nattens hemmeligheder -Malfurion

S: Sombre
O: udødt for menneskeer
V: Fuldmåne, skyklart med en masse stjerner.
T: Midt i sommer måneden, Midnat.

Luften var dejlig kølig, det ruskede blidt i træernes grene. Midt i en platage med træer sad Sookie, med hovedet i hænderne. Hendes mørke hår var sat op i en hestehale med en ellastik, som havde overbelastnig. Hun sukkede og tog ellastiken ud af håret, så det faldt ned om skuldrende på Sookie. Hun tog en dyb indånding og lyttede til følelserne omkring hende, et sted inde i byen var der liv og glade dage. Men så stødte hun på noget hun ikke kunne forklare med ord, bare fasinerrende. Og hun kunne mørke at peronen kom nærmere, hun genopbyggede sit skjold, og lyttede til vinden, mens hun ventede på den fremmede.

Malfurion kom gående, hans vinger var strakt ud, næsten som om han var klar til at fflyve væk hvor når det skulle være. Men I virkeligheden strakte han dem bare. Han gabte lidt og lod kronen af sort ild på sit hovede forsvinde så hans hvide hår, der før havde stået op, blev lagt ned. Han foldede vingerne sammen og lod dem forklæde sig som en stor jakke (Som på Avatar). Han fløjtede stille mens han kiggede op i luften, det var faktisk en god aften, bedre end så mange andre aftner.

Hendes opmærksomhed blev taget fra hende, da hun hørte en fløjte. En velkendt melodi, men hun huskede ikke sangen. En mand kom frem fra mørket ud ud i fuldmånens skær, han lignede ikke et menneske, han var for smuk til det. Syntes Sookie, og hans følelser var mere dybe. Han havde en lang sort jakke på, som klædte ham rimlig godt. Og hans hvide hår, stod i kontrast med månen. Rettere sagt, med sådan et udseende, kunne han få en helt masse kvinder til at dåne, og sikkert også mænd. Hun tog sig sammen til at sige noget, men kunne ikke få noget ord frem. Så hun rejste sig fra bænken, og gik ud i månelyset, og ud til ham...

Han stoppede op, han kunne mærke en varme komme imod ham, kropsvarme. Han kiggede direkte på hende da hun kom ham imøde. Hans røde øjne hvilede på hende i et øjeblik mens han så ud til at overveje om hun var ven eller fjende. Efter et stykke tid kom der et stort varmt smil frem på hans læber, det gode gamle venlige smil der kunne lokke næsten alle til at stole på ham. "My My, hello there" sagde han muntert med sin dybe, hæse stemme og fortsatte med at smile til hende.

Hun smilede sit blændende søde smil, der sagde; Du er god nok. Noget i Sookies hjerte sagde pludselig klik, det føltes som om man kunne stole på ham, mens hjernen sagde nej. Men hvad skulle hun vælge, hun valgte sit hjerte, som ind til fornylig aldrig havde været i brug. Og hun manglede nogle venner, skidt pyt hvad de var. Bare de vidste hvad hun var, og acepterede det.
Hun var nysgerrig nok til at overvinde sin generthed, så hun så facineret, med glindsende blå øjne til, mens hun spurgte:"Hvad er du?" Hun bed sig selv let i læben, for hun ville nødigt sige noget forkert.

"Måske skulle du starte med Hvem er du før du spørger hvad er du" sagde han og lod et lille varmt grin undslippe sin hals inden han fortsatte. "Jeg er Malfurion Stormrage, The Blackhearted. Uofficiel hersker af Island. Jeg er en dæmon af ild" sagde han og smilede fortsat varmt til hende. "Hvad er du så?" spurgte han drillende og betragtede hende med et roligt blik. De røde øjne stod helt stille et øjeblik og man kunne i månens lys se nogle flammer brænde inden bag øjnene.

*Wohw, det var noget af en status* tænkte hun, mens hun kiggede ham ind i øjnene. Hun kiggede ned i jorden, pinligt berørt og rødmede, eller gjore hun for kunne en halvvampyr rødme. "Åh... " Sagde hun og nikkede
"Jeg er skam bare halv menneske halv Vampyr, som ikke ander hvad jeg kan, vil, og skal.
"Og navnet er Sookie, bare Sookie." Hun vågede at kigge op på den højt liggende fyr der stod foran hende. Hun fortrød med det samme, for hun blev fyldt med en varme, der gjore at hun følte sig hjemme. Det skræmte hende, men hun følte sig tryk, og det kunne man se ud af hendes øjne.

"Lad mig illuminere dig hvis du ikke ved hvad du kan, vil og skal. For det første, du kan drikke blod, for det andet, du vil drikke blod en dag, for det tredje, hvis du ikke drikker blod så dør du" sagde han med et kækt smil. "Jeg gætter på at du har hørt utroligt mange uhyggelige fortællinger om os Ilddæmoner, og at vi elsker at ødelægge og den slags. Det passer, bare ikke altid. Jeg er mere bamse end dæmon, det bør du vide. Så du ikke behøver at være bange for mig" sagde han og kiggede ned på hende med et varmt og blidt blik og et ligeså varmt og blidt smil.

