En mørk regnvejr dag. (Eithan=privat)

Sted: Kirkegården.
Tid: 24:00
Vejr: Mørkt og regn vejr.
Omgivelser: Angels.
Påklædning: En sort top med noget rødt skrift på og en sort nederdel med sorte leggings.

An sad på en gravsten på kirkegården, kiggede sig omkring imens at hun rød at kunne mærke regndråberne, der var ikke en skikkelse at få øje på, ej heller ingen mennesker. Hun lod sin tungespids glide ud at slikke ved sin underlæbe, imens strejfede hendes tunge nogle af sine skarpe tænder. Et skævt smil dukkede frem på hendes læber, "Pretty.." mumlede hun for sig selv, hentydet til kirkegården, som hun betragtede og fandt stedet fascinerende. Hun var bleg i huden og havde rødt/sort hår, farverne var blandet ind i hinanden, det kunne tydeligt ses at hun var en vampyr. Og hun var ikke bange for at skjule det. Hun elskede sit liv. Men snart.. skulle hun finde sig en mester.. ellers ville hun dø.. "Åh.. hvornår finder jeg mon en mester?" spurgte hun med et diskret smil og fugtede let sine læber. Imens at hun var ligeglad med at hendes tøj blev vådt. Det havde ikke nogen betydning for hende.

En højlydt og klagende, knirkende lyd brød kirkegårdens stilhed, idet den store jernlåge der førte ind til stedet gik op. Lågen blev smækket helt op og fløj nærmest til side. Derefter trådte en høj og ranglet skikkelse ind på Cimetières areal. Lod sine blågrønne, mystiske og lettere tågede øjne glide rundt i omgivelserne. Det var bestemt ikke til at tage fejl af - det var Eithan. Man kunne tydeligt genkende ham på det kulsorte, indfiltrede hår, den sygeligt blege marmorhud og så den dystre og skumle aura, der lå omkring ham. Den fik atmosfæren til at virke enormt tyngende og temperaturen faldt også en del. Som sædvanlig var han iført sin sorte t-shirt med det blå og hvide logo, der var trykt uden på stoffet ved brystkassen og det meste af maveregionen, de mørkgrå og meget slidte cowboybukser og så hans store, sorte, skaterlignende sko. Han førte en hånd op til sit hår, hvorpå han lod et par fingre glide igennem sit sorte, plaskvåde hår. Kirkegården. Den åndede som altid ro og fred. Han trak dernæst ud i sin t-shirt, der klistrede sig ind til hans mave på grund af regnen, der havde gjort den våd og klam.

//Hendes hår er lige blevet lyst.. :3 ændret meget siden vi lige skrev over PM. :3 håber ikke det gør noget^^//

An hoppede ned fra gravstenen, uden at ødelægge bedet der var omkring det. Hun havde hørt at et væsen.. eller nogen havde trådt ind på kirkegården, hendes hjem. An havde ikke andre steder at tage hen. Hun havde dræbt sine egne forældre for nogle år siden, da hun ikke kunne kontrollere sig efter sin forvandling. Hun vidste ikke om hun skulle gemme sig eller give lyd fra sig for at høre hvem det var som gik rundt på kirkegården, udover hende? Et skævt smil dukkede frem på hendes læber, efter hun endnu engang kom i tanke om Gabe.. kunne en vampyr og en blandingsrace af animagus og menneske leve sammen? Det var en tanke der strejfede hende, men hun vidste ikke rigtig. Andet end hun var ved at falde for ham. Det gjorde hende lidt usikker. Idet at hun lod sit blik glide ned af sig selv, og snuste sig frem til at det var en vampyr som havde trådt sig ind på kirkegården.. en mandelig vampyr!.. Var han stærkere end hende? Tydeligt nok.. da An ikke havde været så meget i Vie La Mort igen. Kun nogle få dage. Men hun havde alligevel eksisteret i lang tid, i 100 år. Hun var iført en sort trøje(som på avateret), sorte leggings og en sort nederdel. Hun besluttede sig bare for at det var den mandelige vampyr som skulle opdage hende.. og ikke omvendt.

// Det er helt i orden n__n Er sådan set lidt ligeglad med, hvordan du vælger, at din karakter skal se ud x3 Det er op til dig ^^"

Eithan rettede sig automatisk lidt mere op, så hans holdning dermed blev mere rank, idet han fik færten af et eller andet. Takket være hans forrygende vampyrlugtesans kom kunne han hurtigt konkludere, at der var en anden vampyr. Om det var af hankøn eller hunkøn, kunne han dog ikke bevidne. Han lod vagtsomt sit blik køre endnu en gang rundt i området, hvorefter han lige så stille begyndte at lunte afsted ned langs en smal grussti, der førte en igennem kirkegården og de mange gravsten, hvor alle de døde mennesker lå begravet. I den grad ulækkert. Han frastødte faktisk normalt kirkegårde. Ikke fordi de skræmte ham eller gjorde ham skidt tilpas som sådan, men han havde bare ingen respekt for de døde, som der ellers blev pointeret så højt - respekt. Yeahr right. Han fnøs let ved denne tanke, alt i mens hans blik stadigvæk ledte efter den ukendte vampyr. Efter noget tids søgen lykkedes det ham til sidst at finde hende. Han standsede brat med blikket vendt mod hende. Det var som om hver eneste af hans bevægelige kropsdele var blevet låst fast, og han stod nu bare som forstenet og så på hende. Lod sine blågrønne øjne se hende lidt an, kørte blikket op og ned af hende et par gange. Njae. Hun så ikke videre farlig ud ...

