Asmamix - Bagrundshistorie.

Al min smerte forvinder, når han kigger på mig...
◘◘◘


Røde øjne, med et mørkt skær. Viser sig frem, i mørkets hær.
Det danner noget grusom, - ja en slags dødsdom.
De røde øjne lukker sig med et. Det er som om, det er det næste skridt.
Et smil breder sig på personens læber. Åh nej, tænker jeg, nu falder mine kæber.
Personen løfter sin venstre hånd. Nu er det som om, jeg har mistet min ånd.
Jeg ser mig omkring for at flygte,- men det som om han følger efter med en lommelygte.
Personen er nu helt tæt på mig,- men det eneste jeg ser, er dig.
Gennem den store kappe der dækker dit ansigt.
Jeg frygter intet mere,- jeg lader det hele passere.
Nu er tiden inde til at dø,- ikke mere tid til at stå i kø.
Men med ét trækker personen hætten tilbage,- jeg må beklage.. •

◘◘◘◘◘◘◘◘◘

Personlighed

Man skal ikke altid tro at hun er en smilende engel. Men hun er en glad lille person inde i. sød mod alle, men aldrig sur over små ting. Hun kan blive alvorlig sur, hvis nogen dræber, misbruger, irritere, og værre ting mod hendes venner. Asmas sande ansigt gemmer hendes venner. Hendes venner er alt det hun har, og de viser hende alt det omsorg de kan uden at vide det selv. Asma er mere en pigedreng. Hun er ikke tøset og går aldrig op i sit udseende. Hun er normal og naturlig pige, og er glad for det hun har. Hun er ikke den rigeste på joden og Asma har det hun har. Hun er ikke snob, eller tæt på, men hun er for det miste drillende og virker altid glad over alt og barnlig i forhold til hendes alder. Men inderst inde rummer hun alle de sorg hun har oplevet, men hun vil ikke vise det. Hun ville opleve det bedste oplevelser med dem hun har kær. Hvad vil det også nytte hvis hun græd hele tiden? Det medførte jo at folk ikke gad at vær sammen med hende. Og dog, Asma græder hele tiden. Hun er nok den mest tudende person der findes. Men det er dog når andre ikke ser hende. Når hun er alene og ingen er til stede.
Men kort sagt er Asma en rar person. Hun er klar til at møde nye væsner, selv dem der vil dræbe hende. Og inderst inde gemme hun alle sine kvaler. Hun er heller ikke personen der falder for andre. Hun betragter alle som hende familie..

◘◘◘◘◘◘◘◘◘

Udseende

Asma er høj i forhold til en kvinde på sin alder. Hun er tynd på en normal måde, og ikke uhyggelig. Hun sulter ikke sig selv. For det er vel lige gyldig om man er tyk eller tynd. Hendes hår er blevet rødt igen. Før var det nemlig sort og det blev ellers mørkere og mørkere. Nu er det så mørke rødt. Asma er en utrolig smuk engel, med særlig træk. Hun ses af og til i en hvid/sort kappe.

◘◘◘◘◘◘◘◘◘

Familie

En far som I aldrig kommer til at møde. Hun vil ikke engang bruge sin tid på at forklare det.

◘◘◘◘◘◘◘◘◘

Baggrundshistorie

Je vais mourir.


Spoiler:
- En begyndelse eller en slutning?

Hun løb. Hun løb alt det hun kunne med bare tære. Hendes lunger var ikke stærke nok, så hun gav efter og stødte ind i en sten. Varmen fra blodet trillede stille ned af hendes kind, som om hun græd med blod. Regnen slid på den mørke himmel og ingen mennesker at se. Asma samlede sine knæ ind til sit bryst og holdte om den.
Hun rystede af kulde og hendes læber var blå. Regnen irriterede hende ikke, man kunne se at hun var vand til det, og hendes lange og underligt nok klatte hår, gav gensplejsning i mørket. Hun græd ikke, hun gjord ikke det mindste for at holde blodet tilbage. Hun sad bare og stirrede tomt for sig.
Regnen blev værre for været sekund der gik. Og for ikke at tale om tøjet. Hendes tøj var nemlig i laser, og vinden ruskede hårdt og ondt i dem.
Stoffet var selvfølgelig gennemblødt og kulden kunne trække sig ind så let som en leg.
Asma lukkede øjnene i og begyndte at mumle:
”Let the rain fall. It comforts me. The sky shows me emotion... guess I will sit here, till the day my sunshine return” sagde hun og gled langsom ned af væggen som hun havde brugt som støtte. Man kunne lige se en blod stribe på væggen, men regnen skyndte sig at vaske det borte. Man skulle tro at sådan en lille pige døde på stedet..

