Hvad sker der lige? - Zane

Omgivelser: Ikke et øje udover Angelie
Sted: Legepladsen
Vejr: Solen skinner svagt, mens det regner lidt
Tid: Eftermiddag.. Omkring kl 16

Angelie smilede let, mens man kunne høre en fast knirken, som når man slog på en tromme.. Den lyd kom fra hængslerne på den gynge, som Angelie nu sad på, og gyngede frem og tilbage, mens hun staditg kom højere og højere op i luften.
Egentlig var det vel forkert, at man som 19 årig, sad på en gynge, ligesom dengang man stadig var et barn, men Angelie havde en barnlig side, som lige den dag trængte til at blive lukket ud. Hun havde nået den rigtige højde, og var nu klar til at springe af gyngen. Se hvor langt ud hun kunne komme.
"1...2...." Talte hun muntert, mens hun gjorde klar, da gyngen for tredje gang kom fremad. "tre!" udbrød hun, og satte så af fra gyngen, inden Angelie, som hvinede lavt, strøg igennem luften, mens sandet under hende, kom nærmere og nærmere.
Elegant landede hun på benene, cirka tre meter væk fra gyngestativet og smilede bredt. Det måtte være hendes personlige rekord.

Zane gik stille gennem den silende regn. Han nød den virkelig...
Han var i bar overkrop og havde kun et par bukser og et par støvler på.
Han vandrede hen ad gade da han pludselig hørte Angelie hvine.
Det lød ikke som et forskrækket hvin, mere som et glædens hvin.
Normalt ville han have været ligeglad, men han fornemmede noget overnaturligt, og det vækkede hans nysgerrighed.
Han gik hen til legepladsen hvor lyden var kommet fra, og stillede sig med armene over kors.
Hans kolde øjne hvilede på Angelie.

Angelie sukkede let, mens hun mærkede hvordan regnen gennemblødte hendes skjorte, og nederdel, men hun tog sig ikke meget af det. Regn var altid fredfyldt, eller det var det i hvert fald for hende.
Hun havde overhovedet ikke bemærket at der var andre til stede, før hun vendte sig om, for at gå tilbage til gyngen og tage en tur til.
Hun så ham. Den yngre mand, som stod med armene over kors, og kiggede ondt på hende. Af gammel vane, sank Angelie let en klump, mens hun nærmest var frosset fast til stedet.
"Kan jeg hjælpe dig?" spurgte hun forsigtigt, efter der var gået lidt tid, hvor luften imellem dem havde været anspændt.

Han holdt øjenkontakt med hende mens han talte.
"Hvem er du?" spurgte han.
*Der er noget over hende... men hvad er det?* tænkte han.
Ganske vist var hun meget køn i hans øjne, men han var sikker på at det intet havde med det at gøre...
Hans øjne var kolde og hårde, og det var klart at han forventede et svar.

Angelie havde mest lyst til at bryde øjenkontakten med ham, men noget fik hende til ikke at gøre det. Hvorfor mon han var interesseret i hende. Hun rømmede sig let, men kunne også se, at han forventede et svar fra hende, og nok ikke nogle af de der udenomssvar, som Angelie ofte brugte.
"Angelie Walentina" svarede hun så og rynkede let på næsen. "Og hvem er du selv?" spurgte hun så hurtigt. Det var i hvert fald mest fair, hvis hun vidste hvem han var også.

Hans blik blev en anelse mildere, men det var stadig koldt.
"Jeg er Zane D'tarion." sagde han.
"Angelie... hvad er du? Hvorfor fornemmer jeg noget specielt her?"
HAn smilede koldt til hende.
Hans nysgerrighed havde taget over.

