fra hans

Han så hende i øjnene. Hendes venlighed fik hans hjerte til at briste, og tårerne begyndte at løbe ned ad hans kinder.
"Jeg troede hun elskede mig men..."
Han tog en dyb indånding og hans øjne blev en anelse kolde da han sagde:
"Der var en anden. Og jeg tog dem på fersk gerning... Jeg forsøgte at slå ham ihjel. Så såret blev jeg. Men han er en dæmon, og min magi kunne ikke skade ham."
Han så på Kajika.

kajika fik en tåre ned af kinden så rørt og ked blev hun på hans vegne, man kunne se den nærmest klare skindende smukke tåre trille smukt og langsomt ned af hendes smukke kinder og lande på det tøre skov jord foran dem og hun sagde stille"årh... Velarian...." hun tog om ham i et blidt og venskabeligt kram og lukkede øjnene og aede ham blidt op og ned af ryggen og sagde med en blid varm stemme"der ingen skam i at græde over at miste en man elsker... bare luk det ud jeg er lige her ved dig" hun strøg ham blidt over håret og blev helt trist på hans vegne og tænkte*forfærdeligt.... sådan som kærlighed kan såre selv de mest ærligste og kærligste på denne jord*

Han tog imod hendes venskabelige kærtegn. Han trængte til ikke at være alene.
"Jeg ved hvem han er" sagde han så.
"Jeg har set ham før, og jeg har hørt hans navn blive nævnt... men det vil ikke interessere dig."
Han lukkede øjnene.

kajika slap ham blidt og kiggede på ham med armene blidt holdet ved hans skulder og hun kiggede på ham og sagde"Det eneste der intressere mig nu er at du får det bedre og .... glemmer alt smerten men i dit eget tempo... husk det altid iorden at elske en anden selv om den ikke elsker en så kan man altid elske personen selv om det vil gør ondt vil man en dag vende sig til tabet men måske ikke smerten" hun kiggede stille på ham og tørte blidt en tåre væk fra hans kind og sagde"ingen burde nogen sinde ha lov til at såre dig så meget" hun undrede sig egenlig lidt over hvem fyren mund kunne være?? men kiggede så opmærksomt på velarian

"Jeg hader hende" sagde han.
"Hun bedrog mig og jeg ville aldrig kunne tilgive hende. Aldrig nogensinde. Og det svin hun var sammen med... jeg håber aldrig du møder ham." sagde han.
"Men det gør du nok heller ikke."
Hans øjne blev koldere. Han vidste hvad han måtte gøre.

kajika kiggede stille på velarian og sagde" hvad hedder han Velarian??" hun kiggede lettere nysgerrigt på ham og sad der helt uskyldigt og fumlede lidt med fingerne mens hun forsigtigt så mod ham og blev lettere bekymret over hvad det var mund han tænkte på og bare det ikke var hævn, hun så stille på ham og sagde"du fortjener bare bedre intet mere ligger der i det... Men du burde nok slappe lidt af og få hovedet lidt på køl måske sove på det?? og især ikke tænke på hævn eller noget okay.. det aldrig løsning altså vold..."

"Hans navn.." begyndte han og så hende i øjnene. Hans øjne var som is nu, og uden at vide hvad det ville betyde for Kajika, sagde han: "Hans navn er Zann Bang."