-Fuglene sang højt på himmelen, og de fløj hele tiden ned og op. De legede. Det kunne man høre og se.
Asma ømmede sig og bevægede sig stille op. Hun mærkede hvordan slaget i aftes gav genlyd. Smerten var ikke til at slippe af med, når man først fik den.
Hun kom endelig om på benene efter en lang tid. Hun mærkede stille hendes pande og gættede på at regnen havde fjernet blodet. Asma missede op mod solen, og så derefter på sine omgivelser. Et par folk som gik forbi stirrede på hende, men Asma så ud til at være lige glad. Lige nu havde hun ingen steder at tage hen, for derhjemme var hun jo ikke ´velkommen´. Hendes far var den værste person hun nogensinde havde mødt. Ingen andre var onde som ham.
Asma sukkede og gav slip på tanken. Hun tog sin første skridt, og den medførte at hun svajede, som om hun lige havde drukket.
Men efter par minutter genvandt hun sin normale balance evne eller hvad man nu skulle kalde det. Hun sigtede ikke efter et bestemt mål eller noget.
Men hun fik øje på en lille legeplads med folk myldrende som myre, og nogle skrigene børn.
Asma smilte svagt og valgte derfor at gå derover.
Hun stod lidt og betragtede dem. Hun vil lege med dem. Men hun var bange for, at de ikke skulle synes godt om hende. For det første havde hun ikke sine forældre med, som om de var her. For det andet lignede hun noget fra helvede, så hvorfor skulle børnenes forældre give lov til at lege med en som hende?
Asma mærkede med et sulten. Hendes mave rumlede og hun så sig om. Et stykke æble eller sådan noget?
Men fandt ikke noget. Hun så med ét at en af gyngerne var forladte. Hun gik derover og satte sig ned.
En tyk dreng med mad i munden stirrede på hende. Han sad nemlig ved gyngen ved siden af hende. Asma så lige ledes på ham, uden at fortrække et mine.
Noget af maden røg ned på hans bukser, fordi hans mund med et var åbent. Asma stirrede tilbage som han gjord. Og sådan sad de et stykke tid, mens de fleste var på vej hjem. Drengen så ud til at vær et par år ældre ind hende selv. Han havde rosen røde tykke kinder og han så temmelig rar ud.
Han så ikke ud til at have forældre med sig. For mærket havde sænket sig over dem, og kulden træk igen. Drengen gyngede, men holdte sit blik på Asma.
Asma så bare ned på sine tærer og hendes hår gled stille ned af hendes skuldre. Med et hørtes et bippende lød fra drengens lomme. Han standsede gyngen så hans mave lavede et hop. Asma så på ham. Det var hans mobil. Hans snakkede med sin mor og han smilede stort.
”Jeg kommer nu” sagde han og sprang helt af gyngen. Han puttede mobilen i lommen og begyndte at løbe af sted.
Men standsede kort efter. Han så sig tilbage og smilede så til Asma.
Asma så bare på ham og smilede ømt tilbage. Han løb over til hende, og gav hende det æble han havde i hånden. Det var uspist og det så helt frisk ud.
Asma tog det og så på ham. Han nikkede og smilede, men løb så af sted. Asma nåede ikke engang at takke.


En vred far.

