Forestillingen - Amelia [Privat]

T: Hen imod aftenen
O: En masse folk som er kommet for at se forestillingen
V: Der er mørkt udenfor, men lyst inde i salen
S: Di Morga - Théâtre

Porten til Théâtre åbnedes for sidste gang inden skuespillet ville begynde og ind væltede en bunke mennesker inklusiv Ren. Han masede sig ind på en af de overfyldte rækker og fandt en tom plads som han satte sig ned på. Han havde fundet en billet til dette teaterstykke og da det var længe siden han sidst havde set sådan et, bestemte han sig for at se det. Han var iført meget fint tøj, og da han havde sat sig ned på en ad tilskuerpladserne sendte folk ham underlige blikke fordi de troede at han var en af skuespillerne pga. hans påklædning. Tøjet var dog hverdagstøj for ham da han kom fra en meget fornem og rig familie, og derfor tog han ikke notits af folks blikke. Lyset i Théâtre slukkedes og forestillingen skulle til at begynde...

Porten ind til denne store sal blev åbnet meget forsigtigt og meget lidt. Lige nok til at en lille pige på kun omkring de 14-15 år kunne komme igennem og døren blev så lukket bag hende. Hun stod lidt og trippede for sig selv mens at hun så mod scenen hvor at forestillingen var startet. Hun så så ned på sin billet og så ud over forsamlingen af fyldte tilskuer pladser. Hun så ned på rækkernes forskellige bogstaver. Så drog hun et meget lavmælt.. ja næsten lydløst suk og begyndte at gå gennem den bagerste række var ingen kunne sidde og så ned af trappen på den anden side. Dette var Amelia. Hun var iført en stropløs kongeblå kjole som sad stramt på hendes overkrop og fik derefter ud som et fyldigt tyl-skørt med stof over som dækkede tylen. Og det fine mønster af råhvide rinsten og det røde silkebånd om maven fik det til at se ud som en dyr galakjole. Hendes halvlange hasselnøddebrune hår hang løst ned over hendes bare skulder og hendes krystalklare, dybe og smukke også hasselnøddebrune dådyr agtige øjne så lidt fra og til billetten hun havde i hånden hvor at en sort og rød rose sad som et armbånd. Hun stoppede så ude foran en række og listede sig smidigt ind og satte sig på sin plads. Hun så kort til hver sin side og hendes opmærkesomhed ente nok mest på denne fint klædte dreng. Men så så hun igen mod scenen.

Ren hørte porten blive lukket og vendte sig om for at se hvem det var der brød ind midt i forestillingen. En smuk ung pige, iført det Ren kaldte en rigtig kjole, og langt brunt hår trådte ind. Der var noget magisk over hende, noget der gjorde Ren sikker på at hun ikke var et menneske. Hun var for smuk til at være en animagus som ham selv, og da hun havde klare brune øjne kunne hun hverken være en vampyr eller en dæmon, nej valget stod mellem en elver og en aspara... Måske en engel, men der var ikke andet guddommeligt over hende end hendes skønhed, så han fjernede igen engel som en af valgmulighederne. Istedetfor at følge med i forestillingen hvilede hans øjne på denne betagene pige. Hun så ud til at være på alder med ham, men han vidste at hun var meget ældre. Sikkert over 100 år.

//Må smutte, skal se film med familien^^ Svare senere :D //

Amelia kunne mærke hvordan at drengen ved siden af hende sad og stirrede på hende eller bare studerede hende på en lidt mærklig måde. Hun prøvede at lade som ingenting og så bare mod scenen men hun kunne slet ikk koncentre sig om det og hun begyndte så småt at sidde mere stiv og spændte i hendes krop. Hun tog så en dyb indånding og faldt lidt sammen igen da hun slappede mere af. Så drejede hun roligt sit hoved så hendes blik blev rettet mod ham. "Øhm.. Finder du noget spændende?" spurgte hun ham med en hviskende så han kun kunne høre det. Et lille smil kom så frem på hendes bløde og let lyserøde læber. Et lille men varmt smil som gjorde hendes kinder en lille smule tydeligere som så fik hende til at se mere nuttet og sød ud. Hun strøg lidt af sit hår om bag sit ene øre men det faldt bare ned igen da det var for glat til at blive siddende. Men hun lod det blive sådan da det jo ikk generede hende mere.

