Don't Leave Me....Alone (Tarathiel)

Tiden er?; 20.45
Stedet er?; Sombre - Parken
Omgivelserne er?; Få mennesker/væsner
Vejret er?; Tusmørke, vild og lidt kølig vind dog ikk overskyet

Vinden ruskede vild i træernes nye og frodige kroner i ruk. Det ene øjeblik var den der og så det andet øjeblik var den der ikk men kom dog hurtigt igen. En svag mumlen fra både mennesker og væsner der så småt var på vej hjemad efter en hyggelig dag i parken. Indtil at vinden begyndte at hærge. Dog forblev en pige i den enorme park. Dette vare Amelia. Hun stod bare og så lidt efter familierne, kæresteparrene og vennerene der roligt gik sammen væk derfra. Men hun rystede bare på hoevdet og hun drog et lavmælt suk. Så begyndte hun at gå lidt væk der fra. Lidt ind i en klynge med træer tæt sat op uden om den lange sti af grus. Hendes halvlange hasselnødde brune hår hvirlede også vildt om hende på grund af vinden men hun nød det bare. Nogle ville sikkert mene at de var umodeligt irriterende men ikk hende. Hendes krystal klare og utrolig smukke øjne af også hasselnødde brun så lidt rundt om sig. Først lidt til ventre, så til højre, så igen til ventre, så ned i jorden og til sidst stoppede hun roligt op og så mod himlen hvor at en eller to stjerne havde fundet deres plads.

Amelia kunne så både mærke og høre bumpet der kom fra en person der landede på jorden. Hun så lidt overrasket væk fra himlen og så vendte hun sig halvt om mod den fremmede dreng eller unge mand. Hun stod bare stille og så på ham uden at sige noget til at starte med. Hun havde sikkert lige som ham troet at hun var helt for sig selv men havde alligevel fået et forkert svar blot få minutter siden. Så lagde hun sit hoved let på skrå og sendte ham kort et lille forsigtigt smil. Så rettede hun endnu en gang sit blik mod himlen. Hun så helt frdelig ud og lignede ikk en der ville kunne gøre en flue fortræd. Og så kunne man nemt hoppe i en fælde ved at tro at hun var fuldstændig forsvarsløs. Hun samlede blidt sine hænder på ryggen og så stadig mod den mørke aften himmel hvor at hun lige havde opdaget nogle flere stjerne.

Amelia havde godt kunne lugte svol men ignorede det bare. Hvis at skoven bag hende var brændt ned ville hun helst ikk se sig over skulderen. Så så hun igen ned fra himlen og begyndte at gå videre hen af stien og gruset knasede under hendes sorte balarinaer. Hun var iført en kort rød nederdel der svagt flagrede efter hende når hun gik og en løs hvid skjorte der passede godt til nederdel og hele sættet sad i det hele taget smuk på hendes krop. Hun havde kunne mærke hans blik mod hendes ryg indtil at hun så forsvandt ved at stien drejede skarpt. Hun følte både fred, glæde og urolighed og den ubehagelige følelse af at være skræmt for sit liv. Men det havde hun dog overlevet for i tiden. Især blandt hendes races størte frygts ven. Men hun var dog ikk rigtigt bange for dem..sådan da. Hun var mere bange for det ukendte eller det uvidende. Lugten af svol var heldighvis væk igen og hun åndede lettet op igen.

Amelia kunne mærke det..hele. Hun stoppede op med det samme og spærrede sie øjne lidt op. Hun kunne fornemme ham lige bag sig men vidste ikk helt hvad hun skulle gøre. Hun havde ikk hilst på ham mest fordi at han ikk virkede særlig glad for at hun var nær ham. Hun havde kunne føle hvor irriteret han pludselig var blevet og havde derfor accebteret det. Hun blev lidt skræmt men stod bare stile da hun kunne mærke i luften at nogen havde havde været tæt på at slå hende. Sikkert ham. Hun kunne føle ham, hans tilværelse og hun var ikk i tvivl om at det var ham der stod bag hende. Men hun forstod ikk hvad hun havde gjort ham som kunne have givet ham denne trang til at gøre skade på hende. "Øhm..Hej..Kan jeg måske hjælpe dig med noget siden at du...følger efter mig?" spurgte hun lidt usikkert men blev stående ned ryggen til ham.

