Gemmeleg med lyset

Sted: Gyderne
Klokken: 13:30
Omgivelser: Huse
Vejr: Solskin og let blæsende

I dag var en særligt lys dag; solen skinnede og himlen var skyfri, en perfekt forårsdag... for nogen, i hvert fald. Dealyn, der ikke brød sig meget om solskinsvejr, havde søgt tilflugt i gyderne. Her var der høje huse til at kaste skygge ned på gaden, så der var ingen fare for at blive udsat for varme her.
Han gik med armene bag nakken og hovedet lagt let tilbage. Han lignede en, der var afslappet i hele kroppen, hvilket han ikke burde være. Han var udmærket klar over, at gyderne var tilholdssted for nogen af de mere dystre væsner i landet, men helt ærligt, når det var så godt vejr, måtte selv de holde fri, ikke? De var sikkert ude og nyde det gode vejr og ville meget snart vende tilbage til gyderne, når det blev mørkere... troede han da.

Nero havde det varmt nok i forvejen på grund af varulves høje kropstemperatur. Så sol var ikke lige det som han havde brug for nu. Han viftede en hånd foran ansigtet i håb om at køle lidt ned, men nej, det virkede ikke. Alt ved ham lignede et menneske, det eneste der afslørede hans race var duften. Den der specielle, sødlige duft som kun tilhørte varulve race.

Nero gik videre ned af gaden, og kom så til gyderne.. tja hvorfor ikke? Der burde være være køligt derinde. Gyderne var jo stedet hvor de skumle folk hørte til, det viste alle. Men Nero var ikke særlig bange, hvorfor skulle han? Vis der nu endelig skete noget kunne han bare løbe sin vej eller bruge hans træning i hærren imod dem. Ja Nero var en "soldat,, Eller det var det som de andre kalde det. Men det var bare en løgn.. en dørlig joke, de burde hellere bare kalde det som det var: En lejemorder, eller en morder i uniform. Det var nu ikke fordi at Nero arbejdede i hærren, men han var blevet trænet der før at han begynde at arbejde i organisationen som indeholde smugling, mord, salg af våben, medicin, stoffer og mange andre ting. Neros job var at udrydde trusseler. Der var utrolig mange som dræbte i denne by, men det som Nero fortrød var at han dræbte på ordre og ikke efter eget ønske. Men 'du er født til at tjene os' havde de fortalt ham siden spæd, så selvfølgelig troede han på dem.

Et par mænd stod længere fremme, og så ud til at sælge et-eller-andet til hinanden..nok stoffer? eller andet ulovligt. I hver fald så lag mændene mærke til Nero tilstedeværelse og på få sekunder blev Nero nød til at løbe, da de så ham som en trussel og havde valgt at angribe ham. Han løb længere ind i en sidegade til gyden og løb direkte ind i en dreng (Daelyn) Det hele gik så hurtigt så før at Nero lag mærke til hvem han løb ind i tog han fat i drengen og holde han for munden, i mens at han gemte sig bag en container. Nero gav først slip på drengen da de to fremmede mænd var ude af syne. "undskyld er du okay?" spurte Nero med en lav og lidt forpustet stemme.

Daelyns hoved gled let på skrå, da ahns næse opfagede en sødlig duft. På grund af sine dæmoniske kræfter kunne han med lethed opfange hver en lugt omkring sig, selv på flere meters afstand. Denne lugt var anderledes end gydens andre lugte… ikke en, han var stødt på før.

Han skulle lige til at gå i retning af den nye, spændende duft, da noget bumpede ind i ham. Det gav et ordentligt sæt i ham, da han troede, at han var alene i gyden, men han nåede ikke at gøre noget, før en hånd blev placeret foran hans mund og han blev trukket om bag en container. I et par korte sekunders forvirring troede han, at denne fremmede, der holdt ham for munden, var en overfaldsmand, og han bed ham derfor i hånden med sine spidse tænder, pirrelig som han var. Da han skimtede to mænd forsvinde løbende ned af en anden sidegade, vidste han dog, at han havde fejlbedømt den fremmede. Han havde jo bare forsøgt at hjælpe ham.
Lige så snart hånden blev fjernet fra hans mund, sprang han væk fra den fremmede i ét langt hop. Han blev spurgt, om han var okay, og rystede på hovedet.

”Nej, jeg er ej! H-hvad laver du?!” lød det fra ham. Han var tydeligvis forvirret. Han lukkede øjnene i et kort sekund og trak vejret dybt ind for at klare sit hoved. I det samme blev han opmærksom på den sødlige duft igen, og det gik op for ham, at den tilhørte den fremmede fyr. Hvad var han dog for en...?

Da Dealyn bed Neros hånd, kunne man i et kort sekund høre et højt piv, som vis man havde trådt en hund over halen. Rigtig ville han have sagt av, men selvfølgelig brugte han alt hans vilje styrke på at lade være og kom i stedet med den korte hunde lyd. Nero var ikke sur på drengen, han kunne godt forstå hvorfor at han havde bidt ham. Det store hop væk fra Nero undrede ham heller ikke, han kunne godt se at han måske havde lavet et forkert første hånds indtryk.

