Giv mig en månestråle, og jeg vil give dig en drøm - Milion

S: Sombre!
V: Ikke så godt, da det er mørkt.
T: Midnat.
O: Ikke noget, sådan rigtig. Når jo, et kæmpe træ?
D..
______________________________

”Argh!” sagde Asma og slog stille imod et træ, som så ud til at have fået masser af mærker. Hun sukkede og vente ryggen til træet. Hun lænede sig hårdt tilbage imod træet, så bladene vissede. Hun gled stille ned af træet med det dybest suk hun kunne komme med. Solen var lige gået ned, og der var ikke så mange væsner at se på disse kanter. Asma følte sig bare, ensom. Hun kunne ikke rigtig beskrive sig selv, men hun var ikke i englehumør i dag. Hun trykkede hårdt på sine tændinger, så det gav et dybt ´klik´ i hende. Sådan sad hun, indtil hendes ansigt var blevet rødlig i det. Hun sukkede, mens hun hørte nogen gå forbi. Hun bed sig kort på underlæben. ”Hvis jeg sad sådan her i al evighed, mon der så vil nogen lægge mærke til mig?” spurgte hun sig selv, med et lille suk igen. ”Jeg vil aldrig begå den samme fejl igen. På grund af dig er jeg stærk og sidder ikke med på side linjen. På grund af dig er jeg bange..” Asma slap sine tændinger. Hun lukkede øjnene hårdt sammen og hendes ansigt var forledet til smerte. Vinden tog hårdt fat og mørket blev mere synlig. ”Jeg dør for være gang en smule herinde” tilføjede hun med åbne øjne. Hendes hånd lå i retning af hendes hjerte. Hun så udover sin dem. Sådan gjord hun altid når der ingen var til stede. venstre skulder, mens hendes smil så sørgeligt ud, det var lige ved at man selv fik ondt i hjertet. Hun tog sine knæ op til sit bryst og holdte om dem, og lag derefter hoved på

Hvis man kiggede godt efter ud i mørket, ville man kunne se en hvid og ret gennemsigtig pige, men krøllet hår der hang ned over skuldrene. Hendes blik var rettet i jorden mens hun svævede få centimeter over jorden.
Hendes blik var trist og irriteret. Men hvorfor? Ja, blot fordi hun var et spøgelse, og stadig ikke var kommet over den rædsomme død...
En så god opvisning i akro og gymnastisk, og samme dag et dødsfald! Denne piges navn var Milion. Hun havde elsket sit liv som menneske, sine venner, og omgivelser, men nu var det hele forbi... Nu skulle hun bare vær et spøgelse, der kunne være som menneskeskiggelse om dagen, men om natten til midnat.... Ville den døde side atter tage over igen.
Milion tænkte på hendes mor, der var i den samme bilulykke som hende selv og hvordan hun nu havde det. Om hun ahvde det godt eller virkelig skidt og lige så forvirret som Milion selv, vidste hun ikke.
Hun håbede ikke at hun tog det for tungt, for Milion skulle nok få goe' venner selvom hun var spøgelse. Alle de magoske væsner som hun havde fundet udaf fandtes, skulle hun nok kunne finde ud af at enes med.
Lidt efter høret Milion nogen snakke. Hun kom lidt nærmere og så på personen. Hvem mon det var?

I første omgang så Asma bare tåge for sig. Hun kunne faktisk ikke tage sig sammen til at rejse sit hoved, men hun var heller ikke typen der viste følelser. Derfor rejste hun dovent hovdet op og gned sig på sine øjne. Her var jo ingen..eller jo! Asma satte sig med ét sæt bedre til rette. Det var et spøgelse. Faktisk var det anden gang Asma havde set spøgelser, men hun synses ikke rigtig at pigen her så glad ud eller i det mindste lidt glad ud. Asma rejste sig helt og mens hun lag sit hoved let på skrå og derefter bøjede sin ryg, og så nu ud til at hun betragtede noget vidunderligt. Spøgesler var noget for sig selv. Der var ikke så mange af dem og alligevel var de smukke og de fleste var sikkert flinke, selvom den første Asma så var djævlen selv. Men hende her, hun så ud til at være mere..mere i live, hvis der overhoved skulle være et ord til det. "Godaften" sagde Asma stille, abre for at være sikker på at her var nogen og ikke bare en af hendes fantasier.