Ren så pigen stirre lige ind i hans øjne, men af en eller anden grund fjernede han ikke blikket fra hende. Først da hun spurgte om han fandt noget spændende vendte han sig lidt undrende om igen. Gad vide hvad hun havde troet om ham? Han var jo egentlig bare interesseret i hendes race og intet andet. Elver eller aspara, forskellen var ikke så stor, mente han. Han vendte blikket mod forestillingen igen, men kunne ikke finde hovede og hale i den da han ikke havde fulgt med før. Han vendte sig igen mod pigen, hun smilede. Det var ikke et hånligt smil, men et ægte smil og det fik ham til at smile. Hun så faktisk ret sød ud. Forestillingen interesserede ham ikke mere, faktisk havde den slet ikke interesseret ham, for han havde slet ikke forstået handlingen i skuespillet. Han rejste sig pludselig op og gik ned til de bagerste rækker hvor pigen sad. Han så meget ingående på hende. "Hvad er du for en?" Spurgte han hende hviskene og hentydede til hendes race.

Amelia holdt et lille grin tilbage da hun så hvordan han reagerede. Hvor sødt. Hun bed sig blidt i sin underlæbe og rettede så også blikket og opmærksomheden mod forestillingen. Den intressede hende en smule men det irrieterede hende lidt at hun bare ikk kunne koncentre sig. Den dreng havde virkelig gjort sådan at hun ikk kunne det. Hun lukkede så sine øjne i og lænede sig lidt tilbage. Hun åbnede så hurtigt sine øjne og satte sig ordenligt op med et sét og så direkte mod drengen. Hvorfor sad han nu der? Så kom spørgsmålet. Nåeh så det var derfor. Han ville nok bare have sat en race på hende. Kunne folk da ikk bare være ligeglade med hvilken race hun var? Men det kunne da være ligemeget. Hun slappede så lidt mere af og så på ham med det lill men varme smil igen. "Kan du ikk selv finde ud af det? Jeg er ingen vampyr men jeg har en stor blodtørst. Jeg er ingen dæmon men jeg kan slå ihjel. Jeg er ingen engel, da jeg ikk er død. Jeg er ingen animagus men jeg kan forvandle mig. Jeg er ingen elver men jeg bor i skoven. Og sådan kunne jeg forsætte indtil at jge kom til aspara for der vil jeg kun kunne sige ja" Sådan lød hende lidt mystiske svar på hans spørgsmål.

Ren grinede svagt af hendes mystiske svar. "Valget stod også mellem elver og aspara." Sagde han kort og blinkede. "Spændende forestilling, hva'?" Spurgte han hende, uden at mene det, da han jo overhovedet ikke havde fået fat i noget som helst af den. Han så overrasket op på hende da hun sagde at hun kunne forvandle sig. "Du kan forvandle dig, til hvad dog?" Spurgte han hende. Hun måtte da have noget animagus i sig, hvis det var et dyr hun kunne forvandle sig til, mente Ren og satte sig på gulvet foran hende, da folkene i salen var blevet ret sure over hans forstyrelser. Hvis han skulle være ærlig var dette forestilling, den kedeligste forestilling nogensinde, men hvis denne pige, denne aspara, ville følge med i den, skulle hun vel have lov til det. Han så op på hende og smilede skævt

Et meget svagt og kort grin kom så fra hende. Det var en hjertevarm og sød latter men den kunne knap nok høres. "Syntes du virkelig? Jeg er ikk så vild med den for at være helt ærligt men nu havde jeg fået billetten og kunne jo ikk sige nej" hviskede Amelia med sin overraskende blide og rolige stemme. Hun så sig lidt omkring og så på denne dreng som havde sat sig på gulvet. Hun følte sig lidt ubehagelig om det så hun gjorde det samme og sad nu på hug lige foran ham med et smil på læberne. "Ja jeg kan forvandle mig.. Hmm jeg kan vel forvandle mig til alle mulige dyr. Som det nu lyster mig" Hun strøg igen noget af sit hår væk fra sit ansigt og hendes smil voksede lidt. Han var da virkelig nysgerig. "Nåeh men.. Jeg kan alligevel ikk nå at komme ordenligt ind i forestillingen så hvis du heller ikk kan vil du så måske med ud her fra og snakke eller til du måske heller sidde her i mørket på gulvet og hviske med mig" Hendes smil voksede en smule og afventede hans svar. Og hvis han ville se forestillingen så gik hun dog ud alligevel.

