hård dag...? (Åben)

Barishan sad og kiggede på ringen på hans finger. Lidt efter nikkede han. '' i denne tid er det svært. Både mig og Kajika har planer til at kæmpe imod Zane. Dog er der stor chance for vi fejler. Chancen for at en af os eller begge to dør er meget stor. Så man kan sige lykken på vente til verden er reddet ''. Barishan så alvorlig ud imens han sagde det.

Mikala skulle selv være med i kampne mod Zane . Vis hendes skadet ellers ville healde sig rigtig sammen igen hun sukke opgiver og klater en smule ned , en trædte på en gren som knæke unde hende og den faldt ned i mod hovedt på barishan . Hun gispe og forsøget at bremse grenen men den var for tung for hende , hun kunne ikke holde den mere

Han kiggede på ham med et stille smil "har i virkelig tænkt jer at kæmpe mod Zane det er jo vanvid men kan vist ikke hjælpe særlig meget for har det med at jeg ikke rigtig tror på mig selv og mine evner med ild"sagde han og kiggede lidt rundt "er det mig eller er der andre end os to"sagde han og kiggede rundt

Barishan løftede armene og brugte sine vind evner til at sende en stærk vind imod Mikala der ville bremse hende. '' ja det er en anden. Jeg kunne fæle i vindmodstanden at der var en i træet over mig. Dog valgte jeg ikke at reagere på det da jeg vidste det ikke var et forsøg på at angribe os da personen larmede en del ''. Barishan nikkede over imod Jaster. Barishan var meget klog og brugte ofte sin intelligente hjerne i kamp situationer.

Mikala fik tag i en gren og slap fri af barishan´s vind hun sukke " hvorfor skal jeg være så koldset som jeg er " sagde mikala stille for sig selv hun så ned på dem og ville ikke lade dem se hende eller kommetæt på hende

Han kiggede på ham med et stille smil og hørte en eller anden og kiggede op "mikala er det dig hvad laver du her"sagde han og kiggede op på hende *hun er da også alle steder*tænkte han med et stille grin på sine læber det var ikke være da men han var tit sammen med mikala enten havde hun problemer eller så var det noget andet.

2 ja det er mig jaster og ikke noget slappe bare af 2 sgade Mikala og kravle ned til dem hun så en smule syg ud men hun hade det findt men var en smule træt og udmatter efter en hård træning tidliger i dage

Barishan satte sig til at spille på sit græsstrå igen. Han nød bare at sidde der og det virkede til at Mikala også kendte Jaster så det var jo kun godt nok. Tre personer der sad i skoven og nød det gode vejr, hvad mere kunne man ønske. Dog kunne han ikke få tankerne væk fra kampen der nærmede sig. Zane og Malakel. De stærkeste modstander han havde mødt. De ventede der ude, derude i mørket.

Han kiggede hen på Barishan "tænker du for meget lige nu på Zane sikkert har jeg ret"sagde han med et stille smil på sine læber for det linde at han tænkte men han var ikke sikker på det om det var det han tænkte eller om det var noget andet "når men er der noget vi kan lave eller skal vi bare sidde her og snakke"sagde han med et lille grin

Mikala stødte sig til et træ . Hun så syge ud og det var hun også rigtig meget syg , hun hade været sengenliggen i noget uger nu så hun var ikke op toppen lige nu . Men inden længe ville hun kunne kalr at kæmpe i mod Zane og alle hendes folk men bare ikke Ailince

//smutter nok lige en time eller to ses//

//....//

Barishan lukkede sine øjne og lænede hovedet imod træet. '' jeg har mest af alt bare lyst til at sidde og snakke og slappe af. Det er så hyggeligt her ude i skoven, kun skovens dyr og vindens puslen. Det er næsten som om man får en bedre forståelse af ting når man lytter til hvad skoven har at fortælle ''. Barishan grinede let og spillede derefter videre på hans græsstrå imens han tappede foden imod jorden.

