Keep Watching - Embry

S: Ved skovebrynet.
T: Irl; 23:18
D: 8 august
V: Skyfrit, køligt
O: Ingen.. *damdam* 8D

Mørket havde hurtigt sænket sig over skoven, men Lennea ænsede det knapt nok, da hun var faldet hen i en søvnagtig tilstand, med hovedet hvilende mod træet solide stamme. Hun havde siddet sådan i et stykke tid, uden at røre en muskel, så når hun engang rejste sig, ville hele hendes krop nok have det som om tusinde nåle stak i den. Men hun havde ikke tænkt sig at rejse sig, i hvert fald ikke endnu.
Hun sad og lyttede til skovens fortællinger, om væsen, hun aldrig havde set; og de fleste af dem ønskede hun heller aldrig at se. De mørke væsner, der gemte sig i de dunkleste skygger, og bare ventede på en ville gå forbi, også uden en lyd, dræbe, flænse og æde den stakkel, der havde valgt forkert, og gået forbi netop dér hvor væsnet sad.
Hun åbnede bart øjnene, og stirrede ud i mørket; som i det mindste var bedre end de billeder skoven var begyndt at vise hende, der var blevet mere blodiger, for vær' fortælling..

Embry trykkede sine hænder længere ned i sine lommer, og så sig om i skoven. Vidunderligt så stille der var, han kunne ikke huske sidste gang han havde været ude og gå i en skov. "I Wanna get psycho, run you little bitch.." sang han stille for sig selv, mens han lyttede til sine egne fødder mod jorden. Lyden af grene og småkviste der knækkede under hans fødder.
Han havde altid været usandsynligt høj, men det havde vist ligget til familien. Han så sig om og fik øje på et træ. Dog var træets stamme underligt formet, som hvis der sad noget op ad.
Han standsede et par meter derfra "Jamen dog... sikke et tidspunkt at være ude på" sagde han roligt, og blev stående.

Hun rykket sig væk fra træet; væk fra de uhyggelige historie, der fik hende til at kigge sig om efter noget 'farligt'. En sagte stemme genlød i hende øregang, og hun rettede blikket mod en utydelig skikkelse der kom gående ned mod hende. Hun stivnede og forsøgte at 'tyde' hvem det var, der.. Jeps, han havde opdaget hende. Hun kunne sagtens se det var en dreng, på hans omrids, da det var halt for 'kantet' til at være en pige; men det gjorde jo ikke sagen bedre? .. Hun sank en klump, da hun igen hørte hans stemme.
Hvorfor havde hun dog ogs' fået den vane med at gå ud, når det var tusmørke.. Også vågne midt om natten, hvor mørket havde opslugt landskabet, med dets grådighed.
Hun fik et kort øjeblik rettet blikket mod træet ved siden af hende - det hun lige havde siddet op af - inden hun forsigtigt lagde en hånd på det, for at støtte sig, da hun rejste sig fra den kolde jord. Hun vaklede, da den stikkende fornemmelse hurtigt indtog hendes ben, da blodet igen begyndte at løbe igennem dem.
Hun blev ved med at holde håndfladen mod træets bark, for ikke at vælte, mens hun rettede blikket mod det omrids, der var stoppet op midt på et bart stykke, der var dækket af frodig græs, hvilket man ikke kunne se i det tætte mørke.
Hun vidste ikke om hun skulle svare,.. Eller hvad hun skulle svare?.. Så hun gloede bare tomt på ham..

