Det nye venskab?? //Eithan-privat//

Sted ~ Skoven
Tid ~ Irl
Dag ~ Irl
Dato ~ Irl
Vejr ~ ok, mørkt med stjerner på himlen og en måne der næsten er fuld. En mild blæst.
Omgivelser ~ Ingen alle er inden for eller derhjemme
Påklædning ~ Et par stramme lår korte cowboy shorts, en Sort t-shirt og en Sort hættetrøje med et rødt mønster, plus et par sko.

Night var gået en tur ude i mørket. Alle var gået hjem, men Night havde ikke lyst til at gå hjem alene især ikke hvis han skulle over til sien forældre. Han kiggede rundt, men kunne self. ikke se nogle på denne tid kl var jo ca. 21.30 og så burde alle være hjemme eller ude i byen ihvertigfald. Han gabte mildt og gik stille videre, hvorhen vidste han ikke, men hvis han bare gik ville han jo på et tidspunkt nå noget. Den milde vind susede rundt omkring Night, men de stæder han kunne mærke den var i hovedet og håret og hans lår. Han stoppede da han kunen mærke at vinden blev stærkere i et øje blik derefter gik han stille og lydløst videre. Det var lidt irreterende at han ikke kunne sove, men sådan var det jo nogle gange. Night tog hans hætte over hovedet og tog hænderne ned i lommen. Han kiggede ned på hans føder da han gik og ikke hvor han gik hen så han endte med ligepludseligt at støde ind i noget og faldt til jorden. "Av!" sagde han og tog en hånd til hovedet inden han kiggede op *et træ?* han kiggede rundt og så en masse træer *en skov?* "Er jeg i skoven?" Nigth grinte stille over at han overhovedet ikke havde lagt mærke til noget og rejste sig så op igen og klappede snavset eller det fra jorden af røven. Nu vidste han da godt hvad han skulle lave, han skulle finde det store træ der var her i skoven. Han fandt det hurtigt og klatrede hurtigt op i det og satte sig til rette. Han kiggede stille op og så stjernerne og månen og fik stille ro inden i sig... Men der var alt for stille her... ikke engang et dyr var her i nærheden ihvertigfald ikke et han kunne høre.

En lidt dyster, høj og ranglet, sort silhuet kom stilfærdigt gående hen over den tildækkede skovbund. Selvom skikkelse formåede at lunte afsted så stille som muligt, afslørede et par knæk fra grene og kviste ham dog, eftersom de simpelthen gik under for hans vægt, når han nu og da trådte på dem. Det kunne vel i bund og grund også være ligegyldigt. Der var sikkert ikke et øje i skoven på denne tid. Ikke hvad han kunne se eller fornemme i hvert fald. Men ... man kunne aldrig vide, hvad der gemte sig i det uendelige mørke, der havde lagt sig om skoven som et stort, mørkelæggende tæppe. Et lidt fjernt og lidt frastødende smil havde lagt sig på Eithans blege læber. Det havde nu flere gange lykkedes ham at fare vild i denne skov, og han var da også sikker på, at det nok også skulle lykkes for ham denne gang. Forskellen på denne gang og så de forrige gange var dog, at han i dag bevidst havde vovet sig herind. De andre få gange han var endt her, havde været på grund af hans ustoppelige og irriterende tanker, der hele tiden rodede rundt i hovedet på ham, og han havde derfor ikke rigtig tænkt over, hvilken vej hans fødder havde ført ham hen. Eithan standsede pludselig brat op, da en andens tilstedeværelse nåede ham. Der var andre end Eithan selv her i skoven. Det kunne han mærke. En aura der var ligeså mørk som hans egen. Det kunne kun være ... en vampyr. Denne kolde og lettere modbydelige atmosfære der kransede om dette sted, kunne kun komme fra en af hans artsfæller. Men hvor, hvor var denne endnu ukendte vampyr? Eithan vippede hovedet bagover, så hans blik blev rettet op mod den trækrone som tilhørte det træ, han stod under. Det tog ham ikke lang tid, før hans blik fangede den person, der ellers sad godt skjult oppe på en af træets grene. Hans sylespidse hjørnetænder kom svagt til syne, da han fortrak sine mundvige i et afskrækkende og djævelsk smil. Et nyt bekendtskab. Dette kunne måske gå hen og blive interessant.

