Maybe we'll meet again.. ~Cheshire~

Tiden er?; 19.13
Stedet er?; De Jeux - Legepladsen
Omgivelserne er?; Hvad der nu er på en nogelunde tom legeplads
Vejret er?; Tusmørke, let vind og månen kan ses..

Metal lågen var ikke blevet lukket ordentligt så den gav stadig en klagende og knirkende lyd da vinden slå den frem og tilbage med lange mellemrum men i en form for rytme. Men skulle egentligt tro at De Jeux - Byens legeplads - stadig ville være fyldt med mennesker men lige nu var der ikke rigtigt nogen. Kun en. En ikke så høj pige som alligevel så ud til at være på omkring de 15-16 år. Dog var hun ikke så ung lægere. Denne pige havde man ikke set så meget til her i byen på det sidste selv om at hun havde været her hele tiden. Hun havde vel abre ikke rigtigt været udenfor en dør. Hun havde tilbragt sin tid i en sølle celle uden vinduer i så forbandet lang tid efter hendes mening. Hendes lange silkehvide hår med det violette skær og de dybe, klare og faktisk smukke blodrøde øjne afslørede hendes person. Macha. Macha Ichigo. Den pige der før i tiden bare havde gået rundt og dræbt som det passede hende. Hun hadede egentligt smagen af blod. Udover ved en person hun på en eller ande måde håbede levede endnu. Hun havde ingen tidsfornemmelse haft. Om der havde fået dage, uger, måneder eller år havde hun ikke haft viden om.
Hun så heller ikke ud til at være i det mest hyggelige humør eller sådan noget. Hun sad bare helt stille på kanten af den ene sandkasse og lavede næsten den samme bevægede om og om igen. Tog en smule sand og formede videre på den vandskabte form af et tårn hun havde forsøgt at lave. Men hun havde tydeligt ikke gjort sig særlig udmage lige nu. Det var vel abre tidsfordriv. Hun var ikke iført andet en et par short og den blå hospitals skjorte på. Ingen sko. Det armbånd hun før i tiden havde haft på om det ene håndled var blevet afstattet med en sjusket forbinding hvor at det var blødt en lille smule i gennem andet lag. Der kunne stadig skimmes blodspor rundt på hendes spinkle og let blege krop. Og ikke mere end en rift under hendes højre øje kunne ses af skader..

En skikkelse kom gående med tunge trætte skridt. Det var en dreng med sort hår og milde gyldne øjne som svagt lyste op i nattens mørke. Denne skikkelse tilhørte Cheshire.. eller som de fleste kalde ham, Chez. Chez strakte sig imens han gik, han var lige blevet færdig ned sit 'arbejde' og var på vej hjem i håb om at få noget søvn , om dagen skulle han i skolen og om natten skulle han arbejde. Hvornår måtte han dog få lov til at sove? Han var ikke så træt at han var ved at falde om, han var bare lidt søvning.

Chez kom gående forbi den gamle legeplads, hvor han langsomt vende hovede ind for at se om der var noget. Han stoppede op da han så et velkendt ansigt, *Macha?* tænkte han undrene da han ikke havde set hende i langtid. Han havde spekuleret over hvor hun havde været7gemt sig. Chez bevægede sig ind på legepladsen i lydløse skridt, han listede sig om bag Macha og lag hånden på hendes skulder i håb om at give hende et lille chok.

"Hvad vil du hvem du så end der.." Macha så ikke ud til at være det mindste overrasket over Cheshire's forsøg på at give hende et chok som nok ville ærge ham en smule. Hun havde hørt hans skridt selvom at han listede. Hun havde ikke kunne genkende aura'en og tankelæsning var ikke lige valgt på hendes sidde. Hvilket ville sige at hun ikke kunne høre dem. Hun lod så endelig bevæge sig mere på sig. Hun børstede sandet af hendes hænder og og drejede roligt sit hoved. Hun spærrede så sine øjne en hel del op da hun endelig gengkendte hans ansigt. Måske ikke hans hår men hans øjne og hans bygning. Hans udstråling. Hun kunne ikke sige noget men sad bare som stivnet. Cheshire havde været en af de eneste der sådan rigtigt havde haft en form for plads i hendes kolde hjerte. Den eneste hun sådan havde været...sød ved? Den eneste der havde accebteret hende. De havde gået i samme klasse da hun havde været på prøve i skolen. Han så hende ikke som det monster andre så hende. Eller det håbede hun. Så så hun igen væk fra ham. Ned på sit mislykkede forsøg på at lave et nogenlunde sand trån. Hun fortrød ikke sådan ligefrem det hun ahvde sagt. Heller ikke tone faldet men hun skammede sig lidt over at have været væk i så lang tid. Men hun havde jo heller ikke jaft nogen muligthed for at sig det. Hun lod sin tungespids kærtegne hendes læber. Først overlæben og derefter underlæbe som hun så satte hendes tænder i. Forsigtigt så hun ikke bed hul hvilket hun var blevet så dejlig kendt for før i tiden. "Du ser ældre du.." mumlede hun så bare.. Hun var ikke så god til velkomster og sådan.

