What the?.. HELL!! RUN!!!(Embry~privat)

The time ~ Midnat

Stedet ~ Hospitalet i Terra.....

Omgivelserne ~ Ingen i nærheden til at høre en skrige?

Vejret ~ Torden, lyn der suser over himlen i smukke lilla og blå lysskær. Regnen der gør jorden våd og glat..



"Sig her ingen er, det kan bare ikke passe.... arh! jeg eftersøgt og så bryder jeg ind på mit gamle arbejde det flot kajika mægtig flot, dog plejer der ikke at være nogen nede i kælderen alene eller om aften så jeg burde være i sikkerhed?, AHA! SÅDAN" låsen faldt af med et lille klik i det hun stille åbnede døren, kiggede ind og dannet sig et indtryk af de hvide koridor der var lyst op af lampernes dinglende skær... Hun trådte forsigtig ind i det døren lukkede sig langsomt automatisk bagved hende i det *ARGH!* et torden brag og lys glimt fik hele kælderens lys til at gå BLACK OUT MED ET SLAG, oven på var lyset og maskinerne igang og i li koridoren men ikke i kælderen.. kajika gik stille videre mens hun tænkte*Omg det her er bare fantastisk .... just great!!!*.

Embry rullede af sted med den blå båre, eller det var måske ikke selve båren der var blå det var mere det blå ligtæppe der prydede midt i al den sterile hvidhed. Han så kort på mennesket under tæppet, og smilede. Døden kunne være sådan en fin ting. Han havde natarbejde, og var som regel den eneste i kældrene på dette uhørlige tidspunkt og det var han også glad for, for den tolvte time var ikke hans smukkeste tid på dagen. Han grinede let, og betragtede den nærmest krakelerede hud, de lettere gule negle, og den sygelige hvide farve. Et lysglimt fangede hans opmærksomhed, og han smilede igen. Tordenvejr var nu meget hyggeligt og lynaflederen havde nok taget det værste. Han blev dog modsagt da alt lyset i kælderen begyndte at slukke. Han gav et suk fra sig og kørte båren ind til siden. Han så sig om. Mørket havde ingen betydning, han levede jo praktisk talt i en grav. Han greb sin lommelygte og gik på jagt efter et sikringsskab. Han kunne svagt høre en af de elektroniske døre give et knirk fra sig, og han stoppede op. Var der nogen i kælderen andre end ham nu? Han vendte om og gik i retningen af lyden, der var også en lyd af fodskridt. Han tændte lommelygten med et klik, og lyste en ung pige lige ind i ansigtet. "Hvad har vi her?" spurgte han raspende og lagde hovedet på skrå.

*eeeeeew! kulde gysning iiiih der så spookie! når der mørkt her nede* hendes krop rystede stille af de sitrende kyldegysninger hun fik at den formørkede atmosfære der så meget mindede om et resident evil spil eller nærmere et hjemsøgt hospital, lidt i forbindelse med silent hill?? måske?. Hun gik stille videre på vagt bagved sig dog ikke så meget foran i det hun hørte et klik og blev lyst direkte ind i ansigtet faldt hun bagover og direkte ned på røven"Arghhhhhh!!!!!!" hun kunne mærke det kolde gulv mod sin krop og den lidt stingende smerte igennem ballerne."uff" hun tog hånden foran hovedet og så med sammen knibende øjne hen mod fyren i det hun ikke kunne se hvad eller hvem han var før hun hørte en mandelig stemme gøs hun over hele kroppen, som havde hun lige fået hældt en hel balje kold isvand ned af ryggen"Øhm! vi har intet her blot fortsæt med dit arbejde det er meget smukt og jeg tror blot jeg smutter nu!!!... HEJ HEJ!!" hun skyndte sig at vende sig om med hælen skubbende mod det glatte smukke hvid bolerede gulv og støttede med hænderne så hun ikke faldt i det hun klundset fik sig selv halvt op på ben som en eller anden panisk hund eller kat... og løb hurtigt ned mod den anden ende hvor elevatoren var.. hun så knapperne stille blinkede så den duede..*JA! den dur stadig!... godt nu skal jeg bare spørger for den creapy fyr ikke følger efter mig og så jeg hurtigt ude her fra* hun løb ned til elevatoren og trykkede hurtigt på knappen i det hun så op mod tælleren*OMG!!! 7 Etager til den er her nede... are you kidding me!!*

