Skoleafslutning //Amelia//

Amelia smilede over hans reation da de trådte ind men hun sagde ikk noget. Hendes smil voksede så vlidt da han trak stolen ud for hande og hun satte sig blidt på den mens at hun betragede ham. Hun havde lyst til at drille lidt ved at få hans stol trukket ud med hendes små evner men lod være. Hun havde ikk kunne bruge sine evner siden at hun belv smidt i svimmingpoolen på skolen og nær dunket. Hun bed sig lidt i sin underlæbe og så tog så imod menu kortet da tjernen kom med det. Hun så kun kort på det før at hun igen rakte det til tjernen. "Jeres kød/grønsage fondue og en flaske vand" sagde hun roligt som om at hun var helt vant til det og så så hun spørgende mod Stéphan.

Stéphan satte sig ned på stolen, det var ikke helt så elegant igen. Han havde nær taget duget med i forsøget. Da han, lidt rød i hovedet, havde fået sat sig, tog han imod menukortet. Han sad længe og overvejede, hvad han skulle vælge at spise. Der var så mange interessante ting. Men da han så bøffen var han helt fortabt, det var virkelig længe siden, at han fået sådan en. "Jeg vil gerne bede om en bøf, ikke for gennemstegt. Og et glas vand?" sagde Stéph på en lidt sjov måde, det var første gang, han prøvede dette. Vand virkede vel okay, når de et eller andet sted, var bundet under skolens regler.

Amelia smilte igen igen og kunne ikk lade være med at grine meget kort og meget svagt da han satte sig knap så elegant. Men hun syntes bare at det var sødt eller charmerende at han var så klodset nogen gange. Så så hun ned på hans arm og opdagede det så for første gang i aftes. "Hey! Du har fået taget gibsen af igen. Så kan du nok snart spille igen eller hvad?" sagde hun spørgende og hendes smil voksede. Der var noget over hende som man ikk altid så på hende. Det var svært at sige helt præsist hvad det var for dem der ikk vidste det. Hun var måske en smule nede på grund af hendes lille mangel på evner men det ahdve hun jo heller ikk sagt til Stéphan for hvis hun så var uheldig ville han bare spørge ind til det og hun var ikk så glad for at fortælle nogen om det.

Stéph lagde mærke til, at Amelia grinte lidt ad ham. Han smilte selv lidt over det, fordi han ikke var van til at skulle lave noget elegant, fordi han gjorde det bare, når han skulle noget. Og han havde jo bare prøvet det for sjov. Han kiggede ned på sin arm og bevægede den lidt. "Ja, jeg kunne jo en dag spille noget for dig." sagde Stéph og smilte. Han glædede sig virkelig til at starte igen, men hans far mente jo, at han skulle tænke på sit tennis, så han kunne komme i gang igen. Og så om han ikke kunne nå toppen til turneringen, som startede lige efter sommerferien. Men han havde jo også sin skole at tænke på.

"Virkelig! Det vil jeg vildt gerne.Altså høre dig spille" sagde hun muntert og smilende mens at hun stadig betragede ham. Han så faktisk ret godt ud i jakkesæt men alligevel kunne hun bedre lide at se ham i det normale og afslappede tøj eller skole uniformen. Hun satte så blidt sin albue i borden og støttede sit hoved i hånden mens at hun roligt ventede på maden som kom lidt efter. "Og forresten så ser du ret godt ud idag" sagde hun med et lille grin. Hun mente det godt nok men det var også for at drille lidt og se hans reation.
Hun tog en af de små metal spyd op og satte et stykke kød på sammen med en peberfrugt hvor efter at hun satte den ned i det lille kar med kogende olie foran sig. Hun gjorde det samme med et andet skyd. Så hælte hun noget vand op til den begge og smilte igen til ham.

