Måneskin

hun kiggede på ham og svarede "ja det har du vel rart i . Folk som os har alle oplevet noget. som har gjort os til dem og det vi er idag. " hun kiggede på ham. "men man må tror på at det nok skal gå. Det er det bedste man kan gøre og det ville ens kære havde ønsket. " hun smilte venligt. Hun mærkede vinden gå igennem hendes krop. Hun elskede vinden. Vinden var elementet for kommunikation. For den bragte lyd med sig., hvorfor hun tænkte på det vidste hun ikke.. det gjorde hun bare.

"tjah, så er der jo også dem der er bundet til noget de ikke ønskede" sagde han stille og sukkede roligt idet han lod sine hænder folde bag hovedet som en hovedpude, kappen holdte ham fra græsset, månelyset strålede frot direkte ned på den del af hans hud man kunne, hvilket ville sige næsten halvdelen af hans ansigt

hun nikkede og kiggede igen op på måne lyset. Hun kendte godt til det at være bundet til noget man ikke ønskede. Hun tænkte tit hvorfor hun var blevet en engel? Hun havde jo aldrig troet på denne gud. På ham. Han havde ikke været der på hendes tid og selv om han han havde været det havde hun stadigvæk været det hun var den gang. Det at hun var druide også kaldt for vølv betød noget særligt for hende. OG lige meget om hun var blevet engel . ville hun altid være det. Månens lyste utroligt meget op. hun kiggede på ham igen. * han virker som om han faktisk er til at snakke med, måske er han hvad han er, men han virker ikke. Hvad siger man, han virker ikke tilat ville skade mig. *

Han lukkede roligt øjnene "Hvad der er sket er sket, hvad der vil ske sker. Du er ikke til at trække over på sin side hva'? Jeg kan mærke trykket i luften og har kunnet mærke det lige siden vi mødtes, den eneste gang trykket er blevet dæmpet er under fortidens fortællinger, ikke ligefrem noget jeg ville se positivt på uanset hvem eller hvad jeg var" sagde han stille og åbnede igen øjnene idet han drejede hovedet og så på hende "du er ikke den første engel jeg taler med" tilføjede han roligt og smilte skævt før han igen drejede hovedet og så op imod månen

hun smilte.. hun var egentlig ret glad, for selv med denne dystre snak om fortiden, var det hyggeligt. Hun var sad op, men slappede af. "du har ret. Du er måske vant til at snakke med engle, men det er jeg ikke med vampyrer. " hun sagde det på en lidt sjov og venlig måde. " de eneste jeg har mødt af jeres slags har enten altid villet overfalde mig eller også har dem jeg har været sammen med overfaldt dem. men du virker ikke sådan. Det kan også bare være at jeg har mødt de forkerte. " det var som om at trykket så småt var ved at aftage.

"det tror jeg på du har" svarede han stille og smilte skævt idet han atter så på hende "vi er lige så forskellige som alt andet, hvis vi ikke var det, kunne alle racer lige så godt afsky hinanden uden at tage stilling til hvordan den enkelte person er" tilføjede han stille og bed sig i underlæben idet han kort nikkede

" måske.. men du er den eneste jeg har snakket i længere tid med, der har givet mig et indtryk. " smilte "og jeg ved godt at alle er forskellige det er de i alle andre racer. Alle er forskellige. undtagende når de ikke er." hun grinte, men stoppede hurtigt. " ej undskyld" og rystede på hovedet " det var noget min mester altid sagde og fortalte mig" hun smilte støre end før. Større end hun havde gjort længe. Hendes øjne havde fået en gnist tilbage, som hun kun svagt havde haft før. hun kiggede på ham..

