Bored like hell. - Embry.

Dato og dag :: IRL.
Tid :: Sådan lidt over de 16.
Vejr :: Der er helt overskyet udenfor, med let blæst.
Sted :: I en dyster lille café.
Omgivelser :: De sædvanlige stamkunder, bartenderen osv.

Cadence fødder førte hende automatisk hen mod den noget nusset udseende café, hvis navn hun aldrig havde lært at udtale rigtigt - Det var vist noget på fransk. Hun var ikke rigtig selv klar over det, før hun havde hånden lagt på dørens ruder, som hun skubbede ind, så hun kunne komme ind i caféen og dens indbydende varme. Hun var ikke rigtig sikker på, hvorfor hendes humør ikke var helt i top. Måske fordi hun savnede lidt selskab. Det var en af de perioder, hvor hun ikke var in touch med særlig mange, og især ikke med dem, hun allerhelst ville være det med. En lav rømmen fik hendes tanker til at stille over på virkelighed, og hun smilede stort til bartenderen, da hun samtidig bad om en kop Frappuccino. Hun hoppede livligt ned fra stolen, mens hun tvang sig selv til at være munter og glad. Med et lille smil tog hun de 10 skridt hen mod sofaen, og lod sig falde ned i den. "Mhmm..", mumlede hun lavt, før hun besluttede, at hendes humør ikke var til nynnen. "Dammit!", rasede hun lavt for sig selv, da hun hadede sit 'jeg-magter-intet'-humør. Hun slængede fødderne halvt overskrævs på sofaen, og smed sine converse ned under bordet. Cadence var iført en hvid oversize hættetrøje med teksten: "Run" omvendt skrevet henover, en hel masse ringe, samt flere halskæder, og et par destroyed slim jeans i en lys farve. Hun smilede skævt, og kiggede lidt op i loftet, mens hun ventede på sin drik.

Embry trak huen længere ned så den nærmest dækkede hans øjne. Han vendte kort, taknemmeligt, blikket op mod himlen. Han var yderst tilfrreds med at solen ikke skinnede, det ville da have været det rene helvede! Han lod sit røde blik glide omkring, og skuttede sig da han fornemmede folk kiggede på ham. Han besluttede sig for at flygte ind i den nærmeste café. Heldigvis var den så dyster at han hurtigt faldt i et med gothtyperne, han var måske bare lidt mere the real deal. Han så kort på kaffeudvalget og skar en grimasse. Kaffe smagte så dårligt, at han kunne smage det flere timer efter han havde drukket det så han bad om noget vand. Han fik glasset, og gik hen og satte sig ved et bord. Han tog en tår af det klare vand, men det menneskene havde brug for havde han ikke længere. Han hørte et sagte 'Dammit!' lidt fra sig og kiggede lidt mod lyden. En blond pige iført hættetrøje og slimjeans lå slænget hen over den godt slidte sofa, det var nærmest som et modefotografi af en eller anden franskmand. Han vendte igen blikket mod sit vand og mod sin papirsagtige hud der klemte om glasset.

Cadence lå stadig henslængt over sofaen, og begyndte efterhånden at tromme med fingrene på sofaryglænet af ren kedsomhed. I mellem tiden havde hun sine mørke øjne søgende rundt i den næsten helt mørke kro. Det var helt vildt så meget som den lignede noget taget ud fra en scary movie, men hun følte sig altid hjemme, hver gang hun var derinde, dog hun skilte sig ud iblandt de andre. Hvilket også resulterede i at de fleste, der kedede sig som hende, havde øjnene hvilende på hende. Det var ret ubehageligt, men hun havde med tiden lært at ignorer det. Hun vendte ansigtet mod den høje mand, der nu stod tæt ved hende med et venligt smil påmalet på hans ansigt. "Thank you", svarede hun muntert og satte sig helt op, da han havde lagt hendes drik på bordet, og derefter igen var lusket tilbage tilbage til bag baren. Hun satte sig istedet i skrædderstilling og lod atter blikket glide rundt omkring sig, mens hun lod kaffen kølne af. Først nu faldt hendes øjne på en dreng med ligeledes en hættetrøje. Der var et eller andet ved ham der skreg på opmærksomhed, hvilket nok bare var hans usædvanlige blege hud. Et let smil kom frem på hendes læber, før hun dovent tog de få skridt hen mod ham. Der havde været noget bekendt ved ham, ved første øjekast. "Ah, lige det selskab jeg søgte", mumlede hun mere eller mindre til sig selv, før hun fik et skævt smil frem på sine læber og fik tilføjet: "Hey you".