Drengen lød meget forvirret, men så ud til at være okay. "Undskyld igen, jeg gik forbi de to mænd på et dårligt tidspunkt så de jagtede mig, jeg stak af og stødte ind i dig. Uden at tænke trak jeg dig med bad ved containeren for ikke at blive set " forklarede Nero og havde lagt den ene hånd over bide mærket som stadig var tydeligt. Heldigvis var der ikke gået hul, men det gjorder stadig en lille smule ondt. De grønne øjne, som tilhørte Nero, faldt på Daelyn, da hans duft strøg forbi ham *en dæmon?* tænkte han og satte hovedet undrende på skrå. Han havde mødt dæmoner før, men de virkede alle anderledes end denne dreng, de andre virkede mere, voldelige eller fyldt med had, i hver fald dem som Nero havde mødt. Men denne dreng virkede lidt mere...normal? i hver fald lige nu gjorder ham. "hvad laver du her? " spurte Nero så for at bryde tavsheden.

Daelyn så, hvordan den fremmede holdt sin ene hånd over bidemærket. Han bed sig i læben og fik det helt dårligt inden i over at have bidt ham, også selvom det aldrig havde været hans mening at gøre Nero ondt. Men i det korte øjeblik, hvor alt var én stor forvirring, havde han blot reageret efter sine instinkter.
”Det dér med at jeg bed dig… det må du undskylde,” lød det fra ham. Han sænkede sit hoved, så det sorte hår dækkede hans blege ansigt, og han lignede mest af alt et lille barn, der havde fået dårlig samvittighed over at have stjålet småkager fra kagedåsen uden først at have fået lov.

Da han blev spurgt om, hvad han lavede her i gyden, kiggede han op. Hans sorte øjne gled hurtigt over den fremmede, før han svarede.
"Jeg bryder mig ikke så meget om solskin, så jeg gik herhen, fordi der plejer at være forholdsvis meget skygge." Han blinkede lidt og var stille et øjeblik, før han fortsatte: "Hvad med dig?"
Han gned sig i nakken og forsøgte at fremtvinge et lille, skævt smil. Han havde stadig dårlig samvittighed over at have bidt den anden. Han kunne stadig skimte mærkerne, der nærmest lyste rødt op, og han måtte slå blikket ned i jorden endnu engang.

"du skal ikke undskylde, du bed jo ikke hul eller noget og jeg var jo sådan set selv ude om det " forklarede Nero med optimisme i hans stemme. Han var jo en optimist, og så derfor sjældent på de negative sider. Nero ville nok have gjord det samme, så han bebrejdede ham ikke. Det var tydeligt at se at drengen havde dårlig samvittighed, hvilke smittede. Nero blev jo altid påvirket af andres humør så han fik dårlig samvittighed over at drengen havde dårlig samvittighed .
"det samme her, jeg elsker solen og den blå himmel mennnn varmen er lidt for høj, så jeg søger skygge for at køle ned" Normalt ville han sove dagen væk i en hule eller være nede ved en sø for at køle af. Men i dag havde han bevæget sig ind i byen for at få noget at spise og på få timer var varmen steget utrolig meget. Neros grønne øjne virkede dyriske, og man kunne sagtens sammenligne dem med en hund eller en ulvs. "Du er, en dæmon ikke?" Han kunne jo ha' taget fejl så han vil gerne være sikker.

Han nikkede bare til det, Nero sagde. Han vidste ikke, hvad han ellers skulle sige, for der var jo ikke rigtigt noget, man kunne sige til det. En lidt mere social person kunne nok sagtens have fået en samtale ud af at snakke om, hvor varmt det var i dag, men ikke ham.

Han kiggede overrasket på Nero, da han spurgte, om han ikke var dæmon. Hvordan i al verden havde han gættet det? Daelyn så jo næsten helt normal ud lige nu, han havde ingen horn eller vinger, og hans æsellignende hale var gemt af vejen under hans tøj… men måske kunne fyren lugte det? Daelyn kiggede undersøgende på ham. Han lugtede også anderledes end normale mennesker… gad vide, hvad han var for en.
”Jo, det er jeg,” svarede han. Han var stille lidt, før han tog mod til sig og spurgte: ”Hvad er du for en…? Du lugter underli- jeg mener, anderledes."
Underligt var måske ikke lige det pæneste ord at bruge i denne sammenhæng.