Idet samme pigen talte til Milion fik hun et cho og et højt piv kom fra hende. Hun var meget genert, men og blid og sød.
Hun ville også godt kunne blive meget vred, hvis nogen irriterede hende. Hun kom lidt nærmere og sagde, så venligt, hun kunne: "G-go' aften," Hendes stemme var blid, men også meget rystende og usikker i det.
Ville denne kvinde eller pige hende noget ondt, eller var hun blot en ven? Det var der nok ikke rigtig nogen der vidste, men hun så da ihvertfald ret sød, ud... Men det var jo ikke ikke alle man kunne regne med udseendet på, så Milion forholdt sig derefter stille og ventede på at pigen ville sige noget, hvis altså hun ville sige mere....
Hun havde lyst til at spørge hvem pigen var, men turde ikke rigtig, da hun syns at dte ville være lidt dumt, eller dumt og dumt...? Det ville da nok ikke være så sødt, eller var det bare Milion selv der var blevet alt for, fortabt i tanker til egentlig helt at lægge mærke til havd hun selv gjorde?

Asma rettede sit ryg bedre til rette. Hendes fulde højde kunne man da se nu. Hun var højre ind de fleste kvinder på hendes alder, noget at være stolt over. Hun smilede over pigens reation. Nej, hun var ikke djævlen. ud og tak for det. Asma gik stille over til hende. Var hun generet eller forstod Asma bare ikke reaktionen? Hendes smil blev til et lille latter. Hun var nu kommet så tæt pigen at hun kunne se igennem hende. "Waow, jeg har aldrig set en så smuk spøgelse som dig før" indrømmede Asma mens hun lag sit hoved på skrå. Hun grinte stille og så stille ned. Ikke på pigens fødder, men mere på hendes egne nøgne tæer som ikke havde fodtøj på. Asma sukkede dybt af sig selv. "Blå tæer igen" mumlede hun, men rettede dog blikket imod pigen igen. "Mit navn er forresten Asmamix" sagde asma og turde ikke helt at række hånden imod pigen, da hun var bange for at det vil ryge igennem eller et eller andet. Så Asma gav et lille nik og et stort smil fra sig.

Milion fik dannet et smil på læberne, mens hun så bed sig i underlæben. Lidt efter lod hun tungen fugte læberne. Hvis det ikke var fordi at der ikke var noget i hendes krop der kunen få den røde nuance frem i kinderne, ville den helt klart have været der som en rødmen over det pigen havde sagt.
"Tak," mumlede hun og betragtede let pigen før hun sagde: "Jeg hedder Milion," Hendes stemme var stadig ret usikker, men ikke så meget som før.
Milion var glad for at hun havde mødt en der virkelig lod til at være meget sød. Hun holdt smilet, og havde også lyst til at trykke pigens hånd, men ikke før klokken ni, ville hun kunne stå op af graven på kirkegården og hjem til legligheden i Terre.
Hun så fortsat på pigen.

Asma nikkede stille over at hun takkede. "Sikke et yndefuld navn Milion" sagde Asma og klappede stille. Hun klappede altid når hun var glad og morede sig. "Men du skal ikke være generet, jeg bider hverken eller har noget ondt i sindet" drillede Asma og lo stille over hendes matte humor. Hun kunne i det mindste være lidt rare eller imødkommne imod Milion som så ny ud, men Asma skulle jo bare irrietere og få en ny ven, måske, til at hade hende. Det vil bare være typisk for hende. "Hvad laver du herude så sent? Det er da farligt, ikke?" spurgte Asma og vil komme ind på emnet ´hvorfor så du så trist ud´. Mens Asma betragtede Milion stille fløj der masser af tanker forbi hende. Såsom, hvordan drak spøgesler og andre dumme ting. Asma sukekde igen af sig selv og rystede tanker af sig. Hun smilede igen som om ingen ting var hænt hende, altså i tankerne.

Milion smilte lidt mere venligt og blidt. "Tak, og iligemåde, Asmamix," sagde hun frem og kiggede sig lidt omkring for at se om der var andre, hvilket det ikke så ud til.
Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre, og kunne dernæst mærke et blad flyve gennem hende. Hun fik et lille chok da det skete, for hun var jo enddu ikke blevet van til at være spøgelse.
Hun lyttede godt efter da Asma stillede et spørgsmål og sagde så, som svar: "Jeg var på vej tilbage til kirkegården for at gå i seng," Hun bed sig let i underlæben igen og kunne mærke at når hun var sammen med denne pige ville hun ikke ned i graven igen.
Milion holdt det venlige og blide smil fremme og betragtede hende igen. Hun var meget sød! Hende her kunne man rejne med udseendet på! Det måtte hun ærligt inrømme...