//havde ændret min personens hårfarve xD så han har altid haft sort hår //

Chez blev selvføllig lidt skuffet/ærgede sig over at hun ikke fik et chok. Men det kunne der jo ikke gøres noget ved så smilet var der stadig på hans læber, og fordi han kende Macha smilte han helt så man kunne se hans lange hugtænder "jeg er også vokset siden sidst " sagde Chez med glæde i stemmen. Måske fordi han var glad for lidt forandring. "hvad laver du her ude helt alene og hvor i al verden havde du gem dig i alt den tid, jeg var faktisk bekymret " sagde Chez mere alvorligt og man kunne både høre og mærke at han mente det. Men smilet fandt igen frem på hans læber "men det er da godt at se du er okay" sagde han imens han gav Macha et kort, blidt kram. Han lod blikket falde ned på Macha's sand tårn og et kort grin kom fra ham, men han holde det inde og gik ned i hug hvor han langsomt begyndte at reperere den eneside som var faldt sammen. Han havde mærket der var noget anderledes ved Macha hun virkede ikke så livlig som før, men Chez ville vente med at spørger da han ikke ville skabe dårlig stemning.

Macha så så denne gang lidt forundret på ham. Havde han bekymret sig for hende? Hun havde egentligt bare troet at han havde lagt hende bag sig fordi at hun bare var forsvundet fra alt og alle. Hendes øjenbryn havde begge hævet sig en smule samt at hendes øjne havde spærret sig en smule op. "Ehm.. Jeg har ikke gemt mig.. Bare tilbragt det meste af min tid der hjemme. Var ikke egnet til at gå i skole med almindelige børn og unge alligevel.." forklarede hun ham så med en lidt svag stemme samt at hendes ansigt slappede mere af. Men hun så ikke væk fra ham. Hun fik få gange øjenkontakt men underligt nok gjord ehun intet ved det. Med almindelige mente hun selvfølge dem der ikke var som hende. 'Sindsyge' og sådan. Hun så så ned på sandtårnet som Cheshire var begyndt at reperare. "Undskyld men det er ikke så nemt at sende postkort fra hospitalet hvis du for står.." Et lille smil voksede langsomt frem på hendes bløde læber som hun havde fået til delt. Hun tog så en dyb indånding så hendes brystkasse blev hævet markant og sænkede sig derfor også tydeligt. Hun så en smule mager ud men stadig havde der været en virkning med at få fjernet armbåndet som ellers havde sendt det så kaldte 'Sølv' ind i hende. Det var blot en form for væske der kun havde en virkning på vampyre. Det havde fået navnet derfor og det svækkede en vampyr en del.

//Nåeh..Sowie xD//

Chez var for det meste en af de personer som aldrig så tilbage på fortiden, men når det var pga venner som stadig var i liv havde han ikke noget imod det. Han havde gode minder fra Macha så hvorfor skulle han glemme hende? "Det er ikke din skyld, jeg må indrømme min klasse prøvede jo heller ikke at være venlig imod dig" forklarede Chez. Hver gang Macha fik øjenkontakt vende Chez blikket væk, for Macha's skyld , chez har ikke kunne kontrolere han evne på det seneste. Alsår hypnose evnen, den sidste som så ham i øjnene for længe begik holde op med at fungere, bare sad det og stirrede. Chez øjne var jo på en måde også en potal til de dødes verden, menneskene ville se ting der ikke var der. "hospetalet? " gentog Chez og forstod godt meningen i hvad hun mente. Han havde noget sort/blå på armen, det var vist et blåmærke, som næsten var sort, på størelse med et strusse æg.