Embry stod stille, fulgte hende med de røde øjne. Der var ikke mere end en halv time til hans forvandling, og så kunne han egentlig bedst lide at være alene. En kvinde, eftersom hun havde former, og det havde kvinder jo oftest, medmindre det var en transvestit.Sådan noget var ikke et sjældent syn mere. Hun stod op nu. Hans ansigt krakelerede i et koldt smil, og han lagde ikke skjul på sine frygtindgydene hjørnetænder. Ikke ligeså fine som vampyrens der var skabt til at bide og få folk til at bløde, nej... hans var skabt til at flå.
"Du virker en smule skræmt lille ven?" sagde han roligt, og tog et skridt hen mod hende.
Alle var 'små' i forhold til ham selv, da han var rimeling høj.
Han blev stående, ville ikke ødelægge det da han havde det ret sjovt. Hun kunne nok ikke se så meget andet end hans omrids i mørket, hvor han kunne se en smule flere detaljer ved hende. Han kunne bekræfte at hun var en kvinde. Men han havde ingen lyst til at spise lige nu, da han lige havde været på hospitalet.
"Er du blevet overfaldet for nylig siden du reagerer så voldsomt?" drillede han roligt, og lænede den ene skulder mod et træ.

Ja.. Hun var skrækslagen. Det var første gang hun havde mødt et 'farligt' væsen.. Eller, han virkede som et. Alle de andre gange havde det været rare og snaksalige væsner, men en gang skulle jo være den første.. Hun mærkede hvordan hun langsomt genvandt kontrolen over sine egne ben, og hånden mod træet, hvilede nu bare mod det, mest fordi hun var en smule bange for røre sig.
Hver gang hun havde siddet her i mørket, havde hun følt sig tryg, fordi hun vidste skoven ville beskytte hende. Men hun var ikke så sikker længere; De billede havde set, som skoven havde vidst hende, havde den ikke gjort noget for redde de uskyldiges liv, den havde bare kigget på, mens folk blev revet og flået i små stykker. Hun trak pludselig sin hånd til sig i afsky, da skoven havde 'løjet' for hende. Hun var ikke en ægte jord dæmon, hun havde ikke krafter nok til at beskytte sig med skovens hjælp.
Hun vendte hurtigt blikket mod ham igen, bange for hvad han ville gøre, hvis hun ikke holdte øje med ham. Hun bed tænderne sammen, og en dyb hvæsen undslap hendes læber.

En lille latter undslap hans strube da hun hvæsede af ham "årh hold dog op..." hvislede han, og stod pludselig helt henne foran hende. Skyggerne skjulte ham godt i mørket, så han kunne mere eller mindre bevæge sig rundt som han lystede, uden at blive set. Han lagde en finger under hendes hage og løftede den så han kunne se hendes ansigt ordentligt. Han kørte kort sin tommelfinger hen over hendes underlæbe og slap hende så, og smilede skævt "hvis du vil løbe så løb" sagde han.
Han stod roligt, og lyttede til hendes forskræmte vejrtrækning der var den eneste tydelige lyd, sikkert i miles omkreds.
Et enkelt skridt tilbage og han var ude af hendes kropsrum. Han løftede sin arm og tjekkede klokken.
"Hvad hedder du dådyrøjne?" spurgte han roligt. For hun lignede et dådyr, med det forskræmte udtryk. Dog var der også noget i hendes øjne der fortalte ham at hun ville forsvare sig hvis det blev nødvendigt.
Han kunne se hende bedre nu, meget bedre, næsten alt ved hende, dog ikke rigtigt farver.

Et forskrækket gisp undslap hende og hun trådte hurtigt et skridt bagud, da han pludselig stod foran hende. Hans ansigt henlå i mørke, men dog kunne hun skimte de basale former, der er i et 'menneskets' ansigt. En kuldegysning løb ned af ryggen på hende, da han rørte hende, og hun vred hovedet til den ene side, men der havde han allerede sluppet hende. Hun vendte ikke hovedet tilbage, men skulede bare til ham, med siden til. Hun bed igen trodsigt sine tænder sammen, så det gav en høj 'klap'-lyd, da han bevægede sig lidt væk fra hende.
Det irriterede hende at han var så rolig, så ligeglad, når hun selv var rædsenslagen, men hun forsøgte dog at gemme det, og få sit hjerte til at slå i normal rytme igen. "Nar" mummlede hun til hans spørgsmål, og bevægede hurtigt blikket rundt i mørket, som ikke var blevet en dyt lyser, desværre.
Hun kunne alligvel ikke flygte fra ham, hvis han fuglte efter hende. Det ville være et dødt løb, selvfølgelig ville han indhente hende, med hans overnaturlige hurtighed. Hun sukkede indvendigt ved tanken, men fastholdte sit trodsige udtryk, mens hun fulgte vær' af hans bevægelser.