Det var sikkert allerede midnat, for kirkeklokkerne slog med ét. Asma spurte af sted. Hendes far var sikkert ikke hjemme, så kunne hun lige stjæle noget mad inden han kom. Asmas lunger var tunge. Hun kunne ikke løbe så meget, da hun ikke har fået noget rigtig mad.
Endelig var Asma ankommet til deres mini hytte. Den så ikke særlig pæn ud, og haven var bare en katastrofe.
Asma åbnede stille døren som gav en gevaldig lyd fra sig. Hun rynkede sin pande, da en stærk lugt af alkohol ramte hende. Hun gik stille ind, men inden hun fik taget et skridt til blev lyset tændt. Hendes far stod der og så surt på hende.
”Hvad er det for en tid at komme!” råbte han og spyttede nærmest ordene ud. Asma så på ham, hun var ikke bange for ham. Det havde hun faktisk aldrig været.
”Hvad med dig selv? Du kommer jo kun på besøg” sagde Asma og stirrede koldt på ham. Han så nu mere vredt på hende. Han gik et par skridt tætter på hende.
”Du vover at tale sådan til mig!” skreg han og gav hende en lussing. Asma faldt ikke, hun vil ikke give efter.
Hun drejede sit hoved om mod ham igen, fordi slaget havde fået hendes hoved til at kigge et andet sted.
”Hvor vover du at slå mig?” sagde Asma og svarede ham med vilje tilbage. Han så dum ud, han var dum.
Han slå igen så hun fik næseblod den her gang.
”Hvad er du for en pige!?” skreg han, da Asma ikke faldt om, som han nok havde regnet med. Asma så på ham og tørrede blodet væk med sin bare arme.
”Hvad er du for en far?” sagde Asma og smilede. Nu kunne Asma se hans blodårer og hans ansigt blev næsten helt lilla i det. Han løftede hans hånd for tredje gang og slog hende så hårdt at hun faldt den her gang. Han spyttede på hende og gik ud af døren.
Asma smilede ned til gulvet. Hendes hænder var krøllet som en knytnæve, og hun slog så hårdt på gulvet, at hendes hånd gav et lyd fra sig.
Asma stønnede og gav efter af gråd. Hvordan skulle hun holde det ud? Hendes hjerte var ved at briste! Ingen venner til at græde ud hos, ingen mor til at trøste.
Hvorfor havde hun ikke en? En hun elskede og så var i live? En ven, en at holde om og smile og snakke med?
Asma kastede blod op og slog hårdt sin hoved på sten gulvet.
*Jeg hader dig far*


En rigtig engel.

Aften stod på dør igen. Asma sad med en al for stor trøje i stuen med plaster over det hele i ansigtet. Hendes far var på ferie med sit arbejde.
Asma var ret glad for det, for nu kunne hun ikke få tæsk. Hun sad på deres nedslidte sofa og så mod vinduet.
Vinteren var snart overe og endnu en sommer skulle tilbringes alene. Hun havde haft fødselsdag i går, men selvfølgelig ingen til at fejre det.
Hun rejste sig dovent fra sofaen og gik over til sit værelse. Der var ikke så meget på værelset ud over papir på væggene.
Asma skrev af og til digte, som hun havde hørt eller fundet på.
Hun gik direkte over til vinduet og så stille på mørket. Mørket var det bedste om aften. Mørket lammede ikke, det var godt.
Men hendes øjne blev fanget af en hvid hus. Asma havde aldrig set den før, og hende som altid var ude. Hun gned sine øjne, og mærkede med et hvor meget det gjord ondt. Hun havde sikkert en sæbeøje. Hendes far var ikke hjemme og Asma var blevet nysgerrig.
Hun løb stille ud af den lille hytte, og hun kunne mærke slaget af sin far. Men lige nu tænkte Asma på noget andet, så det kunne godt lige så godt være lige meget.
Hun nåede til en stor busk som spærrede vejen. Asma sukkede surt og bed sig på fingeren. Hvad skulle hun nu gøre?
Hun smilede og stak sin hoved. Selvom det gav hende små mærker, var hun lige glad. Nu kunne hun se huset. Det vare meget større at se den her fra, ind oppe fra vinduet. Asma smilede og tænkte på dem der boede derinde. De måtte sikkert være rige og en fornem familie. Alt ved dem var perfekt og de var normale mennesker uden kvaler eller skam i livet. Mens Asma sad og så ud til at dagdrømmende om de forskellige personer i huset, kom der nogen ud.
Hun kunne se en meget høj mand, som så ud til at være smuk. Umenneskelig smuk endda. Asmas pupiller blev store da en dame fulgte med. Asma kunne ikke rigtig se hvordan hun så ud, men hun måtte sikkert være lige så smuk som manden.
Manden talte. Det kunne Asma se, men ordrerne der kom ud af hans mund, var ikke det sprog hun kendte. Det lød helt anderledes.
Asma kunne på en måde mærke at manden betragt hende ud af øjenkrogen. Men det var sikkert noget hun bildte sig ind.
Damen nikkede flere gange og begyndte så at gå imod busken.
Asma fik en mindre chok og stak sit hoved ud og løb imod en gynge som stod for sig selv. Hun begyndte at gynge langsom og så manden for sig igen.
Han var smuk, meget en da, og hun ville sværge på at hans øjne var røde. Men Asma stoppede med at tænke der hun hørte fodtrin.
De lød venlige på en måde, men med ét gispede Asma. Det var damen fra huset. Hun havde en lille kurv i hånden, og hun så ikke ud til at se frisk ud.
Hun så faktisk bleg ud, som om hun ikke havde fået mad eller ikke havde blod i kroppen.
Damen havde fået øje på Asma og gik nu stille imod hende. Asma var i en lille panik. Tænk hvis hun vil skælde ud?