Embry mødte hendes blik og vendte hurtigt ansigtet mod sit vandglas, han ville ikke have opmærksomhed, og han hadede når folk så på ham, det var så generende kunne folk ikke bare lade være med at glo hele tiden? Han så kort på to der stirrede lidt på ham fra et andet bord og han sendte dem et dræberblik, og vendte sine øjne ned mod vandet hvor de genspejlede sig og stirrede tilbage på ham. Pludselig lagde han mærke til at pigen fra sofaen stod lige ved siden af. Han så op på hendes ansigt, og mødte hendes nysgerrige blik med en afvisende mine. Dog så hun ikke ud til at tage det som noget, og smilede bare før hun hilste. Han sukkede. Det var nok ikke til at komme udenom. Han puffede til stolen overfor sig så den rykkede sig lidt ud "Davs.." mumlede han, og så lidt på hende igen. Hun virkede glad, som sådan en overgearet hundehvalp. Han havde selvfølgelig skubbet stolen ud så hun kunne placere sin mås der, han regnede ikke med at hun var sådan en der var nem at slippe af med så man kunne sige at han overgav sig på forhånd. Han drak resten af sit vand, og nikkede til tjeneren og spurgte om han måtte bede om en kande, det måtte han god og tjeneren forsvandt for at få fat i en kande vand. Igen flyttede han blikket tilbage til den blonde pige.

Cadence lagde hovedet på skrå, da han langtfra så åben ud. Det havde hun egentlig lidt håbet, at han var, men havde heller ikke haft forhåbningerne alt for høje satte, så hun var ikke ret så skuffet. "Tak", svarede hun dog med et fortsat smil på læberne, hvilket jo selvfølgelig ikke var gengældt. Hun opdagede først nu, at hun egentlig ikke havde fået sin drik med, og strøg lidt efter hen for at tage den op i sine hænder, hvorefter hun var henne ved den blege dreng i løbet af nogle få sekunder. Hun overvejede lidt hvad hun dernæst skulle sige, for det virkede dumt bare at sidde der og glo på hinanden. Hun satte sig dog ned på stolen, han før havde tilbudt og pustede lettere fraværende til sin drik. "Jeg er Cadence", tilføjede hun lidt efter, for at bryde den voksende stilhed imellem dem og prøvede forgæves at tilbageholde et smil, idet præsentationen havde lydt.

Embry så på hende, et eller andet sted virkede hun bekendt hvilket fik ham til at føle sig bedre tilpas. "Så lidt" sagde han og så på hende da hun smuttede over efter sin drink. Han sad urokkelig som en gipsfigur. Kun hans øjne fulgte pigen. Han fik kanden med vand og hældte noget op i ssit glas imens hun satte sig overfor ham. Han tog ikke øjnene fra vandet der kom ned i glasset "Embry.." præsenterede han sig langsomt, og fik fyldt glasset og sat kanden fra sig. Så så han hende i øjnene, og forsøgte nærmest at trække informationer ud af hende på den måde, men det skete jo selvfølgelig ikke. Han lagde hovedet på skrå "du passer ikke rigtig ind her.. er det et sted du er knyttet til? spurgte han så, og lod blikket gå rundt i caféen da det var den han hentydede til. Han så på hendes kaffe, vidste ikke helt hvad det var om det var Cappuchino eller noget andet eller bare ganske almindelig kaffe.