Asma havde løst til at sige til hende, at hun ikke skulle takke, men hun holdte det inde den her gang. "Takke er på min side" sagde hun stille og smilede mildt. Hun så lidt på Milion med et lille blik. Hun virkede så rolig og rar på samme tid, hvid det ikke var for usynligheden eller det hed det jo ikke, men hvid det ikke var for det, så ville Asma havde troet at det var en engel. "I seng, jamen så skal jeg da ikke kede dig med min unødige snak" sagde Asma og viftede med sine hænder. Hun lo stille og bukkede dybt for Milion. Hun måtte være sød mod sin nye veninde. Passe på hende, for det her var ikke et tilfælde.

//Milion, jeg skal logge men vi ses imorgen og jeg svare derfor først imorgen xD//

Milion smilte stadig. "Det er skam ikke unødigt. Jeg er bare glad for at ha' fået min første ven mens jeg har været spøgelse," sagde hun så. Hun havde meget lyst til at blive her og snakke med Asma hele natten, men det ville nok ikke gå, for så kunne hun jo ikke komme på arbejde næste dag... Og hvis hun ikke kom på arbejde, ville hun ikke have råd til at betale den leglighed boede i fra om morgenen til midnat, hvor hun så ville gå hen til den sølle grav, hvor der var så mange fine roser, og forskellige kort, hvor der stod nogle små hilsner fra vennerne og mor.
Milion kunne ikke lade vær' med at tænke på at hendes mor ko og lagde blomster om dagen, hvor hun egentlig ikke var i graven.
Og hun sørgede altid for ikke at støde ind i sin mor på gaden, og måtte fortælle at hun var et spøgelse.
Hun var også heldig at kunne få et job.
Milion kiggede op på Asma stadig med det venlige og blide smil.

”Jamen det er jeg da glad for at høre” skyndte Asma sig at sige. Hun var glad for at være Milions første ven, og det kunne ikke blive bedre. ”Du er faktisk den anden spøgelse jeg har set i mit liv, og jeg må da også indrømme at du er den søde og ikke djævlen” det var mening at det skulle være en tanke, men lige nu havde Asma ikke i sindet til at slippe Milion af syne. Måske lå der en fremtid foran dem? Ja sikkert. ”Men vi skal nok for det sjovt. Et spøgelse og en engel” Asma lo stille mens hun så varmt på Milion. Hvor vil hun hen med det? Milion så ud til at have travlt, og hun vil sikkert bare være høflig og tale med Asma. Asma gav et lille suk fra sig og kom med ét i tanke om den anden spøgelse. Der var selvfølgelig et stort forskel mellem dem, selvom de trods alt var piger. Men alle var forskellige. ”Skal vi ikke sætte os?” spurgte Asma efter en lang tavshed i mellem dem. ”Jeg har det nemlig med at blive træt alt for hurtigt. Jeg er nemlig blevet gammel” Asma grinede igen af sin matte humor. Hun pegede imod det træ Asma lige havde forladt. Godt nok var mærkerne stadig syne, men Milion kunne umuligt regne ud hvad der var forgået der oppe. Nu skulle Asma bare tilbage til sin… englehalløj.

Milion satte sig ned. "Du er den første engel jeg har mødt..." sagde hun stille og så ned i jorden da hun igen kom til at tænke på den dag hun døde.
Hun rettede blikket op mod Asma igen og prøvede at smile så sødt hun kunne, men det blev til et ret trist smil istedet.
Et let suk undslap hendes læber. Hun savnede sit liv som menneske meget, men håbede at livet som spøgelse ville blive mindst lige så godt, eller måske bedre!
Tanken om at få et bedre liv som spøgelse strejfede hende mange gange, men hun smed den ud så godt hun kunne.
Hun var så sur på sig selv!
Bare det hele ikke var endt sådan, det skulle vær endt godt! Og hun skulle leve videre som menneske... Men det kunne hun ikke nu.

Asma smilte skævt til Milion. ”Sikke en ære at være den første engel du har mødt” Asma smilte triumf. Hun synes altid det var fedt at være først til alt. Hun var ikke selvglad, men hendes selvtillid fejlede da ikke noget. Asma grinte stille mens hun så stille på Milion. ”Jamen så kan jeg sige at, du er den rareste spøgelse jeg har mødt” hun blinkede til Milion og smilte stort. Det var rigtigt, for Milion var en sød spøgelse allerede på forhånd.