-”Spis søde, der er mere for det kommer fra” Asma sad på en sten sammen med kvinden. Hun fandt ud af, at kvinden hed Lucy og at hun boede i huset sammen en hvis Lucifer. Det måtte være manden hun havde set. Den smukke en. Asma nikkede og gumlede så meget brød i sig som hun kunne.
”Hvad er dit navn søde?” spurgte hun med sin klang og søde stemme.
”Asma” smaskede Asma og så med store øjne på Lucy. Lucy var det eneste menneske der talte med hende, sådan direkte.
Med et begyndte Asma at fortælle Lucy om hendes far og alle de sår hun havde. Hun fortalte hende alt det hun havde på hjertet og det hun havde oplevet.
Hvordan ensomheden hele tiden stak hende i hjertet og at hun ingen venner havde.
Lucy krammede Asma med sine tynde arme. Lucy var en meget forstående person, hun var en rigtig engel…

-Asma og Lucy sås være morgen fra den dag af. Lucy underviste hende i gode manérer.
De gik også ud og fiskede og Lucy fortalte hende vidunderlige og utrolige smukke fortællinger. Hun fortalte også om vampyr og engle. Lucy sagde at hun troede på det, men Asma betragt det som, at hun lavede sjov. Men sådan så det ikke ud til.

”Lucy” sagde Asma en dag. Nu havde hun været sammen med Lucy i flere måneder og de kom godt ud af hende. Asma betragt Lucy som sin nye ven og mor på en måde. Lucy så på hende og nikkede. Hun havde et stykke brød i morgen og hendes øjne så næsten livløse ud. For være gang Asma så Lucy, blev hun enten bleger eller tynder.
”Må jeg ikke komme og besøge dig? Jeg vil godt se det flotte hus” sagde Asma og smilede. Lucy hostede for hun fik noget galt i halsen, men tørrede sig så om munden. Asma så lidt overrasket på hende, men Lucy smilede sødt.
”Jamen jeg henter dig. I morgen tidlig her” sagde Lucy og rejste sig op. Hun kyssede Asma ømt på panden og traskede stille af sted.
”Au revoir” råbte Asma og vinkede. Lucy vinkede tilbage og de gik være sin vej.


