Mørket //privat= Amelia//

s: sombre - byens park
k: lidt over midnat
o: ingen alle er taget hjem
v: koldt

Langt inde i parken sad en skikkelse på en bænk, Skikkelsen tilhørte en dreng med meget mørke brunt hår, næsten sort og grå-blå tågede øjne. Han kiggede op på himlen på alle stjernerne i de 250 år han har de ikke ændret sig. Ligesom ham var de og blev de deres form indtil de.. døde? Det var den eneste forskæld på han og de stjerner , de kunne dø og det kunne han ikke for han var jo allerede død. Drengens navn var Hikaru, Hikaru Raven. Han strakte hans hånd op i luften og holde hånden åben, igennem hans hånd kunne han svagt se stjernerne. Hans hud var jo svagt gennemsigtig da han ikke havde en menneske form om natten.

Små forsigtigt og stadig klodsede skridt kunne svagt høres gennem det dugvåde græset. De var bløde og det var for nogen nemt at høre at dette var en pige. Hvis man så ordenligt efter kunne man se hende gennem nattens mørke der alligevel blev oplyst af månens blege lys. Parken var måde hyggelig om dagen og om natten. Men det ændrede ikk hendes oplevelser. Hendes halvlange hasselnøddebrunehår var uglet og hendes let latinobrune hud blev blandet af blodets røde farve af de mange rifter der havde fundet deres plads i både hendes ansigt og hendes krop. Hendes hvide skjorte og røde nederdel var begget flænset flere steder og hun havde ingen sko på. Dette var et rasultat på at måde med en legesyg dæmon hun heldigvis havde sluppet væk fra. Hendes skridt blev mere tunge og til sidst faldt hun så lang hun var af udmattelse. Hun blev liggende og trak vejret i gisp. Dette var Amelia. En af byens yngste aspara's eller i hvert af kropsaldren. Og hun lå også på toppen af skolens gennemsnitter. Men alligevel ente hun op sådan her af og til.

Hikaru kunne høre skridt lidt længere væk *en pige?* tænkte Hikaru lidt ligeglad, vis hun var et menneske ville hun nok bare løbe hendes vej når hun så Hikaru. Derfor gad han ikke rigtig at kigge rundt ikke før hendes duft fangede ham * en sorget aspara?* tænkte Hikaru og kiggede rundt da han også kunne lugte blod. Lidt efter så han en pige med en hasselnødbrun hårfarve og mange rifter både i ansigtet. Hendes tøj var også flænset op mange steder.
Da hun faldt rejste sig op og gik hen imod hende i hurtige skridt indtil han stod næsten helt henne ved hende "har du brug for hjælp?" spurte Hikaru med en rolig stemme, dog virkede den åben og varm. Han gik ned i hug og lag en koldt hånd på hendes skulder og ruskede meget blidt i hende for at se om hun var vågen eller bevistløs.

Amelia kunne høre og mærke skridt der kom hen mod hende. De eneste ord der gik gennem hendes hoved var noget i stil med 'Shit' og 'Fucking dæmon' siden at hun ikk kunne se hvem det var sådan rigtigt. Men aura'en var anderledes. Hun hørte stemmen. Ordene. Spørgsmålet. En deng. Hun blev liggende lidt før at hun så endelig rettede sine smukke, dybe og stadig krystalklare hasselnødde brune øjne mod ham. Hun trak vejret gennem munden stadig i gisp og man kunne sagtens se at hun ikk var nogen vampyr eller dæmon for den sags skyld. Men alligelvel var hendes onder lidt skarpere end normale mennesker på grund af de dyre gen der strømmede rundt inde i hende. Hun sagde ikk noget men så mere ud som om at hun scanede ham først. Ikk sådan at hun så ham an for at se om han var god nok men ville bare være sikker på at han ikk ville skade hende mere. Så kom det. Et svagt nik og derefter blev hende øjne lukket i et langt blink. Hun knugede sin ene hånd og førte den så op mod sin skjorte. Hun åbnede sin hånd og tog lidt fat i den hvor efter at hun rev en stremmel af det nederste. Et lidt større sår kom så frem. "Er du god til at forbinde?" lød det så fra hende med en svag men stadig rolig og blid stemme samt et kort skælvt smil.

Hikaru's hud var svagt gennemsigtig dog kunne man se igennem ham vis man kiggede ordenligt efter. Da hun rettede hendes hovede på og kiggede på ham kunne han se hun var en aspara selvom han også kunne lugte det. Hun var perfekt på alle måder men det var asparare jo så det overraskede ham ikke. Han havde stadig et lidt ligeglad ansigt udtryk imens. Han studere hende og havde for længst kodet hendes ansigt ind i hans hukomelse. "mh jeg kan godt ligge forbining, skal jeg hjælpe? " spurte Hikaru med hans sædvanlige venlige, varme stemme. Han var ikke en person som startede en kamp , vis han var oppe og slås var det modstanderen som havde startet det.

Amelia's smil var forsvundet igen. Hun kunne virkelig ikk lide den måde han bare stod og så ned på hende på. Som om at han bare havde lyst til at sparke hende i stedet for at hjælpe hende. Den måde han bare forblev oprejst uden rigtigt at bevæge sig. Og det ansigts udtryk og hans tågede øjne gjorde det ikk ligefrem bedre. Men hun måtte ikk betvivle ham. Hans stemme var varm og venlig og gav hende en grund til at tro ham. "Do you mind??" lød det spørgende fra hende og hun hentydede til om han ikk nok ville forbinde den store flænge der stadig blødte fra hende mave. Hun så lidt op på ham og hendes øjne minde utrolig meget som et hjælpeløs dådyr. Hun faldt øjenlågene i og hende greb om skjorte stremlen blev slap og trak vejret en smule mere roligt. Men hun sov ikk.