Varulve var en af de racer som havde den bedste lugtesans. Det var nemt for Nero, samt andre varulve, at adskille de forskellige racers dufte. Det lå jo i deres gener. "godt så tog jeg ikke fejl " sagde han med en let lettet stemme. Det fik ham til at le, Nero tog ikke ordet underlig så tungt, det behøvede jo ikke være negativt. ”Underlig? Anderledes? Ja det kan man godt kalde varulves dufte ” forklarede han og håbede at drengen havde fået svar på hans spørgsmål. Varulve var meget aggressive race, som tit gik ind for dominans kampe med vampyrer. Nero tog dog beroligende piller for at kunne holde styr på hans evige flamme, der længes efter at slå alle og enhver ned som gjorder ham sur. Og det angående med vampyrer var sådan nogenlunde sandt. Det var jo ikke alle vampyrer som drev ham til vanvid men de fleste gjorder.

”Mit navn er Nero, Nero Trancy en fuldblods varulv, hyggeligt at møde dig ” præsenterede han sig selv og fortsatte bagefter: ”Hvad med dig?” han håbede ikke at det var for tidligt at præsentere sig selv. Drengen gjorder ham nysgerrig da han ikke kende så meget til dæmoner. I det hele taget havde drengen bare fanget Neros interesse, ikke nødvendigvis på grund af racen.

Dealyn nikkede som svar. Han var lettet over, at fyren ikke havde taget det så tungt, at han kaldte hans lugt for underlig. Han grinede endda af det, og det fik Dealyn til at lyse helt op. Den ellers så tvære og irritable dæmon var blevet helt glad og snaksalig nu.

”Mit navn er Daelyn Sheehan,” svarede han. ”Jeg er fuldblods isdæmon.”
Han skød stolt brystet frem ved den sidste sætning. Selvom han var et ynkeligt eksempel på en fuldblodsdæmon, var han alligevel stolt af sin race og dens historie. En flere millioner år gammel historie fyldt med blodige kampe.
Han lod sin tunge glide over sine læber, en dårlig vane han havde. Hans læber var blevet helt sprukne af konstant at være udsat for kulde, tørke og vand. Normalt reagerede hans krop ikke på kulde, da han var isdæmon og han derfor følte sig bedre tilpas i køligere vejr, men hans læber gjorde åbenbart.

Hans ene øre, der var spids som en elvers, vippede pludselig en lille smule, da han opfangede lyden af løbende skridt, der kom nærmere og nærmere.
”Jeg tror, de er tilbage,” lød det fra ham. Han kiggede hen på Nero med et blik, der tydeligt talte sit sprog. Hvad foreslår du, vi gør? Han nåede ikke engang at flytte sit blik hen mod enden af gyden, da et par lange skygger fra de to mænd fra før viste sig på jorden foran dem.

"Dealyn Sheehan " gentog Nero en gang høje og op til flere gange inden i sig selv. Nu var hans udseende og navn kodet ind i hans hukommelse som en fil der var gemt på en computer. "isdæmon? Hvor sejt! Du må fortælle mig mere om din race" sagde Nero og vis han var en ulv ville hans hale nok vifte. Hans hobby var jo at indsamle indformationer om de forskellige racer, det lyder måske kedeligt, men det er ret spændene.

Neros dyriske øjne så tænkende ud, som om at han stod imellem to valg. "hmm, ja deres stank af alkohol er ikke til at tage fejl af " Mumlede han og rodet rundt i hans jakkelomme. Det gav i sæt i ham da han ikke kunne finde hans beroligende piller, hvilke.... nok ikke var så godt. Det var både godt og dårligt: Det gode var at Nero ikke måtte tage så meget medicin som han gjorder, derfor var det en god ting at pilleglasset var væk, men det dårlige var: hvordan skulle han nu styrer hans temperament? Ham brød sig ikke rigtig om at vise dem han lige var blevet venner med, hans voldelige og vrede side. Et virkelig dybt suk kom fra ham, hvad ville det nytte at gemme sig? De vil jo bare komme tilbage eller finde en èn anden dag.

"Har de virkelig så meget fritid at de bliver ved med at lede efter mig, urg hvor irriterende " sagde Nero og man kunne mærke at hans attitude havde ændret sig. Den varme familiehund var pludselig blevet en ulv. De to mænd kom til syne "Der er han!" råbte den ene og pegede på Nero med en beskidt finger og en øl i den anden hånd. De var tydeligvis sådan en type som et hvert forældre par var bange for at deres børn vil blive. "Du så noget som du ikke burde " sagde den anden og tog en stor lomme kniv frem. "eh? Det ser ud til at han ikke var alene, hvad skal vi gøre ved ham " sagde den førte mand og pegede så på Daelyn. "Lad os nakke dem begge to " svarede manden og bevægede sig tættere på.

//kunne ikke gøre indlægget længere da jeg skal se film nu med min mor >.< //

(Det er da rigeligt langt! Ö)

Dealyn smilede skævt, da Nero nærmest beordrede ham til at fortælle om sin race. ”Nej, helt ærligt, det ville kede dig,” svarede han.

