Bibliothèque's egenskaber - Cheshire

S: Di Morga's bibliotek
O: Nogle elever fra den nærtliggende 'high school' som sikkert læser til eksamen
T:irl
V:Skumring - solen har forladt himlen for ikke længe siden
D: forår

________________________________________________________________

Biblioteket lå tyst hen og kun den skrabende lyd af tørre sider som i ny og næ blev vendt, var de eneste lyde i den øredøvende stilhed. En mørk skikkelse kom vandrende imod bibliotekets store overdådige trædør, og vandrede i et roligt og fattet tempo. Skikkelsen var klædt i en lang sort frakke af gotisk udseende og det lyse ansigt virkede næsten hvidt ved det halvlange sorte hår lagde sig tæt om det. Som sad det malet på ham. Det sorte hår skjulte delvist de endnu mørkere og gådefulde øjne, som årvågent stirrede frem for sig. Dog virkede de uendelige dybe øjne så... livløse. Denne yngre mand gik under navnet Akumu - mareridt. Hans lange elegante pianist fingre greb om dørens jernhåndtag og trak forsigtigt i den tunge 10 cm tykke trædør, som øjeblikkeligt gav efter. De slidte og rustne hængsler hylede skærende og hvert eneste blik blev vendt imod den dystre og uhyggelige skikkelse som stod i døråbningen. Han slap døren, som straks gled i med et øredøvende brag. Han begyndte at vandre afsted, yderst målrettet. Gulvet var lavet af glatte sten... lignede næsten marmor og ville ellers efterlade et ekko af fodtrin, men da den høje vampyr roligt spadserede afsted var der ikke én eneste lyd af høre fra ham. Han vandrede ned langs de mange labyrinter af bogreoler som bar på titusindevis af bøger af viden, kunstskab, litteratur, faglig viden og... mysterier. Akumu blev hurtigt opslugt af skyggerne og forsvandt fra de andres årsyn. Dog så han strålende i de mørke korridorer af de tårnhøje reoler som hævede sig over ham. Han drejede ned til et velkendt hjørne hvor en lantende stod placeret på et lille bord, hvor to galante og gammeldags stole stod placeret. Han satte sig i den ene og gav et svagt suk fra sig. Det var tydeligt han havde trængt til at komme til dette sted. Lade sine tanker vandre på dette... fristed.

Chez sad over i et forladt mørkt hjørne, han var faldet i søvn og vågnede pludselig med et brag. Han tog sig til hovedet og rejste sig op. Hans mund var tør og hugtænderne gjorder ondt. Det var tegn på han var sulten, sulten efter blod. Det kom ikke som en overraskelse, det var en måned siden Chez sidst havde fået 'aftensmad'. Chez havde meget bleg hud, pjusket blond hår og is blå øjne som virkede meget tomme. Det tøj han gik i var enkelt, det var en løs hvid t-shirt og sorte bukser samt sorte sko. Han havde ingen jakke på, det havde han næsten aldrig. Chez gik hen af gangen som gav genlyd. Han gned sig i øjet da han begyndte at se dobbelt og så så en pige side alene og læse til eksamen. Han kiggede omkring og så der ikke var andre og besluttede sig for at gøre hende til hans bytte. Han gik over til hende og tog hårdt fat i hendes skuldre. Hun skulle til at skrige da han brugte hans hypnose evne og fortalte hende at hun skulle tige stille hvilke hun gjorder. Der gik ikke langtid før Chez var tilfreds og vente sig om for at gå , da han så en ung mand (Akumu)

Akumu havde siddet med et spekulativt blik og stirret tomt ud i luften med sine tågede øjne, da en skikkelse pludselig havde forstyrret billedet foran ham og fik ham til at vågne fra sit dagdrømmer'i. Han hævede en smule overrasket og undrende øjnene da -tydeligvis en vampyr- trådte hen til en tilfældig elev og satte hugtænderne i hende, efter at have beroliget hende med sine overnaturlige kræfter. Akumu stirrede blot udtryksløst på ham da han opdagede Akumu's tilstedeværelse. Så derefter på den bevidstløse - hvis ikke livløse - pige, og derefter tilbage på vampyren. Et grumt smil bredte sig langsomt over hans læber og blottede et sadistisk smil, som havde han nydt forestillingen. Akumu spottede en blodstribe som begav sig nedover vampyrens mundvige. Han placerede sin egen elegante finger på sin mundvige - identisk med hvor blodet på vampyren var- "De har lidt... rester" sagde han med sin bløde fattede stemme og smilede sit skæve, mystiske smil.

