et elver møde i skoven Katra(privat)

Rosella skulle mødes med ene. Anden elver i nskoven og ikke så længe mens var hun skjult af mørket og kun hendes. nymåne smykke lyste op i natten for Rosella var en Nigth Elf efter hendes familie. Som var bliven slaget da hun var helt lille af en anden elver race Rosella, ville finde den races og vise at den ikke fik alle Nigth Elfen den gang for længe siden.

Et stykke derfra gik en anden elver, dog ikke en night elf, men en mørke elver, som var kendt for at være voldelige, men denne mørke elver var ikke en af dem der slås hele tiden. Hendes lange sorte hår med de hvide striber sad løst ned over hendes skuldre og hendes ryg og flagrede svagt bag ved hende hver gang hun tog et skridt. Lyden af en ugles tuden i det fjerne bragte et svagt smil frem på denne unge elvers læber " Hedwig" sagde hun stille idet uglen kom flyvende imod hende og landede på hendes venstre skulder, hun så ned på sin panter, Calax, som gik ved siden af hende og var godt kamufleret i mørket. De stoppede op i en lysning, hvor der stod en bænk ved en ødelagt lygte der burde have lyst op i skoven på denne aften, men i stedet for lygten var det nymånen der lyste lysningen op.

Rosella sad i mørket. og var helt sort og kunne slet ikke ses på nogen måde ungentagen hendes, nymåe i på hendes pande den lyste hun vsr ved at mideter. Hun sad som i trangse og bevæge sig ikke en smule hun var hekst stille og usynlig for ander, hun var den sidste ad sin Elverrace da hendes slægfet var udrydet for altid. Så hun hadet ander elver races da de hade foprviste hendes familie, for mange år siden og un ville finde ud af hvorforde hade gjoore det.

Calax begyndte at knurre idet han fornemmede da der var var andre i deres nærvær. Hun så i den retning som hendes panter så i, men kunne intet se. Hun fulgte efter Calax idet han var begyndt at gå i retningen af et eller andet, kort tid efter ramte han ind i noget, men hvad? det eneste man kunne se var en lille nymåne, men man kunne ikke se personen som bar det

Rosella vånge af sin trangse. Og rejste sig på og hendes øjen var blå og lyste svaget op hun så på dem, fra mørket hun hade se komme i hendes sinde og viste at de ville komme. inden ret længe hun valke en smule og stødte sig til træet, hun var ikke vand til at miditer så længe som hun hade gjoret i dage og hun var. Så svimmel af det og hun satte sig ned igen på jorden