Embry vurderede hende til ikke at være læge, sygeplejrske måske, men ikke læge. Desuden virkede hun desorienteret og forvirret og frem for alt, panisk. "Hm.." et lille smil prydede hans læber, det kunne være sjovt at skræmme livet af hende og jagte hende rundt i kælderen, men det kunne også være sjovt bare at smide hende ud. Han fulgte roligt efter, de kunne aldrig løbe fra ham. Han tænkte lidt over de ting hun havde fået plapret ud med før hun var forsvundet ned i gangen som i flugt, smukt arbejde? Næppe, han elskede at hjælpe til med at obducere og køre ligene tilbage til kælderen, det var jo som et stort køleskab right? Han smilede da han så hende stå ved elevatoren. Han smøg sig gennem mørket og greb hende i nakken med en iskold hånd "du hører ikke til her..gør du vel?" spurgte han, og klemte lidt om hendes nakke. Han havde ikke rigtig været i kontakt med andre overnaturlige racer, han havde heller ikke i første omgang troet at dette var muligt, men han havde jo også været et godtroende menneske. Han smilede det der sadistiske smil, og vendte hende om og trykkede hende op af væggen med den hånd han havde holdt hendes nakke fast med. "Fortæl mig.. hvem du er og hvad du laver her?" sagde han i samme raspende tonefald. Hans stemme var ikke for god ved midnat, men senere ville den blive som den var om dagen når han var mere menneskelig.,

Kajika trykkede løs og sagde lavt"Kom nu din dumme dumme dåseåbner!!, du plejer at være så forbandet hurtig når man vil ha tiden til at gå for at komme hurtigere hjem og nu når jeg i problemer så bestemmer du dig endelig for at være langsom??, årh! din dramaqueen" hun sparkede til dørene i det hun hørte et ding mærkede hun den kolde hånd i nakken og det eneste der kunne slippe fra hendes strube var et"Argh!" hun lukkede øjnene få sekunder men åbnede dem så igen og så panisk ud."jo.. jeg gjorde en gang... arrh slip så!" Hun mærkede han klemte mere nu og sagde"slip så!!! AAAH!" hun mærkede den kolde væg nu og dørene, hendes eneste udvej! steg op igen til etage nr, 14 så langt op at hun ikke ville kunne flygte i flere minutter vis det overhovedet var muligt at vriste sig ud af hans greb. Hun hev stille efter vejret og prøvede at skubbe sig selv væk fra den hårde kolde mur og sagde"Slip mig sindsyge psykopat!, du høre vel heller ikke til her efter som du er så sindsyg!... sikker på du ikke høre til sindsyge afdelingen oppe på F2" hun prøvede at vende sig om men hans greb var for hårdt...Hendes stemme var rystende og hendes krop ligeså i det hun sagde med den nydelige smukke stemme"det kan jeg ikke fortælle dig" hendes smukke lange hvid blonde platin farvede naturlige hår flagrede blidt ned af hendes ryg og gjorde det næsten umuligt at se hendes nakke, dog var det sat op i dag til hendes store skuffelse, det gik helt ned til hofterne selv om det var sat op.. totterne ramte ham nogen gange i hendes lille kamp om at komme fri, indtil hun bed tænderen hårdt sammen og sagde flabet"Undskyld mig men jeg skal nå noget og jeg er ikke den person der elsker at få den bagi!"

hun havde egenlig ikke haft seksuel omgang men stadig så kom hun med denne sjofle rappe kommentar til ham i det hun spredte de 1 meter lange smukke hvid dugnede vinger ud, som skubbede Embry hårdt tilbage så hans greb slap. Hun tog sig til nakken og gik få sekunder ned i knæ i det hun strøg de smalle finger hen af nakkens små hoved hår og sagde"Svin" hun rejste sig hurtigt op og løb ned af koridoren ned mod ligrummet.. hun hørte sine egne skridt, klik, klik sagde hendes stiletter, mens den smukke ternede hvid sorte nederdel følgede hende mens den hvide skjorte sad stramt ind til hendes krop næsten som i gyser film.. Hendes lange blonde hår flagrede efter hende mens hun hev i dør efter dør og så med de paniske blanke hav blå dådyr øjne mod Embry. Hun slog vingerne hurtigt ind og stønnede let efter vejret"ÅBN! FOR FANDEN!!"