// Jeg skal desvææærre logge af nu -.- Svare næste gang jeg logger på :3

Night kunne høre at der kom nogle, men havde ikke mærket at det var en fjende eller en ven... Han hørte grenene og kvistenes knæk hver gang personen tråtte på dem. Lige pludseligt kunne han mærke en aura, en der mindede om hans egen... en vampyr? Night kiggede end og fik øje på en der kiggede op på ham. Han sad helt stille og stirrede åp personen med hans små spidse blod røde øjne der havde et lille skær blå i.
Han sagde ikke en lyd, men begyndte stille at smile. Hvad skulle han også sige? Han vidste jo ikke om det var en fjende eller en ven. Hans vampyr inkstinkt sagde ham ikke noget, men var det godt? Den gik ikke amok og dagde at der var fare på fære kunne det så betyde at det var en ven?
Han smilte lidt mere og fik så endelig nogle ord ud af munden "hey" han kiggede end på drengen og vidste at, hvis han ingorerede ham ville han ikke have noget at gøre med ham og hvis han sagde 'hey/hej' eller hvad folk nu kunne sige så ville han prøve at snakke med personen. Night stemme var en blanding af en piges og en drengs, ret smuk, men anderledes så man kunne ikke høre om det var en pige eller dreng. Han lignte også en pige bagfra fordi han havde ret så mange pige former og de fleste troede også p.g.a det a han var en pige med halvkort hår. Noglt gange var det ok, men andre gange kunne det godt være ret så irreterende. Det eneste på Night der overhovede ikke var pige agtigt var hans mave, som altid var godt gemt ind under hans tøj, som idag var en t-shirt og en hættetrøje...

Eithans frastødende smil forsvandt, da den vampyr han havde fået øje på og fik øje på ham. Derfra hvor han stod havde han endnu ikke kunnet se om den ubekendte vampyr var af hankøn eller hunkøn. Det var også ligemeget, eftersom han ikke bedømte folk på deres køn. Heller ej da vedkommende begyndte at tale, kunne han høre, om denne person var en mand eller kvinde. Vampyrens stemme var både blid og rund som en kvindes, men havde også en mands barske undertone. Eithan kneb sine øjne sammen, så hans syn blev skarpere, og han dermed bedre kunne fokusere på denne mystiske skikkelse. Selvom han udemærket godt havde hørt hans hilsen, så valgte han bare at tie stille. Han stod blot og gloede op på den gren, hvor den fremmede vampyr sad med et lidt skummelt smil klistret på læberne. Selv var han iklædt sit sædvanlige sæt tøj, der bestod af en sort t-shirt med et eller andet trykt på den, mørkegrå cowboybukser og et par sorte, skaterlignende sko på fødderne. Eithan lagde hovedet en anelse på skrå, hvorefter hans hjørnetænder atter kom tilsyne, da endnu et grumt tandsmil bredte sig på hans læber og skilte hans læber ad.

Night kiggede undrene på denne skikkelse. Han sagde ikke noget, men han gik heller ikke? *underligt* tænkte han stille og rystede på hovedet og grinte sødt. Skulle han tale mere til personene eller tige stille? Det var en svær beslutning, men han valgte bare at tige stille så han ikke endte med at sige et eller andet total dumt.
Han kiggede igen ner på personen og kunne god se at det var en dreng. Da han begyndte at smile... hvis det var et smil? smilte Night stille og det gjorde at hans tænder også kom til syne. Night havde vent blikket væk fra drengen og op imod de mange stjerner. Der hvor han sad var månen ikke tilstede så han kunne ikke se den lige nu. Den milde blæst kom igen og det nød han i de få sekundter det varede og rydtede så bare lidt vildt på hovedet for at få mere vind i hovedet. Han kunne stadig mærke drenges øjne på sig og kiggede igen end på ham og smilte sødt til ham... så hvis han kunne se ham kunne han se at Night smilte sødt til ham. Night var blevet meget nysgerrig over dennestille dreng og begyndte at tænke en masse om, hvem han var og hvad han måske tænkte, hvis han overhovedet tænkte noget. Det kunen jo være at han bare stod og stirrede og var helt blank oppe i hovedet? det kunne Night jo ikke fortælle da han ikke var tankelæser.