Cadence lagde let hovedet på sned, egentlig mest af alt en ren vanesag, men der forekom stadig at være noget specielt over ham, som hun ikke helt kunne afgøre. Hun havde for længst kommet frem til, at han simpelthen ikke kunne være et sølle menneske, han lignede da også langtfra en, i hvert fald ikke en helt 'normal' én, hvis. Hun sank lidt efter blikket mod vandkanden og smilede let. "Du må være tørstig", mumlede hun, men så dog på hans ansigt igen, da han havde fået præsenteret sig. "Hyggeligt at møde dig", svarede hun og vendte dernæst kortvarig blikket rundt i kroen. Ordet 'hyggeligt' var ikke helt noget, man egentlig kunne sige om de folk der opholdt sig der eller bare selve stedet, og fremfor alt byen. Men, hun havde altid foretrukket denne her by fremfor livlige Terre. Da hans stemme atter lød så hun på ham og smilede svagt. "Nej, det gør jeg vist ikke". Hun førte sit bæger op mod munden, for endelig at tage en tår af den, da hun var kommet frem til, at den var nogenlunde lunken nok til, at hun ikke ville ende med at brænde sig. "Mm.. Alle.. Eller næsten alle mine bekendte bor her, så det er lidt ligesom mit andet hjem", tilføjede hun, for at svare på hans spørgsmål, der havde fulgt konstateringen. Hun så godt han betragtede hendes drik og grinede dæmpet. "Kan du ikke lide kaffe? Eller lugten af det?", spurgte hun med et lille smil, da det var det de fleste fik fortalt hende, hver gang hun havde sin sædvanlige kop kaffe med sig i hånden.

Embry så på hende hen over kanden. Han dukkede kort hovedet lidt og så på hende igennem det utydelige glas. Han rystede på hovedet og satte sig ordentligt igen "nej jeg er ikke voldsomt tørstig, men det er nemmere at have en hel kande stående hvis jeg skal sidde her længe" forklarede han. Han havde allermest lyst til at blive siddene til det blev mørkt og der ikke var nogen på gaden så han kunne være alene. "I lige måde.." sagde han, selvom hyggeligt nok var det ord han brugte allermindst, og det passede egentlig heller ikke til ham. Men hyggelig kunne til gengæld sagtens passe ordet på hende. Han rystede på hovedet, hun virkede lidt for opmunterende til det sted, hun var ikke klædt i sort som alle andre inde i caféen. "Så forstår jeg godt hvorfor du er her..." sagde han og tog en tår af sit vand, hvis man var knyttet til steder og mennesker i området så var det selvfølgelig kun normalt at man opholdt sig på det sted. Han fulgte hendes bevægelser med øjnene da hun placerede bægeret på bordet igen "nej jeg kan ikke lide kaffe, men lugten af det generer mig ikke" sagde han med et træk på sine skuldre. Der var blandede meninger om kaffe, men de fleste kunne nu godt lide det, eller også var de bare afhængige.

Cadence vendte ligeledes blikket mod glasset, hvor hans øjne bare forekom sært malplaceret udfra det vinkel. Men, det kunne vel også bare skyldes det faktum, at det ikke var helt blankt, dog langtfra. Det var så godt nok én af de ting, hun afskyede ved caféen, alle deres koppe, bestik osv. lignede aldrig som havde de været under vand. "Plejer du at være her tit da?", spurgte hun lettere nysgerrig, hvilket hun lidt kunne gætte sig til. Det lignede et sted, som han ville føle sig hjemme, hvilket jo heller ikke var særligt svært at forstå, dog de andre kunders blikke sært nok mest hvilede på ham. Han skilte sig mærkværdigt nok ud, hvilket egentlig også havde været grunden til hun havde opsøgt ham. Heller være alternativ, end at gå i ét med mængden. Det havde godt været hendes motto once, da hun var yngre og havde været 'Goth'. Et smil kom frem på hendes læber ved tanken og hun vendte kortvarigt blikket henover hans hoved og ud mod den noget utydelige rude, der viste vejen udenfor. "Mm", mumlede hun en anelse fraværende, da hans stemme igen lød, men vendte dog blikket på ham igen. "Bor du her? Altså her i Logement?", tilføjede hun for at uddybe det og hævede spørgende det ene bryn. Ved det næste han sagde, nikkede hun med et lille smil. Hver sin smag. "Men, det er heller ikke helt kaffe det der .. Det smager i hvert fald anderledes end almindelig kaffe", fortalte hun, selv brød hun sig dog heller ikke så meget om 'almindelig kaffe', sort kaffe, eller whatever det hed.

