Et møde i skoven (Haruhi=privat)

Sted: Barishan og Lindirs næsten færdig bygget hus.
T: 16.00
O: Huset, trær, sten.
V: Solen er højt på himlen.


Barishan sad på taget af ham og hans brors hus. Han var ved at sætte nogle tag bjælker fast. Han havde et kæmpe smil på læber og solen ramte de svedperler der var kommet efter hans hårde arbejde. Barishan kunne have brugt sine vind evner til at løfte bjælker op på taget da det ville gå meget hurtigere men han brugte stigen og sine egne kræfter til at arbejde med. Det var god træning og det hus skulle bygges uden brug af evne.

Haru var gået en tur igennem skoven og hørte en lyd af en hammer. Af ren nysgerighed gik hun imod lyden og lidt efter så hun en dreng på et tag, han var ved at sætte bjælker fast. Haru stod halvt ommenbag et træ. Hun havde langt sort hår og blå øjne. Hendes hud var ret bleg. Haru var et spøgelse men så længe solen var på himlen ville man ikke kunne se det. Dog når natten falder på ville hendes hud blive gennemsigtig.

Barishan arbejde hele dagen. Han så ud til at være i god form. Han havde en rolig aura omkring sig og en fred få havde. Det var som om naturen havde en lindrende effekt på hans sjæl der ellers så ud til at være tynget af en del ting. Han havde en meget smuk sølv amulet omkring halsen der hang og slog let mod hans brystkasse og en smuk sølvring som Korsriddere fra svundne tider havde. Han arbejdede til gik ned.

"goddag" sagde Haru og smilte venligt dog var solen ved at gå ned og det var mere aften end dag. Haru så sølv amuleten han havde rundt om halsen, den fangede hendes opmærksomhed. Hun havde set dem i gamle bøger fra bibloteket men ellers havde hun aldrig set dem. "Er der ikke dem korsridderne havde på i gamle dage?" spurte Haru imens hun pejede på den

Barishan virkede lidt overrasket men havde et venligt smil på læberne. ’’ Amuletten er en som få kender, den er en hellig ting som tegn på venskab, sammenhold og ære. Det er en som få Dæmon jægere ejer. Ringen derimod er fra min tid som korsridder jo ’’. Barishan kunne ikke føle vinden ramme Haruri så han vidste det var et spøgelse han stod foran.

Hun gik tættere på og hans duft fangede hende *en aspara?* tænkte Haru og studerede drengen eller rettere den unge mand. "virkelig? " spurte Haru og så undrende på amuletten og ringen. " bor du her?" spurte Haru og kiggede så på huset. Haru havde et venligt/varmt smil på læben og virkede ikke fjentlig

Barishan nikkede og kiggede rundt omkring. '' Ja. Mig og nogle af de andre oprørere bor her i den store skov hvor Zane har svært ved at finde os. Dog er du lige hvad vi har brug for hvis du mangler et arbejde om dagen hvor ingen kan se dig. Hvad siger du til at spionere Zane om dagen? ''. Barishan virkede meget åben og så ud til at være i et godt humør. Dog virkede det til på hans personlighed at han ofte var i godt humør. Han lukkede sine krystal blå øjne og kiggede på Haruhi med et varmt smil, næsten som om det han sagde var en joke.

"kunne jeg godt, selvføllig efter skolen , selvom jeg er død så går jeg stadig i skole. Men jeg har intet at lave så vis du vil tillade mig at gøre arbejdet vil jeg gerne" sagde haru og bukkede venligt. Hun smilte varmt i modsætning till ham var hendes øjne mørkeblå ligesom aftenhimlen.

Barishan virkede en smule overrasket og smilede så og rystede på hovedet. '' det kan jeg slet ikke bede dem om frøken, det er et meget farligt arbejde. Selv for et spøgelse, de kunne komme til skade ''. Barishan bukkede dybt for at udvise respekt. '' dog må jeg erkende deres mod er ikke til at tage fejl af unge frøken ''.

"jeg er død i forvejen så det er nok ikke farligt for mig, dog kan jeg komme tilskade siden jeg stadig kan bløde" sagde Haru imens hun grinte. Hun virkede optimistisk og smilte meget. Det var jo også sådan hun var , hun accepterede alt og så de lyse sider af livet. "du behøver ikke at bukke så fornem er jeg heller ikke"

Barishan smilede og så på Haruhi med et blik der klart viste at han havde stor respekt for hendes måde at være på. '' Dog er Zane stærk og hans magi kan sikkert udslette spøgelser. Jeg føler jeg skal fortælle dem dette da det jo er dem der skal gøre en farlig indsats, men må jeg sige jeg har intet andet ind respekt for deres holdninger og deres mod ''. Barishan bukkede så dybt han kunne for at vise hans store respekt. Det var mange år siden Barishan havde mødt en som Haruhi og hun gjorde et stort indtryk på ham.