Embry forstod ikke rigtig kommentaren om at hun engang havde hørt hjemme der, var det en eller anden syret joke? Men hun kunne selvfølgelig have været indlagt. Han så bare på hende uden at gøre mine til at slippe "Jeg slipper hvis du fortæller hvad du laver hernede?!" hun irriterede ham nu, og han vidste ikke om det nemmeste ville være bare at slå hende ihjel og gemme hende af vejen. "Jeg er ikke nogen psykopat det tror jeg til gengæld at du godt kunne være" hvæsede han tilbage af hende. Sikke en umuligus. Han holdt hende stadig fast, upåvirket af den bløde stemme og i det hele taget den indbydene person foran sig. Han skubbede hendes hår væk når det ramte ham, det var distraherende og ikke noget han gad koncentrere sig om lige nu. "Hvorfor kan du ikke fortælle mig det? Er du en junkie eller sådan noget?" spurgte han, hvor var hun dog belastende, hvis hun da for helvede kunne forklare sig? Hendes sjofle kommentar fik hans øjenbryn i vejret, og inden han nåede at sende et ætsende svar tilbage smadrede den forbandede unge ham ind i væggen?! Han knurrede let, og fik rejst sig lidt efter og så hvor hun forsvandt hen. Han blottede sine hugtænder, og forsvandt hurtigt samme vej. I modsætning til vampyrens tænder var hans beregnet til at flå, og både hans øverste hjørnetænder og nederste hjørnetænder var lige skarpe, perfekt til at bide sig fast med.

"Ikke det mest fabelagtige tøj at flygte i.." mumlede han for sig selv, da han havde lagt mærke til stilletterne. Han rystede på hovedet, hun var da for dum.. man kunne ikke spasse rundt i høje hæle og nederdel på et hospital, og slet ikke sådan et sted som her hvor gæster var adgang forbudt. Han knaldede sin ene hånd mod væggen, hvilket resulterede i at lyset kom tilbage til etagen. Han stoppede op. Han stirrede på en af bårerne hvor der ikke lå et eller andet dødt menneske. Så gjorde han et kast med hovedet og den trillede afsted uden at nogen skubbede den. Den kørte lige ind i Kajika, og han fulgte langsomt efter. Han stoppede en mester eller sådan noget, fra hende og stirrede koldt på hende. Synet af ham var sikkert nok til at få et barn psykisk mærket for livet, men han holdt afstand "hvad er du for en?!" fik han så vrænget frem, og så på hende med et skeptisk blik "er du virkelig en eller anden junkie? For så er du på en meget forkert etage" sagde han så, men hun havde jo sagt at hun havde været der før, så han forstod ikke rigtig hendes intentioner.

Hun så sig stille over skuldren med øjenbrynene stille løftende i det hun sagde"Hmm??" hun kiggede og i det hun kiggede skrig hun inderligt højt da båren ramte hende og hun gik ned i knæ mens hun lod de smalle smukke finger med de klare glas agtig negle stille køre mod ribene i den siden båren havde ramt, efter som hun havde stået med siden til ham.Hun bed tænderne sammen og mærkede smerten i ribene*årh nej sig ikke jeg har fået et riben presset... men den kom så hårdt... den kan umuligt blot ved et skub ha fået så meget fart og styrke med sig i styrtet mod mig* Hun så stille mod ham og klagede sig i smerte støn i det hun sagde"Jeg ingen junki!! jeg har arbejdet her før som sygeplejerske!, hvordan tror du ellers jeg kommet her ind" hun rejste sig vaklende i det hun sagde"Jeg er en halv aspara og halv engel so! DONT MESS WITH ME!" hun stod der temmelig ude af balance mere end hun plejede dog kunne man se på den smukke gyldenbrune skind og det smukke kindmarkerede ansigt med stram hud der var glinsende og de funklende blanke øjne at hun slet ikke lignede en junki hvor hun sagtens kunne tro det om Embry indtil hun opdagede tænderne på ham og begyndte så at løbe lidt haltende og sagde"og hvad er du for et misforstre!!!" hun havde aldrig i hele sit liv mødt en undead... og havde skam ikke tænkt sig at være der mere... En elevator sagde ding.. i det hun hørte lyden*ELEVATOR! JA* hun løb der hen og fik kastede sig ind i den, i det hun sparkede på en af de højeste taster ((Nr.. 10)) og åndede lettet op og tænkte*okay rolig dørene er ved at lukke han kan umuligt nå dig*