Embry stod stille, og lyttede til hendes gisp, og smilede roligt. Han skulede drillende tilbage og grinede lidt. Han prikkede hende i panden "det er ikke meget du siger... kender du kun ordet 'nar'?" spurgte han sarkastisk. Han fandt det ustyrligt morsomt, men prøvede virkelig på at at holde masken.
"Sikke hurtigt man dømmer..." mumlede han, og så på hende. Lille. Ligesom alle andre. Han så sig lidt om "nu gentager jeg mig igen" sagde han og rømmede sig som for at forberede hende "Hvad laver du egentlig herude? Er det ikke lidt farligt at rende rundt alene specielt som pige?" spurgte han, og lagde sine hænder ned i sine lommer.
"Og jeg fk ikke fat i dit navn, men jeg er åbenbart blevet døbt nar" mumlede han stille.
Det blonde hår nårmest gengav månelyset som skinnede svagt en gang imellem, og han kneb sine øjne lidt sammen.
Han mærkede at der begyndte at ske ændringer med hans krop, og forvandlingen satte ind, men det tog han sig ikke så meget af, han ville hellere have de svar som han eftersøgte. Hun mindede ham kort om Kajika, bare knap så opsat på at flygte.

Hun havde sådan en forfærdelig trang til bare at skrige ham ind i hovedet, uden egentlig at ha' en grund, men hun holdte dog munden lukket, hvilket nok var det klogeste, i hvert fald hvis skriget lå lige under overfladen. Hun kunne tydeligt se at han fandt det morsomt.. Morsomt? hvordan 'fuck' kunne man finde det morsomt? Et tænktsomt udtryk gled over hendes ansigt, over de lydløse sprøgsmål hun stillede sig selv.
"Hm, jeg syntes ellers det passer meget godt.." mummlede hun, og ignorede hans fingre i panden, da han jo nok fjernede den igen, selvom hun igen fik kuldegysninger.
Hun vidste ikke om det var klogt at 'svare igen', men hun kunne ikke la' vær; hun fandt det så provokerende at han bare syntes det var morsomt at luske rundt om natten, og skræmme folk som hende.
Hendes hår var faldet ned foran halvdelen af hendes ansigt, og skjulte derved det ene øje der stirrede olmt på ham. Hun havde ikke tænkt sig at svare, det ravede ham nul og niks, men dog var hun fristet til at gøre hvad han sagde, og bare svare på sprøgsmålene, som en anden svag lille grønskolling..

// Hvad sker der, når han blir 'forvandlet'.. oô? //

Embry så på hendes arrige ansigtsudtryk, og sukkede selvom han stadig syntes det var enormt sjovt. "Man skulle tro jeg havde gjort dig noget.." sagde han og kørte en hånd gennem sit hår. Han hadede når folk ikke svarede ham. Han så på sit ur igen "nå men jeg har intet bedre at tage mig til" sagde han og puffede til hende så hun faldt. Han sig på hendes mave, og så ned på hende. Han lavede et tålmodigt ansigtsudtryk, og smilede skævt. Han grinede lidt da hun sagde at det passede, og rystede lidt på hovedet "hvem har pisset dig af for nylig?" grinede han, og så roligt på hende med sine røde øjne.
Hans hud var krakeleret, og han var blegere end bleg nu da han havde forvandlet sig. Hans øjne lå dybt i deres huler og hans negle var gule og lignede noget der var ved at falde fra hinanden. Han lignede en der var død. Og det var han jo egentlig også, bare ikke helt. Han smilede uhyggeligt, og pustede en tot af det sorte hår væk fra sine øjne. "Sur sur sur.. lille bi omkring.." mumlede han, og pustede hendes hår væk fra hendes pande så han kunne se hendes øjne.