Garçon

”Asma kom prøv igen” grinede Lucy mens de var på vej til huset. Asma hoppede op af ivrighed og så på Lucy.
”Altså, Moi, vous og ” Asma gik i stå. Hun bed sig på fingeren. Hun glemte altid den sidste.
”No” sagde Lucy som hjælp. Asma hoppede op.
”Nous!” råbte hun glad. Lucy klappede hende stille på hovedet og lo. De kom endelig ind i huset og masser af stearinlys mødte Asma.
Asma smilede kort og så på Lucy. Bare gå ind i stuen, så henter jeg lige noget til dig. Sagde Lucy og pegede på stuen som lå lige ved siden af.
Asma åbnede stille døren og det gav ikke et uhyggeligt knasende lyd. Hun betragtede den smukke stue, som så ud til at lige noget kongelig.
Solen dannede små strege på gulvet og det så meget smukt ud.
Men med ét fangede hendes øjne noget. Noget der gemte sig i skyggen eller hvad? Ved gardinerne.
Men kort tid efter trådte en lille dreng på hendes alder frem. Han var smuk, smuk som manden. Måske var det hans far?
”Bienvinue” sagde han og smilede. Asma gengældte smilet ”tak” svarede hun.
Men med et kom han nærmer og prikkede hende på panden. Asma så overrasket på ham. Men med ét blev døren åbnet og Asma kiggede tilbage.
”Lucy” smilede hun og vente sig om for at se hende bedre. Lucy så på dem begge og smilede.
”Så i har allerede mødt hinanden? Det var da godt” sagde hun og henvendte sig til dem begge.
Hun så på drengen, og fast hold hans blik længer. Hvad mon de tænkte? Asma så tilbage på drengen for at se hvad han gjord, men han gik tilbage og satte sig på en stol.
Lucy så tilbage på Asma. ” Det er husejernes søn. Hans navn er Ahngel” sagde Lucy og sad nu på hug foran hende. Hun lag noget tøj i hendes favn og Asma nikkede bare.
”Så har vi vist rationeret for i dag min pige?” sagde Lucy smilende og rettede sig op. Det så ud til at Lucy så rundt på hylderne. På hylderne var der flasker og de så ret uhyggelige ud. Hvad var der med drenge.. Ahngel og Lucy? Hvorfor var de så hemmelighedsfulde?
Med et rejste drengen sig og smilede tilbage.
”Godmorgen” sagde han og forsvandt. Asma så på Lucy, med en mindre forvirret udtryk. ” Det er bedst hvis vi holder for i dag min ven. Jeg skal lige ordne par ting” Lucy kyssede Asma på panden og det eneste Asma kunne gøre var at smile som tak. Lucy lukkede døren efter sig, og Asma gik stille ud.
Hvad var der med Lucy? Og hvorfor hørte hun noget ramme gulvet så hårdt? Asma træk på skuldrene og smilede. Hun havde måske fået en ven på sin alder.
Ahngel. Husejernes eneste søn. Asma løb af sted med tøjet i sin favn. Hun kastede en sidste blik på døren, bare for at se om drengen kom ud.
Men det så ikke sådan ud.


Et nyt liv vil begynde… med nye omgivelser?

Asma stod op, og vejret så ikke ud til at være glad. Regnen sled og Asma følte sig på en måde ked af det.
Men hvorfor? Hun rejste sig stille op fra sin seng og gik ned til stuen.
Hendes far sad der! Han var hjemme og det var morgen. Asma gik forbi ham uden så meget som et ord.
”Asma” sagde han med ét og det gav et kort sæt i Asma. Han rejste sig op fra sofaen og kiggede på væggen, som om det var den han talte til.
”Ja” sagde Asma, og undrede sig over, at han talte til hende.
”Jeg har tænkt over det” sagde han og begyndte at gå frem og tilbage. ”Du skal ikke bo i den her hytte mere”
Asma smilede. Betød det at, han skulle sende hjemme fra? Det virkelig være godt. Så kunne hun være sammen med Lucy og Ahngel..
Men mere fik hun ikke tænkt. Hendes far så på hende, og han smilede skummelt.
”Vi flytter fra London” sagde han og drejede så om og satte sig tilbage på sin elskede sofa. ”Hvad!? Jeg vil ikke flytte, du kan selv flytte ikke mig!” protesterede Asma og gik over til ham. Hun så koldt på ham og hendes tænder var sammenbidte. ”Jeg vil ikke have at vi bo her, når de også er her” hendes far rejste sig op, og man kunne se hvor høj han faktisk var i forhold til hende.
”Hvem er de?” spurgte Asma og fik en underlig tran til at slå ud efter ham. hvis han mente Lucy og Ahngel.. nej, hvordan i alverden skulle han kende dem?
”Morte De Sang familien” sagde han og lavede en grimmasse da han sagde navnet. Hvad? Hvem var Morte de Sang?
Asma anede ikke hvad han talte om, så hun nøjes bare med at sige ´hvad´.
”Jeg forbyder dig at møde kvinden som du bruger din tid på vær morgen. Jeg forbyder dig at gå ind i deres hus” sagde hendes far meget alvorligt.
Jo, ham mente Lucy. Men hvor kendte han hende fra? Og hvem var Morte De sang familien. Mon det var Ahngel?
”Du bestemmer ikke!” råbte Asma og vreden syrede i hende. Han vovede at tale ondt om Lucy. Hende som havde behandlet hende godt, bedre ind han gjord. Men spørgsmålet var nu bare.. hvor kendte han Ahngel og Lucy fra?
”De har skabt problemer før, og det skal ikke ske igen” sagde han og begyndte at gå ”pak dine ting og vi mødes her ude om en halv time”
¨”Nej!” skreg Asma og spyttede på gulvet. Hun havde aldrig svaret sin far tilbage på den måde. Hun havde altid taget imod hans kvaler og hans grimme ord. Men når det galt nogen hun holdte af, så skulle han ikke have den mindste mulighed for at håne hende.
Han drejede om og så på hende. Hans blik var irriteret og surt på samme tid. ” Hvad? Du er ikke gammel nok til at bestemme selv Asma” sagde han og gik imod hende ”få mig ikke til at slå dig igen”
”Slå mig din lede satan!” råbte Asma og tårerne gled. Hun kunne ikke styrer sig. Hun skreg. Skreg for at Lucy skulle kommer for at hjælpe hende.
Hendes far sparkede hende så hårdt på maven, at hun hostede blod. Asma gav ikke efter. Hun holdte på sin mave, og så på sin far med ryggen krympet.
Han gav hende lussing, og det sidste Asma så af ham, var en kold smil og et spyt i ansigtet. Han gik ud af døren og hviskede: ”Halv time uden for”
Asma lå med næsen på den kolde sten gulv. Hendes mave syrede af raseri og blodet fra hende mund blev værre. Hun så mod døren som stadig var åben.
Lucy og Ahngel sad sikkert dejligt og hyggede sig med en kop kakao. Asma smilede og prøvede at kravle over til døren, med stadig hånden på maven. Hun støtte sig trappens gelænder og kom så på benene. Hun så mod regnen og smilede mod den hvide hus. Hun kunne kun se den ene torn. Ellers var alt andet skygget for den store busk.
”Ahngel, Lucy” sagde hun og prøvede at vinge” jeg undskylder at jeg flytter, men vi ses måske aldrig igen” sluttede hun og faldt helt om.