"Jeg har faktisk ikke rigtig hørt noget om denne verden, forstår du... Min far er vampyr, jeg har bare fået det dårligste fra begge parter. Og min far, han troede at vis jeg intet vidste, ville jeg måske bare blive et normalt menneske. Men sådan gik det vidst ikke til." Hun tænkte på hendes fars vuderende blikke, fra hun var helt lille. Hvorfor var hendes bror så forbandet heldig! Hun strøj en lok hår om bag hendes pande. Den varme mand foran hende stod helt let på jorden, og så fornøjet til. "Men hvad kan du så?" Spurgte hun med løftet øjnbryn, og nygerighed der strålede ud af hendes øjne.

Han rystede et kort øjeblik og havde pludselig en beskidt rotte i sin hånd. "Supersonisk hastighed.. Og så det her.." sagde han og kiggede på rotten der pludselig begyndte at pive i smerte, små blodåre begyndte at vise sig overalt på den lille rottes krop, dens blod kogede. Den vred sig i lidelse i omkring et halvt minut inden han stoppede og satte den lille rotte ned. "Jeg kan koge blod ved blot at kigge på personer.. Og så kan jeg selvfølgelig de normale ting en ilddæmon kan" sagde han og trak på skuldrene.

Hun måtte indrømme at han havde meget magt, og kunne gøre en masse onde ting med sine krafter. Men alligevel var hun ikke andet end facineret. Hun tog sin højre hånd op til tændingen, og kløede sig der. "Waow, man kan ikke andet en være facineret, det er nogle virkelige stærke krafter du har." sagde hun oprigtigt, og smilede til ham. Hun kiggede op mod himlen, som var fyldt med stjerner. "Island siger du, der er smukt ikke?" Spurgte hun, hun havde ikke været særlig meget omkring.

"Jo, jo det er der.." sagde han drømmende og kiggede også op. "Og der er meget varmt inde i min vulkan, den der er kendt som Ejafjallajökul blandt menneskene" sagde han og smilede til hende, hans blik vendte sig fra himlen til hende igen. "Så du er ny, jeg mener med alt det her? Alle racerne og den slags..?" spurgte han og kunne forstå hendes forvirring, han havde jo også selv fornyligt stiftet bekendskab med alle de forskællige mystiske væsner der levede omkring disse kanter.

"Ja, det er jeg. Der er en masse at huske på, der er så mange utrolig interassante skabninger." Hun bed sig selv i læben igen, som hun åbenbart havde fået som vane. "Og du bor i en vulkan, hvem skulle have troet det. Åh ja... Det burde egentligt være meget normalt for Ildæmoner." Hun blev flov over sit udbrud, og smilede for at dække over hendes forlegenhed. "Du tager vel heler ikke et fly når du skal ud og rejse, du løber bare. Du er meget heldig med dine krafter!" Konfronterede Sookie, Malfurion om. Det var ikke altid lige fedt at skulle drikke blod fra andre, levende ting, med sjæl og krop.

"For at være helt ærligt så flyver jeg for det meste med mine vinger.. Jeg bryder mig ikke om høj fart. Jeg bruger det kun når det er nødvendigt, ellers ikke. Men jeg kan da sige så meget at jeg aldrig er kommet for sent til en aftale" grinede han og bevægede sig lidt bagud og satte sig ned på en træstamme hvorefter han gav sig til at kigge op på hende igen. "Hvad med dig? Hvordan er det at drikke blod? Jeg kan forestille mig at det er ret så klamt, no offense" sagde han smilende.

"Åh spørg mig ikke om det, det værste er at jeg kan lide det skide blod. Men jeg kan bare ikke klare at skulle tage en andens blod, eller måske deres liv. Det er forfærdeligt!" Hun sagde det så lidenskabligt, at hun næsten selv var ved at få ondt af sig selv.
"Er der mere om dig, som får mig til at ligne en morder med meget dårlig humor?" Spurgte hun uden at tænke sig om. Det var egentlig rigtig nok hun var en morder, og han var som sendt fra gud. Om at give mig mere dårlig samvittiged, over hvor grusom min natur er. Hun satte sig til rette på det duk fyldte græs, men så ville hun blive tvunget til at se Malfurion i øjnene, så hun lagde sig ned på ryggen, og kiggede op på stjernenes figur.*Smukt*

Han grinede højlydt. "Jeg er meget mere morder end du er, jeg har brændt tusinde og atter tusinde af byer fulde af mænd, kvinder og børn ned. Jeg har, i min vulkan, slaver der holder den varm ved at skovle kul. Jeg er inbegræbet af grusomhed" sagde han venligt og kiggede ned på hende. "Så du skal slet ikke føle dig som et grusomt væsen" fortsatte han venligt og kørte en hånd igennem sit hår inden han rettede lidt på jakken.

