endelig ingen regn - private - milion

sted: en bænk i parken.
Tid: 13:21.
Omgivelser: de sædvanelige folk der går tur i parken ellers stille.
Vejr: regnen har endelig lagt sig og folk er kommet ud



regnen havde endeligt stoppet i løbet af morgenen Constantine sad på en bæmk og kikkede på de forskellige folk der gik forbi mens han tænkte for sig selv over alle de folk der gik tur i parken som om de ikke havde andet at lave han sukkede og kikkede på himlen som stadig var for det meste grå af skyer før han kikkede ned igen på folk, han kikkede på sine hænder der stadig var i hans sorte hansker.

Den kølige, men dejlige vind, fik nogle blade til at tumle stille hen over jorden, mens de folk som gik ture eller løb og legede, nød vørvejret.
Det var en perfekt dag til at gå lange ture, eller lege ude. Med rolige skridt gik en forholtsvis høj pige gennem parken, og som alle de andre, nød hun det dejlige og lidt køleige vejr. Hun var iført, nogle lyse støvler, med en lille bitte hæl, der gik lidt op over skindebenet.
Hun havde også en hvid top på, med en sort cardigan udenover, samt et par mørkeblå stramme bukser.
Hun havde et let smil på læberne, og ventede på at der skulle ske noget sjovt, eller noget spændene, måske møde nye venner, eller lignende.
Vinden legede lidt med hendes brune hår, der ellers hang ned over hendes skuldre.
Pigens navn var Milion. Milion's blanings farvede øjne gled rundt og hendes opmærksomhed var ikke bare ét sted i parken, nej, den var overalt.

han sad stille for sig selv og kikkede op og lagde mærke til milion den eneste grund til han kikkede på hende var pågrund af at hun ikke virkede helt menneske som så mange andre men hun virkede mere... anderledes han ville finde ud af hvad hun var eller ihvertfald bare en samtale han vinkede over til hende og sagde "hej" med et venligt smil og snakkede med en venlig tone

Milion fik øje på en dreng og rettede så opmærksomheden på ham. Hun gik over mod ham, med et smil.
"Hej," sagde hun med sin blide og rolige stemme som altid. Hun satte sig på bænken ved siden af ham og drejede hovedet, så også hendes blik var rettet mod ham. Et øjeblik troede hun at det bare var et almendeligt menneske, men kunne så fornemme noget ved ham.... Mon han var fra den såkaldte 'magiske verden'?
Milion betragtede ham let og lagde så hovedet halvt på skrå. Hun rettede lidt på den åbne, men korte cadigan og trak så ærmerne lidt op.
Den var ikke tyk, men heller ikke tynd.

han kikkede på hende da hun lagde hovedet lidt på skrå "noget galt?" spurgte han også selvom hun bare kikkede på ham fordi han havde sagt hej til hende og at hun var kommet over efter at have sagt hej selv betød det at de sikkert ville ende i en samtale hvilke han ville være glad for

"Næ," sagde hun kort og kiggede på ham med et smil. Hendes blik var meget usikkert, men på den anden side så var det jo faktisk altid det. Det var faktisk meget usikkert nu. Milion kiggede lidt rundt og sukkede lidt glad. "Er du her som så mange andre, for at nyde vørvejret?" spurgte hun så lidt efter. Hun var som altid lidt nysgerrig, men også ret genert.
Hun vidste ikke rigtig om hun skulle spørge eller sige mere.
Smilet gled bort fra hendes læber og hun sad nu uden noget smil.

han smilte og nikkede "ja... håber også at snakke med nogle tilfældige folk... ikke sikker på om hvad men man skal jo starte et sted... hvad med dig?" han rykkede sig lidt til siden så vis hun ville kunne hun side på bænken også selvom han sikkert virkede underlig over for hende over hans direkter måde at snakke på lige nu

Milion betragtede ham let. "Jah,..." Hun sad nu på bænken med hovedet drejet så hun rigtig kunne se ham.
"Mit navn er Milion," presenterede hun sig selv. Det var et meget, meget dejligt vejr syntes hun og et nyt smil brød ud på hendes læber.
Hun fugtede læberne med tungesipdsen og ventede tålmodigt på at han ville presentere sig ligeså hun havde gjort.

han smilte venligt til hende "yndigt navn milion passer til dig mit navn er constantine... ved godt navnet lyder fransk men er det ikke" han grinte let for sig selv han rakte hånden ud da han havde præsnteret sig selv han tænkte kort over hvem hun egendtligt var da en sol stråle viste sig på himlen kikkede han op på himlen i en kort tid før han kikkede ned på hende igen

Milion rakte ligeså hånden ud og trykkede hans i en blid bevægelse. "Tak, og i lige måde," smilede hun og en let latter skød sig ud fra hendes læber.
Hun kiggede på ham. Hendes øjne var blide ligenu, og faktisk også venlige. De var ikke så usikre længere, men uanset hvad så ville hendes blik og smil altid være usikre, for ingen vidste hvilke fare verden gemte i sig.

han kunne ikke lade vær med at´nævne det "håber ikke jeg gør dig usikker.... er ikke min mening" sagde han venligt han vrød sig ikke om at gøre andre ondt, eller at være skyld i at nogle far ussiker lå ikke til hans natur han foretrak folk der stolede på ham og ikke virkede bange da der var intet at blive bange for

"Nej, nej, det er ikke dig!" forsikrede Milion stille og kiggede ned i jorden. Hun foldede hænderne i skødet, fordi hun på en måde 'bedte' til at ham der havde været skyld i hendes død, snart ville blivet skaffet af vejen, eller lignende, så hun kunne finde ro.
Milion kiggede igen op på ham og smilet fremkom på hendes læber igen. Han skulle ikke være flov eller noget, for det ver ikke Constantine.