An lod sine øjne hvile på vampyren, der dukkede frem. Hun havde ikke set ham før, og hun vidste ikke rigtig om han var en ond vampyr eller god. Hun hvæsede lidt, "Hvad laver du her?" spurgte hun køligt, ikke fordi hun lige frem prøvede at beskytte stedet eller hvad der lige faldt i hans tanker omkring hendes opførsel. Men hun ville bare se an, på hvordan han ville reagere på det. An stod dog stadig stille, da hun ikke havde i sinde at nærme sig ham. Hun kunne sagtens være ond, det var noget som lå i hendes blod. Efter alt det hun havde været igennem. Denne mandelige vampyr skulle først svare på hendes spørgsmål og præsentere sig.. før at hun egentlig gad at bevæge sig som sådan. Hun havde ikke mødt en anden vampyr før, og slet ikke fra det andet køn.

Eithan begyndte endelig at røre på sig igen, da den lavmæle hvæsen hørtes fra hende. Derefter løftede han lidt skeptisk et af sine sorte, kantede øjenbryn og faldt atter sammen i sin holdning. Selvom han ikke ligefrem lignede en specielt stor trussel, skulle man skam ikke lade sig narre af hans ret ... slappe udseende. Men eftersom han ikke fandt denne kvindelige vampyr særlig skræmmende, gad han ikke bruge en masse energi på at puste sig op og komme med en eller anden dum bemærkelse. Han lod sit øjenbryn falde på plads og lagde dernæst sine arme over kors. "Hvad rager det dig?" mumlede han til svar efterfulgt af en dæmpet snerren, så hans overlæbe blev hævet en smule og hans hvide, sylespidse hjørnetænder kom til syne. Han rystede svagt på hovedet, hvorefter han fjernede sit blik fra hende og sjokkede over til en bænk, der stod placeret nær en enormt stor gravsten. Det var tydeligvis en mere velhavende mand/kvinde, der lå begravet der. Han dumpede ned på bænken, der så ud til at have været hvid, men nu kun havde få stumper af den forhenværende maling på sig, eftersom den efterhånden var skallet helt af.

An så efter ham og hævede undrende sit ene bryn. Hun sukkede så lydløst og besluttede sig for at gå hen til ham, "Fordi.. dette er mit hjem og jeg har min ret til at spørge, alligevel" sagde hun og satte sig ned ved siden af ham, uden at spørge om lov, hun var ligeglad med hvis han blev sur at hun trængte sådan på. Hun lod sine grønne øjne hvile på ham. Det så ikke ud at han var ond som sådan, imens at hun afventede lidt på det som han havde at sige til forsvar af det som hun havde sagt. Men selvfølgelig hun vidste ikke om han ville gøre hende noget fortræd.. ellers kunne hun hurtigt flygte hen til sine skjule steder på kirkegården. Hun kendte den jo ud og ind, og hvis nogen ødelagde den for hende.. ville de få hendes vrede at føle! Hun havde jo ikke andre steder at tage hen? Måske andet end at tage hen til Gabe, men han ville så nok blive træt af hende til sidst. Hvis han så hende hver dag.

Eithan lagde sine arme over kors i netop samme nu, hun satte sig ned på bænken ved hans side. Efter det hun sagde, lod han endnu en gang sit blik glide rundt på de omkrinstående ting, inden han fæstnede det mod hendes blege ansigt. "Det er sgu da ikke en skid dit hjem. Kirkegården er et offentligt sted," svarede han i et lavmælt toneleje, før han så slog sit blik op mod den skydækkede himmel. Skyerne der omdannede deres vanddamp til regn. Han rynkede svagt på næsen, idet en regndråbe landede på den, hvorefter han gav sig til at sparke til et par småsten, der lå stien foran den skæve, afskallede bænk. Derefter lænede han sig helt tilbage mod ryglænet og skævede nu og da til den fremmede vampyr, som han endnu ikke havde fået sat et navn på; men han ville ikke være den første til at præsentere sig, så han holdt bare sin mund ...

"Så lad mig sige at jeg betragter det som mit hjem!.." sagde hun og hvæsede endnu engang, imens at hun kiggede på ham. "Og jeg kan sige så meget jeg vil om det er mit hjem eller ej!" snerrede hun, når hun talte på den måde, kunne man lige skimte hendes skarpe tænder. Denne mand ville hun ikke vise respekt til eller høflighed for at sige det lige ud. "Btw.. du må spørge pænt efter mit navn, hvis du vil have det at vide!" tilføjede hun inden at hun rejste sig op og gik et par skridt væk fra bænken. Hendes øjne hvilede på ham igen efter at hun havde vendt sig om mod ham.