// Hun pustede igen og sagde "Sch.. der er sommerfugle i hjørnerne" xD //

Hendes frygt, var langsomt ved at blive errstet af irritation, da han pludselig puffede til hende og hendes balance svigtede så hun faldt til jorden. Hun lanede med et bump, og ømmede sig kort, inden han satte sig på hendes mave, og jog noget af hendes luft ud fra lungerne.
Da hun så på ham igen, var han total forandret; Huden var ikke længere jævn, men total ødelagt, og hans negle var.. Bavrd. Hun væmmeds ved ham, og hun forsøgte forgæves at vride sig væk. "flyt dig" mummlede hun, og klemte øjne hårdt sammen, inden hun spærrede dem arrigt op igen.
Der var ikke nogen der havde pisset på hende, men hvad regnede han med? At hun bare skulle være glad, når der kom en idiot, og væltede en omkuld?
Hun skubbede til ham, selvom hun helst ville være fri for at røre ved ham, men så sart var hun dog ikke.. Ikke lige i dette øjeblik. Hun tog en dyb indåndning, og mærkede hvordan hun let løftede ham, med al luften der blev suget ned i hendes lunger, og fik det meste af hendes overkrop til at hæve sig. Et pludseligt pust, fik hende til at glippe med øjnene, og hun kunne nu se ham, med begge de lilla øjne. Hun stirrede vredt på ham,.. Stirrede på den zombie der nu sad oven på hende.

//Lolwut?! x'D//

Hans ansigt flækkede i et sadistisk smil, og begyndte at grine "undskyld men... tror du selv jeg flytter mig bare fordi du beder mig om det?" spurgte han drillende, og blev siddene. Det arrige ved hende morede ham kun endnu mere, but who could blame him? Han var vel ligesom alle andre drenge på det punkt, fik man irriteret dem, og virkede det "that just makes my day" grinede han og prikkede hende på næsen. Han snusede den friske natteluft ned i sine lunger, og vædede kort sine læber. "Du kunne jo bare svare.." sagde han roligt. Han havde givet hende chancen for at løbe op til flere gange, og havde kort overvejet at gå, men da hun ikke ville svare på hans spørgsmål, var han blevet tirret nok,
Han så på hendes hænder da hun skubbede til ham "tsk.." den svage lyd kom af sig selv, for det var et ret halvhjertet forsøg på at forsvare sig selv. Han blev siddene som om hendes anstrengelser intet gjorde, og snoede en tot af hendes hår om sin ene finger "er du blevet mere snakkesagelig eller skal jeg snakke for os begge to?" spurgte han roligt, og blottede sine hugtænder i et smil. Han greb om hendes håndled da han fornemmede at hun fik løftet ham lidt.
"Fy.. jeg er ikke færdig med dig endnu" sagde han roligt, og holdt hendes hænder op over hendes hoved, og lænede sig automatisk lidt ned over hende. "Der er en time til jeg bliver normal igen, og jeg har oceaner af tid" sagde han, og hentydede til at han kunne holde hende der til den tid der passede ham.