Embry sad stille, og sendte kort nogen af de andre et blik der fik dem til at dreje hovedet væk. Så så han igen på Cadence og rystede på hovedet "Nej jeg kommer ikke så tit i byen.." mumlede han. Han brød sig ikke om at være steder med for mange mennesker selvom han lignede et.. eller lignede en lille smule. Han gik oftest kun korte strækninger, eller tog metroen, der var så mange sære mennesker i metroen så ingen tog notits af at han også var der. Han tog endnu et sip af vandet der stod på bordet, og betragtede Cadence hen over glasset,nu ønskede han ikke så brændene at hun skulle gå, der var også et eller andet bekendt ved hende men han kunne simpelthen ikke placere hvad? Om det var smilet eller ansigtet eller bare selve personen overfor ham. Han rystede let på hovedet "nej, jeg bor et stykke herfra" sagde han langsomt, og så på hendes hævede øjenbryn. "Er det så sådan noget koffein frit og helseagtigt?" spurgte han og så på kaffen. Han syntes det hele smagte ens, og han drak det ikke da han ikke havde brug for det. Han spiste nok lidt anderledes end mennesker.. de spiste jo heller ikke hinanden.

Cadence lagde tydeligt mærke til det dræberblik de andre fik. Det kunne hun dog kun smilet let af. De kunne jo vel bare holde deres øjne for sig selv? Hun lyttede opmærksomt til hans svar.
Nysgerrigheden stod tydeligt fremme på hendes ansigt, hvilket var en af de ting, der kunne gå nogle folk på, for hun havde det med at fyre en hel masse spørgsmål af i hovedet på folk. Hvilket lige var det, hun overvejede nu, men kunne ikke helt bestemme sig, hvilket spørgsmål hun skulle stille. Og, hun havde heller ikke lyst til at skræmme ham væk fra sig, hvilket nok alligevel ikke var muligt. Hun tog atter bægeret op, men kun for at have noget i hånden, denne gang. Hun havde alligevel ikke rigtig lyst til at drikke af den. Det var for det meste, dét der skete, hver gang hun fik købt den. Måske var hun et eller andet sted blevet træt af den? Hun lod tungespidsen fugte de lyserøde læber af ren vanesag, og fik de mørke øjne vendt mod Embry foran sig, istedet for på kaffen. Embry. Det var egentlig ikke et helt så almindeligt navn, og dog syntes hun at have hørt det før et sted. Hun fundrede ikke mere over det, da hun hørte ham tale til sig igen. "Så må du jo også være knyttet hertil", sagde, egentlig mere til sig selv. Hun slog derefter en kort latter op, ved det næste og rystedet bestemt på hovedet. "Kunne jeg forestille smagt .. lækkert", mumlede hun og skar en svag grimasse. "Nej, det her smager mere af en blanding af kakao og kaffe", tilføjede hun som svar og sendte ham et smil.

