Masque //Asmamix :D //

S: Kirkegården
V: fuldmåne, stjerneklart
T: midt om natten.
O: ingen
D: irl

*******************

Menneskenes tikkende ur havde for længst slået til et kvart dusin på bytårnet. Natten var intakt og byen var atter faldet fuldkommen til ro. Kirkegården lå måneoplyst hen. Som om hele området blev omkastet af et perfekt sølvglinsende lys. Midt i det hele sad en sort silhuet på et af kryptetagene. Lang.. Tynd. Det eneste der fik det til at minde om et levende væsen var når vinden strøg over området og tog fat i det sorte lange bølgende hår. Det og så de øjne der lyste let op. Knaldrød, som var der nogle der fik blod til at lyse op.
Ahngel så stille ud over den tomme kirkegård og lod himmel skældnes med den uregelmæssige grund, som var besmittede med hundrede vis af korsformede gravsten og kryptespir, som syntes at gå tværs igennem månens silhuet.

Asma små løb igennem kirkegården. Hun var ikke bange, men nærmer forvirret. Det var hendes anden dag, på den her kirkegård. Hun vidste ikke rigtig, hvorfor hun blev ved med at komme. Hendes vinger havde fået en normal størrelse så nu kunne alle se dem. Men Asma var ikke stolt. Hun vil ikke være en engel. Nu begyndte Asma at gå. Hun orkede ikke til at skændes med sig selv. Hun havde ike mødt nogen idag. Kun tomhed.
"Sørens" sagde hun. Hun havde nemlig trådt på en spids sten. Hun bøjede sig ned og ømmede sig på stedet. Ingen blod....hun sukkede bare og rejste sig op igen.

Ahngel vendte blikket stille og fik øje på den forvirrede skabning. Hans smil bredte sig makabert og lod hans modbydelige tandsæt vises til verdenen. Senistert.. djævelskt. Han genkendte ikke denne engel.. men hold op hvor så hun dog tiltalende ud. Ahngel klukkede koldt for sig selv og lod sig med ét forsvinde fra taget af krypten og bevæge sig tætter på med en urimelig fart. Han stoppede op bag et træ ikke langt fra hende og betragtede hende med vilde blodrøde dyriske øjne.
Hvem er bange for den store stygge ulv?
Inden få sekunder igen hvade gået, stod han lige bag hende uden en lyd og med et roligt tag, lagde han en arm om hendes arme og hendes liv og en anden om hendes hals og holdt hende i sit ubrydelige jerngreb.
"Eh bien bonne soirée mon bel ange peu.." hviskede han. Hans ansigt var ude fra hendes synsvidde.

Asma havde fået et lille chok. Men hun stod stille. Hun lukkede øjne og snusede sig bare frem til lugten. Kendte hun den elelr ikke?
"Godaften min djævel" sagde hun ligeså rolig som stemmen. Hun kunne intet gøre. Efter så mange år. Stod han her og lavede et jernangreb på hende? Asma sukkede skuffet.

Ahngels pupiller snørrede sig merkant sammen og lod til kun at være et rovdyrs aflange kattelignende røde linje. Det lød bekendt. Forfærdelig bekendt. Han holdt dog stadig fast i hende og var pludselig stille idet han forsigtigt prøvede at betragte hendes ansigt i profil. Det kunne da vel ikke være...? Vel?!
Han så kort væk med et skeptisk udtryk. Nej! Det ville ikke kunne være rigtigt. Alle og enhver kunne ha kaldt ham det. Han er blevet kaldt djævel mange gange, men... ikke på den måde.

Asma åbnede øjnene. Hun var satdig i chok. Men hun vil ikke vise det. For tænk hvis det ikke var ham? Tænk hvis hun tog fejl? Vil hun mon dø nu? Asma kunne mærke at personen var høj. Hun var dog stadig usikker.
"Eller skulle jeg mon sige min engel?" sagde hun. Asma havde løst til at løbe skrignde borte nu. Hun skulle aldrig havde sagt det. Tænk at hun døde på sådan en søle måde. En person der sikker ikke var 'ham'. Hun irriterede jo sin modstander, som vil æde hende! Asma har aldrig være klog.

Ahngel bed sig hårdt i løben, så en lille rød blodstribe lod sig flyde fra det ene krater fra sin hjørnetand. Det var hende?! Hvordan pokker kunne det lade sig gøre? Han lod med et sine arme frigøres fra hende, som en statue hvis greb blev knækket over. Han trådte 3 hurtige skridt væk fra hende for at få overblik. Det kunne jo ikke være?... kunne det.
Han betragtede hende i en tid med skeptiske røde øjne, blot for ikke at udtrykke den lutter af usikkerhed han følte over sit 'bytte'..
Han sagde ikke noget derefter. Han var fuldkommen stille idet hans indtagende røde øjne hvilede på hende.