Denne gang kom endnu et smil frem på hendes bløde læber. Det var for nogen ret skræmmende da man ikke helt kunne læse det. Men tankerne var nu sikre efter det Cheshire lige havde sagt til hende som klassen. En skygge havde lagt sig for hendes øjne og hun virkede igen ret så..skræmmende. Men kunne vel se på hende at hun stille og roligt begyndte at gå i en mindre blodrus. Så da hans stemme igen så brød hendes tankespind fik hende til at ryste hurtigt på hovedet. Ret hårdt og hendes hår flagrede lidt om hende. Faktisk var det blevet en smule kortere. Blevet klippet utrolig sjusket. Hun så lidt op på ham men så ham ikke i øjnene mere. Hun havde godt opdaget den måde han desperat prøvede at undgå det. Hvorfor vidste hun stadig ikke. "Ehm.. Ja hospitalet.. Du ved, der hvor jeg bor.. Eller boede.. Nu er jeg...fri eller hvad man nu kan sige" Et svagt og lettere uskyldigt men stadig en smule falsk smil kom frem og fik hende til at ligne en helt normalt menneske tøs.

Hun forvirrede ham en smule, med den måde hendes ansigt ændrede sig fra skræmmende til normal. Chez følte sig underligt nok ikke truet og var derfor ikke skræmt. Han havde set sådan nogle symptomer før, de kom vis man havde blodrus. Men det ville også gå væk igen, eller ved nogen ville det gå væk. Der var andre som var uheldige om Macha var en af dem, kunne han ikke sige. "noget galt?" spurte han alligevel da hun rystede på hovedet. "fri? , det var da en god nyhed, men.. hvor skal du nu bo?" spurte Chez undrene da hun jo lige havde sagt det var hendes hjem.

"Ehm.. Hvor jeg bor? Det ved jeg ikke. Jeg finder nok et sted inden længe.. Måske bare et sølle forladt hus indtil jeg har fået mig et job og tjent nok til at flytte fra byen og få et nyt liv" sagde hun så helt ubekymret uden at fortrække en minde ud over et svagt smil der havde lagt sig på hendes læber. Hun lagde sit hoved på skrå så hendes nu lidt kort og sjusket klippede men stadig silkehvide hår faldt mere ned over hendes ene skulder end ned over den anden. Hun kunne godt minde lidt om en normal pige der bare havde fået ufattelig lidt sol eller led af en sygdom. Hvilket hun egentligt også gjorde. Hun havde været så uheldig at det var sket da hun blot var noget med 2 år siden men hun havde aldrig fortalt det til nogen. Hun trak så forsigtigt sine ben lidt ind til sig og så mod himlen. ”Er himlen ikke bare smuk i aften?? Det er så længe siden jeg er fået lov til at se den..” Hun lod lidt som om at hun havde mistet forstanden men hun var bare forundret over den. ”Tiden er gået så hurtigt.. Hvor lang tid har jeg været væk tror du??” Selv om at hun ikke så mod Cheshire så var spørgsmålet rettet mod ham. Var egnet til ham. Og det var nok nemt at høre..

"Du har fået klippet hår " mumlede han, da han så at håret var blevet kortere.
Da Macha spurte om himlen ikk var smuk nikkede han bare. Den havde jo ikke ændret sig i de 350 år han har levet.
" 2 måneder eller mere " safde han og kiggede så op i himlen. Han ville gerne invitere hende med hjem til ham, bare indtil hun havde fået et job. Men han vidste det ikke ville være en god ide specielt ikke med Diva og Cloud i huset.
De var ikke ligefrem venlige, de eneste de var venlige imod er kunderne som bestiller lejemordet.

"Ja.. Men ikke ligefrem friviljigt.." sagde hun lidt højere end hans mumlen. "De mente det var for langt og at jeg skulle have det klippet helt kort.. Men jeg kæmpede imod så nu er det var skævt.." Et kort smil kom fram og hun så igen mod ham. Dog var det væk igen der. Hun så lidt op ham og lyttede til hans stemme. Hun havde underligt nok savnet lidt og høre den. Men stadig var der noget andet over ham eller også var det bare hende der havde forandret sig en del. Hun havde ikke nemt ved at holde sig fra blod netop på grund af at hun havde fjernet det armbånd eller hvad det nu havde været der før havde sent 'Sølv' ind i hende. Og så havde hun mindstet en del. Hun så ud til ikke at have fået særlig meget mad længe men dog var hun heller ikke mere mager end hun plejede at være. Men hun så heller ikke ud til at ville sætte tænderne i Cheshire. "2 måneder..? Jeg føler det har været flere år.. Eller få timer"