Embry smilede af lyden af skriget og så på Kajika, han stod roligt med armene over kors og kiggede på den lille ynkelige skikkelse på gulvet. Selv var han omkring de 1.80-90, så hun var latterligt lille. Han betragtede hende i lyset, nej der var ingen stikmærker på armene og heller ikke på benene. Han vendte blikket mod hendes ansigt, nej det var heller ikke en eller anden sygelig farve, og hendes øjne tindrede levende under de lange øjenvipper. "Nej junkie er du ikke.." mumlede han så, og lyttede mens han lagde hovedet på skrå "gad vide hvordan engle smager..?" mumlede han for sig selv, og lyttede så efter igen. Hun var kommet på benene og hun... truede ham? Han gav en lille raspende latter fra sig, men der var hverken glæde eller morskab i, det var hult som en tom sal. Hun havde åbenbart heller aldrig mødt en som ham, og det morede ham lidt at hun ikke var besvimet. Han fulgte efter i et roligt tempo "misforster? Om tyve minutter er det ikke så galt" mumlede han med et blik på sit ur, og smilede igen det der sadistiske smil. Kunne han jage hende ud af hospitalet og få hende til at blive væk ville det være fornemt. Han så hun spurtede ind i elevatoren, og satte sig smilende på en båre mens han betragtede endnu et glimt der sprang gennem de lange gange fra et lynnedslag. Lyset og strømmen gik igen. Og dørene var halvt lukkede til den stakkels engel... og Asparas? Elevator. Hans røde øjne tindrede let imod hendes og så grinede han igen "du er vist lidt uheldig hva' engel?"

kajika så rundt i det lynet kom gik alt ned og elevatorens døre stoppede!.. *ARGH! nej sig det løgn nej!* hun sparkede til dørene i det hun hørte ham nærme sig og rejste sig så hurtigt op og så mod loftet, tynde pladere var der imellem med en elevator loft skakt. hun hoppede op så pladerne røg til siden og brugte elevatorens gelænder i siderne til at stå på i det hun trak sig op igennem elevatorens store hul skakt ? ting, og pustede forpustede ud og sagde"HA! jeg ikke så uheldig alligevel hva dumme et eller andet tingest med lange klamme tænder og pjusket kuld hår" hun strøg sig udmattet over panden i det hu plejede at være så atletisk så var hendes frygt for stor til blot at tag fra adrenalinen.. hun så rundt i det hun slog vingerne ud men opdagede de var for store til at bruge inde i elevator gangen... hun sukkede og slog dem hurtigt ind igen i det hvert sekundt tællede, hun ville under... INGEN OMSTÆNDIGHEDER HAVNE I HANS HÆNDER..... IGEN!.. hun tog fat i kablerne der hang ned, slog fødderne om dem og begyndte at kragle op, hun var 1.64 cm så hun var slet ikke så høj som Embry og vis han fik sig hurtigt slimet op kunne hun godt se på den halve meter hun havde kravlet på 2 minutter ca at han sagtens skubbe blot hoppe og så var hun i hans magt .... igen desværre..."Haha! du kan ikke fange mig møg kryb" hun kraglede videre og sveden dryppede blidt ned fra hendes pande mens hendes smukke lysserøde rosa pink læber blev mishandlet af bidet i den hårde underlæbe fra de perle hvide tænder, og hendes elastik i den stramme hestehale havde løsnet sig så den faldt ned i elevatoren og efterlod hendes hår langt flagrende og rigtig smuk bølge glat... hun så ned mod elevatoren og kuldeysningen gik igennem hende i det hun sagde"shit"