"Argh! Slip mig!" udbørd hun da hun kunne mærke smerten i hendes hovedbund efter at havde havde taget ret hårdt fat og vendte hende om mod ham. Hu stod så som stivnet da han nærmede sig hende ansigts og hun spærrede sine øjne lidt op. "Jeg..Jeg troede bare at du ikk...Jeg hilste da også! Troede du da at jeg ville gå helt hen til sig også sige 'Hej' med en enormt munter stemme men alligevel lyde falsk og så især når du skubber mig væk med den negative indtryk hun gav mig så jeg sendte sig bare et smil" prøvede hun at forklare ham og stov stadig som stivnet men hendes stemme var lidt usikker i starten men det gik hurtigt bedre og hun talte uden at hendes stemme rystede. Hun havde holdt sin hånd på den som han havde taget fat i hendes hår med for at det ville gøre mindre ondt.

Mori slap igen hendes hår. Han kunne vel acceptere hendes forklaring, så han måtte vel fjerne hende fra hans "Den Sorte Liste!". Han rettede sig igen op, så han blev højere, som asparapigen. Han vidste ikke, hvordan han skulle undskylde, så han måtte vel finde på noget, som var acceptabelt.
"Jeg er Tarathiel Nightwing." præsenterede Mori sig og prøvede at virke mindre kølig. Han foldede hænder på ryggen, så han ikke virkede helt så truende igen. Han havde aldrig stået i sådan en situation før. Så han vidste ikke, hvordan man gjorde det.

//logger. ses//

Amelia ømmede sig lidt og så bare på ham. Hun lyttede til ham, smagte lidt på hans navn men hun sagde ikk selv noget med det samme. Hun hadede når folk tog fat i hendes hår men hun kunne mærke på ham at han gerne ville sige undskyld på en eller anden møde. Så lod hun sin hånd glid ned og hænge langs siden igen. Så voksede et sødt og varmt smil frem på hendes bløde og let lyserøde læber. "Hyggeligt at møde dig.. Mit navn er Amelia Sia Lukumi" sagde hun så med en rolig og imødekommende stemme og da hun lagde hoved let på skrå så hun en smule mere nuttet ud. "Lad os lave en aftale. Du kan gøre med mig hvad du nu en lyster men bare at du holder dig fra mit hår.. Det tager for det første ret lang tid af at vokse ud og så giver det mig den følelse af at jeg stadig bare er et eller andet lille pattebarn der ikk kan klare sig selv.. Forstået?" Hun sagde det bare helt ligeud og stadig smilende som om at det var det mest naturlige at sige til en person.

//Fint fint ^^ Skrives ved//

Amelia's smil forsvandt lidt men det kunne stadig ses i hendes øjne. Hun kunne fornemme på hamat han ikk rigtigt kune lide folk som hende eller sådan noget. Hun kunne fornemme at han trang til bare at slå hende eller sådan noget men det skræmte hende ikk ligefrem væk. Så bed sig blidt i sin underlæbe og så lidt ned i jorden så hendes pandehår fik lagt en skygge over hendes hasselnødde brune øjne. Hun prøvede lidt at finde et emne de måske kunne tale om men det var ikk rigtigt så nemt lige nu. Hun kendte dog godt til det. Den ubehagelige stilhed.

Amelia så lidt op på ham og smilte roligt. "Ja okay..Det var hyggeligt at møde dig" sagde hun helt afslappet og vendte sig så forsigtigt om og begyndte at gå med langsomme skridt videre hen af stien. Hendes blik var rettet mod jorden og hendes hænder var samlet foran hende på hendes mave. Hun sagde ikk mere. Men hun mente heller ikk at det var uhøfligt at gå fra ham. Han skulle jo aligevel gå. Hun drog et lille og lavmælt suk og slap så sine hænder igen. Hun satte af fra jorden og landede igen oppe i et af træerne hvor hun satte sig med ryggen med stammen og benene ind til sig.

Mori nikkede farvel til hende. Da han endelig var kommet ud af parken åndede han lettet op, fordi så behøvede han ikke helt at kontrollere sig længere. Han så sig rundt og overvejede, hvor han skulle lede. Han belv enig med sig selv om, at han ville gå til byen, fordi det var der, de fleste holdte til i aftentimerne. Så måske ville heldet ramme ham, det ville han hvertfald håbe. Han begyndte at gå.

//Out.