◘◘◘

Rasle hans knogler, over stenene. Det er kun et fattiglem, som ingen kender...

◘◘◘


Røde øjne, med et mørkt skær. Viser sig frem, i mørkets hær.
Det danner noget grusom, - ja en slags dødsdom.
De røde øjne lukker sig med et. Det er som om, det er det næste skridt.
Et smil breder sig på personens læber. Åh nej, tænker jeg, nu falder mine kæber.
Personen løfter sin venstre hånd. Nu er det som om, jeg har mistet min ånd.
Jeg ser mig omkring for at flygte,- men det som om han følger efter med en lommelygte.
Personen er nu helt tæt på mig,- men det eneste jeg ser, er dig.
Gennem den store kappe der dækker dit ansigt.
Jeg frygter intet mere,- jeg lader det hele passere.
Nu er tiden inde til at dø,- ikke mere tid til at stå i kø.
Men med ét trækker personen hætten tilbage,- jeg må beklage.. •



__________________________________________
Jeg kæmper videre og jeg håber inderligt.
__________________________________________
-Je vais mourir. Så alt smerten forsvinder..
__________________________________________
” Friend is someone who knows the song in your heart,
and can sing it back to you when you have forgotten the words...you know?"
__________________________________________
A rose that never disappears, a bird who always chirp. This is the life we all want. Dead or alive, we all need to survive.
__________________________________________
Det var så stærkt og så stolt, mit hjerte
det sov og drømte i lyst og leg
nu kan det knuses - men kun af dig.
___

Super prooooofil! ^^ Tommel op ;D
Jeg elsker den der digt om: Røde øjne..uuuu xD
Men jeg elsker din profil, flot skrevet, og jeg har læst det hele igennem OO

Thaaaaaaaanks^^ Jeg er glad for at du gad at læse det :P

Det sidste.. er det citater?
- Og for resten, elsker din bagrundshistorie.

Joée.. det er de sådan set, men digte er også indeblandt
Men hei! Tak skal du ha´^^

Yuuup! xD

Hihi.. altså jeg bliver så glad for når folk læser noget jeg har skrevet. Altså helt ærlig, hvem gider at læse det der? Jer! xD