"hmm , folk burde ikke besktemme hvordan man skal se ud eller om ens hår er for langt eller kort. " forklarede han, det var i hver fald hans mening.
Han var blevet lidt anderledes men det skete altid vis han var væk fra venner i for langtid og så brugte siden i stedet for på at arbejde. Han skulle lige venner sig til at være i blandt venner igen.
"tiden kan både gå hurtigt og langsomt, for mig har de gået meeeeegggeettt langsomt " forklarede han.
og lag først mærke til at hun ikke havde det der armbånd på længere som gav hende sølv. "hvorfor har du det ikke på" spurte Chez og kiggede ned på hendes håndled.

Macha blev ikke ligefrem overrasket over at han havde opdaget denne forandring ved hende. Hun løftede dog alligevel sin hånd og så mod sit håndled hvor den sjuskede forbinding var blevet lagt. Den krystalglimtrende blodrøde væske kunne stdaig skimmes da det var blevet blødt lidt igennem. "Ehm.. Jeg rev den ud.. Den generede mig for meget og jeg kunne ikke styrer mit temprament.." sagde hun stille og roligt og så igen mod Cheshire. Hun ville egentligt gerne kunne se ham i øjnene. De hans faktisk ret smukke og fascinerende øjenfarve. De fleste vampyres øjenfarve skiftede fra en mere normal til en blodrød. Så heldig havde hun ikke været. Hendes øjne blev ikke engang tågede når hun var i blodrus. Så folk kunne ikke rigtigt nå at flygte når de kunne se det på hende.. "Chez.. Jeg har virkelig savnet dig..." lod det så pludsleig meget svagt fra hende og hendes blik var rette mod hendes skød.

En latter kom fra ham og han lag hånden på hendes hovedet "i lige måde " sagde han. Han havde også savnet Macha. Chez så igen ned på hendes håndled igen og så den sjuskede forbining som blodet alligevel havde blødt lidt igennem. "eh? hvornår? og er du sikker på at det er okay, har du fået det renset? Du trænger vist til en ny forbining,.. vent jeg har vist noget på mig" sagde Chez og rodet lidt rund i hans lommer og rigtig nok fik han en rulle forbining op af lommen. " kom set dig her over på gyngen, så kan jeg lægge forbiningen på dig, du må så vente med at få det renset, " sagde han og smilte som han altid gjorder.
"vil du ha det renset hjemme hos mig? jeg bor ikke særlig langt væk og det ville været et problem vis der kom betændelse i" forklarede han imens han langsomt tog Macha's forbining af.

Macha blev lidt forvirret og nærmest ør i hovedet af alle hans spørgsmål og bekræftelser der kom ud af hans mund på samme tid næsten. Hun fik kun fat i få ord men nogle af dem hang sammen. Som at hun vist skulle følge med ham hen til gyngen så hun kunne få en ny forbinding på .Det fatte hun i hvert faldt da han fulgte hende hen til gyngestavivet og ahvde taget en rulle gazebind frem samtidig. Hun havde altid set Cheshire som en ven. Nok en af de eneste her i byen. Hun havde ikke mødt andre der sådan kunne være gode nok til det eller sådan noget. Det hun mente med det var at de nok bare frygtede at hun ville kunne gøre dem fortræd eller om de fik en lyst til at dræbe hende. Men ham her. Den lille sort hårede dreng - Der nok stadig var højere end hende - havde virkelig bare fundet en lige vej ind i hendes kolde hjerte. Der var ved at tø.
Hun nikke forsigtigt da han spurgt om hun ville ville med hjem til ham og få renset hendes sår Selvfølgelig ville hun det. Det var hun jo egentligt nød til hvis der ikke skull gå betændelse i såret. "Det er nok en god idé.." Hun skar en grimasse da han begyndte at tage hendes forbinding af. Hendes håndled havde altid været end af hendes svage punkter og de blev nemt ømme og gav smerter gennem hendes krop. Da forbindingen var væk kom der ikke ligefrem noget kønt syn frem. Det var et slags hul eller i hvert fald noget lignende hvor at blodet stadig stille sivede ud af. Og nu hvor forbindein var væk dryppede det allerede ned på jorden foran hende..