Han kiggede undrende på den anden, da han roddede i sin jakkelomme tydeligvis søgende efter et eller andet. Han så dog ikke ud til at finde det, og det fik Daelyn til undrende at hæve det ene øjenbryn.
”Har du tabt noget?” spurgte han, selvom han nok burde holde sin mund. Han burde ikke blande sig i andre folks private sager, men det var svært at lade være, når man som ham havde en nysgerrighed som et lille barn eller værre endnu, som en hundehvalp, der løb hovedkluns ind i alt, den kunne komme i nærheden af for at udforske det.

Han rettede hurtigt sit blik mod de to mænd, da de dukkede frem. Den ene med en øl i hånden og den anden med en lommekniv. De virkede virkelig ikke sådan nogen, som man havde lyst til at møde på gaden en mørk, dyster aften.
”I kan da bare komme an!” lød det fra Daelyn. Hans ben var let spredt og hans tænder blottede, som var han et vildt dyr af en ubestemt art. Hans spidse hjørnetænder lyste nærmest hvidt i den kølige skygge, skyggerne. Så vidt han kunne bedømme på lugten, var de to mænd ganske almindelige mennesker. Almindelige men bestemt ikke bange af sig. ”I overlever ikke to minutter.”
Han vendte blikket mod Nero for at sende ham et opmuntrende smil, men blev i det samme opmærksom på, at hans aura havde ændret sig. Han virkede ikke nær så nede på jorden og venlig længere.

//ville gerne have skrevet mere xD//

Nero viste godt at Daelyns øjne fulgte ham da han rodet i hans jakkelomme. 'Har du tabt noget?' spurte Daelyn og Nero nikkede svagt. "Jeg har tabt mine beroligende piller " forklarede han bare kort, og håbede at Daelyn kunne regne ud hvorfor han tog piller. Der var jo ekstrem mange rygter og historier om varulvenes korte temperament. Og sikkert indnu flere rygter om deres dårlige opførsel. Det var dog løgn, varulve havde en god opførsel, for alle havde jo deres personlighed.

"Han er nok ikke bange for sig " sagde den ene mand som tydeligvis var fuld. Han tog øl flasken og smadrede den imod muren så den gik i stykker. Derefter brugte han resterne af flasken som et våben. De to mænd var helt normale mennesker, og var derfor ikke lige så stærke som Daelyn og Nero. Det var allerede nemt at vide hvem der ville vinde, menneskerne havde ikke en chance.
"jeg tager ham til venstre, du tager ham til højre " sagde Nero hurtigt og var få sekunder allerede over ved manden med dolken/lommekniven. Nero var meget smidig og kunne let undvige angrebene fra manden da han ikke var særlig stærk. Men så gjorder Nero noget ufoventet: Da manden prøvede at stikke Nero ned med dolken/lommekniven undveg han ikke, tværtimod, han hamrede hans egen hånd ind i kniven så den gik igennem håndfladen på ham. Manden så med store forvirret øjne på Nero, i forsøg på at finde ud af hvorfor at han lige gjorder det som han gjorder. Et smil formede sig på Neros læber "man burde ikke lege med knive vis man ikke ved hvordan man skal bruge dem " forklarede Nero og trak hånden til sig, han holde hånden oppe imens at såret langsomt blev healet. "M...Monster!!" råbte manden og smed kniven fra sig hvorefter at han løb.
"Mennesker, de er så nemme at narre " sagde Nero med latter i stemmen, såret på hans hånd var slet ikke healet. Men på grund af Neros hypnose evne kunne han narre menneske hjerner til at se eller tro på ting som ikke var der. "Av," ømmede han sig og begyndte at slikke såret. Det var kun af normal reaktion at Nero havde hamret hånden ind i kniven. Det gjorder det nemmere for ham at afvæbne eller forvirre modstanderen selvom at det gik lidt ud over ham.

//og så er det din tur til at fortælle om din kamp scene xD //

(Ok xD)

Beroligende piller? Daelyn tænkte ikke videre over det, og slog det hurtigt hen igen. Han havde meget andet at tænke på, for nu havde de to mænd vist for alvor besluttet sig for at angribe dem. Dum idé. Selv en så ynkelig dæmon som Daelyn kunne med lethed smadre end af dem på under et minut.

Nero sprang hen imod manden med kniven, og så var fyren med den smadrede flaske tilbage til Dealyn. Den sorthårede dæmon kunne ikke skjule et skævt smil, da han så, hvad det var for et våben, manden havde valgt at stille op imod ham med.
”En flaske? Er det, hvad du kalder for at våben?” lød det hånende fra ham. Manden bed tænderne sammen, tydeligvis irriteret, og det morede blot Daelyn endnu mere.
Manden løb hen imod Daelyn med knyttede næver og slog ud efter ham. Daelyn undveg let alles hans slag, og sådan blev han ved, indtil den lettere fordrukne mand var blevet forpustet af at svinge med sine arme på den måde. Da var det, at Daelyn med et velplaceret spark ramte ham i maven og derefter i nakken, så manden faldt om på jorden. Daelyn pressede en fod mod fyrens ene kind, så den anden kind blev presset ned mod asfalten.
”En anden gang lader du os være i fred. Forsvind så med dig!” Han fjernede sin fod igen, så manden kunne rejse sig op og løbe sin vej, lige i hælene på sin ven. Han stirrede efter ham med sit mest knusende blik, indtil de begge to var forsvundet om et hjørne. Der ville nok gå en del tid, før de turde vove sig hen til gyderne igen.