Hun tænkte lige så stille på om det virkelig var sandt, han var ellers så flink. Men det kunne være at han havde været nødt til alt dett, for at beskytte sin familie, eller hvad der ellers kunne være.
*De kan da blive ret gamle kan de ikke?* Tænkte hun.
"Men problemet er bare at du kan stop med det, og jeg tror ikke lige frem at du bare brænder byer ned fordi du keder dig. Men altså du kan stoppe blive en vilket som helst fyr i denne verden, du kan skjulde dine lyster. Imens at vis jeg skjulder mine, ja... det har du faktisk selv sagt, så dør jeg" Hun tænkte på den smerte det ville forvolde hende, vis hun lod sig sulte.
Hun tog albuerne ind under sig, og holdte sig oppe.
"kan du ikke se det?" Spurgte hun med sin fineste stemme, mens hendes øjne glødede blåt.

"For mig er mord en slags.. stoffer.. Jeg har brug for at dræbe, jeg har brug for negative følelser, frygt, had og så videre.. Det gør mig stærkere, det er det der holder mig i live" sagde han og gav hende et kort nik. "Jeg kan godt se hvad du mener, selvfølgelig kan jeg det. Du har brug for en som ikke kan dø, en du kan suge blod fra konstant uden at vedkomne dør. Desværre ved jeg ikke om mit evige liv også omhandler unaturlig død.." sagde han og trak sukkende på skuldrene.

Hvad var han for en person? Han havde nærmest to side, den kærlige der kunne have en hel familie på en lille går på landet, hvor at han elskede hver eneste af sine børn. Og hans kone. Pludselig blev hun forvirret, en masse gode følelser. Hun følte sig helt slået omkuld. Hun så let op på ham og så den kærlighed og ondskab, der var forbundet af hinanden. Måske var han som han var, han skulle hadde folk før han elskede dem, og omvendt. Men noget passede ikke ind i hendes teori:
"Men du kan da få en masse negative følelser en anden vej, kan du ikke?" Hun tænkte på alle de ulykkelige folk, som var forsent på den, havde dårlig selvværd. Alt muligt...

"Jo, men jeg får mest energi på min egen måde" sagde han og smilede varmt inden han fortsatte, næsten som om han havde læst hendes tanker, "Jeg er en Yin og Yang person, en mørk og en lys side der tilsammen skaber en perfekt blanding. Jeg siger ikke at jeg er en perfekt person, men jeg er i perfekt balance med mig selv, hvis du forstår hvad jeg mener?" delvist forklarede og spurgte han hende med sit hovede lagt let på skrå.

Hun forstod mere end nogen anden, hvad han var, og hvad han troede han var.
"Selvfølgelig forstår jeg, jeg er skabt til at forstå." Sagde hun drillende. Hun drejede hovedet et par gange for at finde en god stilling at ligge i, det kunne godt blive lidt andstrengende at ligge og lytte til en andens følelser. Der flød en dårlig samvittighed ind over hende, som om en stor sort sky gik over solen. Og solen desværre ikke kunne trænge igennem, måske skulle hun fortælle ham om hendes evne. Men ville han så have en vis magt over hende?
"Jeg øhm... har ikke fortalt alt. Jeg har en slags evne til, at mærke andres gode følelser. Jeg er en person for viderekommende hva?" Endu en spøg, kommet lige fra hjertet, som ikke slog.

"Egentlig ikke.. Der findes væsner derude med mere freaky evner end det, desuden så er din jo næsten det modsatte af min" sagde han smilende muntert og satte sig ned ved siden af hende. "Du bør ikke skamme dig over hvad du er, du bør være stolt og glad for at du er den du er! Hvis andre ikke kan lide den du er så bed dem skride af helvede til. Forstår du?" spurgte han.

//Smutter i seng nu, bare svar, så svare jeg imorgen//

Ja hun forstod, men hun syntes stadig at det var hende der var en dum morder. Som ikke tog hensyn til andre end hende selv, sådan var det åben bart ikke i hans verden. Men hun nøjes bare med at sige:
"Ja jeg forstår, det vil jeg nok altid gøre. Sådan er jeg en forstående vampyr." Hun tænkte på hans mange meninger, som man ikke kunne sige var svage. Han havde sikkert en masse år i erfarring.
"Du har heller ikke noget at skamme dig over, du er ikke kun ondskaben selv." Sagde hun med et smil på læben, og så ind i hans dybe øjne. Hendes hjerte havde vist haft ret med hensyn til Malfurion, og det var Sookie skam ret stolt over.

//Ses. Og hej.//

"Jeg har noget at skamme mig over. The Blackhearted er ikke ligefrem en tittel jeg er stolt af" sagde han og sukkede. Han lagde sig ned på jorden og kiggede op på himlen ovenover. "Jeg er frygtet på island, ja snart i hele europa. Der er mange der ikke tør rejse til Island i frygt for mig. Jeg bliver nød til dagligt at bortføre unge mænd til at arbejde ved de store kulovne I min vulkan" forklarede han og fortsatte sin stirren op i himlen, man kunne se at han skammede sig.

Hun kiggede på ham, mens han forklarede. Hun havde lyst til at hjælpe ham, på en eller mærklig måde.
"Du må da have mange penge, kan du ikke bare give dem lidt løn?" Spurgte hun forventlighedsfuldt. Og lagde sig ned ved siden af ham igen.

//Kreasvigt//