Embry så på hende og var ret rolig, han havde ikke lyst til at overreagere på den irriterende.. blanding! Han så efter hende, og smilede skævt. Han ventede lidt. Nød jagten på en eller anden måde, det var noget som gjorde ham.. høj. Han kravlede roligt efter hende og lyttede til hendes fornærmelser "sikke du kommenterer mit udseende, er jeg så skrækkelig?" siger det i et drillende tonefald, og blotter sigende sine hugtænder. Hun virkede træt, det var en fordel. Selv sov han ikke. Han hvilede sig men han lukkede ikke øjnene og sank i bevidstløshed ligesom menneskene. Han kom op oven på elevatoren, og fulgte hendes paniske kravlen. "Du minder mig om et dyr der er trængt op i en krog" grinede han og lavede et lille hop og fik fat i hendes ankel og hev til så hun røg ned foran ham. "Jamen jeg fik alligevel fat i dig" sagde han og placerede sine knæ mod hendes håndled og satte sig på hendes mave og holdt hende nede. Denne gang skulle hun ikke komme fri. Han holdt hende fast. "Sig det så.. hvad er det du laver her?" spurgte han og blottede kort sine hugtænder for at minde hende om at han kunne bide hende hvis han ville. Hans skræmmende lettere ligagtige udseende begyndte at ændre sig til en lidt mere drenget gothagtig fyr. Hans krakelerede hud blev hvid og glat men mindede stadig om tyndt papir. Hans sorte rander havde altid været der, selv den gang da han var menneske, men de gjorde ham ingenting. De røde øjne var kommet med det at være udødelig, eller bare ikke død. Og de var der om han så var et lig eller menneske agtig.

Hun lod blidt rykler komme frem på næsen da hun stille lavede et vredt ansigt som var hun et dyr der knurrede i det hun brummede lidt og tænkte*årh det.... det var dråben selvfølgelig ser han ikke dårlig ud men... men???* hun sukkede og sagde"Nej egenlig ikke undtagen du mega bleg, dine tænder er skræmmende dog unormale ikke dæmon eller vampyr agtig blot en blanding hvad er du for en ting egenlig!" hun kraglede videre i det hun stønnede hvert et kostbar åndedræt ud, håret flagrede blidt fra side til side efter hende,"årh! ja gør jeg det jamen du virker som et eller andet mærkeligt dyr..... i mine øjne ihvertfald ikke en JÆÆÆG!!!" hun ville ha sagt jæger i det hun knugede sine hænder mod det fedtede olie kabel og mærkede hans hånd om hendes ankel"Argh!" hun mærkede hun gled ned mod ham."Neeeej! slip argh!" hun mærkede ham sætte sine knæ på hendes håndled og hendes mave blev presset samt ribene af hans kropsvægt dog vejede han ikke meget men et presset riben kan være temmelig smertefuldt for blot 5 kilo.

Hun så ham i øjnene panisk, samt hendes smukke blanke øjne var funklende af lettere tåre der var ved at komme over smerterne fra ribenet, samt hendes læber var adskildt i små smerte støn efter vejret fordi ribet blot pressede mere og mere på lungerne"jeg.. arh... jeg ville blot finde forsygninger og mine gamle papir" hun så mod ham med tårene blidt randende ned af øjnenes sider, og ned af de markerede kindben mens hun lod hver smertefuld åndedræt være langt og kort indånde nyt luft. Hun så på ham og rødmede let i det hun så stille væk fra ham og sagde"du ikke... ikke grim undskyld" hun så ikke mod ham i det hun lukkede øjnene og slog vingerne ud og skubbede sig selv op, Hun fik ham mod væggen og så på ham, mens vingerne forsvandt ind i hendes ryg endnu en gang men kunne ikke komme ud forløbig igen fordi huden ikke ville kunne heale hurtigt nok til det igen. Tiden var knap i det hun hoppede ned i elevatoren og fik sig slimet mellem de to døre der ville ha lukket vis strømmen var gang. hun tog sig til brystet hvor hjertet sad og åndede hurtigere ud i det hun så mod elevatoren og løb hen mod trapperne og sparkede døren op og løb op af de glatte trapper efter som hun var noget dækket mellem lårene og på stiletterne med olie samt hænderne... længere oppe af smed hun de sorte stiletter og kiggede på olie pletterne og tænkte*Fuck han kan følge dem!*