Han så hendes forvirret udtryk og lo. Han vidste godt at han spurte for meget og nogle gange snakkede hurtigt, det var ingen nyhed. Da Macha satte sig på gyngen begyndte han at tag forbninigen af, det var lidt svært at gå af da der også var størknet blod på som gjorder der sværere at få fra hinanden. Endelig efter noget tid fik han forbningen helt af "Det ser ikke så kønt ud" mumlede Chez go skar en lille grimasse da han så sorget.
Blodet løb stadig, men han kunne jo godt styre hans trang, han var heller ikke specielt sulten. Chez lag enlig en hurtig forbining på den var ikke særlig stram men heldigvis ren "jeg venter med at ligge forbiningen ordenligt på det skal renses ordenligt, mit hus lægger ikke så langt" forklarede han og rejste sig på. Ikke så langtid efter nok 10 minutter, var de ved et stort hvidt palæ. Der var blå roser i forhaven og sikkert også baghaven. Der var lys i et af vinduerne så der var i hver fald nogen hjemme.

"Nej det gør det ikke.. Men det gør nu også ufatteligt ondt.." mumlede hun nok mest til sig selv. Hun så helst væk da han var igang med at lægge forbindingen. Hun var ikke bange for om at han ville sætte sine tænder i hende på grund af dette åbne sår. Det måtte jo være helt op til ham selv. Nu havde hun jo heller ikke mere sølv der svømmede rundt i hendes krop sammen hende hendes blod. Så hun ville ikke kunne skade ham. MEn det var nu også helt op til ham.
Hun nikkede bekræftende til ham mens at hun så fulgte efter ham. Hun gik med sikre skridt. Hun var ikke helt så svæget af blodmanglen som da hun var skredet fra hospitalet. Det var blevet bedre nu men hun var underligt nok ufatteligt træt. Og det kunne hun nemt mærke da de endelig var kommet hen til der hvor at Cheshire så boede. Det var et smukt palæ. Det forundrende for hende da hun ikke selv var vant til den slags. Hun havde jo boet startet med at bo på et børnehjem, så på et ekeltværelse på en skole, så i et skur og til sidst i en form for celle på byens hospital. Hun kunne mærke hvordan at hendes ben gav op under hende og hvordan at hendes hoved ramte jorden og hendes øjne blev lukket under faldet..

Chez stoppede op i gården og lyttede. Der var jo lys i vinduet til stuen hvilke kun betød en ting. "han har gæster så vi burde være stille når vi går ind" forklarede Chez og vende sig smilene imod Macha. Smilet forsvandt da han så macha's skikkelse vældede ikke på grund af overbalance men sikkert på grund af noget mere alvorligt. Han prøvede at gribe Macha men for sent hun lå allerede på jorden med lukkede øjne. "macha?" spurte han med en mere bekymret stemme imens han kort ruskede i hende.
Chez var ikke sikker på om hun var vågen eller ej men han bar hende i hver fald inden for med lidt besvær. I stedet for at være stille blev han nød til at sparke døren op så det gav et højt brag. Han skynde sig dog hurtig videre og nåede ind på værelset før Cloud fik sagt noget.

Macha var stadig helt væk under alt dette. Hun havde ikke rigtigt haft nogle stor mistanke til hvad det kunne skuldes men i de få sekunder dfer havde været mellem hende og jorden lod tænken strejfe at det sikker var hendes mangel på føde og den sølvmængde der stadig kunne findes i hendes ny spinkle og lidt svage krop. Hun hadede virkelig dette. Før havde hun følt sig så stærk og nu ville hun bare ønske hun var et helt almindeligt menneske for at kunne æde noget andet. Hun var ikke aærlig tung på grund af denne kur hun havde været på på hospitalet.
Hun var så langt væk at braget fra døren ikke vækkede hende over denne besvimmelse. Hun var bleg. Ikke sådan mere end hun blegede men hendes hud havde mere fået en ru og mat overflade. Ligesom når folk fik feber. Men hun var stadig lige så kølig som altid. Så det kunne være svært at finde ud af hvad der var sket. Hun trak stadig vejret som et menneske og det lød mest af alt bare som om at hun sov meget tungt. Om der kunne ligge andet under vides ikke. Hun var heller ikke bange for at selv blive brugt som føde. Hun kunne nemlig selv bedst lide vampyre blod. Underligt nok..