// .. Det fik mig bare til at grine helt.. hysterisk 8D
Sorry, skal logge.. Skal tideligt op i morgen, så har vidst trukket den længe nok..
Blaaa, jeg ka' godt li det her emne-dims.. Nårnår, men vi kan vel skrive videre på et andet tidspunkt? =D .. Godnaaat :D //

//Jeg forstod det ikke, jeg plejer ellers at være god til at grine på det her tidspunkt af dagen x'D! Jamen det er iorden, søvn skal jo til engang imellem Sleep tight! Det er hyggeligt at emne med dig, vi skrives ved ^^ //

Hun lyttede til hans ord, og hendes forsøg på at vride sig fri belv svagere. Var det bare fordi hun ikke havde svaret? Underligt nogen kunne blive så påvirket af det? Hun vendte siden af sit ansigt til ham, da han blev ved med at 'røre' ved hende, og så på ham ud af øjnkrogen.
Hendes arme blev pludseligt pressed ned mod jorden, over hendes hovede, og hun mærkede let han ånde, da han blev nød til at læne sig ind over hende, for at holde dem fast. En sagte knurren undslap hende, men hun lå helt stille og stirrede ind i de blodrøde øjne.
Det eneste hun kunne høre var hendes egen vejrtrækning, der langsomt var ved at falde til ro, og hun følte at tiden gik i slowmotion..
Hun bed tænderne sammen ved hans sidste ord. Han havde sq da aldrig været normal, selvom han nok hentydet til sit udseende.
Hun var ikke blevet snaksalig, og ville nok heller ikke blive det, lige forløbigt. Org, hvor ville hun gøre alt for at slå ham sådan lige i fjæset, og se ham falde til jorden. Men lige nu, lå hun 'fastklemt' under ham,.. Og hun var jo slet ikke særlig stærk.
Hendes krop begyndte igen er vride sig, nægtede at give op. Hun løftede sine ben, i et tænkende sekund, og forsøgte at smadre sine knæ, ind i hans ryg, med en arrig hvæsen.

// Hmm.. tror ogs' man skal se en gøre det 'rigtigt', før det er morsomt 8D //

Embry så betragtende på de purpur/lilla/ agtige øjne der mødte hans. Det trak i hans mundbige og han smilede igen "man kan bare se på dig hvor gerne du vil slå mig.. det er ret sjovt du skulle se dig selv.." sagde han roligt, og holdt hendes arme fast over hendes hoved.
"Hvor gammel er du?" spurgte han så, og sukkede let "du er ikke ret god til at tænke på længere sigt" sagde han så med en slags ærgrelse i stemmen "hvis du nu tænkte dig om, så gør dine forsøg på at komme fri mig bare mere underholdt, hvis du nu bare svarede mig kunne du måske få lov til at slå mig som du så gerne vil ikke?" sagde han med en drillende undertone.
Han greb hendes hænder med en hånd og holdt hende fast, mens han tog den anden hånd om og stoppede hendes knæ. "Arrige satan" grinede han, og gav hendes ene knæ et klem eller et hestebid som nogen kaldte det.
Han trak på skuldrene "men hey.. det er da også meget sjovt at du stritter så meget imod istedet for bare at svare" sagde han roligt, og så sig lidt omkring. Stille, stille, stille..

Jaja, det var sikkert skide morsomt at sidde der, men forhelved.. Man var sq' da heller ikke særlig normal, hvis man syntes det. Hun stoppede med at vride sig og sukkede irriteret over hans spørgsmål. "Ska' vi da bytte?" knurrede hun, og hentydet, til at han så kunne være i hendes sted, og ligge nederst, fastklemt under en eller anden bums, som fandt det pisse morsomt.
Hun havde igen vendt ansigtet med front med ham, med sammenknebne øjne, mens et ellers udtryksløst ansigt var kommet op til overfladen. "Hvorfor tro' du jeg ikke svare?.. Er du virkelig så dum?".. Hun måtte kontrollere sin stemme en del, for ikke bare at råbe det lige ind i hans grimme fjæs.
Hun mærkede pludselig at nogen 'nev' hende, i det knæ hun havde forsøgt at ramme ham med, og hun trak det hurtigt tilbage mod jorden, da hun blev overrasket; hun havde slet ikke set ham bevæge sig.
Han holdte kun fast om hendes håndled med én hånd, lagde hun mærke til, men hun forsøgte dog ikke at komme fri. Hun orkede ikke at høre flere kommentare fra ham.. Selvom der nok ville komme et par spande endnu..