Pigen var ikke død, kun bevistløs. Han havde lagt hende med hovedet på bordet så det så ud som om hun bare var faldet i søvn. Chez så overasket på den unge mand men faldt til ro da han så det også var en vampyr. Chez smilte imødekommene til den anden vampyr og bukkede høfligt. Han gik imod vampyren og lyttede til hvad han sagde "rester?" gentog Chez og tog hånden op til hans mundvie og lag mærke til blodet. Han tørte det hurtigt væk , med håndryggen og kiggede så ned af sig selv hvor han så nogle bloddråber på hans ellers hvide bluse. "pokkers" snerrede Chez "den var ellers ny".

Akumu rejste sig af ren og skær høflighed og bukkede ligeledes formelt for vampyren. Smilte svagt da det gik op for ham at han var plettet af blodet fra ofret. "Besynderligt valg de foretog dem... et så åbent og offentligt sted..." Det skæve smil voksede svagt "De må have været... tørstig" sagde han og så atter mod den bevidstløse pige. Der ville gå noget tid inden hun vågnede... lang tid. Akumu satte sig atter på stolen med ingraveringerne i træet og det fine silkebetræk. Egentlig underligt at have så antikke møbler stående på et bibliotek... Men selve biblioteket var vel også lige til et museum. Strakte armen og pegede mod sden anden og identiske stol på den modsatte side af det lille bord - som henviste han vampyren til at sætte sig. Tage del i Akumu's selvskab... hvis altså han lystede.

"tørstig? ja kan man godt sige jeg har ikke fået noget at drikke i.. lad mig se en måned nu?" sagde Chez tænkene, han var ikke sikker. Han satte sig ned på den anden stol og kiggede studerene på den anden vampyr. "mit navne er Cheshire, Cheshire Alois phantomhive" præsenterede Chez sig og forventede vampyren ville grine. Cheshire var navnet på katten fra alice i eventyrland. "men folk kalder mig Chez" sagde han og så på den bevistløse pige før han igen så på vampyre. Han ventede tålmodigt på hams svar. Han studerede vampyren det var en vane han havde, alle var forskælige. Derfor studerede Chez alle dem han snakkede med grundigt hvorfor vidste han ikke. Det var en vane.

Akumu nikkede med et svagt smil, virkede ikke synderligt påvirket af lighederne fra eventyret. Han lagrede straks Cheshire's navn og udseende i sin nærmest uendelige hukommelse. "En fornøjse sådan at.. støde på dem Chez" sagde han med et svagt smil, som var reduceret til et svagt løft på mundvigen. "Mit navn er Akumu..." præsenterede han sig og så på vampyren over for sig, med sine gådefulde øjne. Man kunne aldrig se hvad han tænkte eller mente. Som var hans sind forsejlet af dét nattemørke som hærskede i hans dybe øjne. Men det var han også ganske tilfreds med. Foretrak det sådan, at forblive mørk og dyster. Det afholdt også folk fra ham, lod ham være i fred... Et svagt men velmærket smil gled ind over Akumu's læber, men nåede aldrig op til hans øjne og forblev dermed underligt livløst. Han vågnede fra sin dagdrøm og tågen i hans blik forsvandt og blev atter klart. "Så hvad var deres oprindelige formål på dette sted?" spurgte han og lagde hoved let på skrå og betragtede vampyren Chez.

Chez så længe på Akumu og prøvede at regne ham ud. Det var svært og helt umuligt, ligegyldig hvor længe Chez så på ham, var han den første som Chez ikke kunne regne ud. "mit formål??" gentog han og tænkte sig om. Underligt nok kunne han ikke huske det. Chez tog hånden op til baghovedet og mærkede en bule på størelse med et æg (overdrivelse xD). "For at finde en bog.. tror jeg" sagde Chez med skar en grimasse da det gjorder ondt. Chez øjne var kolde og tomme men i modsætning til Akumu kunne se igennem dem som vinduer. Chez var i smerter måske ikke fysisk men psygisk. Han havde dybe ar fra hans fortid, Men selv i de tomme øjne kunne man stadig finde glæde. Han var en af de personer der accepterede tingene som de var uden spørsmål. "hvor gammel er du?" spurte Chez da han kunne se Akumu var lidt ældre end Chez