Embry så på hende, og lagde hovedet på skrå. Det var tydeligt hun var ved at dø af nysgerrighed og det morede ham faktisk lidt hvor meget han end ikke ville indrømme det. Alligevel tonede et blegt smil frem på hans læber. Han så lidt på glasset, og så kort genspejlingen af sine egne røde øjne. Han legede lidt med glasset mellem sine fingre, og lyttede til de ting hun selv foretog sig på den anden side af bordet. Han var nok også selv nysgerrig hvis han skulle være ærlig, han kunne godt tænke sig at vide hvorfor hun virkede så bekendt, havde de kendt hinanden før han var død? Nej, så gammel var hun slet ikke. Han så på hende igen, med det der granskende blik. Men som før fik han stadig ikke det svar han ledte efter. Han trak på skuldrende ved det hun sagde, og så kort ned i vandet. Han lyttede til hendes latter, og smilede igen lidt ved den "jeg kunne forestille mig at det var til at kyle lige ud af vinduet" mumlede han og skævede mod det nærmeste vindue. Han så på bægeret ved det hun sagde, og nikkede forstående, det lød bestemt bedre end et eller andet helsepladder der smagte af jord. Han så på hendes smil, og gengældte det, dog kun svagt.

Cadence kiggede en anelse forbløffet på ham, ved smilet der brød frem på det noget blege ansigt, og egentlig bare fremhævede de røde øjne. Han var virkelig noget for sig selv, og lignede langtfra andre som hun kendte, eller bare havde set. Men, smilet klædte ham dog. Hun bed sig kortvarigt i læben for at forhindre sig selv i at åbne munden, men forgæves: "Du kan smile", bekendtgjorde hun muntert, og følte sig straks dum, mens hun svagt rystede på hovedet af sig selv. Hun sænkede blikket til bægeret hun havde i hånden og pustede bare svagt til indholdet, selvom hun var bevidst om, at den nok for længst havde kølnet af. Den var nok nærmere efterhånde ved at blive kold. Hun vendte atter blikket på ham og mødte et ret så undersøgende blik fra hans side af. "Hvad er det?", spurgte hun forundret og lagde hovedet på sned. Han virkede ikke skræmmende, i hvert fald ikke, sådan som de snakkede nu. Hun fugtede kortvarigt sine læber ved hjælp af tungen og hørte opmærksomt efter hvad han sagde, hvorefter hun ikke kunne tilbageholde et grin, men nikkede blot til svar. "Du må godt smage, hvis du lyster ..", foreslog hun og mente det i en henvendelse til kaffen. Den var måske som sagt blevet kold efterhånden, men det var så måske på den anden side sådan han foretrak sine drik? Hvad vidste hun.

Embry kom med et lille grin, han grinede ikke særlig meget men når han gjorde var det bare en lav raspen i hans hals, han var ligesom ikke konstrueret til at grine. Mange troede at ikke-døde, eller zombier som nogen yndede at kalde det - han gjorde ikke- var dumme, men Embry havde klæbehjerne og arbejdede på et hospital og overvejede at læse videre som læge. Så helt dum kunne han umuligt være. "Ja jeg kan smile.. det er der mange der kan" drillede han hende, og tog en slurk af sit vand. Han så på hende og rystede hurtigt på hovedet "det var ikke noget" sagde han bare, og drak endnu en tår af sit vand som for at understrege at det var noget ligegyldigt. Han rynkede på næsen og så på bægeret, skulle han vove..? Nej han måtte hellere lade være det kunne være det gjorde hans tunge blå eller sådan noget, og det kunne han godt undvære. Han smilede lidt til hende "nej tak, jeg tror jeg klarer mig" sagde han og nikkede mod kanden der stadig var halv fuld. Han skævede til vinduerne og kunne se mærket var begyndt at komme rullende, ikke for alvor, men sådan så småt. Det kunne han godt lide, men det gav ham mindre tid til at finde ud af hvorfor, og hvorfra han kendte Cadence.