"ja det kan du have ret i"sagde han med et stille smil og kiggede op i luften det var virkelig rart bare at sidde her og slappe af når man bare sad her og kiggede ude i skoves dybte og blide blæst der kom gennem træernes toppe og blade det var rart her kunne man være sig selv men kun når man var alene men det var også dejligt at være sammen med nogen.

Mikala stødte sig til et træ hun var svimme og hade kvalme som aldrig før i sit liv hun så på dem og forsøget at fortælle dem det men hun opnåde kun at falde sammen i græsset hun hade det virkelig dårliget i dag

Barishan havde lukket øjne og spillede på sit græsstrå så han kunne ikke se eller høre det. Lidt efter stoppede han og sagde uden at åbne sine øjne. '' for at besvare dit spørgsmål fra før Jaster. Så tænker jeg ofte på hvordan jeg skal besejre Zane. Men jeg ville jo også tabe før kampen startede hvis jeg ikke gjorde det. Ens tanker bliver nød til at være gennemtænkt så man traffer de rigtige beslutninger som vi også snakkede om før ''.

Han kiggede hen på Barishan "når ja det skal man vel nok men er ham Zane ikke stærk og næsten umuligt at besejre i kamp"sagde han og kiggede på ham og linde et spørgsmålstegn mens han kiggede på ham men smilte stadig og syns lidt selv at det var dumt spørgsmål han stilte lige nu og her

Mikala forsøget at får deres opmærksomhed men de lod ikke til at se hende mere hun klater op i træet igen og lag sig på en gren og lukke øjne hun fløde sig alene og efterlad hun snøfte en smule og lod tåren trille ned

Barishan nikkede. '' jo Zane er en kriger som ingen andre. Dog har jeg kæmpet imod ham og skadet ham en del. Han dræbte mig næsten i den kamp, men jeg har lært meget siden da og jeg har lært hans evner at kende. Denne gang har jeg en chance for at vinde over ham. Disuden har jeg noget han ikke har. Godhed, det kan jeg bruge som et våben imod ham.

Han kiggede på ham med et stille smil "okay så han er en kriger som er ond og modbydelig og du er god og hvordan vil du bruge godheden mod ham det kunne jeg godt tænke mig at vide hvordan du har tænkt dig at gøre det"sagde han og kiggede på ham og ventede spændt på hans svar

Mikala lå græden på en gren oven over dem men de sad bare og snakke og uden at opdaget at hun ikke var det mere hun græde svaget men højt nok til at de kunne høre hende hun lod tåren trille ned så de ramt Jaster på kinden

Barishan skulle lige til at svare Jaster men kiggede så på Mikala. '' hvad er der galt denne gang Mikala ''. Barishan stemme var meget monotom. Det virkede til det ikke var første gang han havde set hende sådan og det så ikke ud til at røre ham så meget mere. Han måtte have oplevet hende sådan en mase gang. Barishan sukkede og rejste sig. Hans gode humør var væk. Han lukkede øjnene og tog sig til sine tændinger. '' jeg har virkelig ikke overskud til det her igen. Det er det samme hver gang ''. Barishan begyndte langsomt at gå sin vej.

" Barishan det er ikke det er var syg ikke andet " græde mikala hun ville ikke ha at barishan skulle gå nu det var hende som burte gå sin vej hun viste at hun var uønkset og uelskert at alle ingen kunne lige hende mere og det for stod hun også rigtig godt

Han kiggede på ham og skiftede så og så op på mikala *hvad pokker sker der for dig mikala*tænkte han og kiggede lidt sur op på hende det var tit der var noget galt med hende men hvad var det denne gang det viste han ikke og ville gerne vide det *giv mig et svar*tænkte han

Mikala kom ned og man kunne tydlig set at hun ikke hade det for godt hun ryste og var bleg som et lig hun sukke og satte sig græden ned i græsset og ville ønske ar de slog hende ihjel så hun kunne være fri for den sygdom som hun bare på