Han havde slet ikke holdt øje med Nero gennem hele sin kamp, og først nu vendte han blikket mod ham. Det gav et lille sæt i ham, da han så varulvens stå og slikke sin hånd, der var næsten helt dækket af noget rødt… blod.
”Hvad skete der?” lød det overrasket fra ham. Han løb hen til den anden og det tog ikke mange sekunder for ham at regne ud, at kniven var gået direkte igennem hånden på ham. Der var hul hele vejen igennem.
Daelyn bed sig i læben og greb fat om Neros hånd. Nero ville nok kunne mærke et lille stik af kulde, da et tynd lag af is dækkede hans håndflade; da Daelyn slap hans hånd igen, var såret forduftet så let som ingenting. Daelyn satte en tot af sit sorte hår om bag øret og smilede skævt op til Nero uden at vide, hvad han skulle sige.

Neros blik fulgte mændene som løb ud af gyden, og selv efter de var væk gloede han stadig i den retning. Hans blik faldt først på Daelyn, da han spurte hvad der var sket. Et forvirret blik havde lagt sig i hans øjne. Hvad mente ha- når ja såret "Jeg har en dårlig vane med at bruge min hånd som et skjold" sagde han og tog sin 'raske' hånd om til hans nakke, mens at han lod en opmuntret dog også undskyldende latter komme ud. Man kunne tydelig mærke at hans aura igen var venlig som en varm familiehund. Da Daelyn tog fat i hans hånd stoppede han med at grine, da han gerne ville se hvad Daelyn havde tænkt sig at gøre. Det tynde lag is var alligevel nok til at få hans hår til at rejse sig. *koldt* tænkte han og bed sig i underlæben. Nero brugte næsten alle hans kræfter på ikke at trække hånden til sig igen.

På et minut eller måske mindre end et minut, var såret helt forduftet. "Tak" sagde Nero med en overrasket stemme. Han gloede på hånden i noget tid, som om at han ikke helt kunne forstå at såret var væk. Et smil faldt så på hans læber og han lod igen de dyriske grønne øjne falde på Daelyn "jeg er misundelig, jeg ville ønske at jeg kunne heale mine sår det ville være en nyttig evne " forklarede han med en svag klang af jalousi i stemmen. De dyriske øjne faldt over imod containeren og et lille pille glas, ikke højere end en pegefinger og bred som halvdelen af ens tommelfinger. Nero styrtede hen imod dem og samlede dem op. Der var kun en pille tilbage, hvilke udgav et dybt suk. "Daelyn, vil du gå med mig ned i voodoo butikken som ligger rundt om hjørnet?" spurte Nero, det lød underligt, men det var også utrolige mærkelige/underlige butikker i gyderne. De lå bare ret godt gemt.

Daelyn smilede, da Nero takkede ham.
”Det er også vældig praktisk,” sagde han. ”Jeg… kan desværre bare ikke heale mine egne sår,” tilføjede han og bed sig i læben. Det var til gengæld mindre praktisk, men lige meget hvor mange gange han havde skadet sig selv og forsøgt at heale sine sår, skete der ingenting. Det var det samme resultat hver gang; såret blev større, fordi han blev frustreret og smadrede sin skadede hånd eller sit ben ind i et eller andet.

Da Nero spurgte, om han ikke følge med ham hen til en voodoobutik, der åbenbart lå lige rundt om hjørnet, havede han det ene øjenbryn. Han placerede sine arme bag ryggen og sendte varulven sit mest mistænksomme blik, alt imens han vippede let frem og tilbage på sine hæle.
”En voodoobutik…? Sig mig, Nero, er du en heks eller sådan noget?” Han kunne ikke lade være med at grine lidt. ”Jo, jeg vil da gå med dig.”


( Undskyld længden D; )

//gør intet xD//

"en heks?" gentog Nero og begyndte at grine. Han rystede på hovedet "Nej slet ikke, det er bare en god butik, da den har alle de ting de forskellige væsner har brug for" Det Nero mente var at det var en special butik som havde ting til ting de forskellige racer. Lige fra engle til dæmoner og fra elvere til varulve.