Cadence blev bare mere overrasket, da der så denne gang kom et grin, men skjulte det dog godt. Hun havde ikke lyst til at fornærme ham eller lignende. Men, det så langtfra ud til at være tilfældet, hvilket også fik smilet til atter at vise sig på hendes læber. Hun lyttede opmærksomt til det han sagde, og skar derefter en svag grimasse, da hun opdagede at han havde ment det i dril. "Mm, du skjuler det godt, meget godt endda", påpegede hun ligeledes drillende og lagde nu sin drik fra sig. Den var næppe til at kunne drikkes af, i hvert fald ikke efter hendes mening. Hun betragtede kortvarigt hans halvtfulde kande og nikkede så til det han sagde. Det havde tydeligt lignede, at der netop havde været noget, men hun ville ikke fortsætte mere med det, da han åbenbart ikke ville give hende et svar. Hun smilede og nikkede atter, denne gang til afvisningen om at smage på drikken. Det kunne hun dog ikke bebrejde ham, selv hun gad den ikke længere. Hun vendte ligeledes blikket mod vinduet og blev noget overrasket over, at mørket allerede viste sig. Så, dét betød, at hun snart skulle komme hjem ad, medmindre hun da crashede i caféen. Det havde hun godt nok gjort mange andre gange, da hun efterhånden kendte bartenderen. "Så ..", begyndte hun næppe hørligt og så på ham igen. "Hvad er du egentlig?", tilføjede hun med en anelse undrende i stemmen, og med dét havde hun selvfølgelig ment race. Det gik hende efterhånden meget på, ikke at kunne bruge sin evne længere.

"Jeg er ikke interesseret i at vise unødige følelser hele tiden... jeg har bedre selvkontrol end de fleste" forklarede han roligt, han gad ikke smile hele tiden som menneskene gjorde, eller råbe af folk for den sags skyld, ellers ville han jo ikke bestille andet. Han så ned i glasset, og betragtede vandet der lå helt stille i det, eller det gjorde det ikke når han rykkede på sig eller når Cadence gjorde. Han så på hende igen og smilede svagt, han havde opfattet hendes dril. Han nikkede mod kanden af vand, da han havde set at hun skubbede sin kaffe fra sig "du er velkommen til at tage noget vand.. det er sikkert også sundere" igen en drillende undertone. Det kunne han godt vænne sig til, tanken om at drille folk var ikke utiltalende. Han smilede lidt mere ved tanken, og så på Cadence da hun snakkede igen. Han lagde mærke til det det dæmpede tonefald "Hvad jeg er?" gentog han langsomt og i samme lavmældte tonefald. Han så på hendes øjne, mens han tænkte over hvad han skulle svare "jeg foretrækker at kalde det ikke-død, men menneskerne kalder mig en zombie" mumlede han med en grimasse. Han brød sig ikke om ordet 'zombie', det mindede ham om grønne fordærvede mennesker, der tabte lemmer, og sagde 'aaaaah!' når de jagede og optrådte i gyserfilm. Det ville han ikke sammenligne sig selv med.

Cadence kiggede opmærksomt på ham, og nikkede let idet han talte, egentlig bare for at bekræfte at hun lyttede. Hun bed sig kort i læben. Det selvkontrol han snakkede om, besad hun ikke. "Måske ikke hele tiden, men det er godt at vise de unødige følelser.. bare nogle gange". Hun vendte ligeledes blikket mod hans vand, men så op på hans blege ansigt igen. Hun kunne hun godt se, at han var begyndt at åbne mere op, end før. Hun hævede svagt det ene bryn, da han belærte hende om, at vand var sundere end kaffe. "Du lyder som min bedstemor", mumlede hun en anelse tænksom og blottede kortvarigt tændernde i et smil - Hun skulle altid bruge 24/7 på at fortælle Cadence, hvordan hun skulle få ændret sin livsstil og dermed blive ja.. sundere. "Men, tak det har du ret i", tilføjede hun muntert til hans forslag og kiggede sig om i kroen for at fange bartenderens opmærksomhed og dermed spørge om et glas. Hendes blik vendte dog hurtigt til Embry igen, da han begyndte at besvare det førhenværende spørgsmål. Hun grinede dæmpet ved hans forklaring, da hun var enig med ham. Zombie kunne man ikke helt sammenligne ham med. Dog kiggede hun undersøgende på hans hånd i et øjeblik, som om hun halvt forventede, at den ville falde af, men sendte ham så et skævt smil, efter at ha fokuseret på hans øjne igen. "Kan du huske noget fra.. før forvandlingen?", tilføjede hun forsigtigt. Hun var ikke helt sikker på, om det var et emne han ville besvare, eller om det var for utålelig.