Eithan havde ikke så meget som flyttet sit blik fra vedkommende i bare et sekund. Det sad som naglet til den unge vampyr. Selv hadede han, når folk bare stoede og gloede på ham, som om han var et fucking misfoster i et cirkus. Men ... der var bare et eller andet ved denne person som tiltrak hans opmærksomhed. Sugede hans blik til sig og fastholdte det i et stramt greb, så han ikke kunne fjerne det fra ham. Selvom han så ret tankeløs ud, som han stod der og stirrede forgabt op mod vampyren, så var hans hoved slet ikke tom for tanker. Tværtimod! Evig og altid blev hans stakkels hoved bombaderet med tanker og spørgsmål, der blev spundet sammen til et stort tankespind, som mest af alt mindede om en stor og uendelig labyrent fuld af dumme spekulationer. Eithans smil blev en anelse større for hver gang, han så ned på ham og smilede, hvilket altså viste at han havde formået at fange vedkommendes interesse. I stedet for at sige at han skulle komme ned til ham, så løftede han en hånd og vippede lidt med pegefingeren, hvilket hentydede til, at vampyren, som han endnu ikke havde fået sat et navn på, skulle klatre ned fra træet og holde ham med selskab. Hans smil var efterhånden forsvundet, og han stod nu med en fuldstændig udtryksløst og ulæselig grimasse, mens han ventede på, at vedkommende skulle få lettet røven og kravlet ned fra træet.

Night kiggede ned på drengen med hans små spidse øjne og blev lidt forvirret da han løftede hånden, men fattede det da han lavede en bevægelse med pegefingeren. Han gad ikke klatre ned, men sprang i stæden og landte lige ved siden af ham på han ben og rejste sig så op og kiggede direkte på drengen "ja?" sagde han stille og kiggede undrene, men smilende og sødt til drengen. Hans hovede var igang med at forme flere tspørgsmål og tanker inde i hans hovede og Night troede at hans hovede måske snartn ville eksplodere, men det kunne det jo ikke. Stille kørte han øjnene op og ned af denne anden vampyr for at se, hvordan han så ud. *Han er da smuk* tænkte han stille og kiggede op på ham idet han så smilte kært og venligt til ham. Night var en meget anderledes vampyr og meget, meget tynd, men det havde han altid været oså før han blev vampyr. Night ventede nu bare på at denne anden vampyr, som han ikke kendte navnet til sagde noget til ham.
Men han vidste jo ikk om det ville tage langtid, som før da han ikke svarede elelr om han nu ville sige noget? Han måtte være en meget stille vampyr ifrohold til ham, som helst ikke ville have at der var stilhed nårman møtte nogle andre for det var ikke altid godt da de så måske ikke ville blive venner eller noget andet p.g.a de ikke havde noget at tale om og det ville Night helst undgå,hvis han kunne. Night ville helst gerne enden med ihvertigfald at blive venenr emd andre.

Eithan sænkede hans hånd, da det lod til, at vampyren havde forstået hans hentydning og begravede derefter begge sine hænder i de forreste lommer på sine bukser. Netop som det spørgende 'ja' undslap skikkelsens læber, der nu var blevet meget tydeligere, fortrak han sine mundvige i et påklistret og lettere gådefuldt smil. Sagde ikke noget, men lod blot sit blik køre lidt diskret rundt på personen, der tilhørte samme race som ham selv - og som var af hankøn. Det kunne han godt se nu. Selvom han dog havde nogen ualmindeligt feminine træk af en fyr at være. Nåh, oh well. Eithan lagde enndu en gang hovedet på sned og fæstnede sit blik ved den unge herres ansigt. "Hvad hedder du?" spurgte han med dæmpet stemme - meget direkte fra hans side. Normalt plejede han ikke at være interesseret i at starte samtaler med folk, men ham her var anderledes. Men ... han vakte en eller anden interersse hos Eithan. Noget der fik ham til at ville lære ham bedre at kende. Komme tættere på ham. Han skød et af sine sorte, kantede øjenbryn og vejret og bed sig kortvarigt i underlæben. Hvis han ikke ville sige noget, så måtte han jo selv sørge for, at der kom gang i en samtale. Mens han lidt utålmodigt ventede på drengen skulle præsentere sig, lod han sit dystre blik glide lidt rundt i området for at orientere sig, men det eneste han som sådan kunne se var træer ..