//Sorry kort svar>.<//

Milion's blide, men lette latter, gled frem fra hendes mund. Hun syntes at Asma både, var sjov, men også lidt mærkelig.
Milion havde altid haft problemer med at tro på sig selv, så hende selvtilid havde det ikke altid så godt, men nu når hun var blevet spøgelse, kunne hun da godt prøve at finde den lidt frem.
Hun så på Asma, med et blidt smil. "Tak, og du er det rareste væsen jeg har mødt, men nok også det første!" grinte hun og havde opmærksomheden rettet på hende.
*Arhh, hvor er det dejligt at ha' fået en ny ven!* tænkte hun og smilte stadig.

//Det gør ikke noget, men så skriver jeg heller ikke lige så langt :D//

Asma grinte højt og holdte sig på maven. Ja, mærkelig var hun. Men det burde man være af og til. Hun prøvede at tage Milions hånd, men som svar kunne hun ikke. Asma smilede skævt. "Det elsker jeg at høre" sagde hun mens hun var forgabt i at røre Milion på hånden. Mon hun blev sur eller irriteret på Asma? Hun lod dog være efter et stykke tid og så varmt på Milion. "Når, men du så ret trist ud lige før" sagde Asma og satte sig bedre til rette. "Var der noget galt?" spurgte hun kort tid efter.

//Super^^//

Milion trak lidt på skuldrene. Ja, det var jo noget galt, men skulle hun sige det? Hun tog sig sammen og hendes mund blev igen åbnet: "Det er jo ikke mere end snart to dage siden jeg døde," Hun sukkede idet hun smilte til Asma. Det var da sødt at hun prøvede at tage Milion's hånd, men alligevel lykkedes dte jo ikke.
Ville Asma som den eneste nu høre hele historien om hvordan hun døde? Hvis de nu var sammen hele natten og lidt af næste dag, havde Milion jo faktisk meget tid til at tage sig sammen til at fortælle hende hele historien.

//Smutter Mi, men svare når jeg kommer på senere//

//Okay Asma!^^//

Asma smil forsvandt. ”Jamen så er du jo, ny- spøgelse, hvis man kan kalde det” Asma sukkede og så ned. Det var det værste der kunne ske for et væsen. Altså være dømt til at være spøgelse og at være dø. Tænk på alle de kvaler Milion gik med. Tænk hvis onde minder hjemsøgte hende? Asma så op på Milion med et undskyldende blik. ”Jeg er ked af at høre det Milion. Men det bedste er ikke at tænke på det, prøv at få det bedste ud og glem din fortid, fremtid og nutid. Bare tænk på dig selv og tal med dine venner om det. De kan måske ikke føle det samme som dig hvis de ikke er spøgelser, men de kan gøre dig glad og få dig til at tænke på noget andet. Altså se på mig, jeg er en engel og jeg blev til en engel for par måneder siden. Jeg kunne ikke få mig selv til at gå ud og vise mit sande jeg, så jeg blev hjemme og holdte mig selv om ørene. Men alligevel havde jeg nogle venner som søgte efter mig, nogle sande venner! Men det allerværste man kan gøre er at lukke sig inde og lukke alt andet ud, sidde i en tom lænestol med et tomt blik. Det ligesom at være sunket i dybet” Asma trak vejret og så på himlen. ”Alle tror at engle er dem med kærlighed. Men de aner naturligvis ikke noget om engle. Engle er ligesom andre væsner. De har oplevet livets modgang, men de er de bedste til at skjule der inderlige smerte, derfor tror væsner at engle altid er glade. Men nok om engle, Milion du skal bare tale om det og hvis du ikke vil så skal du lade være med at tænke over det. Lov mig dig søde skat, for jeg er her ved din side”

Milion måtte bide underlæben til blods, for ikke at begynde at græde. Hun smilte, men en tåre undslap dog. Det var nogle så flott ord Asma sagde! "Du har ret!" mumlede hun.
Hun rykkede lidt tættere på Asma. Hun så længe på hende med et smil. "Vil du vide hvordan jeg døde?" spurgte hun så. Hun ville gerne fortælle det til en man kan stole på. Derfor syntes hun at Asma så ud som en man virkelig kunne stole rigtig meget på!
"Du, er den eneste jeg har mødt, som jeg tør stole på, sådan rigtig..." sagde hun sødt.
Milion gjorde klar til at fortælle hele historien, om hvordan, den alder bedste dag, blev til den alder, alder værste dag. Hvordan det var gået så godt, og hvordan det så gik så forfærdelig skidt... Det avr så forfærdeligt!
Hun skyndte sig at tøre blodet af sin underlæbe, mens hun stadig tænkte på hvordan det ville være en god start at begynde på at fortælle om det. Og hvordan det ville være en god slutning, så Asma ville kunne forstå det hele ret.
Milion kiggede sig grundigt omkring for at sikre sig at der ikke var nogen andre end dem. Derefter lod hun blikket søge hvile på Asma igen.