butikken lå godt gemt i den mørke gyde. Ude fra så den ret lille ud, men da man kom inden for var der massere plads. Der var underlige ting der inde lidt ligesom alt det man finder i en voodoo butik men udover det var der også nogle små farverige piller som lignede slik. Hver farve stod for en race,(ligesom farverne på racerne i Vie la mort) og var lavet specielt til racens smags behov. Der var også våben og udstyr til de forskellige racer, man kunne finde alt her inde. Mad til varulve, blod til vampyrer, og sjæle i glas. Men der var ikke rigtig nogen ting til engle og elvere, men det var nok fordi at de ikke rigtig kom her ned pga at butikken lå i gyderne.
Nero gik over til pillerne og tog en håndfuld lyserøde og en håndfuld mørkerøde piller ned i en pose. Hvorefter at han gik op til kassen " og så vil jeg gerne bede om noget beroligende medicin " sagde Nero og kassedamen som tydeligvis var en vampyr fnøs. Hun brød sig ikke om lugten af varulv, man kunne mærke det kolde blik hun gav både Nero og Daelyn. Hun virkede ikke særlig venlig og gloede på dem som om at hun ville ønske at de ville falde død om.
Hun nikkede og gav ham det han bede om. Nero betalte og gav en lille pose med de pinke piller til Daelyn "Her, de er specielt lavet til dæmoner prøv at smag. Det er ligesom slik" forklarede Nero, det var jo enlig også slik af en art. Det var ikke skadeligt for kroppen og var enlig kun lavet for smagens behov. De var også godt for sjælen, det gav mere energi til ens sjæl. "Så, hvor kommer du fra? har du boet længe i byen?" spurte Nero og syndes ikke at han havde set ham før.

Daelyn kiggede sig nysgerrigt omkring, da de trådte ind i butikken. Den virkede meget større end den så ud, og den var fyldt til randen med en masse ting, han aldrig nogensinde havde set før.
Da Nero gik op til kassen, greb Daelyn chancen for at få kigget lidt sig lidt omkrig. Hans blik gled over de mange hylder, hvor gennemsigtige glas var linet op på række. Han lod nysgerrigt sin ene fingerspids glide over glassene en efter en, lige indtil han nåede et glas, der var fyldt med en grønlig væske hvori der flød en stor, hvid frø rundt. Han skar en grimasse og gik et par skridt bagud med væmmelsen malet i ansigtet. Hvad i al verden skulle man bruge sådan en dims til?

Han var netop ved at nærstudere en voodoodukke af en art, da Nero blev færdig med at betale. Han vendte sig om imod ham og blev i det samme opmærksom på kassedamen, der bestemt ikke så ud til at nyde deres selskab. Nånå, tænkte han og sendte hende et tvært blik, hvorefter han kiggede hen på Nero for at se, hvad han havde købt. Han havde vist købt lidt mere end bare de beroligende piller, og det overraskede Daelyn, at han også havde købt noget til ham
Han tog imod posen, der blev rakt imod ham, åbnede den og kiggede mistænksomt på dets indhold, hvorefter han rettede blikket mod Nero.
”Er du sikker på, de ikke er giftige?” spurgte han. ”Jeg bliver ikke dødsenssyg og får blå ører eller sådan noget, vel?”
Han fiskede en af de pinke piller op af posen og lagde den på sin tunge. Han smagte lidt på den, før han kiggede hen på varulven med et smil og et helt opmuntret blik i sine øjne. ”De smager jo godt!” udbrød han.
Han proppede endnu en af de lyserøde piller i munden, før han svarede Nero. ”Jeg har boet her et stykke tid nu, men ellers plejer jeg at rejse rundt.” Han undlod at nævne, hvor han kom fra; han var en dæmon og derfor meget gammel, så det havde han efterhånden svedt ud.

Nero kunne ikke lade være med at grine da Daelyn spurte om de farvede piller var giftige " jo de er utrolig giftige og gør dig meget syg" sagde Nero med en tydelig ironisk stemme. "Det er godt at du kan lide dem, men pas på du kan blive afhængig " forklarede Nero med et smil og ingen alvorlighed i stemmen. Det var meget sjældent, men det skete af og til at en person blev kraftig afhængig af de farvede piller og ville dræbe for at få fat i dem. Men dem som uheldigvis blev afhængige var kun 1 ud af 1000 og derfor var der ikke sådan en stor sandsynlighed for at de ville blive ramt.

"Rejse rundt? hvor har du været henne?" Nero havde ikke været så mange steder, men havde altid ønsket at rejse rundt i verden. Men alt dette var bare meningsløse drømme som aldrig ville gå i opfyldelse. Så længe at Nero havde en herre, skulle han blive i denne by. "hvor gammel er du?" spurte han og kiggede studerende på Daelyn, dæmoner kunne jo blive meget gamle, og man ville enlig aldrig kunne se det på dem. "Har du familie? " Det var det sidst Nero spurte om før at snakken blev stoppet pga en kvalmende lugt var i luften. Det var en rådden stank som ville få kvalmen op i alle og enhver. For enden af gyden kunne man se en hånd stikke frem fra containeren. Hånden lå livløst på jorden, og det var ikke nogen overraskelse at se et lig i denne by da døds tallet var højt. Nero tog sig til næsen da hans lugte hans var meget følsom. Det rørte ham ikke at se et lig, han havde jo selv dræbt mange gange for overlevelsens skyld, men at se et halvråddent lig var ikke en fryd for øjet og derfor var han enlig en lille smule glad for at liget ikke var så synligt pga containeren.

