Solopgang (Constantine)

"hm?" han kikkede op på hende og smilte "tja... regner ikke med du lader mig nusse dig andre steder" han smilte til hende da han havde været opslugt af tanker han satte hovedet lidt på skrå "kender ikke mange piger... så har endu ikke fundet en jeg kan lide meget... men ser ud som om at du er glad for jeg bare siger hvad jeg tænker" han grinte let

"det rart at vide sandhed ikke en masse løgne" hun så mod ham og smilede og grinede efter lidt tid "Åh så du har ikke mødt en , du bare tænker , hende må jeg gøre mere ved , eller vide mere ved .. eller bare kan li" sagde hun og så mod ham, hun nyd som om hun kendte til det , men hun var jo os gammel , hvad mon hun havde oplevet ... melinia så mod ham og kløede sin kind "Åh derfor, du vil nussede mig" sagde hun og smilede "Jamen vis det kun er udskyldig nusseri er det okay" sagde hun og kravelede hen mod ham og lagde nu sin ryg mod hans bryst .. hun så mod ham "SÅ kan du nusse som du lyster , men udskyldigt nusseri , forstået"... hun slappe af i kroppen

han smilte og nikkede og nussede hende nu blidt på maven "kan det være andet en uskyldigt?" spurgte han med en spørgende han tog med den anden arm og bare holdt om hende mens han smilte venligt "jeg kan godt lide dig... du er en venlig person" saggde han med et venligt tonefald

"Ja det kan blive en ikke udskyldig nusseri" sagde hun og mærkede nu han nussede hende på maven., hun små smilede af det og efter lidt tid lagde han armene omkring hende og holdet hende indtil sig, hun lod ham gøre det.... kampe ikke i mod, deres kroppe rørt hinanden, en blid måde, men de var dog langt fra hinanden stadig ... Melinia kom til at små grinede "Tja, er en rolige person og ikke en som angriber, vis du kalder det en venlige person , ja så er jeg" sagde hun og slappe af i kroppen

han nikkede lidt "hvornår bliver det ikke uskyldigt nusseri... vis jeg må spørge" han lød lidt nysgerrig da han ikke havde hørt det udtryk før han havde en idé om hvad hun mente men ville bare lige være sikker "tja... og du lader dig selv være tæt på mig.... betyder du også stoler på mig so ja du er venlig"

Hun så mod himlen og kom en små grin "Er ikke så venlig som du tro, og hvad ved du om jeg stoler på dig, hvad er det at stole på nogle, kender ikke den følelse" sagde hun og så ned på sin ben "At det bliver til mere end nusseri" sagde hun og sukkede dybt, det kunne være mange ting, mest at han ikke skulle forvente noget ud af det... at de ikke skulle havde noget kørende og de ikke skulle blive for tætte.... Det kunne være en af disse ting ...

han smilte til hende "de stoler på mig fordi du lader mig nusse dig og sidder så tæt op af mig... du har sovet på mig og ladet mig komme tæt på da de havde fået slået hovedet... ville de have gjordt det vis de stolte på mig?" han så venligt på hende mens han forsatte med at nusse hende og gættede på hvad hun mente

Hun vendte ansigt mod ham hendes øjne var tomme "Mig behøver ikke tillige til at lad folk gøre de ting Vam.... man siger tillid skal opbygges , bliver ikke bare dannet og ved mig , sker det ikke , kender ikke den føles mere , sorry" hun vendt sig nu rundt og så mod træet , hun lagde sig igen indtil ham "Du har forstørre forhåbninger for en som mig, det ikke godt for dig" hun skulle lige til at sige dem ... men sagde dig .... hun slappede stadig af i kroppen

han sukkede af hende "tja har du vel ret i... og hvorfor kalder du mig vam? har jeg ikke fortjent mit navn?" sagde han spørgende da det var lidt irreterende men han var ved at blive vand til det "hvad ville jeg skulle gøre før de stolede på mig?" han snakkede med en venlig stemme da han gerne ville være venner med hende

"du er forvirrende , du er irriterende over mig men du er stadig venlig" hun sukkede dybt og så mod træer "hvordan du få mig til at stole på dig, du ved godt man kan være venner uden tillid til den anden, er det ikke nok for dig" spurgte hun og så mod ham "Constantine " hendes stemmen var blid omkring hans navn, hun så mod ham igen, hendes øjne var blå og rolige "Du er et spændende væsen " hun rørt hans kind og . nussede stillede med sin figner mod hans kind