Night kiggede stille på drengen og smilte lidt da han endelig sagde noget "Night" sagde han stilel og rakte hånden frem da han sagde sit navn. Også selvom han ikke regnede med at drengen gjorde det samme da han var ret så anderledes iforhold til Night og da hans hænder var godt og grundigt nede i bukselommerne, men alligevel det kunne jo ikke skade. Det eneste der kunne ske var at han kiggede underligt på hans hånd eller på ham.. Night kiggede lidt på ham igen og smite så "hvad med dig?" spurgta han så stille og kiggede nysgerrigt på denne person. Han gad bare ikke gå at tænke dreng, person, skikkelse mere inde i sit hovede når han tænkte på noget om denne dreng. Men hvis han ikke ville sige det var der jo ikke noget at gøre ved det. Han ventede stille på at drengen gjorde et eller andet så han ikke bare stod og lignede en idiot. Han mærkede vinden der faktisk var stærkere hernede eller ogsåvar den bare blevet endnu stærkere der, hvro han sad før bare uden at han havde opdaget det da han havde haft meget af sin opmærksomhed på denne dreng.
Han kiggede stille rundt for måske at kunen se, hvad han kiggedepå og om det var spændende, men nej der var intet andet en de normale skov ting. Træer, buske, blade, grene og selv sten... dyr var der selvfølgeligt også, men ikke lige her, hvor de var. Så det talte ikke med. Han vente sit blik imod drengen og ventede nu bare.

Eithans blik blev automatisk ledt ned mod vampyrens hånd, da han rakte den frem mod ham. I stedet for at trække sin hånd op af bukselommen og pænt trykke hans hånd, hævede han blot et af sine øjenbryn og proppede sine hænder endnu længere ned i lommerne på hans efterhånden ret slidte og beskidte bukser. Før han selv præsenterede sig, tygge han lidt på fyrens navn. Night. Derefter nikkede han lidt for sig selv og vendte atter sit blik mod hans ansigt med hovedet lagt en anelse på skrå. "Mit navn er Eithan," præsenterede han sig, idet han trak en hånd op af lommen og pegede på sig selv med tommelfingeren. Dernæst begravede han atter sin hånd i lommen og slog kortvarigt sit blik ned mod jorden. Sparkede lidt til jorden med den skosnuden på hans ene sko. Efter et halvt minuts tid løftede han sit blik og fæstnede det mod Nights ansigt og studerede hans træk. Hans røde øjne. Det var det første, der fangede hans opmærksomhed. Hvis han havde kunnet, ville han have rakt ud efter dem og taget et. Taget det med sig som en kostbar juvel. Det kunne han vel sådan set godt, men det ville nok være lidt sygt. Men de var utrolig fængende; hans øjne altså. Eithan rystede på hovedet for at komme ud af sin 'trance' og pustede derefter til en af sine indfiltrede hårtotter, der hang ned foran hans øjne. Vidste ikke rigtig, hvad han skulle sige, så han tiede bare stille.

Night grinte sødt og trakte hånden tilbage og puttede nu begge hans hænder ned i hans trøjelommer og kiggede op på ham.
Han kiggede stille på ham og smitle sødt til ham da han præsenterede sig for ham "pænt navn" sagde han og kiggede på ham; hans øjne. Night kunne virkeligt godt lide han øjne. De var nemlig anderledes v.i.a hans mening og de var... ja de var bare vildt pæne. Night kiggede ned på hans sko da han sparkede til noget jord og grinte stille da det landte på hans sko. Han kiggede derefter op igen og kiggede så lidt rundt. Han kiggede lidt forvirret på ham da han ikke sagde noget i lidt tid. Night kunne virkeligt ikke lide stilhed, især ikke hvis det var med en man lige havde mødt. Så måtte der bare ikke være stilhed! stilhed var et sårligt tegn, med mindre at det var et rigtigt tidspunkt at være stille på. Night havde lagt meget mærke til, hvor forskellige ham og Eithan faktisk var... ikke at det var dårligt, men det var utroligt syndes han. Eithan var ret dyster og talte meget, meget lidt... Det var noget han havde lagt mærke til, hvem ville heller ikke det? Han var også en der virkede, som om han ikke stolede på folk elelr var alle de her ting bare Night? Han havde ikke noget imod det, men syndes det var anderledes og blev derfor nysgerrig. Ham selv var meget energisk og fuldt af liv, han elskede at hjælpe folk, tale med dem og alt det der... Det eneste han ikke elskede var han mor og far. Night havde også en masse ting han aldrig havde prøvet og sådan nogel ting p.g.a hans forældre. Night sukkede stille og begyndte stille at kunne mærke vinden i hans nakke og begyndte at høre bladenes vrislen. Han flyttede stille blikket væk fra Eithan og op imod træerne og himlen, med månen og stjernerne. Night begyndte igen at smile bare lidt mere end før...