//Dette svar var ikke så kreativt xD men håber at det er okay /

Daelyn trak på skuldrene og gad ikke engang at tænke nærmere over det. Han havde været så mange forskellige steder rundt omkring. Når han havde en herrer, blev han også nødt til at blive det samme sted, men de fleste af dem havde været mennesker, og de lever jo langt fra lige så lang tid som en dæmon.
”Sådan rundt omkring, du ved…” lød det fra ham, og han lagde hovedet let på skrå. ”Rejser du aldrig?”
Hvor gammel han var? Han skar en grimasse. ”Hvor gammel tror du, jeg er?” spurgte han med et skævt smil. ”Jeg ved det ikke selv… jeg er ikke så god til det med tal.”

Han gjorde et kort kast med hovedet, så hans hår faldt på plads, og skulle lige til at svare Nero, da en kvalmende lugt slog imod dem.
”Ydr!” lød det fra ham, og han slog begge hænder op foran sin næse. Hans blik gled over containeren, hvorfra en død hånd stak op. Der lød et gisp fra ham; han var ikke selv vant til at se døde kroppe og dræbte kun i yderste nødstilfælde.
Hånden var helt grå, og han gættede på, at for enden af den hang et rådnende lig fast. Bare tanken og i særdeleshed synet af den døde hånd gav ham kvalme, og han skyndte sig lukke sine øjne hårdt i.
"S-skal vi ikke gå...?" spurgte han Nero, idet han vendte sig om og begyndte at vandre blindt ud af gyden. Han ville først åbne øjnene igen, når han var sikker på, at liget var uden for hans synsvinkel. Det var måske ikke ligefrem det klogeste at gøre, for det resulterede i, at han vadede direkte ind i en metalskraldespand, der væltede, og han selv snublede.

I modsætning til Daelyn var Nero en varulv og derfor levede han jo kun lige så langtid som et normalt mennesker. Der var en trist ting i Nero øjne da man ikke rigtig kan nå at leve et ordenligt liv på den tid et menneske levede. Han vidste allerede at hans liv var alt for kort og at han nok aldrig ville kunne nå at opleve så mange ting som f.eks. en dæmon eller vampyr. 'Sådan rundt omkring, du ved' Stadig misundende det ham. En dag vil han rejse ud i verden, selv vis hans herre forbød det. Bare så han kunne opleve et eller andet før at han døde. "Hvor gammel jeg tror du er? jeg har ingen ide, krops alder har jo intet at gøre med ens eksistens " Nero kunne alligevel ikke lade være med at prøve. Hmm måske over 100 år? Højst sandsynligt meget længere.

"Det er ingen overraskelse at se et lig i denne by, men man vender sig nok aldrig til tanken om at se et dødt halv råddent lig " Nero lød en smule sjov da han snakkede imens at han holde sig for næsen. "men det er utroligt at politiet ikke har fundet det lig endnu" mumlede Nero, men han havde ikke lyst til at ringe til dem. De kende ham godt, da Nero var blevet mistænkt for mord mange gange, men der blev aldrig fundet nogen spor så han fik aldrig en straf for alle de mord som var begået. De dyriske øjne faldt på Daelyn da han spurte om de ikke skulle gå videre. "jo kan vi godt....HEY PAS P- " men for sent , Daelyn var allerede gået ind i metalskraldespanden. Nero nåede at tag fat i Daelyns ærme, men i stedet for at bremse Daelyns fald, fik han selv overbalance og blev trukket med i faldet. Det var en smule pinligt for Nero, her troede han at han kunne lave en 'redning' fra faldet, men blev selv trukket med. "Er du okay?" Spurte han med en bekymret mine og prøvede at ignorere hans irritation over sig selv.

”Nøh…” lød det fra Daelyn. Den sorthårede dæmon kunne ikke finde på et mere intelligent svar, så han valgte at holde sin mund lukket.

Hvis det ikke havde været fordi han var uhyggeligt bevidst om, at liget lå i containeren kun nogle meter fra dem, ville han have grinet af, at Nero faldt med ham. Men det gjorde han ikke. Alt, hvad han kunne få frem, var et lille smil.
”Pas selv på,” lød det fra ham. Han nikkede til, at han var okay, og spurgte; ”og dig?”
Han fik bakset sig op på albuerne, hvorefter han rejste sig op. Med ryggen til containeren rakte han Nero sin hånd for at hjælpe ham op. ”Kom nu, jeg vil væk herfra,” lød det mumlende fra ham, fordi han havde bidt sine tænder hårdt sammen.