Asma vente sig stille om. Hendes hjerte bankede som sindssyg. Ahngel. Det var ham. hendes Ahngel. Hun betragtede ham eller faktisk stirrede på ham. Han lignede ikke sig selv. Han var helt anderleds ind hun havde fortillet sig. Han var...smuk. Asma sagde heler ikke noget. Hun ømmede sig lidt på hendes hals, men tog dog ikke blikket fra Ahngel.

Ahngel stirrede ligeså på hende i lang tid uden egentlig at tage sig af hvor akavet det måtte være at de begge bare stod og stirrede sådan på hinanden. Hun ligeså havde forandret sig efter hans mening. Havde han ikke hørt hendes genkendelige stemme havde han ikke opdaget at det var hende før det ville være alt for sent.
Han rettede sig op og lod sig kort falde ud fra den overraskede stilling han før havde været i, dog stadig med et blik der sagde: Jeg tror ikke på det!
"Asma?" sagde han så. Hans stemme lød dog som sig selv når han ikke talte fransk.

"Ja" svarede hun stille"Ahngel?" sagde hun helt 'paf'. Hun vidste det var ham. Hans øjne det var kune det og hans hår hun kunne kende. Hun tænkte ikke på det der lige var sket. Men at den her person var Ahngel! Hvor gammel var det lige han var? De havde ike set hinanden i flere år så det var der ret normalt.

Ahngel sænkede skuldrene og lod sine øjne tilnærme sig den mere normale form endnu engang. Mere som person i stedet for et dyr.
Han nikkede, stadig med usikkerhed i blikket. "Mere eller mindre." sagde han så og betragtede hende analyserende. Fra top til tå. Hun var vokset. Ahngels forestilling af hendes yngre dage gik langsomt i opløsning. Sådan havde hun altid set ud i hans hoved. Sådan havde hun altid kommet frem når han befandt sig i den tilstand.

Asma tilod sig at smile. Hun kunne, slet ikke lade være med at smile.
Men inderst inde var hun skuffet. Hun anede ikke hvorfor, men det skulle der laves om på.
"Mere eller mindre?" sagde hun, og gik imod ham. Hun havde løst til at omfavnede. Springe i hans arme og råbe: 'Min engel'. Men det vil virke skøre. Hun var jo ikke længere et barn. Hun var næsten en fuldvoken engel. Og Ahngel noget helt andet.

Ahngel betragtede hende lidt efter hun havde spurgt. Ville hun virkelig vide det? Han kløede sig kort på halsen og lod endnu engang de røde øjne hvile stille på hende.
Han ville egentlig sige det hele og gennemgik hvert eneste ord omhyggeligt i sit hoved inden han åbnede munden. Desværre kom der helt andre ord ud end han havde planlagt. "Kan det ikke være ligemeget?" sagde han og tav kort. Han havde haft i hensigt at fortælle hende det. Skammede han sig? Nej!
Han lod kort en hånd stryge igennem det sorte hår.

Asma standsede få centimer fra ham. Hun var ikke overlykkelig for hans svar, men alligevel. Han havde jo ændret sig.
"Nej Ahngel. Det kan ikke være ligemeget, slet ikke. Ikke for mig i væretfald" sagde hun og bed sig på sin finger. Den vane havde hun haft siden hun så Ahngel. Og den var hun ikke vokset fra.

Ahngel betragtede hende stille idet hun kom tættere på. Han havde lyst til at række ud og mærke på hendes hår.. bare for at se at hjun virkelig var der.. rigtigt..
"Du fik vel selv en smagsprøve på det." sagde han så og lod blikket flakke kort ud til siden med et opgivende udtryk. "Jeg er vel blevet uhelliggjort. så at sige." sagde han og kiggede igen på hende med et stille udtryk.

"Argh. Det var da ikke noget." sagde hun og så på ham. Hun var nu så tæt på, at hun kunne tage hans hånd, og det gjord hun også. Det føltes som før. Ahngels slikebløde hånd og den dejlige kulde.
"Vi er begge blevet noget. Og vores veje vil sikkert aldrig mødes" sukkede Asma"jeg skulle aldrig have rejst for at begrave min far i udlandet" sagde hun"jeg vender ryggen til og så ender du sådan her. Og jeg skal nødig tale. Jeg kommer snart til at ligne en engel."