Eithan trak svagt på skuldrene til Nights 'pænt navn'. Tjae, det var vel okay. Selv var han ikke videre begejstret for det. Det var bare et navn efter hans mening. Givet til ham af hans forældre. Eithan Horthy Székely - hans fulde navn. Da han efterhånden var blevet ret træt af bare at stå og blomstre, gik han lige så stille hen til det træ, Night før havde siddet i, vendte ryggen til det og lænede sig efterfølgende op af dets stamme. Derpå gled han ned langs træets stamme, indtil han ramte jorden og satte sig tilrette dér. Trak benene op til sig og lagde armene omkring dem, hvornæst han skævede op til Night. Hvorfor gik han ikke bare videre? Hvorfor havde han valgt at blive? Det kunne han ikke en gang selv svare på. Lidt lige meget faktisk. Han havde alligevel intet bedre at tage sig til. Som sædvanlig. Så ... hvorfor ikke bare opholde sig her resten af natten? Eithan fugtede hurtigt sine læber med tungespidsen, inden han slog sit blik op mod himlen. Det var ikke meget, han kunne se af himlen. De store træer, der stod rundt omkring i skoven skyggede for udsigten med deres enorme trækroner. Eithan følte sig utrolig lille i forhold til de høje træer, der alle sammen stod og tårnede op mod den sorte nattehimmel.

Night kiggede over på Eithan da han nu gik ove til det tra han var kommet fra og satte sig ned. Nu vidste Night ikke, havd han skulle gøre. Skulle han blive stående? Sætte sig foran ham, som han plegede at gøre når folk satte sig ned? eller bare sætte sig ved siden af ham? Sprøgsmålene tænkte han meget over, men blev enig med sig selv ikke at gøre noget anderledes end han plegede og gik over til Eihan og satte sig ca. foran ham bare over en meter væk for ikke at være provokernede. Det kunne jo være han ikke kunne l ham? eller syndes han var al for irreterende. Hvis man vidste, hvad Night hele tiden tænkte ville man godt kunne høre at han ikke var vantil folk der var anderledes end ham. Selvom han faktisk var den der var anderledes. Men man ville vide, hvad han mente med det han tænkte.
Han kiggede stille på ham og kunne se at det nu var ham der kiggede op på himlen. Night smitle stille og sødt til ham. Han var nu heller ikke særlig uhyggelig... dyster, men ikke andet så Night var ikke særlig bange elelr nervøs. Han var mere nervøs, men det var normalt for ham når han mødte andre og nye folk.

Eithan blev hurtigt træt af himmelkiggeriet og rettede derfor sit blik fremad, hvor han fik øje på Night. "Hvad glor du på?" snerrede han i et tonefald, der var blevet lidt mere barskt, end det skulle have været. Hvad? Hvornår havde han sat sig der? Eithan havde slet ikke bemærket ham før nu. Lidt åndsfraværende lænede han sit hoved mod træets tykke stamme og vendte atter sit blik opad. Op mod træets krone. Der var højt op. Eithan havde aldrig nogensinde brudt sig om højder. De gjorde ham utilpas og svimmel. Han drog et svagt hørligt suk, før han løsrev sit blik fra trækronen og flyttede det ned på sit håndled, hvorpå der sad et wire armbånd, som han i sin tid havde fået af sin far. Hans far der aldrig var kommet tilbage fra hans jagt efter mennesker. Det måtte efterhånden være mere end trehundrede år siden. Alligevel kunne han tydeligt huske det. Hvordan han bare sad og ventede ... og ventede. Ventede på at hans far ville komme hjem. Men det gjorde han aldrig. Han kommer snart tilbage, havde hans mor sagt. Selvom hun virkelig havde prøvet at overbevise sig selv og Eithan om det, så havde han kunnet høre en hvis usikkerhed i stemmen. Selv hun var nervøs. Eithan måtte lukke øjnene hårdt i, før han så åbnede dem igen og kom tilbage til den virkelige verden. Eftersom hans blik var blevet lidt sløret og tåget, efter han havde faldet i staver, glippede han lidt med øjnene for at stille sit syn tilbage til normalt. Han kastede et kort blik på Night med et løftet øjenbryn, hvorefter han lagde sit hoved på det ene knæ. Slog blikket ned mod jorden og fik straks øje på en rimelig stor edderkop, der kravlede lidt rundt dernede. Den var så lille, men var alligevel frygtet af så mange folk. Eithan var ikke selv en af dem. Han havde intet imod edderkopper. Han var jo tusind gange større end den.