Det glædede Stéph, at Amelia glædede sig så meget til, at skulle høre ham spille trompet. Men det var jo ikke noget specielt, fordi der var jo så mange, som også spillede, som var meget bedre, end ham. Det mente han hvertfald selv. Stéph reagerede ikke rigtig på hendes kommentar. Mange piger mente i forvejen det, men de gik fuldstændig amok, hvis de så ham i noget pænt tøj. Så Stéph var enlig van til det, men alligevel så virkede det til at være noget andet, når det var Amelia, en ven, som sagde det til ham. "Tak." sagde Stéph, "Du ser selv godt ud." Hvor det sidste kom fra, det vidste han ikke helt.
Stéph glædede sig til at prøve sin bøf, og den var perfekt, ikke for gennemstegt. Sådan kunne han bedst lide den.

"Tak.." sagde Amelia smilende og tjekkede lidt til sine skyd hvor efter at hun tog den op, tog både kødet og grønsagerne af på tallerken og satte noget nyt og spændnde osm hun puttede ned i karet igen. Hun stak sin gaffel ned i et stykke kød og så hen mod ham. "Vil du smage eller har du nok i din bøf?" Hun smilte varmt til ham og holdt kødet klar til at rakte ham det hvis han ville men hvis ikk ville hun jo også selv spise det.

//Undskyld det korte svar -_-//

Stéph så hen på hendes tallerken, vimpede lidt med hovedet, mens han overvejede. "Nej, ellers tak." svarede han så med en lille hovederysten. Selvom det så spænende ud, så skulle også passe på. Han cirka en plan på, hvor meget han spiser hverdag, fordi ekstra træning var der ikke rigtig noget ved, og hans far ville ikke være helt tilfreds, hvis han kom hjem og havde taget lidt ekstra vægt på. Og så skulle han lave ekstra træning, og det havde han ikke lyst til, fordi det var nemlig ikke sjovt, og så vil det tage den tid, som han kunne spille på trompeten. Og han kunne ikke undvære sin trompet i disse dage, hvor hans hånd lige var blevet rask.

//Det er helt i orden.//

Amelia nikkede bare roligt og spiste selv det skulle kød der sad på hendes gaffel. Hun kunne fornemme at han hele tiden spekulerede om hvad hans far ville sige og alt det der. Der var lidt stille i et stykke tid. En ubehagelig stilhed. Men så skilte hun sine læber for at sige noget. "Øhm..Jeg ved ikk om du har opdaget det men jeg kan ikk læse eller høre dine tanker mere..Faktisk er det sådan ved alle her for tiden" sagde hun så med en lidt svag stemme. Både så de andre folk ikk skulle høre det og da hun ikk vidste om det var det bedste emne at tage op.

Stéphan kiggede lidt på hende, han kunne fornemme, at hun ikke så gerne ville tale om emnet, men hvorfor tog hun det så op? Men han kunne jo ikke bare ignorere det. Det må jo være hårdt, lidt ligesom han ikke kunne spille trompet, som han havde kært. Men han vidste jo ikke, hvor kært hun havde sine evner.
"Hvorfor?" spurgte Stéphan forsigtigt, men også bekymrende. Han gad vide, hvad der var sket for hende, siden hun ikke kunne bruge dem. Det måtte jo være noget forfærdeligt, fordi hendes evner, var jo en del af hende. Han ville hvertfald have det forfærdeligt, hvis der skete hans trompet noget.

"Øhm.." Amelia blev sådan lidt usikker og kløede sig en smuel på sin kind mens at hun så væk. "Jeg..Jeg blev smidt i poolen..den der er oppe på skolens areal.." Sådan nu ahvde hun sagt det selv om at hun havde lovet sig selv at hun ville have holdt det for sig selv. Men havde skulle hun ellers have sagt for at bryde isen. Hun ahvde ikk kunne lide den stilhed der havde lagt sig over dem. Hun sank en mindre klump der havde siddet fast i hendes hals og så så hun igen op på ham med et forsigtigt blik. Hendes hasselnødde brune dådyr agtige øjne skinnede som sædvandligt og var krystalklare. Hun fugtede kort sine læber med tungespidesen hvor efter at hun bed sig blidt i sin underlæbe. Måske havde det alligevel ikk været det bedste emne at tage op.. Men hun følte sig alligevel utrolig lettet over at havde sagt det. Som om at en stor betonklods ahvde siddet og svæget på hendes skulder.