"Du snakker!" jublede han, og de røde øjne gnistrede en smule gennem alt det døde. Han holdt hende stadig nede selvom han nu planlagde at flytte sig. "Hmm.. jeg tror ikke du er stærk nok til at holde mig nede" grinede han, og så lidt på hende. Han kunne være temmelig utilregnelig.
"Jeg troede det var dig der var dum.. måske er vi begge dumme" sagde han og trak på skuldrene.
Han sukkede dramatisk "det her er jo ikke sjovt" klagede han og slap hende og var oppe og stå efter et par sekunder.
Hans hånd søgte ned i hans lomme og fandt en pakke cigaretter, og placerede en i mundvigen før han tændte den "så nu har jeg sluppet dig, uden at voldtage dig, og uden at bide dig" sagde han roligt, og inhalerede røgen. Han følte sig næsten lidt vampyragtig da han sagde det med at bide hende, men hvis han bed hende vile det bare have været for sjovt det ville ikke have haft noget formål.
Han pustede langsomt røgen ud mellem sine blege læber og ventede på hun kom på benene.
Den hvide røg steg langsomt til vejrs i den mørke skov.

Hun vendte øjne af ham. Tsk, som om han vidste hvor stærk hun var?.. Okay, hun ville nok ikke kunne holde ham nede. Men alligevel,.. Han var jo bare en væmmelig skabning!
Hun kneb øjnene sammen, og skulede til ham. "Du dummest" vrissede hun barnligt, og vendte blikket ud mod mørket.
Hun mærkede hvordan han pludselig slap hende mod orderne 'det her er jo ikke sjovt. Endelig fattede hans mini hjerne det!
Hun blev liggende et kort stykke tid, efter han havde fjernet sig fra hende, for at tage en dyb indåndning. Hun kom en smule klumpet på benene, og børstede hurtigt det værste skidt af sig.
Hun rettede blikket mod ham med et udtryksløst ansigt. Hun sukkede højt. "Jubiii.." sagde hun sarkastisk, og tog armene lidt i vejret, mens hun hoppede svagt på stedet. Det kunne godt være han ikke havde voldtaget eller bidt hende, men han havde mast hende stakkels mave.. Hun burde være glad for at det kun var det, men hun kunne - selvfølgelig - ikke la' vær med at være vred på ham.
Hun stod lidt og stirrede på ham; overvejede om hun skulle gi' ham en på kassen, eller bare gå?.. Hun havde ikke nok krafte til at slå ham sådan hårdt, eller, til han syntes det var hårdt.. Og hun var en smule bange for, han ville følge efter hende, selvom han 'ikke syntes det var sjovt'..?

Embry rystede på hovedet, og inhalerede cigaretrøgen. 'Du dummest'? sidst han havde hørt det måtte have været da han stadig var i live. Han gabte uinteresseret, og så kort op mod månen.
Træet bag ham kradsede mod den papirtynde hud gennem trøjen. Han skimtede kort til sit armbåndsur og konstaterede at der var nogle minutter til at han skiftede tilbage til sit menneskelige udseende.
Han gloede på hende da hun sarkastisk gik i gang med at holde sin egen lille fest og hoppede. Han rystede igen på hovedet af hende og himlede med øjnene, tanken om at hun skulle gå i børnehave virkede helt rigtig.
Han betragtede den korte afstand mellem dem, en.. to meter ville han skyde på. Han skulle jo vide hvor meget tid han havde for at dukke sig hvis hun blev sur. Han pustede hvid røg ud over sine blege læber, mens han uinteresseret blev stående. Hvorfor var uvist, men han var jo heller ikke til at regne med.