Han smilte skævt og fattede ikke at han så en engel smile så stort, han følte sig lidt underlig til mode over ikke engang selv at være i et muntert stadie "det gør mig intet" svarede han roligt og smilte lidt skævt igen idet han satte sig op med benene krydsede

hun kiggede omkring sig. og kiggede på ham igen. smillet forsvandt lidt igen og hun så ud som hun plejede. Havde et afslappet smil. Hun sukkede.. mærkede hvordan vinden og månen ramte hende. Hvilken lyd vinden gav svagt. ingen omkring dem var ude. kun de to, iværtfald kun hvad hun kunne hører.

En krave sad igen i det samme træ som den havde sat i dagen forinden, Craig opdagede den og nikkede og igen var den væk. "gad vide hvordan livet ville være hvad ingen kunne tale til hinanden uden at være af samme race" sagde han stille og skar en grimasse idt han atter så på hendes venstre arm men derefter på hendes øjne

hun smilte " trist tror jeg. jeg tror et eller andet sted at det er sundt at snakke med folk der ikke er lige som en . " hun havde øjenkontakt med ham. hun så hans sort øjne. "jeg er glad for at kunne snakke med andre væsner. Det udvider min horrisont, hvis man kan sige dette ".

"at vide at alle er unikke på hver deres måde og at selvom vi ikke er ens udenpå kan vi godt være en smule ens indeni" sagde han stille idet hans iris langsomt blev en smule lysere uden han bemærkede det. Den hav blå farve begyndte at komme til syne, men før det skete stoppede iriserne med at blive lysere

hun kiggede stadigvæk. Hendes øjne var helt grønne. dybe grønne øjne. " ja.. " hun nikkede. *gid aftner var længere* da hun vidste at om noget tid begyndte det at blive lyst igen. Men hun glæde sig over at havde brugt tid med ham endnu en aften. Det var helt rart. ".. man behøver ikke være ens uden på, for at være ens inden i. "

"nemlig ikke" svarede han stille og rystede let på hovedet
undlod at nævne tiden selvom han vidste der kun var et enkelt kvarter tilbage
"hvis alle var ens ville det være lige så umuligt som hvis man slet ikke talte til hinanden over racerne" tilføjede han derefter

"ja.. " hun smilte.. de havde stadigvæk øjen kontakt .. hans øjne virkede mere positive end før. men måske var det bare hende.. "det ville være kedeligt... Begge dele... og fustrende og der ville være mere krig og flere kampe.. fordi man ikke ville kunne kommunikere.. og så ville man ikke kunne lærer af hianden. Forstår hinanden se det objektiv, isteden for subjektiv. Det hele handler vel i bund og grund og at forostå og lærer af hinanden."

"nemlig" svarede han, "det er der så bare nogen der ikke forstår" tilføjede han dog derefter idet han slap øjenkontakten for at se op imod himlen "undskyld" sagde han roligt idet han rejste sig for at løbe sin vej igen for at flygte fra solen der meget snart ville komme

"det gør ikke noget.. " hun rejste sig op.. "men jeg har tænkt over noget - hvad er dit navn? " hun smilte." og tak for i aften. det har været hyggeligt at snakke med dig.. jeg ved du har travlt. Jeg håber du har et sted du kan løbe hen nu her. for solen er på vej op. " hun stod lidt.. " har du det" hun kiggede på ham.

Han nikkede roligt og smilte blid, han spænede hen til hendes side "Craig" sagde han meget stille mod hendes øre hvorefter han forsvandt ud af den blå luft, han spurtede væk derfra efterfulgt af solen der allerede var på vej op

hun stod lidt. og kiggede. Hun så solens første stråler komme og himlen begyndte at skifte farve. Den smukke sol steg op fra horrisoonten. og igen var drengen borte som om han aldrig havde været der. *han hed altså craig.. intressant* hun smilte. hun kiggede sig omkring. sørgede for at hun ikke havde glemt noget og begyndte at gå over mod cathedralen. *det er nok ikke det sidste jeg kommer til at se til ham. men nu for vi jo at se. hvem ved. * hun tog et skridt af gangen og forsvandt ned af den grusede sti.