(Unskyld det meget, meget korte svar. Jeg ville gerne skrive mere, men har ikke tid >w<)

Nero tog imod hjælpen og kom op og stå igen. "jeg er okay" Han gned sig kort på næsen som en hund der havde nået et slag over snuden. Nero fik dog et sekunds syn på liget før at han kiggede ned i jorden igen. Men selvom at det kun var få sekunder, havde billedet af liget brændt sig fast i hans hovede. "kom " sagde Nero og tog fat i Daelyns håndled imens at han trak ham ud af gyden. Jo hurtigere de kom væk, jo bedre. Han ville heller ikke risikere at Daelyn så liger, når han så hård prøvede at lade være.
Da de nåede et godt stykke væk fra liget og den væmmelige stank, gav Nero slip på Daelyns håndled. Hvorefter at han tog en meget dyb indånding, "frisk luft" sagde han med en taknemmelig stemme. Vis han havde være i nærheden af det lig bare i et par sekunder længere, ville han nok kast op pga stanken. "hvor kom vi fra? når ja.. Har du familie?" spurte Nero og fik et skævt, lidt usikker smil frem på læben. Selve liget havde ikke en så stor påvirkning på ham, men han ville ikke have Daelyn til at tro at Nero var en kold hjertet person.


//undskyld, har ikke så meget krea >.< //

Daelyn fulgte efter Nero. Hvad kunne han ellers gøre? Mens han blev hevet efter ham i sin arm, koncentrede han sig om ikke at kigge tilbage mod liget. Han kunne stadig lugte det, selvom han forsøgte at trække vejret med munden.
Da de var nået væk fra liget og Nero havde sluppet hans håndled, trak han lige så vejret dybt ind. Frisk luft, ja…
Han rystede på hovedet af Neros spørgsmål. ”Nej… i hvert fald ikke hvad jeg ved af,” svarede han. ”Hvad med dig?” Medmindre at Neros svar var, at han brutalt havde slagtet hele sin familie, var Dealyn godt klar over, at han ikke var så koldhjertet, som han havde virket, da han uden at udvise andet en væmmelsen ved stanken havde kigget på hjertet. Der var nogle folk, der var vant til at se døde mennesker hver dag, og Daelyn var bare ikke en af dem.
"Kommer du egentligt tit her...?" spurgte Daelyn tøvende. Gyderne var et af de mest skumle steder, der fandtes, så det ville være underligt, hvis Nero hang ud her tit.

"Hvad mener du? kan du ikke huske dem eller kender du ikke til dem?" spurte Nero og satte hovede på skrå imens at han hev lidt efter vejret.
"Min familie? Nå dem, Ja jeg har familie, de lever stadig men vi snakker ikke så meget sammen af gode runde. De.. ja er ikke så glad for min varulve halvdel" En latter kom ud af ham. Han tog det ikke så tungt, i det mindste var de stadig i live. Han vidste at grunden til at de var så kolde over for ham var simpelt hen fordi at de var bange for at dø. Eller rettere bange for at blive dræbt af varulven.
Den følelse ville Nero ikke give dem, så han accepterede da de solgte ham uden at brokke sig. Hans Herre er dog ret kold og ser ikke Nero som andet end en hund, men i det mindste gik han altid i seng med maven fuld og Herren blandede sig ikke i hvad Nero lavede i hans fritid så længe at det ikke gik ud over hans ryg. "Ja kan man vel godt sige, jeg vil gerne se alle siderne af byen " forklarede han og det løb måske underligt, men han ville opleve så meget han kan i hans liv. "men det er ikke mit ynglingested" sagde han bagefter med en latter i stemmen.

”Jeg kender dem ikke… eller måske gør jeg, men jeg kan ikke huske det… det er meget forvirrende.”
Han smilede skævt og kløede sig i nakken. Så vidt han vidste af, kendte han ikke sin familie. Men han måtte da have set sin mor på et tidspunkt – alt andet var umuligt, da det jo var hende, der havde født ham.
”Nåeh, det… det lyder ikke så godt,” lød det fra ham, da Nero fortalte om sin familie. Han kløede sig på sin ene arm og vidste ikke, hvad han ellers skulle sige. Han havde aldrig været særlig god til at trøste triste folk eller vise medmenneskelig over for andre.

Daelyn smilede med Nero, da han sagde, at gyderne ikke var hans yndlingssted.
”Det kan jeg da godt forstå,” sagde han. Der kom altid så mange skumle typer her, vampyrer på udkig efter ofre eller forretningsfolk, der udvekslede ulovlige varer med hinanden. Lidt ligesom dem, de var stødt på tidligere. Daelyn rystede på hovedet ved tanken om de to mænd, der forholdsvist hurtigt var stukket af med halen mellem benene.

"Du... Nero? Hvordan er det egentligt at være en varulv? Altså sådan at kunne skifte form?" Han havde tit tænkt over det. Han syntes det virkede sejt, dét der med at kunne forvandle sig til en kæmpeenorm menneskelignende ulv. Men så på den anden side... han havde hørt, at man havde meget svært ved at kontrollere sig selv under fuldmåne, og at man stjældent var herre over sine egne handlinger.