Angelie rynkede let på næsen igen, da hans blik blev en anelse mildere. Det kunne kun være en form for facade, for at lokke hende ud i problemer.
"Jamen dav Zane" svarede hun så langsomt, inden hun endelig fik vendt blikket væk fra ham, og Angelie stirrede istedet direkte ind i et træ, der stod til højre, og lidt bagved Zane.
"Jeg er død" svarede hun af refleks på hans spørgsmål, uden hun nåede at tænke sig om. *Så sku da også* brummede en stemme irriteret inden i hendes hoved, hvorefter Angelie smækkede læberne sammen, for ikke at tale mere over sig.

Han hævede et øjenbryn.
"Død?" spurgte han og gik hen til hende.
Han hævede stille en hånd, og forsøgte at prikke hende i maven med en finger, for at se om hun var et spøgelse.

Angelie himlede let med øjnene, da han gentog hendes ord, men trådte uvilkårligt et skridt tilbage, da han begyndte at komme nærmere.
"Du skal ikke engang tænke på at gøre det" hvislede hun lavmælt. Der var ikke noget værre, end når folk begyndte at teste hende. Om dagen havde hun sgu da hud og det hele. Spøgelser var kun gennemsigtigt om natten.
"Ja død.. Ligesom i trækker ikke vejret, og er blevet begravet"

Han kneb øjnene en anelse sammen.
"Tal ikke sådan til Di Morgas hersker, lille pige." sagde han og gik hen til hende igen.
Han så koldt på hende og smilede.
"Hvem slog så yndig en pige ihjel?" spurgte han så.

Angelie fnøs let, da han snakkede om at han var hersker.
"Sidst jeg tjekkede stod dit navn sgu da ikke på byskiltet" brummede hun så lavmælt, at det næsten ikke kunne høres. Hun var dog glad for at han ikke havde prikket til hende alligevel.
"det gjorde den forbandede tøs til Faith" mumlede hun så, og var forbavset over, hvordan hun blev ved med at tale over sig, når han spurgte om noget.

Han skulle lige til at straffe hende, men han stoppede sig selv da han hørte hvem der havde slået denne pige ihjel.
"Faith... javel ja." sagde han tænksomt.
Han lagde en hånd på Angelie's skulder og gav den et blidt klem.
"Hvorfor så hidsig?" spurgte han.

Angelie bemærkede den trykkede stemning, der kom frem efter hendes ord, men den forsvandt næsten ligeså hurtigt igen. Forundret over Zanes pludselige humørskift, og den hånd, som han nu lagde på hendes skulder, vendte hun undrende blikket mod ham.
"Jeg er ikke hidsig.. Jeg er forsigtig" svarede hun så, men i et mere roligt tonefald end før. Langsomt lagde hun let armene over kors, uden at ryste hans hånd væk, som hun ellers ville have gjort.

Han slap hendes skulder og så hende i øjnene igen.
"Du er ikke særlig forsigtig.. andre ville måske have dræbt dig nu..." sagde han.
"Men det gør jeg ikke... fotæl mig en ting Angelie... hvorfor slog den møgtøs dig ihjel?" spurgte han oprigtigt interesseret.

Angelig bed sig hårdt i underlæben, for ikke at komme med et spydigt svar. Istedet trak hun vejret dybt tre gange, for at få mere styr på sig selv. "Man kan ikke dø, når man allerede er blevet myrdet en gang" svarede hun lavt tilbage, inden hun vendte blikket væk igen.
"Siden du er så interesseret i at vide det" startede hun så langsomt, og slog let ud med armene.
"Så myrdede Faith mig, dels fordi hun ikke kan lide mig, og fordi jeg dræbte en ekskæreste, som var et dumt svin"

Zane satte sig på gyngen med et suk.
"Tro mig Angelie.. der findes værre ting end at dø, også for dig." sagde han.
Han så et øjeblik på hende før han fortsatte:
"Faith er ond.. hun er lederen af en terrorist-gruppe som går mod mig. Vi to har en ting til fælles hvad angår vores forhold til den mær..."

