går aftenturen igemmen parken (Robin)

S: Den forladte forlystelsespark
T: 22:18
O: Gamle, faldefærdige bygninger og forlystelser
V: solen er på vej ned men stadig lunt


Saslia gik stille igemmen de forskellige og gammle forlystelser hun kunne svagt huske nogle rygter om at man engang som væsen kunne gå rundt her uden fare for at ned slagtet hun kiggede på solen som var på vej på vej den sendte rødlige og orange farver udover det hele hun fandt lille vand pyt og kunne ikke lade være hun lavede en håndbevægelse og vandet samlede sig til kugle på størelse med tenisbold hun smilede bredt da vandet lystrede hun var på måde bedste venner med vandet og det ville ikke skade med mindre der var andre der kunne styrre det hun skukkede tilfredst imens hun formede en lille hest ud af det hun vidste ikke hvorfor men det var og blev hendes ynglins dyr

Robin kom gående hen ad fortovet i den forladte forlystelsespark. Dette var hendes ynglingssted at være, det havde måske noget at gøre med, at hun havde brugt rigtig meget tid i forlystelsesparken sammen med ... hendes nu afdøde familie.
Robin havde form som en hvid tiger (som var sort med sølv striber og gule øjne i hendes tilfælde). En rød stribe i hendes pels dansede ned langs hele hendes elegante kattekrop - helt ned til slutningen af halen.
Robin snuste lidt rundt omkring. Der var en her, men hvem, vidste hun ikke.

Saslia fulgte en sti ned imod en gammel men ombestemte fulgte en anden vej imod fortov men stoppe da hun fik øje på en tiger længe henne og mistede koncentration og vandet faldt til jorden hun mærkede med sammen en anden tilstedevrelse hun reegnede hurtigt tigeren længere fremmne var et væsen hun mærkede hvordan hendes nysrrighed blev større og større hun lod tigeren gå forbi ventede lidt før hun fulgte efter hun overvejede om skulle give sig til kende hun forsatte men forvandlede sig til en lille fugle og fløj hen over tigeren istedet for følge tigeren i hendes mennskeform

Robin kiggede op mod den lille fugl der fløj hen over hende og stoppede op. Hun betragtede den lille fugl, der helt klart ikke var nogen normal fugl.
Robin gik tavst videre og ventede på, at fuglen skulle vise sig. Den kunne umulgt være farlig overfor hende, hvis den ikke viste sig i dens menneskeform til at starte med.

hun overvejede om skulle give sig til kende men besluttede sig istedet for at lande på tigerens ryg for afprøve om dette væsen var ude på noget hun fløj langsomt ned imod tigeren hun pippede forsigtigt og landte på den stribet ryg hun gjorde sig det behagligt og desuden hvorfor skulle hun give sig kende først det havde hun overhovdet ikke lyst til hun hoppede sådan fugle agtigt op tigerens hovde lagde sig som hun lå i rede fuld af æg

Robin stoppede straks op.
*Ehm...* Robin knurrede dybt. Det var ikke med vilje at lyde skræmmende, men det kunne man kun, når man var en tiger.
"Undskyld mig," sagde Robin og kiggede op på fuglen, "vil De være så venlig at rykke deres kongelige mås fra mig?" Robin skrabede i jorden med sine kløer.

Saslia havde svært ved ikke more sig da hun syntes det var ret komisk at en mægtig tiger blev nød til spørge en lille gråspruv men hun havde ikke lyst til starte skænderi og lettede hun virkede ingen gang forskrækket over tigerens skræmmende brøl hun landte i en elegant landing på jorden hoppede en smule inden hun forvandlede sig til sin mennskeskikelse hun kunne drog bedst lide denne skikkelse fordi hun mente at det gjorde mere fri hun smilede skævt lod sit blik glide forsigt hen over tigeren " som de ønsker" sagde hun fjernede en tot fra sin pande

"Tak," sagde Robin. Hun var stadig i tigerform, da hun følte sig mest tilpas i den form. Hun iagtog menneskeskikkelsen foran hende med nysgerrige, men samtidig vakse øjne.
"Aspara," gik det op for Robin. Hun havde aldrig mødt en Aspera før.
Robin trådte et skridt tilbage, for ikke at virke for skræmmende. Hun ville nødig have en kamp ud af det.

saslia så roligt til da tigeren ellere ihvetrfald tigerformen gik nogle skridt tilbage hun vidste at det betød pigen som hun gættede på tigerens menskeform var ikke ville gøre hende noget ondt smilede da pigen nævnte Aspara " jeps Aspara pigen i høje person" sagde venligt en let brise begyndte lege med Saslias hår hun følte form for glæde over pigen ingenting ville gøre hende for man hørte jo så meget om sådan farlige væsner hun smilede igen før hun åbende munden for præsentere sig " Saslia er navnet" hun nejede venligt før rejste sig brisen var forsvundet og hendes hår lagde flat på hendes skulder " hvad mon navnet er på denne venlige tiger?" spurgte hun satte hånden hvilende på en af de faldefærdige boder

"Glæder mig at møde dig, Saslia," sagde Robin venligt og imødekommende.
"Robin," præsenterede hun sig selv og iagtog Asparaen foran hende. Robin ville hende intet ondt, men var blot nysgerrig.

Saslia virkede ikke bange hun lagde hovedet på skrå og betragtede Robin hun gik en smule tættere på strøg hende roligt hen over pelsen for vise hende at hun ikke bange for hende hun forsatte langsomt imod vand post for se om hun kunne lokke noget vand ud af den men hun så vendte sig om imod Robin " kommer du?" spurgte hun og ville gerne havde selvskab

Robin lukkede af for sin lugtesans. Aspera'er var svære for vampyrer at modstå, så Robin måtte være ekstra forsigtig - også selvom hun kun var halv vampyr.
"Okay." sagde Robin, og fulgte med Saslia. Hendes følesanser kunne fornemme Saslia's duft og Robin gik lidt længere bag Saslia.

Saslia gispede da hun fik færten af vampyr hun havde ikke fanget den før nu og så var den tæt på hun vendte sig om imod færten og så Robin " du er halv vampyr" sagde hun og begyndte gå med hastige skridt hun var en smule bange men prøvede at skjule det var vel godt tegn at hun gik længere bag ved det måtte betyde noget hun havde ihvertfald ikke bestemt sig at død

Robin kiggede på Saslia. Hun lagde hovedet lidt på skrå og iagtog hende.
"Ja, det er jeg." Robin kunne ikke lade være med at smile en smule. "Bare rolig- jeg har endnu ikke bidt nogle mennesker eller andre-" Robin henvendte til Saslia, "jeg kan ikke fordrage tanken om, at en anden skal vige sit liv, for at jeg kan overleve..." Robin kunne ikke lade være med at grine en smule, da hun så Saslia's udtryk.

Saslia tænkte sig en smule om faktisk tænkte hun længe hendes læber formede som streg og stirrede på robin stykke hen lange lyse hår svingede sig langsomt ned hovdet på da hun endelig kom til sig men hvordan kunne hun lade være hun betragtede Robin lyste op Saslia troede på hende fulgt ud hun smilede igen " jeg tror dig" svarede hun muntert

"Det burde du også. Jeg har levet i lang tid og jeg har aldrig nogensinde viget fra sandheden, selvom den ikke altiv har været lige køn." Robin's ansigt var blegt, hendes øjne og fylde læber var den samme røde farve.