de tabte skyggers dans (Amelia privat)

Sted: i et lille lokal gyde i terre.
Tid: 01:32
Vejr: en vindstille, mørke nattehimmel, og kun med en enkel måne, der næsten ikke kan ses for mørke grå skyer, der langsom glider over himlen, og indhuler den i sit slør.
Omgivelser: en gyde, der fører ud til hovedgaden. mennesker, der skynder sig fordi, kun enkel lygtepæl. skæve grå husmurer på begge sider af gyden. som raver op i mørke, så toppen af husene ikke kan ses.


Isaac stod lænede op af muren, med armene over kors, og med det djævelske smørrede smil, han altid brugte, når han var utålmodig. lygtepælen, der stod et stykke fra ham, kastede næsten en gennemsigtigt lyscirkel rundt om sig og som svagt gjorde skyggerne i hans glatte blege ansigt mørke. han vidste ikke hvad han ventede på, følte bare en utålmodighed, som han ikke kunne sætte ord på. hans øjne med det røde skær, fulgte kort menneskeene, der skyndte sig fordi. og som, når de troede sig uset, kastede skæve blikke på ham, hvilket fik ham til at smile af en hånlig morskab. skyggerne bag ham rørte urolig på sig, med en svag nervøs bevægelse, der ikke kunne ses. for ligesom som meget andet var de også gemt inde i mørke. de mærkede svagt deres herrers attitude, som denne nat virkede mere rå og dyster. enden ellers og som der slet ikke passede til det sorte jakkesæt, og den vinrøde skjorte, han bar.
det blonde hår, (sidder ligesom på billedet) så næsten hvide i blege lys. hans øjne fulgte kort et person, før det gled vider til et andet. hvad var der denne nat, siden hans sind ikke kunne finde ro?

En gruppe bestående af nogle få drenge og få piger på alderen mellem 14-17 år kunne så høres. Både deres skridt og deres stemme da de kom nærmere og nærmere på den ene gyde der havde fundet sin plads ved hovedvejen. Inde i midten af denne række som gruppen havde lavet stod en usædvanlig køn pige der var lidt lavere og spinkler end de andre men det betød ikk at hun havde tydelige former som hun nu en gang havde. Hun var iført en kort rødnederdel der flagrede lidt efter hende hende i den svage fart ligesom hendes løde og hvide skjorte hun også havde på uden over. Hun havde halvlangt hasselnøddebrune hår som fik lyset af lufte pælen og månen til at genspejle sig. Hendes øjne var utrolig smukke, dybe og krystalklare og havde en vindundelig og sjælden hasselnødbrun farve og de mindede lidt om dådyr øjne. Hun havde en pæn let latinobrun hud og man kunne godt se at det ikk var fodi at hun tog sol men hun var bare født sådan. På hendes bløde og let lyserødebrune læber kunne man se et smil. Et stort varmt, sødt og imødekomment smil som blot fik hende til at se endnu mere nuttet ud end hun gjorde i forvejen.
Så de så passerede den ene lugtepæl ved gyden lod Amelia, som denne smukke aspara så fint hed, sit blik glide hen mod den unge mand der stod lænede sig op af lugtepælen. Hun fulgte ham med øjnene mens at hun forsatte med gruppen men så så igen væk og over mod en der havde sagt noget til hende. Ved det sving der kom lidt efter skilte gruppen sig. Eller rettere de gik alle videre ud over Amelia som skulle forsætte ligeud istedet for til højre.

//Argh!! Srry jeg først svare nu men havde ikk lige noget krea da du ahdve lavet det og så har jeg haft glemt alt om dette emne >_<//