Asma så på Milion og smilte. Tåre betød meget, det gjord det! "Kan kun takke Milion" sagde Asma og ville have lagt en hånd på hendes hoved hvis det ikke var lige for at hun var.. spøgelse. Hvad hun ret? Det måtte hun, for sikke en ære at få et andet væsen til at græde på grund af hende! Lige nu havde Asma løst til at hoppe skøret rundt og danse, men da Milion sagde noget igen hoppede hendes hjerte i stedet og dansede. "Ja, jeg vil godt vide hvordan du øde, hvis det altså ikke er for hårdt at tale om det" sagde Asma og smilede stort ved Milions sidste bemærkning. Asma kunne ikke beskrive sine ord til Milion, for uanset hvad hun sagde, så ville det bare være noget der ikke var nok. Hun betragtede Milion spændt og lod sine knæ møde sin hage. På den måde sad hun og lyttede godt til Milions ord.
For Milion var faktisk stærk. Hun kunne tale om sine kvaler uden at få det dårligt eller blive sindssyg som de fleste sikkert vil gøre. Det var ret sejt af hende. "Og jeg vil ikke tvinge dig til at sige noget, som du ikke vil. Du siger det du vil og basta" Asma smilte skævt og nikkede. Sådan var det. `sig hvad du vil, eller ti´stille´.

Milion sukkede lydløst. "Jeg og min mor var på vej til en opvisning i dans, akro, og gymnastik. Der var mange af mine venner og veninder. Da vi så kom ind i salen, skulle vi stille os op, to og to, altså dreng pige, dreng pige, sammen. Vi startede med noget akro, så noget mgymnastik og dans til sids. Det gik rigtig godt!" begyndte hun og så på Asma. "Da vi så var færdige klædte jeg om til mit almendelige tøj og snakkede lidt med min venner, og så gik mig og min mor ud i bilen igen."
"Da vi så kom ud på vejen, kunne hun ikke bremse. Dett var sådan et forfærdeligt uvejr! Og hun kom til at dreje over i det andet spor, og ind i en anden bil. Og JEG! JEG blev mast under et træ der væltede og dødeså sandelig lige af det!"
Milion tav lidt.
"Næste dag viste det sig så at det var min ekskæreste, der havde pillet ved bremserne i bilen fordi jeg havde slået op med ham..."
Hun så lidt på Asma.

Asma smilte stille over at de skulle danse og det lød virkelig hyggeligt, men hendes smil forsvandt trods alt. Hun så ned på sine hænder og kunne med det samme regne ud at der vil ske en bilulykke. Hun bed sig på underlæben, da det så viste sig at være hendes ekskæreste. Asma sukkede stille og så stadig væk. Derfor kunne hun ikke lide forhold. Det begynder godt men ender altid ulykkeligt, det er en ren rutine! Asma gav et suk til og så, så endelig på Milion. "Den skid" sagde hun bare og så på himlen. "Nu til dags er der ingen der aner til kærlighed" Asma rystede på hovedet. Hvis ikke Milion var undead, så ville hun havde krammet hende. "Jeg er virkelig ked af at høre det. Ham der gjord det imod dig sidder og lider nu. Tro mig, ingen vil slippe af med det, i sær ekskærester. Det som om alt er en leg for dem der bliver slåget op med. Drenge fx de tager det ikke hårdt i været fald nogen af dem. Nogen vil begå selvmord og andre vil dræbe, ligesom det gik med dig. Det der var slet ikke kærlighed men mere som en leg for ham.." en tåre gled fra Asma. Den var ren og helt hvid, og nu så den ud til at lyse, selvom det ikke gjord. "Men tro mig, han lider nu og savner dig. Han har indset at det var fejt af ham" Asma holdte sig på hjertet og rystede. Hun græd! Sådan helt rigtig med tåre og hendes kinder var blevet røde. "De drenge forstår først kærlighed når de hat mistet. Så dumt" Asma braste sammen og så ned på jordden mens tårene gled endnu mere.