Embry grinede af det med hans udseende, selv var han ligeglad han kunne nok ikke blive model, jo måske i den alternative branche kunne han nok godt, men han havde ingen planer om det. Sygeplejrske jobbet var fuldt ud tilfredstillende for ham. Han så hvordan hun hikstede en del efter vejret og hævede undersøgende et øjenbryn, hvad i alverden var hun da for en? Hvad var en Aspara?
"Jeg er ikke nogen ting jeg er bare ikke død af en eller anden grund" mumlede han, mens han undersøgte hende med øjnene, med hænderne ville det blive for nært og det gad han ikke. Han spidsede ører da hun fortalte hvorfor hun var der, og så på hendes ansigt og tårerne der pludselig begyndte at trille "men hvad skulle du bruge det til?" spurgte han, helt optaget af tårerne. Hun græd.. hun græd rent faktisk. Han kunne ikke græde, han havde prøvet men han kunne ikke, derfor fascinerede de ham grænseløst. "Du behøver ikke undskylde jeg ved hvordan jeg ser ud, og det er ikke kønt.." svarede han hende bare, og fik et chok da han igen røg ind i væggen. Han gav et støn af smerte fra sig og så at hun hoppede ned i elevatoren igen. Han mærkede en underlig rysten og elevatoren ga et lille hop fra sig. Han skyndte sig ned i selve elevatoren, og idet lukkede den. Han nåede at se hende forsvinde ned af en gang.

kajika kom op på gang nr. 10 med trapperne forpustede og lagde sig foran elevatoren i det hun åndede ud og sagde"Okay det gør jeg aldrig igen, hvorfor i alverden har de fået udøde tingester til at arbejde her... det gir jo slet ikke mening? hospital og udød ting altså hallo er det en eller anden joke?" hun stønnede efter vejret i det hun så stille hen af gangen og tænkte*okay der er ingen så jeg kan sagtens! tag det helt roligt og blot gå hen til kontoret, liste der ind, dirke låsen op, og få fat i mine papir og slet min tilstede og beviserne for min fødsel!* Hun rejste sig langsomt op i det hun gik hen af gangen stille og forsigtigt indtil endnu en ting, gav hende kuldegysning...


Kajika vendte sig stille om i det hun så mod elevatoren og tænkte*Det kan bare ikke passe der er ingen inde i den sig der ingen inde i den dume dumme sadindåse!* hun tog stille fat i en bog i det hun gjorde klar til vis det var ham der var med den, dog var der to elevator ved siden af hinanden.. Hun listede hen til den åbnende og så ind af den.. "Hva i??.. der er ingen" hun så undrende der ind og trådte stille indenfor i elevatoren og sagde"Hmm mærkeligt..."

Embry blev overrasket over at han kunne høre hende, og smilede af at hun gik og snakkede med sig selv. Han så op på den åbne lem i loftet, og hoppede op og greb fat i kanten. Han fik hevet sig op, så han hang i elevatorloftet. Langsmt fik han kilet sine ben op igennem lemmen, så han hang bedre og ventede til elevatoren skulle stoppe. Han lyttede til det velkendte ding, men blev hængende. Egentlig havde han jo fået de oplysninger han skulle bruge, men hvorfor stoppe jagten allerede? Han hørte hendes skridt på det bonede gulv, og blev hængende. Egentlig var han ikke så optaget af at skræmme hende mere, mest for at vide hvorfor hun skulle bruge de ting hun ledte efter på hospitalet.

Hun kom til syne under ham, og han smilede skævt og trak benene ud af lemmen, og lod sig falde ned foran hende "har du aldrig set film?" spurgte han drillende, og rettede sig op. Han spærrede elevatordøren med sin ene hånd og så vurderende på hende "jeg var altså ikke færdig med at stille spørgsmål.. du kan få lov at gå bagefter.." mumlede han ligegyldigt, og trådte et skridt tættere på.. den der blanding.. Han kendte stadig ikke dens navn. "Hvad skal du bruge alle de ting til?" spurgte han, og holdt øje med hendes bevægelser, han havde ikke lyst til at blive smadret indi en væg igen.