han smilte til hende mens han tænkte på hvad de skulle snakke om det var første gang i lang tid han ikke vidste hvad han skulle sig eller hvad de kunne snakke om han sagde "hmm" han blev ved med at fokusere på hende mens han tænkte før han sagde "undskyld stilhiden... men deres skønhed gør mig... helt betaget så jeg glemmer helt at sige noget" han prøvede at redde hans stilhed med kommenteren

Milion nåede ikke at holde den røde nuance der kom frem i hendes kinder tilbage og derfor blev det til en svag rødmen.
Skulle hun takke? Det vidste hun ikke rigtig, så derfor nikkede hun bare som et eller andet svar der endten skulle betyde tak, eller noget i den retning.
"Det er dejligt vejr, hva'?" fik hun dig spurgt om tilsidst, men tænkte egentlig kun på det han havde sagt til hende. Aldrig før var der nogen der havde sagt noget om at hun var smuk eller noget i den retning... Hun smilte og et let suk undslap hendes læber.

han smilte da hun fik farve på kinderne hun havde accepteret hans undskyldning han have jo også ret men han plejede ikke at sige sådan nogle ting når han først lige havde lært nogle at kende da hun hurtigt skiftede emne kikkede han på himlen og sagde "tja... havde håbet på at været ikke var så britisk" han lod et let grin høres mens han sad og smilte for sig selv han kikkede over på hende da hun sukkede og satte hovedet lidt på skrå

"Du er et magisk væsen?" sagde hun spørgende og drejede igen hovedet så hun kunne se på ham igen. Hun havde fornæmmet at han var et magisk væsen.
Til det jan sagde om hende, ville hun gerne ha' givet tilbage, men vidste ikke helt hvordan man kunne sige det.
Milion satte sig lidt bedre til rette og kom til at rykke lidt tættere på ham uden dte var meningen. HUn opdagede det dog ikke selv og ventede så bare tålmodigt på hans svar.

han smilte til hende og nikkede "tror det er det man kalder det... mener bare selv jeg er en der ikke var heldig nok til at forblive død" lød sikkert mere forfærdelig end det egendligt var men han ville ikke have haft noget imod at været død for mange hundrede år siden han sukkede stille og kikkede på hende "hvad med dem? en person af deres skønhed må være hvad? en engel? eller noget meget mere smukt?" han smilte venligt til hende

"Nej..." Hun sukkede. "... Et spøgelse." Hun kiggede lidt ned i jorden og kørte de blanke nejle på tommelfingrene mod hinanden.
Hun rettede blikket op mod ham igen og prøvede at smile så godt hun kunne, men desværre blev dte til et ret skævt smil.
Milion havde lyst til lige så stille at begynde at græde, men gjorde det dog ikke.

han nikkede han havde håbet på at kommentaren havde gjordt hende lidt gladere han var ikke sikker på hvad man skulle sige til spøgelser da nogle af dem var meget negative han prøvede at rede den, denne gang igen med enu en charme kommentar samtidig med han lidt stille kørte hans hånd op og ned af hendes ryg i en trøstende maner "tja... ville sige at du sikkert blev spøgelse for nogle højere magter syntes det ville være synt at lave sådan en fin person som dig gå til spilde?" han vidste godt normalt hvorfor at folk blev til spøgelser men han ville bare muntre hende op

"Det er snart to uger siden jeg døde, men to dage siden jeg fandt ud af at jeg var spøgelse..." sukkede hun. Hun vidste ikke rigtig om hun skulle gøre noget, og holdt munden lukket. Hun blinkede tårene væk og kiggede op på ham.
Milion kunne ikke la' være med at rette sig op og tørre øjnene og derefter lade som om hun ikke var jed af det mere, men en lille tåre brød ud.

han forsatte med blidt at nusse hende på ryggen han sagde "kender godt følelsen... men man vender sig til det hurtigt... og ser på den gode side at nyde livet når man burde være død... så i sin måde er det en velisgnelse?" han kikkede på hende og håbede at hans normalle ord nu trøstede hende mindre

Milion kunne ikke la' være med at komme til at grine lidt. Hun fik et smil frem og kiggede op på ham. "Men som stortset alle andre spøgelser kan jeg jo ikke finde ro.." sukkede hum, uden helt at vide hvorfor hun sagde det.

//Mangler krea ^^''//

han kikkede på hende mens han tænkte "tja... men vi kan få dig til at tænke positivt! er der noget specielt du kan lide? resturant besøg, musik, en film et eller andet?" han spurgte uskyldigt men håbede på at hun ville svarer lige nu havde han lyst til at gøre hende glad

"Altså jeg kan godt li' at..." HUn tænkte lidt. Ja, hvad kunne hun li'? Hun kunne jo li' rigtig meget, men noget specielt... Hmm... Pludselig fik hun idé: "Jeg kan godt li' at se film!" Det røg bare ud af munden på hende.
Hun elskede at se film! Det var nok det hun alder bedst kunne li'.
Milion kiggede på på Constantine, med et sødt smil.

han nikkede og sagde "godt" han kikkede op på himlen i et kort stykke tid før han kikkede ned på hende "så giver jeg dig to muligheder, et: at gå med mig i biografen og se en film eller to: at vi tager hjem til mig og ser et eller andet... vel og mærke vis du vil acceptere min invitation?" han smilte venligt til hende han lignte mest af alt en dreng der inviterede en pige på date og håbede på et ja svar