drop dead or maybe going to die?(Embry=privat)

Embry stod og betragtede den faldefærdige kirke med et lettere trist blik. Hvorfor tog de sig ikke af den? Hvis han havde haft tid ville han have gjort noget ved den, idet mindste ville han have gjort noget ved den faldefærdige facade, det indeni betød nok ikke noget for folk mere. Han sukkede let, og gik ud mod selve kirkegården. Der var stille, stille som i graven. Han smilede ved tanken, der var virkelig stille der. Han gik som sædvanlig mod sin egen grav, da der ikke var nogen grund til at han forstyrrede andre døde ved at sidde på deres gravsted. Desuden fandt han det usigeligt morsomt at læse sin egen gravinskription selv om den snart var svag og skulle genopfriskes. Han fik øje på noget, der fik ham til at rimpe munden sammen til en tynd streg. Der sad en på hans sten? Han havde tit jaget folk ud derfra, og det var ofte folk der forsøgte at ødelægge selve kirkegården. Han så hende an. Hun sad der bare, lod ikke til at have planer om at ødelægge kirkegården. Han tog de sidste skridt hen mod hende og prikkede hende på skulderen. Han var som altid klædt i sort, det var nemmere, og han var ikke glad for farver.. i hvertfald ikke på sit tøj, farverne måtte gerne være andre steder. "Undskyld mig Miss.. men du sidder på min gravsten" mumlede han, og så på hendes ryg, da han ikke havde intentioner om at gå op foran hende.

Embry så på hende med et lettere irriteret blik, man satte sig da ikke bare på andres gravstene? Det var helligt! Helliget til de døde. Han stoppede sin tankestrøm "det går nok, du må bare ikke rykke for meget rundt på den den er løs" mumlede han, og satte sig ned, og sørgede for at han sad tæt nok på stenen til at fornemme den der følelse af hjem.
Han hævede et øjenbryn ved hendes spørgsmål, og hans røde øjne gnistrede let af morskab "jeg er ikke noget spøgelse" svarede han, for det var han jo ikke. Han kunne hverken blive usynlig eller gå igennem vægge, eller hvad spøgelser nu kunne, kunne de overhovedet røre ved ting uden at gå lige igennem?
Han lænede sig tilbage så han bedre kunne se pigen på gravstenen, hun var bleg, næsten ligesom ham, men hans hud var bare mere papir agtig at se på, hendes kunne man idet mindste skælne at det var fast menneskeagtig hud.. der var bleg.

An hævede det ene bryn imens at hun kiggede på ham, "Hvad.. er du så?" spurgte hun lavt og fugtede let sine læber, hvorefter at hun vendte sit blik ned mod jorden. Idet at hun hoppede forsigtigt ned fra gravstenen, uden at ødelægge noget på stedet, "Undskyld" mumlede hun så, og rettede lidt på sit tøj, hun ville ikke gøre ham irriteret, over at hun bare sad på hans gravsten.. hun vidste godt at stedet var helligt.. men hun betragtede det også ligesom hendes hjem.. selvom det lød komisk, hun havde ikke andre steder at tage hen at bo så, hun besøgte tit kirkegården. Men noget andet var at hun også følte sig mest hjemme der efterhånden.

Han rykkede sig så der var plads til at hun kunne hoppe ned. "Der er ikke noget navn til det.. i hvertfald ikke et jeg kan lide.." sagde han og trak på skuldrende. Han så på hende, sikke hun unskyldte sig meget "det er fint nok" mumlede han, og trykkede kort sin fod mod stenen for at rette den op. "For at vende tilbage til dit spørgsmål.. så betegner mennesker mig som en 'zombie'" mumlede han og lavede gåseøjne med sine fingre, inden han rejste sig for at være på højde med hende, selvom han var højere end hende. Men det var bare mere det at de så kunne kommunikere på samme level.