Embry trak på skuldrende "for meget selvkontrol, så glemmer man at tage det afslappet" forklarede han kort, selvom han egentlig godt kunne se hvad hun mente med det der med at vise følelser spontant. Men det var bare så putte nuttet, nogen gange kunne man jo nærmest se folk der flyvede på lyserøde skyer. Han smilede dog igen da hun sagde at han mindede om hendes bedstemor "så er det godt jeg ikke er hende" sagde han muntert, og lænede sig tilbage. Han kunne jo være totalt ligeglad med hvad hun gjorde, og hendes madvaner. Han havde bare fundet det relevant at kommentere, men han gad bestemt ikke være hendes bedstemor. "Jeg har altid ret" mumlede han med et glimt i øjet. Havde han sagt det til hende før? Deja vú. Han drejede glasset mellem to fingre. Det var et tykt glas, hvis det røg på gulvet var han ikke sikker på at det ville gå i stykker. Han så ind i hendes øjne "fra før?.. hmm jeg kan huske enkelte brøkdele, jeg døde jo ung, men der mangler stadig en del.." sagde han roligt, der var ikke mange emner han holdt tabu over, han syntes at livet let blev spildt på tilbageholdenhed.

Cadence betragtede ham, hun havde stadig ikke fået styr på, hvad det var, der havde virket så bekendt ved ham, ved første øjekast af. Hun rynkede svagt på næsen af hans svar. "Det lyder rent faktisk .. trist", svarede hun og kløede sig tankefuldt på kinden. Hun kunne nu godt følge, hvad han mente. Selv hun, der åbenbart viste følelser konstant, afskyede folk, der var alt for sukkersøde. Det var lige lovlig over grænsen, på en eller anden måde. Hun lagde af ren vanesag, det ene ben over det andet, idet hun kort vendte hovedet for at spørge bartenderen om et glas. Det var på tide at få kaffesmagen væk. For at gøre dét til daglig, havde hun altid tyggegummi på sig. Og, selvom hun var klar over, hun havde det på sig, tiltalte det ikke helt at sidde og smaske med det ligenu. "Jaer det må man nok sige. Du ligner hende heller ikke ligefrem", svarede hun i en ligeledes munter tone, idet hun vendte de mørke øjne mod hans røde. Det var virkelig en spøjs farve. Hun hævede skeptisk det ene bryn. "Selvf har du det". Hun lyttede derefter hans svar på det forhenværende spørgsmål. "Hvor gammel er du så?". Hun lod blikket køre nøje over hans ansigt, som for selv at bedømme. Men det var jo pokkers svært med væsner?

Embry grinede stille "okay.." sagde han stille, og lænede sig tilbage mod stoleryggen, og lyttede. Han var begyndt at smile lidt nu, sådan hele tiden uden at det forsvandt fra hans læber igen. Han tog glasset op og tog endnu en tår af vandet, og lyttede til hendes spørgsmål til bartenderen og fulgte ham med sine røde øjne da han gik tilbage og hentede et glas vand. Han lukkede sine øjne i et par sekunder, inden han slog dem op og så direkte på Cadence. Han tog en dyb indånding og satte glasset fre sig. "Tak det er beroligende" mumlede han, og var lettet over ikke at ligne hendes mor. Han så roligt på de mørke øjne der mødte hans "Godt du selv kan se det" drillede han, selvom hans tonefald ikke ændrede sig en tøddel. Nogen gange kunne det være svært at skelne hans jokes fra normal snak. Men han var nok ret glad for sarkasme. Han trak på skuldrene "over de 30 hvis man ligger min levealder, og min dødsalder sammen" sagde han og trak på skuldrene. Han vidste det ikke helt nøjagtigt, man lå jo ikke og talte årene når man lå i graven. Han lod sin ene finger følge den ujævle glaskant, mens han fortsat så på hende.