Et møde i skoven(Angelie=privat)

Omgivelser:Træer, stor hytte, sten, buske.
Sted: Skoven ved Barishans hytte.
Tid: midnat.
Vejr:månen er lige stået og der er en let frisk brise i luften.




Barishan lænede med et ben og ryggen mod hytte vægen. Han havde sin beige lange jakke på, hans sværd hang på ryggen. Han havde en sølv amulet på som hang og slog let imod hans brystkasse. På hans højre hånd hang der på en af hans fingere en meget smuk sølv ring med samme motiv som korsridderne havde på for lang tid siden. Hans gule hår bevægede sig i takt med vindens lette strøg. Det var klart at se at Barishan var en Aspara, han havde næsten perfekte ansigts træk, krystal blå øjne og en lys hud.

En let brise gled forbi, og faktisk igennem Angelie. Det var midnat, og som altid var hun igen blevet gennemsigtig.. Ingen ville kunne se, at denne pige, var den samme som gik rundt i menneskelig form hver dag.
Hendes mål var denne nat Foret skoven. Hun var som altid iført en lyseblå kjole, som havde blodplamager ved brystet, og i underkanten af kjolen, fra de tre skudsår som var henholdsvis i låret, skulderen og hjertet. Et irriteret blik hvilede mod et sted længere fremme, hvor Angelie bemærkede lys. Så nogle var stadig oppe? Hun svævede igennem det ene træ efter det andet, for at komme hurtigere frem, indtil hun stoppede op lidt væk fra den lille hytte.
Med hovedet en anelse på skrå, kiggede hun ind gennem nogle af vinduerne, men så ingen. Istedet svævede hun næsten en hel omgang rundt om huset, hvor hun fik øje på ham. En ung mand, med det mest perfekte ansigt hun havde set. Et svagt gys gled ned langs hendes ryg, og en snerren truede med at komme frem. En aspara.. De skulle også altid være så forbandede perfekte.

Barishan tog et græsstrå op og begyndte at spille en beroligende melodi på det. Han lukkede øjnene og gik lidt rundt mens han spillede den smukke melodi. Rent instinktivt brugte han sine vind evner til at løfte nogle blade i luften der fløj let omkring ham i takt men melodien. Han virkede rolig og så ikke ud til at have fået øje på Angelie i nu. Der var en vis ro omkring ham, med hans jakke der når han kom tættere på kunne man se mærkerne fra kampe. Og hans veltrænede krop viste at at han var en kriger. Dog gik han nu rundt og så ud til at være næsten et med naturen.

Angelie kiggede på ham, mens hun svævede omkring en meter væk. Hun lyttede til melodien, og alle bladende, som åbenbart ville flyve rundt i takten. Et stort harmonisk samfund.. Lige til at brække sig over .. Hvad ville verden dog være uden lidt kaos og ødelæggelse?
Hun svævede tættere på, mens hun brændende ønskede at kvase bladende mellem sine fingre. Problemet var bare, at lige meget hvor mange gange hun ville prøve, så ville de bare glide igennem hendes hånd.
Hun lod blikket glide over personen, og lod hovedet falde en anelse til den ene side. Mærkerne på den unge mand var tydelige. Mærker fra kampe, og nok op til flere af dem. Hun havde selv mærker, og viste hvordan den slags så ud. Istedet for at sige noget, valgte hun at rømme sig en anelse højlydt, for at blive bemærket. Ignoration var ikke høfligt, og hun foldede blidt armene over kors.

Barishan gav et spjæt og åbnede øjnene. Alle bladene faldt på jorden. Han stod og så mere overrasket ud en man burde. *men hvordan, jeg kan jo føle i vinden når folk *. Barishan fik øje på at Angelie var gennemsigtig. *nååh derfor *. Barishan smilede let og bukkede dybt. Så sagde han med et flot venlig stemme. ’’ Godaften frøken, hvad skylder jeg æren af dig besøg ’’. Barishan fik røde kinder. Han var flov over at en anden person havde set og hørt ham spille.