Angelie hævede let det ene øjenbryn, og viste for første gang nysgerrighed for deres samtale, da han igen sagde noget.
"Og hvad kan lige være værre for mig?" spurgte hun så lettere nysgerrigt, og lod hovedet glide en anelse på skrå, mens hun betragtede ham på gyngen, og et mellemrum blev igen skabt imellem dem. "Ja fortæl mig om det.. Jeg glæder mig bare til den dag hun dør.. For så kan jeg finde fred"

Han smilede. Dette var ved at blive meget interessant...
"Tro mig.. der findes et sted som er værre end Helvede... og nogle ganske få personer kan sende udøde som dig derhen meget let. Jeg er en af dem..." sagde han.
Han holdt en kort pause mens han tænkte lidt.
"Angelie... hvad siger du til at få en chance igen?" spurgte han.

Hun blinkede overrasket med øjnene, da han igen snakkede videre. En chance til? Kunne hun virkelig få en chance til. Faktisk havde hun overhørt hele forløbet omkring helvede, da han fortalte om det. Men ville hun have en ny chance?
Stilheden bredte sig imellem dem, mens Angelie ivrigt begyndte at bide i sin pegefinger, mens tankerne løb omkring i hendes hoved. Nu havde hun jo lige vænnet sig til at være et spøgelse, en der ikke kunne dø, medmindre nogle, som havde en speciel evne kunne gøre det ved hende. Men tanken om at kunne gå om natten igen, og blive set var også tillokkende. Men Faith...
Hvis hun fik en chance mere, og blev levende, ville Faith igen komme efter hende. "Hvad mener du med en chance mere?" spurgte hun istedet forsigtigt, og var igen klar i hovedet.

Han smilede og så op på hende igen.
"Livet, Angelie. Vil du have en chance mere i livet?" spurgte han.
Hans kolde øjne skinnede, og virkede næsten venlige nu.
"Jeg kan give dig hvad du mangler."

Angelie klemte igen øjnene sammen, og sendte ham et mistænksomt blik gennem de smalle sprækker. Den slags måtte have en dårlig side også.. En hage om man ville sige.
"Og hvad får du ud af det, hvis jeg siger ja?" spurgte hun så direkte, og denne gang var det hende, som forventede et svar.

Han smilede endnu bedre.
"En jæger, som kan jagte og dræbe Faith.. ganske vist efter noget træning fra mig. Jeg fornemmer et stort potentiale i dig, Angelie." sagde han.
Han lukkede øjnene og nød regnen mod sin bare overkrop.

"hmm" mumlede hun tænkende, mens hun let hævede det ene øjenbryn. Det var i sandhed et fristende tilbud.. Måske endda alt for fristende.
"Og.." Hun stoppede sin sætning inden hun nåede at sige mere. Selvfølgelig var det ikke noget hun kunne gøre som spøgelse. Døde Faith ville hun jo selv forsvinde så, hvilket hun langt fra var interesseret i.
"Hvis jeg siger ja, hvad bliver jeg så? Menneske" Angelie spyttede nærmest det sidste ord ud. Hun var i hvert fald ikke interesseret i at blive et menneske. Det havde hun jo ikke engang været før.
"Jo jeg har skam visse fordele"

Han lagde armene over kors.
"Du vil ikke blive et menneske... de er alt for svage... Vi to må sammen finde ud af hvad du skal være... men det her kræver en enkelt ting, Angelie." sagde han og så alvorligt på hende.
"Du bliver nødt til at sværge mig troskab."

Ordet troskab fik Angelie til at skære ansigt. Det havde hun ikke regnet med, at hun ville være tvunget til.
"Troskab.. Men hvad ville jeg blive?" gentog hun så igen. Det ville hun i hvert fald vide, men okay.. Hvis der var frit valg på alle hylder, ville det jo ikke kunne skabe problemer.
"Og hvorfor er det lige mig du vil have fingrene i?" spurgte hun så istedet, mens hun stadig sendte ham sit mistænksomme blik.