Akumu kunne ikke undlade et svagt smil ved Cheshire's svar. "Javel ja... Kan de så huske hvad det var for en bog de søgte?... eller har de glemt det?" spurgte han og så ham an. Betragtede ham imens han tydeligvis ramte et ømt punkt i baghoved. "Er de kommet noget til?" spurgte han og lød egentlig ikke synderligt bekymret. For det var han overhovedet ikke. For den slags hørte til følelser, og følelser hørte til levende væsner. Noget han ikke var, og aldrig havde været. Heldigvis!.
Akumu lagde hoved let på skrå og studerede vampyren foran ham. Akumu's halvlange hår hang nu skråt ned foran hans øjne, som følge af tyndekraftens love. "Min eksistens alder, eller min kropsalder - omregnet til svarene menneske år?" spurgte han da der var... 'mildt' forskel. Selvfølgelig.

"Nej jeg kan intet huske og jeg har bare en bule måske blev jeg ramt af noget ? hvem ved" sagde Chez og kunne høre han ikke var bekymret. Det var nok af ren venlighed han spurte. "begge dele " sagde Chez og smilte. han havde været menneske og derfor kende han til de følser de havde haft som bekymring og alt det der. Underligt nok havde han stadig de følser og den anden evne han havde var at han var imun overfor sollys så han var en lidt underlig vampyr.

Akumu smilte ved Cheshires svar "ubehageligt..." mulede han blot, da det mildes talt måtte være mærkværdigt pludselig have en skramme i baghoved og have mistet en del at sin hukommelse. En brøkdel, men alligevel betydenlig nok. Gad vide om slaget var blever forudsaget af nogen, istedet for noget... Men hvad vidste Akumu om dét - intet.
Akumu smilte skævt og lænede sig afslappet tilbage i stolen "Jeg har eksisteret i 384 år... men min krops alder, er 18 sølle år" fortalte han roligt og smilede derefter svagt, alt imens hans mørke uigennemtrængelige blik hvilede fattet på vampyren Cheshire over for ham. "Og Eder selv?" spurgte han og løftede en løs hånd imod Ches, og pegede på ham, med et afventende blik.

"jeg blev født i 1810 så min eksistens er 200 år min krops alder er dog kun sølle 16 år" sagde Chez "hvad laver du her på bibloteket? leder du efter noget specielt?" spurte Chez og så på ham. Igen studerede Chez Akumu , hans hårfarve, øjne , tøj alt der kunne kodes ind i hans hukomelse. "vis du har levet i 384 år så blev du født i hmm 1626? " sagde Chez og tænke sig om for at sikre sig han havde regnen rigtigt hvilke han havde. "hvilke evner har du?" spurte Chez. Hans hovde var fyldt med spørsmål hvilke det altid havde været dog passede han på ikke at stille alt for mange spørsmål, det ville folk bare blive træt af med tiden.

Akumu lyttede og forblev tavs imens Cheshire talte. Smilte høfligt svagt da et spørgsmål blev rettet imod ham selv... endnu engang. "Tjoh.." mumlede han som en begyndelse "Nej... det eneste jeg søgte på dette sted var fred fra omverdenen.." Han så et øjeblik tomt ud i luften. Sagde dernæst lavmælt "Og væsnerne som lever i den.." Tydligvis hentydende til menneskene. Der var ikke mange der befandt sig på biblioteket på dette tidspunkt. Specielt ikke i denne afkrog af dets snoede gange i dets nærmest uendelige labyrint af bogreoler.
Han kunne godt få for meget af de laverstående, uduelige væsner, kaldet menneskene. Behandlede verden som de ville. Troede inderligt på at de rent faktisk 'ejede' den og derfor kunne gøre som det passede dem. Det var frastødende...
Akumu hævede endnu engang blikket op på Cheshire og lyttede til hans spørgsmål. Nikkede blot med et svagt bekræftende smil, på hans spørgsmål.
Akumu hævede svagt det ene øjenbryn i et svagt skeptisk udtryk ved Cheshires spørgsmål. Lod et skævt og svagt dominerende smil glide ind over hans læber. "Behøver de dén viden?.. Hvad nytte kan den gøre dig?" spurgte han, dog i et fortsat roligt og blødt tonefald. Var ikke ude på at provokere vampyren. Fandt bare spørgsmålet en smule upassende, og spurgte derfor ind til det.