Et bredt og lettere triumferende smil gled over Angelies læber, da hun overraskede ham. Så han havde ikke regnet med at blive overfaldet af nogen. Hun kunne jo have skreget, og denne person ville falde til jorden, som de blade der nu lå der.
*Perfekt OG høflig* Angelie skar lydløst tænder over den tanke, og betragtede hans buk, og lyden af hans stemme, der var ligeså smuk som det andet. "mmh.. Jeg er bare på.. rundtur, og så der var lys" svarede hun langsomt, selvom det nok ikke var helt sandt. Hun fremtvang et venligt smil, mens hun undlod at kommentere den røde farve, som kom frem på hans kinder.

Barishan smilede varmt. Han krystal blå øjne udstrålede glæde. Han stak sin venstre hånd i nakken og begyndte at klø sig imens han sagde. ’’ han jeg bude på noget vand el.. Erm mit navn er Barishan jeg bor her ude. Hvis jeg larmer for meget så må de meget undskylde frøken ’’. Barishan sank sig hoved lidt i en undskyldende maner. Da Barishan sank hovedet var det let at se det store sværd der hang på hans ryg. Det virkede næsten levende, som om det var på vagt. Dog virkede det ikke til at reagere på Angelie.

Hun lyttede tålmodigt til hvad han prøvede at spørge hende om. Vand? Havde han ikke set hun var gennemsigtig eller hvad.. Hun ville jo ikke være i stand til at holde om et glas, eller drikke af det. Istedet rystede hun bare på hovedet, inden hun tyggede på hans navn.
"Barishan.. Barishan.. Jeg er Angelie" mumlede hun så alt for høfligt, i forhold til hvad hun normalt ville have gjort, men synet af det sværd, som stak op fra hans ryg, havde fået Angelie til at være på vagt. Hun veg nogle centimeter tilbage, for at komme ud af rækkevidden. Det var garanteret magisk, og kunne skære hende midtover eller sådan noget.

Barishan så op og lå mærke til Angelie’s reaktion, så kiggede han på sit sværd. Barishan grinede let og spandt sit sværd af og smed det ind i det over til hytten. ’’ Bare rolig frøken Angelie, jeg ønsker dem intet ondt’’. Barishan smilede varmt og strøg en hånd igennem sit gule hår. Barishan virkede glad og rolig i hans bevægelser. Han stak sine hænder i lommerne på sin jakke og stod helt oprejst, næsten som en adelig. Barishan havde før haft rigtig god kontakt med spøgelser.

Hendes venstre øjenbryn fløj omgående i vejret, da han valgte at afvæbne sig selv. Overrasket over hvad der var sket, mistede hun kontrollen over stemmen i et par sekunder.
"Det troede jeg skam heller ikke.. Jeg.. Blev bare overrasket" svarede hun så langsomt, og kløede sig forsigtigt på kinden, mens hun lod blikket glide over ham endnu engang. Hans reaktion havde været helt anderledes end de andre hun havde mødt.. Ingen skrigen, stirrende blikke, og noget som helst andet.. Kun ren venlighed, hvilket forvirrede hende.. Meget endda.
"Er du altid så venlig overfor fremmede?" spurgte hun langsomt. Nysgerrigheden havde fået overtaget nu, og Angelie skulle vide det.

Barishan grinede sagte. ’’ ja det må jeg erkende at jeg er frøken. Venlighed er grundstenen i en samtale. Desuden er ingen grund til ikke at være venlig overfor alle ’’. Barishan smilede og satte hovedet på skrå. Normalt blev folk ikke så overrasket over hans venlighed. * hun må ikke være vant til ren venlighed. Gad vide hvad dræbte hende og om hadet stadigvæk langsomt sluger hendes sjæl *. Barishan kiggede ned i jorden og lidt efter op igen med et stort smil.

Igen hævede hun langsomt det ene øjenbryn. "Er den det?" mumlede hun lettere spørgende, og begyndte at bide let i sin ene pegefinger. Hun plejede da at komme godt frem med kølighed og mistanke.. Dog var hun ikke så kølig lige nu.. Det måtte være smittende sådan noget venlighed.
"Du tænker over noget" bemærkede hun lidt efter, da han lagde hovedet på skrå.. Et typisk tegn på interesse, og det måtte foregå inde i hans hoved, siden ingen ord var kommet frem.
Hvad mon det var? Langsomt gennemgik hun alle spørgsmål, som blev kastet i hovedet på hende, når folk opdagede at hun var død. Hvordan døde du? Hvem dræbte dig? To gengangere hun kendte alt for godt efterhånden.