"du har ikke givet mig grund til ikke at være venlig" han smilte til hende "ja... men syntes ikke venskab er særlig meget vis man ikke kan stole på sin ven... eller bliver stolet på... man skal ihvertfald stole på sin ven lidt mens man opbygger venskabet vis du spørger mig" han smilte stadig venligt til hende og nikkede da hans navn blev nævnt "ja det siger folk jo... men kan ikke se hvad der er så spændene"

"det kan man normalt ikke ved sig selv" hun smilede , men den forsvandt Så for du et problem , stoler ikke på folk og kommer nok aldrig til det igen" hun havde sorg i sine blå øjne, hun flyttede sig nu væk fra ham og rejste sig langsomt op, hun sukkede dybt og stod nu op , hun så ned mod ham med et trist blik "SÅ kan vi vel ikke være venner, vis du ikke kan accepter mig som jeg er" hun vendte ryggen til ham

han satte hovedet på skrå "jo jeg vil gerne være din ven... vis altså du gider at have mig som ven... vil altid acceptere dig som den du er... vil ikke kunne lide at acceptere dig som en du ikke var" han prøvede at smile venligt til hende for at trøste hende og han ville gerne være hendes ven og håbede på hun ville være hans

Ailince vendte blikke mod ham , der var sorg i hendes øjne "Men du sagde du ikke kunne være venner med en som ikke stoler på dig .... Constantine Jeg stoler ikke på folk, og kommer aldrig til det igen " hun ment sine orde "og ved det Accepter du mig ikke , du vil forandre det " hun så ned i jorden "Må rette spørgsmål nu .... kan du være min ven" sagde hun roligt "vel viden at du ikke er stolt på eller jeg ikke stoler på andre"

han kiggede på hende og bed sig let i underlæben "jeg acceptere dig som den du er og vil aldrig prøve at ændre dig... ligesom du sikkert heller ikke vil ændre mig" han smilte venligt til hende "og vis der nogensinde er noget du vil snakke med en ven om skal jeg nok være der for at snakke" han smilte venligt til hende og håbede på hun var muntret op

"Du kan stadig med at vis mig dit sand ansigt" hun så mod ham "Så ser vi hvad sker" hun sukkede dybt og så mod himlen "Du har vis påvirket mig lidt, yaya" sagde hun og kløede sit hår , hun vendte derefter ansigt mod ham og smilede "Selvfølgelig vil jeg være din ven... må vel bare vende mig til tanke , at jeg ikke er alene mere" sagde hun og blev stående og så ned mod ham

han smilte til hende "er sådan her hele tiden..." da hun vente sig om og smilete til ham of accepterede hans venskab så han glad ud "ja det kan være hårdt fra et gå for en der er alene til at pludseligt at man har venner tager lidt tid at blive van til men du skal nok klarer det, du er en stærk pige" han smilte venligt til hende og snakkede med en venlig tone

"det var mit eneste grav, så det er da ikke så sværte var" sagde hun og så ned på græsset.... hun legede lidt med noget græs , som hun drejede rundt om sin figner, det kilder lidt men var os behageligt, hun så igen op på ham med rolige øjne og så hvordan han smilede og gengældt hans smil til ham.... "kommer vi til at se om jeg kan finde ud af det" sagde hun og lagde sag ned i græsset igen, hun lukkede øjne i og nød det bløde græs, hun lå og lyttede til sin tænker

han smilte venligt til hende "sådan skal det siges" han kiggede kort ned på gæsset som hun havde nusset og så op på hende "du har et sødt smil... lyder ikke som om du gør det ofte?" spurgte han nysgerrigt på den måde hunsnakkede lød det som om hun ikke var så social

"Nej smiler ikke tit , eller jo gøre jeg, bare ikke med andre end dyr ..."sagde hun og prøvede at få ham til at forstå , men det kom til at virkede lidt blandt og forvirrende ... Melinia så mod ham kort og lukkede derefter øjne i "Ja vis det kan sige på nogle måde, at jeg er usikker omkring andre ... så ja" sagde hun og gled en hånden op til panden så den skyggede for solen, gjorder så os hun ikke kunne se constantine