Kajika gav et skrig fra sig i det hun stak ham en lige højre med bogen i ansigtet på ham som var hun en eller anden kamp mester så hårdt slog hun, Hun så på ham helt lamslået og sagde"Undskyld eller.... nej vent! ikke undskyld du fortjente den der lige højre ja du gjorde og stay away! FROM ME!"Kajika sukkede og sagde"hvorfor lader du mig ikke bare gå!... du skræmmer mig ikke mere vis det er det du tror ligpose... og jeg skal bruge dem til noget som kun kommer mig ved så du kan glemme alt om at få informationer ud af mig jeg ikke bange for dig mere!!" hun kunne dog ikke mere forsvar sig vis han sprang på hende, fordi hendes vinger nægtede at komme ud så hurtigt igen.... der skulle max flere timer til før de ville komme ud igen og der ville han allerede ha haft muligheden for at dræbe hende. Hun så stille op mod ham helt betaget af hans røde øjne og sagde"hva er du for en ting...."

Embry vaklede let ved slaget, det skulle nok give ham et blåt øje eller et enormt blåt mærke "Hvad fanden laver du?!" snerrede han, og greb om den hånd der holdt bogen og tvang hende til at sænke den. "Gud hvor er du dog irriterende" hvæsede han lavmældt, og puffede hende lidt væk. Han havde ikke lyst til at have hende så tæt på, da han ikke havde tænkt sig at redde sig et blåt øje også. Han slog ikke igen, stirrede bare olmt på hende og ventede på at hans vrede skulle forsvinde lidt. Så svarede han hende "Jeg lader dig ikke gå fordi det her er min arbejdsplads, du kunne komme til at skade nogen eller dig selv sådan som du flygter.. jeg har krav på at vide hvad det er du skal have og hvad det skal bruges til ellers kontakter jeg politiet, og det har jeg på fornemmelsen af at du ikke vil have.. det er da altid noget du ikke er bange mere" sagde han, og lagde armene over kors. Han mødte hendes blik med samme afvisende udtryk som han altid brugte "jeg er ikke nogen ting.." sagde han, og nikkede mod hende "jeg er ikke meget værre end dig".

Kajika vendte ham ryggen og sagde"jeg skal slette papirene om mig selv at jeg har arbejdet her og er født, jeg vil slette min eksistens fordi jeg snart skal dø i hænderne på Zane igen" hun så ikke om på Embry han kunne da vide hvad han ville hun skulle alligevel dø... hun sukkede og sagde"mit navn er Kajika Dé volkan" hun så stille over skuldren med de intense flammende øjne mod ham og sagde"Hvad hedder du så og må jeg gå igen" hun vendte sig om så håret flagrede blidt efter hendes drejende bevægelse og så på ham i det hun sagde"og undskyld jeg stak dig en men du virkelig irriterende!?"
Hendes finger kørte blidt igennem det bløde prinsesse agtige hår og hendes blik var sænket ned mod jorden, hun havde ikke lyst til at se på ham, i det hun lod bogen falde ned mod jorden og nu var hun teknisk set forsvarsløs....

Embry så på hende, endelig var hun da bare lidt medgørlig! "Hvorfor skal du dø? Det er der da ingen grund til? Er du ikke en engel, de dør da ikke?" spurgte han, og forbandede sin uvidenhed. Han stirrede ind i ryggen på hende, lettere irriteret over at hun vendte ryggen til ham når de snakkede, men nå ja, hende om det. "Embry.." mumlede han og forstod ikke hvorfor det interesserede hende. Han havde jo lige jagtet hende gennem kælderen og derop hvor de stod nu, og så intereserrede hans navn hende? Han måtte kvæle et smil, hvor var det dog grotesk. Hun havde endelig vendt sig om, og han betragtede prinsessen foran ham, åndsvagt egentlig, men hun var sikkert blevet kaldt det siden hun havde været helt lille. Han havde ikke svært ved at forestille sig en eller anden kærlig mor være fuldstændig optaget af sin lille 'prinsesse'. Han trådte væk fra elevatordøren så den blottede sig "så gå.." sagde han med et nik mod den åbne elevatordør. Han himlede med øjnene "som om du ikke også er det.." mumlede han, og lænede ryggen mod døren.