Barishan smilede venligt og fik et blad til at flyve op i hans hånd. ’’ jeg vil stille dig et spørgsmål. Hvordan levede du? ’’. Barishan løftede hånden med bladet i. ’’ Ser du der er det vigtigste spørgsmål jeg gerne ville spørges om hvis jeg var død ’’. Barishan grinede varmt og trådte et par skridt imod Angelie. Han virkede faktisk nysgerrig hvor hendes liv. Han havde ingen tegn på han virkede ked af hendes død, mere glad for at hendes væsen stadig var tilbage ’’. Barishan havde et beroligende smil der viste at han var en åben person.

Et spørgsmål.. Han ville simpelthen bare spørge om noget.. Hun ventede på det uundgåelige, men hørte ikke ordet død.. Langsomt spolede hun hukommelsen tilbage, og spørgsmålet rungede i hendes hoved. "Hvordan jeg.." Hun sagde ikke mere, idet hun stoppede sig selv, imens hun tænkte. Hun bemærkede ikke at han nærmede sig med bladet i hånden, da hendes øjne var lukkede. "Jeg levede.. Som animagus.. Et fredeligt liv, Alene med mig selv og uden nogen fjender, indtil det en dag gik galt" svarede hun og trak let på skuldrene. Hendes menneskelige minder var efterhånden ved at forsvinde med tiden måtte hun indrømme.
Utroligt.. Han var stadig rolig og afslappet.. *Jeg vil æde mit ben, hvis han kan rystes ud af fatning* tænkte hun langsomt, og kneb øjnene en anelse sammen, da hun nu opdagede at afstanden imellem dem var blevet mindre. Mistænksomt overvejede hun at rykke yderligere tilbage, men stædigheden gjorde, at hun forblev hvor hun var.

Barishan kiggede på bladet og hold det frem mod Angelie så hun kunne se det. ’’ ser du som et blad laver dens syn i naturen, så er jeg sikker på dit liv som Animagus også efterlod et stort ’’syn’’ eller mærke i deres liv. Fortæl endelig mere ’’. Barishan stod og smilede. Han virkede stadigvæk nysgerrig over hvordan hun levede som Animagus. Barishan smilede endnu mere mens han sagde ’’ jeg er sikker på du var en Animagus med hjertet på rette vej, altid klar til at forsvare andre ’’.

Uden at tænke over det, stirrede hun dumt på bladet han holdte frem. Ja hun lænede endda kroppen en anelse forover for at se det tættere på. Hvad var det han snakkede om? Hun sukkede let, og slog kort ud med armene. "Der er ikke så meget andet at sige" svarede hun og trak på skuldrene. "Det endte galt, og nu lever jeg det liv, som jeg har brug for.. At se tilbage i tiden kommer ikke til at gavne mig, men ser jeg frem.. så er der muligheder" svarede hun og nikkede let. At se fremad var altid bedre end tilbage, og Angelie så faktisk meget langt fremad i sine planer.
"Hvad angår mit hjerte.. Så banker det ikke mere, og det sidder samme sted, som det hele tiden har gjort" Hun vidste godt, at det havde været i overført betydning, men det var alt for sødt, ja næsten kvalmende, til at hun kunne holde det ud.

Barishan grinede let. ’’ du har ret. Det er altid bedst at se fremad, men nogle gange i svære stunder hjælper det at tænke tilbage på et minde ’’. Barishan kunne føle at hun ikke var vant til at blive snakket til på den her måde. Men så var det på tide hun omlevede at blive behandlet på sådan en møde. Barishan så op og sagde. ’’ Man skal bare passe på at sorgen og ensomheden tager over en når man har oplevet døden, være det en nær person eller en selv. Sorg leder til had og had ødelægger ens sjæl. Selve den person man er ’’.

Med et kort blik kiggede Angelie op på himlen for at finde ud af, hvor langt tid der ville gå inden det blev lyst.
Hun lyttede dog stadig til hans ord og nikkede lidt. "Jamen det skal jeg huske.. Selvom mine bedste minder stadig ligger fremad" Hun vendte ikke blikket for at se på ham, men stirrede istedet bare op i luften. "Hvornår står solen op?" spurgte hun en anelse fraværende, inden det gik op for hende, at han måske ikke vidste den slags. Ikke alle var i stand til at se det uden ure.
Hun bed sig let i læben, og et drømmende smil gled over hendes læber, da han kom til ordet had, og det bredte sig da han nævnte ødelæggelse.
"Ja.. Døden kan virkelig åbne ens øjne for den sande verden" svarede hun og bed sig let i læben, mens smilet stadig sad fast på hendes læber.

