En hjælpede hånd.. (Velarian)

Omgivelser: Ingen desvære…
Sted: Skoven…
Tid: Aften
Vejr: Lidt koldt.
Dato: 8. September

Milla sad i skovbunden. Hendes lyse hår hang ned af ryggen på hende.
Hun havde få tåre, til at ligge på hendes kind. Hun følte sig bedraget og snydt.
Hendes tåre skinnede som, krystaller. Men sådan var det jo, når man var lyselver..
Man skinnede lige meget hvad, om man så var Mega ked eller sur.
Hun kiggede ned på det fugtige græs..
Gid der var en, bare en som ville komme og side ved hende.
Hun kunne ikke lide at være alene, når hun var ked af det.

Han trådte ud ad træernes skygge da han fik øje på hende.
Hans aura var uhyggelig... det så ud som om han var omspændt af blå flammer, kolde som is.
Kulden stod ud af ham, og hun kunne sagtens mærke det.
Han så på hende. Hans øjne havde taget den mystiske blå farve med de sorte pupiller.

Hendes aura, var lysegrøn..
Hun havde ikke været sig sellv, og nu indså hun det.
Hun kunne ikke holde tankerne ud. Tårene trillede som regn fra de smukke trær.
Hendes øjne var stadig den lyseste bå, men de var uskydige.
Hun var blevet fuppet, med magi.

Han vendte blikket væk fra hende, og fortsatte i den retning han før var på vej i. Uden et eneste ord.

Hun hørte skridt..
Hun vendte sit asigt mod ham..
"Velarian bliv" sagde hun hulkede, og med gråd i stemmen.
Hun havde det forfærdeligt, med at føle sig svigtet.
HUn lod sit blik fange hhans øjne, og hun så straks at hans aura var trist og dunkel.
Hun havde svage øjne,fordi hun ikke havde sovet de sidste dage.

Han vendte langsomt hovedet, og mødte hendes øjne med et iskoldt, men alligevel sorgfuldt blik.
"Hvad vil du?" spurgte han.
Han var stoppet op. Jorden under ham frøs til is på grund af hans magiske aura.

Hun kiggede på ham, hendes øjne var ved at blive hvide, som is..
"Kom her og sæt dig" sagde hun stille, med et nedtrykt blik.
Hun sank hurtigt sammen, hendes krop var svag, og slap..
Hun kunne snart ikke holde til mere.

Han vendte fronten mod hende og sagde vredt: "Hvorfor skulle jeg dog sætte mig hos dig!?".
Han knyttede næverne. Han havde lyst til at slå hende!

"Fordi " hun kunne ikke sige mere.
Hun faldt om, hendes krop kunne ikke mere end det.
Hun kunne ikke tåle, at ikke vide hvad hun havde gjodt.
Hun lanede på jorden.
Hendes øjne lukkede sammen, hun var helt væk.

Han tøvede. Så gik hav over til hende. Han stoppede op lige foran hende.
"Milla?" spurgte han prøvende. Var hun ved bevidsthed?

hendes ådedrådt var svagt, men var der dog stadig.
Hun var væk i sin egen verden..
Var hun mon død? Hun vidste det ikke selv.
Hendes hud var kold og helt hvid som sne.

Han knælede. Hans aura forsvandt.
Han lagde en hånd på hendes pande.
"Milla?" gentog han "Vågn op."

Med lukkede øjne så hun lysegrønne trær.
Hendes minder var forfærdelige..
Men aligvel plagede de hende ikke mere, men nu kom de tilbage..
Hun hørte stemmer, som engang var hendes families.

Han satte sig ned og løftede hendes overkrop op i hans skød. Så testede han om hun trak vejret, simpelt nok ved at holde sin hånd lige foran hendes mund.

Hun trak vejret let og lidt..
<Hun rystede kort og hendes øre viprede..
DEt var´lidt underligt at de plusdslig viprede lidt, men det gjorde de altså...
HUn rystede kort igen..

Han lagde armene om hende og forsøgte at varme hende.
"Vågn nu op Milla. Hvad i alverden er der dog sket?"
Hans tanker var på Zann.
*er det Zann der har gjort det her mod hende?* tænkte han.

Hendes øje åbnede lidt..."Du blev her" hviskede hun stille...
Hun kiggede på ham, det blå i hendes øjne var næsten hvidt nu.
Hun trak vejret dybt, og prøvede at smile til ham.

//Må lige smutte et par timer ^^

"Det gjorde jeg vel..." sagde han og så på hende.

//Okay, vi skrives ^_^

Hun kiggede kort på ham, og prøvede igen at smile.
"Tak" hviskede hun stille.

//ja ^^

Han så på hende.
"Rejs dig op. Jeg har ikke tid til det her." sagde han.
Han måtte videre.

"Hvor skal du da hen?" hun kiggede på ham mens hun spurte..
"jeg har noget jeg bliver nød til at fortælle dig" sagde hun stille.

Han rejste sig op, og hev hende med. Blidt, selvom han havde lyst til at være hård. Han havde stadig lyst til at slå hende.
"Jeg skal bare noget... Hvad vil du fortælle mig?"
Han slap hende og trådte et par skridt væk. Hans øjne var stadig som før.

"Jeg ved du vil slå mig slå mig .så gør det nu?" sagde hun bestemt..
"Og så vil jeg sige at jeg ikke var foelskert i Zann, men hans magi tog vidst magten" sagde hun kort..
"Jeg kan ikk huske noget"sagde hun stille.

"Jeg har lyst til at slå dig. Og jeg gør det hvis du bliver ved med at lyve! Det du siger med Zann er løgn."
Han var vred nu. Og såret.
Han så væk fra hende.

"Slå mig nu bare!" sukkede hun..
"Jeg lyver ikke! du burde tro mig" sagde hun vredt.