Ahngel betragtede hende stille idet hun tog hans hånd. Hun var vel stadig sig selv, var hun ikke? "Det her er desværre selvforskyldt. jeg forlod skolen umiddelbart efter du tog af sted." sagde han og kiggede lidt væk endnu engang. Han hadede den historie. Han hadede den kendsgerning at han rent faktisk opgav til sidst og lod sig selv smides ned i sindsygen.

Asmas smil forsvandt. Hun tog sin hånd op, til hans kind og aede den lidt.
Hun så trøstende på ham.
"Men helt ærlig. Prøv at se os" sagde hun og fjernede sin hånd. Lige nu gad hun ikke tale om noget sorgligt. Hun vil tale normalt med Ahngel. Som de gammle dage. Det kunne naturligvis ikke lade sig gøre. Men hun kunne prøve. Hun vil ikke give op, og hun vil aldrig forlade ham igen.

Ahngel kiggede overrasket på hende da hun rørte hans kind. Han knyttede hænderne og bed hårdt tænderne sammen. For pokker da. Lynene skreg igennem ham fra det metalliske indre. Han tog et skridt fremad og lagde armene om hende. Trykkede hende ind til sig uden at sige noget. Han havde tilogmed øjnene lukket stramt i. Det gjorde ondt. Forfærdelig ondt. På grund af den tingest, men ligenu skulle den ikke bestemme!

Asma så overraskende ud. Hun krammede ham tilbage og smilte skævt. Jo den gammle Ahngel var der inde. I et dybt sted...meget dybt. Men det var som om, han anstengede sig for at kramme. Det gjord ondt. Det gjord ondt på hende. Men hun vil ikke slippe. Hendes vingere begyndte at bevæge sig. De var stadig små, men de havde utrolige kræfter.
Det minede om at brænde sig på noget. Føltes det sådan at kramme en vampyr, når man selv var en engel?

Ahngel slap hende da stikkene imod hjertekaret blev for voldsomme og Asmas duft af engel overskred hans sanser som en væg der nedbrydedes.
Han rettede sig op og så på hende. Han var høj og tynd. Ret tynd, men samtidig med en muskuløsitet uden at virke pumpet, hvilket han langt fra var.
Han betragtede hende længe med et tænkende blik.
"Asma.. hvornår døde du?"

Asma rørte sin pande, og så på ham. Ahngel. Hun kunne ikke fatte, at han var så tynd. Han lignede seriøst en slags, filmstjerne eller sådan noget.
"Kunne du huske den bog du gav mig? Den bog fra Lucy?" sagde Asma og hendes vingere var blevet normale igen. Billederene kørte rundt i Asmas hoved. Grotten, faldet, højen, vandet, menneskerne. Og inden hun døde så hun Ahngels ansigt for sig. Det var som om, at han beskyttede hende. Han havde rakt sine arme imod hende!

Ahngel nikkede uden at blinke idet hans rolige øjne hvilede på hende. Gjorde det nærmest utydeligt hvad pokker han tænkte på.
"Ja det gør jeg. Hendes dagbog. Hvad er der med den?" sagde han så. Det vændedes i ham at tale om den bog igen.. han havde ikke skænket den en oprigtig tanke i en tid. Dog havde han tænkt på Lucy. Det kunne vel heller ikke undgås kunne det vel? De 2 var trods alt nogle af dem, hvis dom der faldt over ham dengang. Da de pircede hans blod og knogler til organisationen..

"Ja dagbogen. Det var en slags gåde i bogen. En side var revet itu" sagde Asma og så ned.
Hun sukkede stille og så derefter på himmlen.
"Jeg var i Italien på det tidpunkt. Jeg var ved stranden og vil læse dagbogen. For der stod at Lucy havde været i Italien og der lå den anden side, siden der var revet i stykker. Jeg kravlede op i en slags grotte. Jeg kunne selvfølgelig se at det var farligt, men jeg vil vove livet for at finde det sidste spor. Men uheldigvis gled jeg, og faldt ned i vandet. Jeg kunne godt svømme, men strømmen tog mig tilsidst" Asma bed sine tænder sammen, mens hun så på himmlen.

Ahngel betragtede hende i en tid. Hun var blevet en engel? Fået en ny chance? Hun måtte være en af disse... eller hvad?
"Jeg har beholdning af den sidste side." sagde han så og betragtede hende i en rum tid. Han havde fundet den i en bog på point du lacs bibliotek for få år siden da de var kommet ind i hans ellers velfungerende, af ham at være, liv og embede.
"Kom med." sagde han så og drejede af og begyndte at gå imod byen med et roligt udtryk. "Kan du flyve endnu?" sagde han så.