"Nej, det synes jeg faktisk ikke." Sagde han med et smil. "Denne forestilling stinker." Han ventede og lyttede til hendes svar. "Du kan forvandle dig til alle dyr, men du er ikke en animagus? Specielt..." Sagde han. "En aspara der kan forvandle sig til dyr." Han tykkede stadig på det, det undrede ham en smule. Hun afbrød hans tanker ved at spørge om de skulle gå, og han grinede svagt. "Jo lad os gå, ingen af os følger vist alligevel med i forestillingen, vel?" Han rejste sig op og rakte hånden ned imod hende for at hjælpe hende op. "Lad os skynde os ud herfra!"

"Fint så kom" Da han rakte hende ahns hånd som en hjælp til at komme op igen tog hun imod den med sin egen måske lidt lille men varme hånd og kom hurtigt på benene. Og så snart det skete hold hun stadig fast i hans hånd og trak ham så med sig hen mod døren og videre gennem den. Hun så lidt på den vagt der havde valgt at stå stille og så skummel ud. Hun tog sig ikk af den men gik bare lige forbi ham hvilket hun også havde ret til. Så stoppede hun op og slap hans hånd igen. Hun vendte sig om mod ham og så ham smilende i øjnene. "Ved du ikk at allae asparas kan forvandle sig til alle dyr? Og mig som troede du kendte til de forskellige racer men det gør jo ikk noget" asgde hun med sin overraskende blide og rolige stemme og bed sig så blidt i sin underlæbe.

Han blev trukket med ud, forbi den skumle vagt og gennem porten. De stoppede op udenfor og hun slap hans hånd. Han så sig om. Det var koldt udenfor, men vejret var friskt og køligt, ikke som den indelukkede sal i teateret. Han satte sig på en nedslidt bænk og gjorde plads til pigen også. "Nej... Det vidste jeg faktisk ikke" Han smilede skævt, og lænede sig tilbage på bænken. "Hvad er dit navn egentlig?" Han så op på hende, og lagde igen mærke til hendes fine kjole.

Amelia stod lidt og trak en ordenligt indånding af den friske luft iden at hun ås valgte at sætte sig ved siden af ham. Hun drejede først en gang om sig selv og dumpede så ned på bænken med et tilfreds smil. Hun så så over mod ham da han spørgte efter hendes navn. "Øhm.. Amelia Sia Lukumi" sagde hun så som svar på hans spørgsmål og for at præsentere sig for ham. Hun lagde så sit hoved let på skrå. Betragtede hans blik mod hende. Han studerede sikkert hendes kjole. Hun brugte den kun til enten skolefester eller sådan nogle 'fine' oplevelser som at gå i teatret og så videre. Men hun tog sig ikk af hans blik. "Nåeh men så kan du vel også fortælle mig dit navn, ikk?" Hun bed sig blidt i sin underlæbe og scanede ham kort. Nej hun mente ikk at ahve set ham før. Hverken på skolen eller på gaden så måske var han ny i byen.

//srry tiden men skulle lige bage cupcakes xD//

Ren fjernede blikket fra hendes kjole og så nu op på hendes ansigt. Han nikkede, uden at smile. "Amelia Sia Lukumi, pænt navn, til en pæn ung dame." Sagde han høfligt, men hentydede til at han godt vidste at hun var meget ældre end de 14-15 år hun så ud til at være. "Jo jeg kan da godt fortælle dig mit navn... Jeg er Ren Le Bleu. Hyggeligt at møde dig." Sagde han og smilede endeligt. Ren Le Bleu var en meget fornem og rig familie med meget magt, men intet af dette fortalte han hende. Istedet lænede han sig tilbage på bænken endnu engang og sagde, mest til sig selv. "Sikke et godt vejr idag... I aften..."