Chez lag hende på hans seng og hentede en bowel med vand og en kniv. Han kunne se hun havde brug for blod og brug for at det sorget bliver renset. Han tog kniven hen til hans håndplade og skar så der kom blod ud. Han løftede Macha's hovede og lod blodet dryppe ned i hendes mund. Efter noget tid forband han hans sorg og begyndte at rense hendes sorg imens hun sov.
Sorget så ikke kønt ud, men han havde heller ikke forventet et at sorget ville se kønt ud. Chez brugte langtid på at rense hendes sorg , for han gjorder det også ordeligt.

Den røde væske lå for det meste bare i hendes mund og om hendes bløde læber og fik dem til at se mere røde ud end de faktisk var. Det gik langsomt men blodet sivede stille go roligt ned gennem hendes spiserør og ned gennem hende. Hun vågnede dog ikke af det. Og det var nok også en god ting. Da det ellers ville ahve gjort ufattelig ondt når at Cheshire rensede hendes sår med de blide bevægelse. Hvis hun ikke have været i drømmeland og hun ikke var så svag ville hendes arme have lagt sig om hans nakke og en omfavning. Bare for kunne føle at hun ikke var så alene som hun troede eller havde været før. Det havde egentligt været utroligt hvordan at denne vampyr havde gjorde hende usikker på hendes gerninger
Efter noget tid at han havde renset hendes sår begyndte hendes øjenlåg endelig at sitre lidt og den skinnende blodrøde farve kunne lige skimmes..

Han lag en ordenlig forbining rundt om hendes arm og lag dynen godt om hende så hun ikke ville fryse i løbet af natten. Han satte sig på en stol ved siden af sengen og begyndte at læse i en bog, han kunne dog ikke koncentrere sig så meget da han var bekymret for Macha. Havde han nu gjordt alt hvad han kunne for at hjælpe hende? Det plagede ham, men hun så så..fredfyldt ud når hun sov.
"jeg skal lige være sikker" sagde han og lag hånden på hendes pande, hun havde vist ikke feber. Så han læste videre og efterhånden faldt han selv i søvn med hovedet og armene på sengen og kroppen på stolen.

Macha regaede ikke yderligere på at kunne mærke hans hånds bløde hud mod hendes pande. Hun lod bare stille ind til at huhn fik tvunget sin tungespids ud for at slikke resten af blodet væk inden at det stivnede og gjorde det svært for hende at få det af igen ude at gnubbe hårdt. Hun lukkede sine øjne helt men sov ikke mere. Var stadig vågen men forvirret. Da hun kunne mærke hvordan at Cheshire vist var faldet hen lod hun sig meget langsomt dreje sin spinkle krop om så hun låd på siden mens sit blik rettet mod hans sovende ansigts udtryk. Som en lille killing med det sorte pjuskede hår. Hun rykkede meget forsigtigt hen mod ham og krøllede sig en lille smule sammen ved hans hoved og arme. Sådan at det meste af hendes ansigt var skjult i hans lokker på hovedet. Før at hun igen prøvede at få sovet lidt..

Chez vågnede lidt efter at han mærkede noget bevæge sig og røre ved hans hår, først åbnede han bare øjnene uden at bevæge sig og man kunne se på hans tågede øjne at, han stadig ikke helt var vågen/frisk og det tog lige et par sekundter før han var helt frisk. Hvilke fik ham til at løfte hovedet, (han undgik at slå hovedet ind i Macha's xD)
"Macha!, hvordan har du det?" spurte han så som det første, hvilke de fleste nok ville spørger om. Hans hår stod ud til alle side, det var mere pjusket end det plejede , det var vist hvad man kalde morgenhår, selvom det ikke var morgen.

Da Macha endnu ikke var faldet helt hen i søvn reagerede heldigvis på hans spørgsmål. Hun blev lidt skuffet over at han flyttede sig men det kunne vel bare være lidt ligemeget nu. Hun lod igen sine øjen låg afsløre hendes klare og dybe blodrøde øjenfarve. Hun blev liggende lidt før at hun langsomt og forsigtigt at sætte sig op i denne dejlig bløde seng emns at hun så igen så mod Cheshire. "Jeg har det fint.. Tror jeg.." sagde hun med en lettere hæs stemme. Hun lod igen sin tunge slikke resterne af blodet væk fra hendes læber. Hun tog sig kort til hoved og tog en dyb indånding. "Jeg føler mig ufattelig svag.." mumlede hun lige knap hørligt og hun lænede sig forover for at skjule hendes ansgt. Det kunne vel være en form for forfærdelig dims for en som hende..