Han kiggede overraskende på ham og hurtigt væk *holdda op* tænkte han og sukkede inden i ham selv. Han kiggede ned i jorden og flyttede ikke blikket. Han tænkte på alt der kunne holde ham koncentreret. Familie, venner, fortid, fremtid? hvis der ville være en... Han tog sig stille på hans side og sukkede så, så man kunne høre det. Hvorfor var han så spinkel? hvornår ville han dø? ville han dø snart? Skulle han gå til lægen igen?
Han kiggede nu videre. Han havde rykket blikket op imod himlen, som var det sted der beroligede ham mest. Han vidste ikke om han skulle gøre noget eller om han ikke skulle.
Der var igen 100 viser af tanker inde i hans hovede.
Og de ville ikke komme ud! hvordan skulle de også det? de var jo kun tanker eller havd?

Eithan lod et svagt suk undslippe hans læber, før han pustede endnu en hårtot, der irriterede ham væk. Åbnede lidt efter sin mund, da han ville undskylde for det, han havde sagt. Der kom bare ikke rigtig nogen ord ud. Ligemeget så. Igen havde det lykkedes ham at sige et eller andet tåbeligt. Tænkte aldrig før han handlede. Måske skulle han øve sig på at omformulere sig bedre. Skrue lidt ned for hans dystre og grumme personlighed. Endnu et suk hørtes fra ham, da han rettede sig op og fjernede sit hovede fra knæet. Skulle han sige noget? Han lagde hovedet på skrå og gav sig til at studere Night. Gad vide hvilke tanker der løb igennem hans hoved? Eithan førte en hånd op til sit hår og rodede lidt rundt i det. Føj, hvor var det blevet fedtet. Han måtte virkelig snart få taget sig sammen til at gå i bad et eller andet sted. Han tørrede diskret sin hånd af i sit ene bukseben, inden han strakte sine ben ud. Normalt havde han intet imod stilhed. Det gav en ro til at tænke og få styr på tankerne i sit hoved. Men ... når der pludselig var to, så blev han en anelse utilpas. Følte at han skulle sige et eller andet for at undgå den akavede og pinlige stilhed. Han var bare så dårlig til at starte samtaler. Kom altid med et eller andet fuldstændig latterligt - og så var det alligevel bare bedre at holde sin kæft. Lade den anden om det. Men det så heller ikke ud til, at Night havde noget at sige. Der var vel heller ikke så meget at sige? Han kunne sagtens begynde at spørge ind til ham, hvem han var, og hvor han boede. Det kunne bare være ret ligemeget, hvis han kun spurgte om det bare for at spørge om noget. Så ville det være fuldkomen unødvendigt.

Night sank og spurgte så "så... hvad... hvor bor du?" Night kiggede ikke på ham fordi han var lidt... bange for at han ville stirre igen, som han ikek havde lagt mærke til.
Lidt efter vente han blikket over imod Eithan og smilte venligt. Hanb kiggede lidt rundt.
Han vidste ikke havd han skulle sige. Ville han svare ham? eller hvad? Ville der bare være mere stilhed?