Barishan kiggede mod himlet. '' kun et par timer. Er du en af de spøgelser der forsvinder om dagen?. Ligemeget hvad, så er had en ting man skal af med før det ændre dig. Det kan være svært at acceptere den ting man hader, men når man gør så forstår man så meget mere ''. Barishan smilede let og så på Angelie igen. Barishan kendte had alt for godt. Han havde dog været stærk nok til at vinde over sit had. Han vidste hvad had kunne gøre ved en.

Et par timer.. Det var vel ikke så længe at skulle holde ud. "Nej.. Jeg er et af de spøgelser, der ligner et menneske når solen er fremme" svarede hun roligt, mens hun igen måtte lægge øre til den plapren omkring had. Hun trak vejret dybt, for ikke at få en af de voldsomme humørsvingninger som hun led af.
"Tro mig.. Jeg vil også med glæde acceptere den jeg hader" svarede hun hurtigt, og slog let ud med armene, inden et smil kom frem. "Den dag vedkommende ligger i graven" tilføjede hun lidt efter, men en anelse lavere.

Barishan lukkede øjnene og stod lidt. *hadet er allerede ved at opsluge hende. Jeg kan intet andet gøre en at være mig selv. Hun skal nok se det i tide, hun virker klog *. Lidt efter smilede Barishan og så på Angelie. '' nå, nok om had. Er der noget omkring mig de ønsker at vide nu hvor jeg har lært lidt om dem. Har de nogle spørgsmål? ''. Barishan trak en hånd igennem sit hår igen og kiggede Angelie i øjnene.

Hun sukkede lettere opgivende, inden hun lagde benene i skrædderstilling, og satte sig, så hun stadig svævede nogle få centimeter over jorden. Hendes blik var blevet fjernt og tomt, ved snakken om had. Nogle gange glemte hun det helt, men andre gange lå det over hende med det samme.
"mmh.. Jeg ved ikke.. Er der da noget jeg burde vide?" spurgte hun så langsomt, mens hun overvejede hvad hun kunne spørge om. Måske.. Langsomt fokuserede hendes blik på hans øjne, da han fangede hendes, og hun klemte dem en anelse sammen, for at vise mistænksomhed igen. "Er du med i den der nye hær?" spurgte hun langsomt, inden hendes hoved gled på skrå.

Barishan smilede let. * hun er en del af krigen. Og med det had hun bære på frygter jeg det er Zane's side. Det er ikke andet for en at være venlig. Hun virker ikke til at være ond *. Barishan sagde sagte. '' hvis de snakker om Zane's hær så nej, heller ikke den nye Oprører mini bande. Min alliance ligger hos de originale Oprørere ledet af Faith ''. Barishan lænede sig imod et træ og afventede en reaktion og et svar.

Angelie hævede let begge øjenbryn, da han begyndte at fortælle.. Sådan helt åbent, uden at ane mistænksomhed eller andre former for blokader. Hun tænkte lidt, men nåede ikke frem til tanken om den originale oprørshær.. og ikke mindst.. Leder!
Navnet fik uvilkårligt Angelie til at skærer tænder, så det hvinede lavmælt. Hun hadede det navn, og bare fordi hun var lederen af de oprørere, gav det Angelie mindre grund til at stole, eller bare bryde sig om denne person. Istedet vendte hun blikket væk fra ham, og brød øjenkontakten uden at sige noget.. Hun havde ikke stemmen eller vreden under kontrol til at kunne tale.

Barishan stod lidt og undrede sig over hvorfor Angelie reagerede som hun gjorde da det gik op for ham. * selvfølgelig er det derfor hun vil vide det. Da hun drejede sig da jeg nævnte Faith. Det er Faith der har dræbt hende *. Barishan sagde med stille stemme. '' det gør mig ondt. Hvis du har brug for en at snakke med om det eller bare en der lytter, så er jeg her for dig ''.