Sent ude..Igen (Barishan)

Barishan kom gående på en af sine mange gåture i skoven. Han gik med hænderne i sin beige jakke, hans sølv amulet hang og slog mod hans brystkasse. Hans gule hår bølgede let i takt med han gik. Hans krystal blå øjne var fokuseret på himlen. Efter lidt tid fik han øje på Izabell. Barishan smillede og sagte sagte med en venlig blød stemme. '' godaften frøken. Hvad laver de ude i skoven så sent om aftenen? ''. Barishan virkede ved første øjekast som en smuk ung mand. Det var klart at se han var en Aspara.

Barishan grinede let og smilede varmt til Izabell. '' mit navn er Barishan og jeg bor skam her i skoven, frøken ''. Barishan gik let tættere på og bukkede dybt foran Izabell. Sværdhylsteret på hans ryg kom til syne. Det var et meget stort sværd, han havde også en taske på ryggen. Der var det samme symbol på tasken som der var på hans amulet. Han virkede som en kriger, dog kunne det ses på hans måde at tale og opføre sig på at han var en sand gentleman og af adel herkomst.

Barishan rejste sig og smilede varmt. '' det er mig en ære at møde dem frøken Izabell''. Det var nu til at se han havde en sølv ring på sin højre hånd. Sådan en ring korsridderne fra svundne tider gik med. *hendes stemme, den minder mig om en dæmons. Kan det være en af Zane's agenter der har fundet mig igen. Jeg må passe på *. Barishan tog sit sværd hylster af og sagde det op af et træ stadig med sværdet i. Han kiggede på Izabell igen med et smil og gik tilbage og stod foran hende. '' vil jo ikke skramme dem med mine våben ''.

Barishan grinede sagte og smilede, hans krystal blå øje udstrålede varme og trykhed. '' du er ikke den første halv-dæmon jeg her mødt. Din slags er gode til at holde deres dæmon side nede, det ved jeg. Det er derfor jeg sætter mit sværd væk. Man ved jo aldrig hvornår Zane's onde agenter kigger forbi, han kan jo styre dæmoner''. Barishan virkede ikke kampklar mere afslappet og det så ud til han nød naturen.

Barishan kiggede ned mod jorden mens hun begyndte at gå, så løb han op på siden af hende. Han så på hende. '' det må de virkelig undskylde frøken Izabell, det var ikke min mening at fornærme dem. Kan de tilgive mig ''. Udtrykket i hans ansigt viste han var ked af måden han havde reageret på og han kiggede stadigvæk mod jorden ''. * er jeg virkelig blevet så kold i min jagt på Zane at jeg er ved at kaste mig egen venlighed væk. Tager den her krig virkelig så hårdt på mig *. Barishan så ud til at tænke mens han stod og kiggede ned i jorden.

Barishan stod og nikkede og sagde så mens hun gik. '' had er en farlig ting. Had bringer mange ting frem i folk, jeg prøver at finde en grund til at slippe af med min had. Dog ved jeg det ikke nytter at flygte fra ting. Det forsvinder de ikke af '' Barishan stod lidt og tænkte, den her gang løbhan ikke efter. Han stod bare og ventede på at se om hun stoppede og svarede ham.

Barishan grinede let. '' det kommer vel an på om man tror på man kan ændre sig. For hvis vores samtale ændre dem vi er er det jo ikke længere den samme dig og mig der står og taler sammen som det var da vores samtale startede. Derfor han et hvert møde påvirke og ændre fremtiden, man skal dog havde et åbent sind. Hvis ens sind er lukket så er ens tankegang også lukket. Det er hvad jeg mener frøken ''. Barishan stod og kiggede på Izabell med et undrende blik. Det var klart at se han var overrasket over hendes tale men der virkede som om han kun blev mere interesseret i at snakke på grund af det.

Barishan grinede let og rystede på hovedet. '' hvis jeg var en til at give op ville jeg ikke stå her i dag frøken Izabell. Men de virker til at være en klog ung dame, det er mig en ære at snakke og livs synspunkter med dem ''. Barishan stod lidt og kiggede undrene på hende som om han ikke rigtig kunne finde ud af om skulle sige mere eller bare blive stående. Hans øjne kiggede på hende og hans krystal blå øjne blev lettere oplyst af månens glans.

Barishan grinede sagte igen. '' det undre mig ikke frøken. Dog er visdom noget der kommer af tanker og intelligens kommer af lærdom. Men selv med mine mange hundrede år er der stadigvæk plads til at lære. Som du lærte mig at jeg skal passe mere på med at dømme folk ved første øjekast ''. Barishan puttede den ene hånd i lommen på sin anden og brugte den anden til at styre vinden så hans sværd fløj over i hans hånd. Han begyndte straks at spænde sværdet fast på ryggen igen. Mere så han ikke glemte sværdet hvis de gik videre, Zalzura var jo en sjældent og magisk sværd han ikke ville miste.

Barishan virkede overrasket dog ikke bange. Det var ikke første gang han havde set en teleporter. Han havde jo trodsalt kæmpet og overlevet kampen mod den legendariske Zane. Han stod stadigvæk med ryggen til. '' er du sikker på jeg ikke skal følge dem hjem, eller flyve dem hjem. Skovbunden kan være slem ved fødder der ikke plejer at betræde dens bund? ''. Barishan troede ikke et sekund hun ville angribe ham, hvilket overraskede ham selv. Det virkede som om hun spillede med musklerne eller kræfterne måtte det være. Dog havde han ingen intentioner om at vise hvad han kunne, det var der ingen grund til for hun var ikke en fjende.

Barishan stod stadigvæk med ryggen til. '' hvis de siger det frøken. Men hvis de søger oprørerne kan de møde mig her hver syvende nat omkring den her tid. At befri Di Morga for en hersker hvis sjæl er blevet fjernet af djævlen er hvad giver mig håb for en bedre fremtid. Det kan være det gør det samme for dem ''. Barishan stak sine hænder i lommerne på sin jakke og begyndte at gå.

Izabell nikkede kort. "Jeg forstår ærligt talt ikk hvad i selv vil få ud af alt det her udover krig og ødelæggelse samt flere drab" Så gik hun videre og efter noget tid forsvandt hun ind i mørket og man kunne nu ikk høre hendes skridt mere.

//Out :3//