///sorry jeg ikke skriver så, meget men er nød til at logge nu... -_-'//

Eithan flyttede sit blik fra ham, så snart Night så på ham. Tøvede lidt før han åbnede munden for at svare ham. "Jeg bor ikke rigtig noget sted. Lidt her og lidt der," mumlede han til svar og trak efterfølgende på skuldrene. Det var nok på det grundlag, at han var fuldstændig FLAD. Han havde ikke en eneste krone, og de få gange han havde forsøgt sig med at få et arbejde, så var han blevet fyret selv samme dag. Åndssvagt. Eithan så sammenbidt ned på sine fingre/hænder, som han sad og flettede ind og ud af hinanden. Latterlige butiksejere. Fucking irriterende kunder. Selvfølgelig var det Eithan selv, der havde fået ham fyret. Han havde råbt af en af kunderne. Sagt til hende at hun fanme bare kunne fucke af, hvis hun ikke kunne forstå, at NEJ de havde ikke flere grønne dameskjorter i størrelse small. Og naturligvis havde hans chef stået og set det hele. Set hvordan Eithan havde snerret af hende og knaldet kasseapperatet så hårdt i, at han nær havde ødelagt det. Måske egnede han sig bare ikke til hele det der arbejds-koncept. Han havde i hvert fald ikke særlig meget tålmodighed, hvad kunderne angik. Eithan sukkede lettere irritabelt, inden han rettede sine tågede øjne mod himlen.

// Det gør ikke noget ^^"

Night nikkede stille til ham "kunne du tænke dig et sted at bo?" spurgte han og kiggede spørgende på ham. Night havde en masse værelser i sit hus, som hans forældre havde desejnet... uheldigvis. Night ville havde gjordt det 100% anderledes hvis han havde fået lov, men ned de skulle lave alt... også væreslerne. De havde lavet hans egypter agtit og det var godt nok irrererende. Han tænkte sig om. Hans hus bestod af over 10 væresler ihvertigfald, men hvor mange vidste han ikke rigtigt. "vil du bo hos mig?" spurgta han så om og smitle 2jeg har en masse værelser" Han kiggede stille på Eithan og sydnes det var ret så syndt for ham. Men det var jo heller ikke udnerligt for ham. Night havde ikke kendt til rigtig mange ting og gjorde det stadug væk ikke. Og han havde et eller andet underligt med at han bar eikke kune være onde mod andre også selvom de var onde mod ham. Han havde bare altid været den andre kunne drille uden at han gjorde noget ved det for det turde han ikke. Han var også altid blevet drillet på grund af hans seksualitet, som var at han var biseksuel. Der, vhor han kom fra var det klamt og ulækkert. Night havde altid troet at den måde han levede på var den måde alle levede på, men det fandt han ud af at det var en stort løgn!
Det han kendte til var for det meste frygt, had, død og noget der mindede om det. Det han ikke kendte noget til var kærligthed, venskab, trykhed, happynes og noget der mindede om.
Han havde rygget sut blik uden at vide det da han gik i staver. Det var nu vendt ned mod jorden og så mega trist ud. Han blinkede, men kom ikke 'tilbage' til virkeligheden af det, man var stadig inde i hans egne tanker og flashback's.

Eithan vendte lidt forundret sit blik imod ham, idet han tilbød ham, at han da bare kunne flytte hjem til ham ... bare sådan uden videre. De kendte sgu da ikke en gang hinanden endnu; men alligevel stod han og foreslog, at han skulle komme med hjem til ham og bosætte sig dér. Han førte en hånd op til sit kulsorte, indfiltrede hår og kørte hånden igennem det, hvorefter han stilfærdigt rystede på hovedet. "Tak ... men nej tak. Jeg klare mig nok," fik han mumlet til svar og løftede kortvarigt et af sine sorte, kantede øjenbryn. Desuden ... desuden så følte han sig mest fri, når han vidste, at han ikke havde noget eller nogen at tænke på. Behøvedes bare at tænke på sig selv og ingen andre. Kunne vandre rundt i al evighed uden at skulle andet end dét. Han sov jo heller aldrig ... well, ikke særlig tit i hvert fald. Eithan fik tvunget sine mundvige op ad i et kunstigt og undskyldende smil Night. Det var ellers pænt af ham - og dumt. Bare sådan at lukke folk ind i sit hus, kunne der ikke komme noget godt ud af. Hvad nu hvis han havde været en koldblodig seriemorder? Okay ... det var han ikke, men hvis - hypotetisk set.