Kajika vendte sig mod ham og tog fat i hans øreflip i det hun gik ud der fra og sagde"hey! nu skal du ikke være flabet jeg skulle sikkert ha været din overværge vis jeg stadig havdee arbejdet her siden jeg kom først nemlig, men desværre kan eftersøgte ikke arbejde fordi så bliver man opdagede heldigvis er jeg rig så det gør ikke så meget og nej spørg ikke ind til min barndom jeg hader den" hun havde fra helt lille været bestemt til at redde sin families navn derfor var hun os så smuk, hun var født som aspara... hun skulle være gift med en anden familie aspara hvis søn skulle redde dem for at være udstødt forevigt.. hun sukkede og så på Embry og slap ham lidt henne af gangen og sagde"dine nøgler har du dem.... fordi jeg kan ikke gå uden mine papir og jeg nød til at dø det .... det en lang historie og jo engle kan skam godt dø....."

Embry spærrede øjnene op ved pludselig at blive hevet hovedkulds med ud af elevatoren. Han knurrede advarende af hende, men hun lyttede ikke hun ævlede løs. Han besluttede det var nemmere at følge med til hun slap ham, han ville helst gerne slippe med øret i behold. "Det lyder indviklet, men hvis du havde været min chef havde jeg været en meget ulydig medarbejder" snerrede han bare for at irritere hende. Men egentlig kunne han godt finde hoved og hale i det hun sagde. "Jeg kan ikke forstå hvorfor du skal dø.. eller jo måske hvis du udsatte en anden person for den behandling her så kan det måske godt være" mumlede han, og stoppede sin talestrøm da hun skulle bruge en nøgle. Han greb dem og låste op med en øvet hånd, og skubbede døren op til hende. Han så ned af de lange tomme gange og missede kort op mod lamperne der gav spotlight på dem.

kajika åbnede døren stille og gik ind og fik skabet op og tog sine papir og tjekkede om alt var der og de var der.. hun smilede og loggede ind på bærbaren hackede den og fik slettet alt om sin eksistens og sagde"så det sidste jeg mangler blot politiet og der tager jeg selv hen og hør Embry vis du ikke var ulydig ville jeg ha sparket dig bagi fordi så du blot doven og ville ikke ha nok gåpå mod til at arbejde her så det godt du ville ha været det og jeg tror nok du skal blive til noget og pas på med de tænder der du ender jo med at være helt kæreste løs vis du skrammer alle sådan der fra starten af fra du møder dem til du forlader dem okay" hun grinte sødt og krammede ham i det hun gik direkte forbi ham temmelig hastende og sagde"men jeg vil forlade dig nu så pas på dig selv og ha en god arbejds dag" hun grinte og løb ned af gangen og vinkede med hånden i det hun tænkte*Sød fyr alligevel.... dog temmelig creepy*

Embry så på hendes arbejde på computeren og lod hende gøre som hun havde lyst til om hun såbrændte kontoret ned.. arr måske ville han nok sige stop der, det kunne gå ud over resten af hospitalet. Han skar en grimasse ved tanken. Han undrede sig over at hun ville tage til politiet, man han burde virkelig holde op med at spørge så meget. Han fnøs af hendes lange svada "du er tosset.." mumlede han bare, men mente det egentlig ikke, det var kun halvhjertet sagt, men hun virkede tosset nok. Han himlede med øjnene ved det sidste hun sagde, det skulle nok blive sjovt hvis vedkomne så fandt ud af hvad han var. Det fik ham til at grine lidt. Krammet gjorde ham dog stum, og først havde han lyst til at skubbe hende væk, men såvar det egentlig okay "jaja også dig" mumlede han bare og så efter hende. Interessant aften, nu skulle han bare have vasket olien fra elvatoren af sin hvide uniform. Han fulgte hende med øjnene til han ikke kunne se hende længere og gik så hen til elevatoren og trykkede. Den åbnede med det samme og han forsvandt ind i den og trykkede på kælderen. Han havde endnu nogen ting at skulle gøre inden han var færdig med sin vagt.

//Out :D takker for emnet//

//out, det var så lidt :D//