Night smilte sødt "okay" gde han og fordtod det godt. Night kiggewde rundt og så på Eithan igen "så du er ligesom en slags ensomulv?" spurgte han så og tænkte på udtrykket. Hvorfor lige en ulv? Ulve var jo flioksdyr... hvorfor lige en ulv? Det var underligt at bruge noget der er et flok dyr i det ordsprog.
En frø er emre endsom end en ulv... eller Ja en sommerfugl! de flyver altid alene... eller næsten ...
Night tænkte så godt han kunen får at finde et *nu har jeg det! et dovendyr!!* Night smilte glad over at endelig have fundet et dyr der var mere endsomt end en ulv. Men det ville bare lyde dumt et enesomt doendyr... pg dumemr det ensommedovendyr... nej der passede udlv bedere ind.

Eithan trak let på skuldrende og løftede så et endnu et øjenbryn, da Night nævnte det med den ensomme ulv. "Det kan man vel godt sige, ja." Mumlede han og kastede kort med hovedet, så noget af hans halvlange pandehår 'fløj' til side. Ensom ulv. Ret komisk udtryk egentlig. Han smilede svagt ved denne tanke, hvorefter hans blik blev draget op mpd himlen. Hans øjne blev helt opslugt af månen, der bredte et mat lys ud over nattens mørke. Han fandt den lettere hypnotiserende, men det lykkedes ham dog at løsrive sit blik, som han derefter vendte mod Night. "Hvad med dig selv? Bor du så helt alene i derhjemme?" spurgte han i et lavmælt og roligt toneleje, hvornæst han vippede hovedet på skrå til den ene side.

Night kiggede på Eithan og smilte.
Han blev selv opslugt af noget, men det var ikke månen, men stjernerne der skinnede igennem blådene. Det så vild sjovt ud. Lysene farede rundt.
Han rystede stille på hovede tog kiggede over på Eithan "er lige begyndt" sagde han og smilte stille. Han rødmede lidt over tanken og kiggede så poå på Eithan og smilte til ham. Han vidste ikke, hvad han skulle sige "har du så fået en kæreste?" spurget han og vidste ikke om han kunne li nogle overhovedet. DEt kunne jo være.
Alle mennesker blev forelsket på et tidspunkt. Night kiggede på Eithan efter at havde ladet sit blik fakle lidt rundt i skoven. "sover du så vare i træer?" spurgte han så. "eller hvad?" Night vidste ikek rigtigt, hvad man gjorde når man ikke havde et hjem.
Ham han boede med havde helelr ikke et hjem før nu...

Eithan nikkede kort til det første, han sagde og kløede sig derefter lidt på armen, før han atter vendte sit blik mod Night, da han stillede han et spørgsmål. Om han havde fået en kæreste? Han rynkede let sine øjenbryn og kneb kortvarigt øjnene sammen. "Hvad helvede rager det dig?" snerrede han lavmælt til svar og slog blikket ned mod jorden. For at være helt ærlig ... så vidste han det ikke. Det hele havde været så forvirrende - og det var ... ja, lang tid siden ... han sidste havde set ... hende. Han rystede svagt på hovedet og lagde derefter sine arme over kors lidt efter, det nye spørgsmål lød fra Nights læber. "Nej ... jeg sover ikke særlig meget. Men ellers ... sover jeg i en eller anden gyde." Svarede han med et skuldertræk og lod sit blik vandre rundt på de mange træer, der befandt sig her i skoven.

Night grinte da han snerrede det gik ham ikke på "det tager jeg, som et ja" sgde han og smilte til ham. Han vidste ikke rigtigt, hvad han kunne sige til ham for, hvis det var noget han ikke ville svare på blev han sur. Night sukked edybt og kiggede over på Eithan.
Night havde fået sin første kæreste idag og det var ham der boede hos ham.
Han kiggede op på Eithan da han lige havde kigget ned i jorden af at tænke på sin første kæreste nogle sinde. Eithan så ud til at være trist... ikke sur, emn bare trist. Night ville ikke spørge han om der var noget galt for det ville bare ende galt... mente han.
Han kiggede på ham og smilte "ingen vampyre sover særlig meget" sagde han og når han tænkte over det var det ret så irreterende ikke at sove... Heldigvis kunne han godt nogle gange.